Kan kirkerne forene verden?
„VOR Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn,“ messede forsamlingen. Enhver skoledreng kender disse ord; de er blevet gentaget, citeret og sunget så ofte at de står prentet uudsletteligt i sindet hos millioner af mennesker. Men ved netop denne lejlighed virkede ordene særlig bevægende.
En af grundene var at de 3500 der sad i det kulørte cirkustelt, kom fra mange forskellige racer og nationaliteter. Hver af dem fremsagde „Fadervor“ på sit eget modersmål, og resultatet var en babylonisk sprogforvirring der fik en til at hviske: „Vi taler i tunger.“ Men endnu mere bemærkelsesværdigt var det måske at de tilstedeværende ikke havde samme religion. Anglikanere, lutheranere, metodister og endda katolikker bad skulder ved skulder.
„Lima-liturgien“, et teologisk kompromis man havde indgået nogle få måneder tidligere, havde lagt grundvolden for dette enestående teltmøde.a Navnkristne fra mange forskellige sekter kunne nu skrinlægge århundredgamle tvistigheder og sammen nyde ’den hellige nadver’. Og skønt katolikkerne og medlemmerne af de græsk-ortodokse og de orientalske kirker afslog at deltage i nadveren, var repræsentanter for disse grupper dog med i sangen og bønnen. For mange var den flersprogede fremsigelse af Fadervor derfor en bevægende begivenhed. Nogle græd, andre omfavnede og kyssede hinanden. For en kort tid var alle skel på grund af race, hudfarve, religion eller politisk overbevisning fjernet.
Mange betragter denne gudstjeneste som højdepunktet på Kirkernes Verdensråds 18 dage lange generalforsamling, der blev afholdt fra den 24. juli til den 10. august 1983 i Vancouver i Canada. Nogle ser den som en håbets fakkel, et varsel om at den økumeniske bevægelse — bestræbelsen for at forene de kristne kirkesamfund — i sidste ende vil sejre. Nogle har endda hyldet denne gudstjeneste som „en ny pinsedag“. ’Men kan det tænkes at den har endnu større betydning?’ tænker nogle. Religionen har trods alt i århundreder øvet en stærkt splittende indflydelse. Hvis kirkerne nu på en eller anden måde kunne hele det brud der har splittet dem så længe, kunne man så ikke forestille sig at nationerne ville formå at gøre det samme?
De færreste vil sikkert benægte at det er ønskeligt at menneskeheden blev forenet. Muligheden for at vi nogen sinde opnår denne enhed virker blot så fjern, fordi indgroet had, mistænksomhed og tvivl altid lurer i baggrunden. Er det muligt at kirkerne nu viser vejen til et verdensomspændende samarbejde? Og hvis de politiske herskere var underlagt en forenet kirkes vældige indflydelse, mon så ikke de kunne bevæges til at standse deres selvmorderiske ophobning af kernevåben?
Men hvor tæt på at være enige er kirkerne egentlig? Lad os se nærmere på det møde som Kirkernes Verdensråd holdt sidste år.
[Fodnote]
a Liturgien er opkaldt efter et møde der i Kirkernes Verdensråds regie i 1983 blev afholdt i Lima i Peru. Resultatet af dette møde er et dokument, kaldet „Dåb, nadver og embede“, der, ifølge The New York Times „tilskynder de enkelte kirker til at anerkende forskellige fremgangsmåder i forbindelse med dåb, nadver og ordination“.