Svindel i de videnskabelige haller

INGEN regner med at det kan ske. Slet ikke i videnskabens hellige haller. Ikke i laboratorier hvor nøgterne, objektive forskere arbejder utrætteligt for at afdække naturens hemmeligheder — forskere der har viet sig til at finde frem til sandheden uanset hvor deres forskning måtte føre dem hen. Ingen venter at det kan ske i en forenet gruppe af mænd og kvinder som, til gavn for menneskeheden, kæmper skulder ved skulder for at afvende hærgende sygdomme.

Hvem ville have mistanke om at nidkære forskere som disse kunne finde på at manipulere med data for at støtte deres påstande? Eller at de ville udvælge de oplysninger der støtter deres teori og kassere dem der ikke passer ind? Eller beskrive eksperimenter de aldrig har udført, eller forfalske data for at støtte konklusioner de ikke ellers ville kunne bevise? Eller omtale undersøgelser de aldrig har foretaget og lægge navn til artikler de aldrig har udarbejdet eller set? Hvem ville tro at noget sådant kunne foregå i de videnskabelige haller?

Ingen regner med at det sker, men det gør det.a Sidste år stod følgende at læse i et videnskabeligt tidsskrift: „’Returkommission, svindel og uredelighed er udbredt blandt lægevidenskabelige forskere i Amerika,’ fremgår det af en sønderlemmende kritik som blev offentliggjort af et amerikansk kongresudvalg i denne uge. Ifølge rapporten har USA’s Nationale Sundhedsinstitutter (NIH) ’bragt den offentlige sundhed i fare’ ved ikke at have ført kontrol med de forskere man støtter.“ — New Scientist for 15. september 1990.

I de fleste tilfælde er der tale om uetisk adfærd eller vildledning, i andre er det direkte svindel. Det var sidstnævnte betegnelse der blev hæftet på sagen med dr. Thereza Imanishi-Kari og hendes fem medforfattere til en artikel der „beskrev den indirekte implantering af et fremmed gen i immunceller hos mus. Forfatterne hævdede at musenes egne gener begyndte at efterligne det indsatte gen og danne et særligt antistof.“ (Science News, 11. maj 1991) Dette ville have været et betydningsfuldt skridt inden for immunologien, hvis ikke det var fordi forsøget åbenbart aldrig havde fundet sted.

Artiklen var blevet offentliggjort i april 1986, i det videnskabelige tidsskrift Cell. Kort efter gjorde dr. Margot O’Toole, der forskede i molekylærbiologi i Imanishi-Karis laboratorium, opmærksom på at artiklen indeholdt påstande som ikke fandt støtte i dataene. Hun henvendte sig til nobelpristageren dr. David A. Baltimore — som var medforfatter til artiklen — med 17 sider data fra Imanishi-Karis notesbøger. Disse data viste at forsøget ikke virkede, hvilket artiklen påstod. Dr. Baltimore fandt imidlertid ingen grund til at betvivle dataene og affærdigede O’Toole som en „utilfreds kollega“. — The New York Times for 22. marts 1991.

Samme år undersøgte to universiteter artiklen i Cell. Det ene var M.I.T. (Massachusetts Institute of Technology), hvor arbejdet var foregået. Det andet var Tufts-universitetet, hvor Imanishi-Kari havde ansøgt om en betydningsfuld stilling. Begge steder fandt man visse uregelmæssigheder, men ikke noget af betydning. Dér stod sagen i to år.

Sagen blev imidlertid taget op af John D. Dingell, der er formand for den undersøgelseskommission under Repræsentanternes Hus i De Forenede Stater som tager sig af kontrol og tilsyn med brugen af statens midler. Staten støtter den videnskabelige forskning, og gennem NIH (De Nationale Sundhedsinstitutter) bliver der til dette formål hvert år uddelt 8.000.000.000 dollars til enkelte forskere og deres institutter.

Dr. Baltimore var meget utilfreds med denne interesse. Han hævdede at kommissionen tog sagen op fordi den havde „til hensigt at fjerne de gældende retningslinjer og erstatte dem med nogle helt nye ud fra hvilke forskningen skulle bedømmes. De har valgt en autoritær stil som er ensbetydende med at vi må drive forskning i bevidstheden om at vi kan risikere retsforfølgelse. Hvis høringen i dag er et udtryk for Kongressens opfattelse af hvordan videnskab skal udøves, så er forskningen i Amerika, som vi har kendt den, i vanskeligheder.“

Dr. Baltimore indhentede støtte fra sympatiserende kolleger ved at sende et brev til 400 forskere med en advarsel om at indblanding fra Kongressen kunne „lamme amerikansk forskning“. Han betegnede undersøgelsen som en trussel mod den videnskabelige frihed og kommunikation. Mange forskere sluttede op bag Baltimore. En af de mest fremtrædende forskere kaldte høringerne en „heksejagt“ og betegnede Dingell som en „ny McCarthy“. (Joseph McCarthy, 1908-57, en demagogisk amerikansk politiker.)

„De der sympatiserede med dr. Baltimore og hans forsvar for den omstridte artikel, reagerede med angreb på Kongressen,“ beretter The New York Times for 26. marts 1991. „Man kritiserede John D. Dingell for at snage i forskernes notesbøger og betegnede hans gruppe som ’videnskabspolitiet’. Bogstavelig talt ethvert brev og enhver artikel hævdede at der under ingen omstændigheder kunne være tale om bedrag, kun om fortolkning. ’Vi blev begravet i breve fra forskere som gav udtryk for bekymring over det vi var i færd med,’ siger et medlem af Dingells undersøgelseskommission. ’Men i en stor del af brevene — måske i halvdelen eller mere — undskyldte skribenten sig med at han ikke kendte alle sagens kendsgerninger. Det er lidt bizart.’“

Når en sag er stærkt følelsesladet, er der tendens til at kendsgerningerne bliver irrelevante og skubbes i baggrunden. I den strøm af breve der blev skrevet til støtte for dr. Baltimore og dr. Imanishi-Kari, blev Kongressen kritiseret i stærkt følelsesladede vendinger. Dr. Stephen J. Gould fra Harvard-universitetet skrev: „I lyset af den seneste udvikling i Washington er jeg ikke så sikker på at Galilei ikke ville have været endnu vanskeligere stillet i dag.“ Dr. Phillip A. Sharp fra M.I.T. opfordrede forskerne til at skrive til deres lokale repræsentanter i Kongressen og protestere mod undersøgelseskommissionen. Han