Kan Kirkernes Verdensråd forene verden?

I JULI 1983 indfandt næsten tusind delegerede sig på University of British Columbia i Vancouver i Canada. De kom fra jordens fjerneste egne som repræsentanter for omkring 300 protestantiske, ortodokse og koptiske trosretninger, der igen omfatter et respektindgydende antal medlemmer: 400 millioner. Repræsentanter for den romersk-katolske kirke, islam, jødedommen og de nordamerikanske indianere var også til stede, skønt de ikke er medlemmer af Kirkernes Verdensråd.

I 18 dage holdt de farverigt klædte delegerede møde og debatterede alt fra nedrustning af kernevåben til modermælkserstatninger; de fremsatte hensigtserklæringer og reviderede dem; de holdt taler eller lyttede til taler; og ind imellem så de skuespil og optræden med musik og dans. Generalforsamlingens ophøjede tema: „Jesus Kristus — verdens liv“ skulle antagelig knytte alle disse forskellige begivenheder sammen.

Man nærede store forventninger til dette møde. Vancouver-avisen Sun skrev i en lederartikel at mødet blev holdt „i en kritisk periode i religionens historie“. Hvorfor? For „aldrig før har man i samme grad været i stand til at udslette menneskeheden, og aldrig før har så mange været så bange for at dette sandsynligvis vil ske.“ Man mente tydeligvis at kirkerne måske kunne være med til at afværge en sådan katastrofe. Ja, en talsmand for Kirkernes Verdensråd havde tidligere sagt til nogle journalister at „diskussioner om nedrustning af kernevåben og kirkernes strategi med henblik på at tilvejebringe verdensomspændende fred“ ville blive „nogle af konferencens vigtigste programpunkter“. — Kursiveret af os.

Enighed og uenighed?

Snart stod det imidlertid smerteligt klart at Kirkernes Verdensråd ville spille fallit som fredsstifter. De delegerede var uenige om hvad man skulle lægge hovedvægten på ved mødet. Temaet „Jesus Kristus — verdens liv“ blev fortrængt af forbitrede politiske debatter. Repræsentanter fra lande i den såkaldte tredje verden syntes at man ved mødet burde rette opmærksomheden mod krænkelser af menneskerettighederne, og ikke mod nedrustning af kernevåben. De der skrev konferencens afsluttende resolution havde derfor den vanskelige opgave at fremstille begge synspunkter som lige vigtige.

Hvad der desuden blev årsag til splittelser var dét avisen The Globe and Mail kaldte Kirkernes Verdensråds „hang til at fordømme de vestlige landes handlinger . . . mens lande i østblokken blot får en irettesættelse“. Nogle syntes at USAs intervention i Latinamerika havde fremkaldt meget skarpe fordømmelser fra Kirkernes Verdensråd, og de hævdede at man på den anden side tog besynderligt let på Sovjetunionens invasion i Afghanistan. Generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, Philip Potter, gør imidlertid gældende at Sovjet-kritiske udtalelser kunne belaste Kirkernes Verdensråds forhold til Sovjetunionen, der indtil nu har tilladt den russisk-ortodokse kirke at være medlem af Kirkernes Verdensråd. I en lederartikel i Vancouver-avisen Province stemples denne politik som „dobbeltmoral“.

„En alvorlig hindring“

Politik var ikke det eneste de delegerede var uenige om. ’Kvinder vil ikke vente hundrede år til på at retfærdigheden sker fyldest,’ advarede Jean Skuse, der er næstformand for rådets centralkomité. Det hun hentydede til var det hedt omstridte spørgsmål om ordination af kvinder, og hun hævdede at kvinder i massevis ville forlade kirken hvis de ikke snart blev anerkendt som præster. Dette problem er så meget mere uhåndterligt for Kirkernes Verdensråd som de ortodokse, romersk-katolske og anglikanske kirker, samt nogle evangeliske grupper, har taget et afgjort — og måske ufravigeligt — standpunkt imod tanken om kvindelige præster. Dette stridspunkt er ifølge ærkebiskoppen af Canterbury, Robert Runcie, „en alvorlig hindring for enheden mellem kirkerne“.

På den anden side frygter nogle at kampen for „enhed“ vil føre til et kompromis i lærespørgsmål. Nogle af de delegerede bemærkede en tendens til „universalisme“ i nogle af diskussionerne, og gav åbent udtryk for bekymring for at Jesus Kristus blev ladt ude af betragtning som „den eneste Frelser“. Der var endda en journalist der spurgte medlemmerne af panelet om ’hvordan de kunne få en fælleskirkelig dialog til at stemme med Jesu ord om at han er vejen, sandheden og livet’.

Kirker imod krig?

Alt dette til trods lykkedes det de delegerede at blive enige om at anbefale en gensidig og kontrollabel fastfrysning af kernevåben. Rådet opfordrede endda „medlemskirkerne til at støtte dem der af samvittighedsgrunde nægter at deltage i krig eller i krigsforberedelser, og til at ’udtænke mulige ikke-voldelige måder at protestere på’ deriblandt ’passiv modstand’.“ Dette kunne tyde på en overraskende holdningsændring, eftersom kirkernes historie, som Dirk Mulder fra Kirkernes Verdensråd siger, „er præget af krig og folkedrab“. Han tilføjer endda at „religion stadig er med til at lægge ved på bålet i alle verdens konflikter“. Man spekulerer derfor på i hvilket omfang kirkerne vil rette sig efter Kirkernes Verdensråds erklæring, navnlig i krigstid.

Interessant nok kan denne ændrede holdning til krig i virkeligheden modarbejde Kirkernes Verdensråd, fordi det fredelige forhold religionen traditionelt nyder til verdslige regeringer, sættes på spil. I en lederartikel i Vancouver-avisen Sun kunne man læse: „Den nye kirkeaktivisme fremkalder en konfrontation som de moderne samfund har gjort alt for at undgå, [en konfrontation] mellem kirke og stat.“

Forenet i religiøs henseende?

Som det fremgår af det foregående domineres og splittes Kirkernes Verdensråd af politiske og verdslige spørgsmål. Men hvad med det forlig man indgik ved mødet i Lima, og som førte til den økumeniske gudstjeneste vi nævnte i begyndelsen? En katolsk historiker har ifølge den canadiske presse sagt at dette forlig „er af ’allerstørste betydning’ for udviklingen mod kristen genforening“. Ærkebiskoppen af Canterbury, Robert Runcie, der forestod den fælleskirkelige gudstjeneste, sagde ligeledes at forliget pegede i retning af „sand kristen enhed“.

Men gjorde det virkelig det? Sandt nok var protestantiske, ortodokse, anglikanske og romersk-katolske teologer fælles om at udvikle Lima-liturgien. Men da den nye liturgi for første gang blev anvendt i Vancouver måtte de delegerede fra den romersk-katolske, den græsk-ortodokse og de øvrige østkirker afslå at deltage. Hvorfor? Fordi det ifølge deres kirkelære ikke er dem tilladt at modtage nadveren af andre end deres egne præster. Lima-liturgien har heller ikke blot tilnærmelsesvis bragt en løsning på andre problemer der splitter kirkerne, såsom troen på apostolsk succession og pavens ufejlbarlighed.

Synet af de mange delegerede der bad og sang i fællesskab har måske vakt nogle følelser for en kort tid, men den kløft der siden reformationen har splittet kristenheden er i virkeligheden så bred som nogen sinde. Og som en spalteskribent bemærker: „Hvis kirkerne kan finde grund til at strides så meget indbyrdes, kan vi da betro dem at forklare eller blot finde frem til det sande forhold mellem mennesket og Gud?“

Konferencen i Vancouver kan altså skrives på listen over menneskers mislykkede bestræbelser. Når kirkerne forsøger at gøre deres indflydelse gældende gennem politiske systemer, inficeres de med netop det fordærv og den splid der har bragt verden på tilintetgørelsens rand. Bibelen viser at regeringerne med tiden vil blive trætte af religionens indblanding og tage dramatiske skridt til at afskære den fra al fremtidig indflydelse. — Åbenbaringen 17.

Kirkernes manglende evne til at tilvejebringe enhed afspejler sig også i deres bestræbelser på at fremskynde forkyndelsen af evangeliet i hele verden. Det vil vi komme ind på i den følgende artikel.

[Tekstcitat på side 6]

„Hvis kirkerne kan finde grund til at strides så meget indbyrdes, kan vi da betro dem at forklare eller blot finde frem til det sande forhold mellem mennesket og Gud?“ — Avisen The Province, Vancouver, 28. juli 1983

[Illustration på side 5]

Kvindelige præster — et stridspunkt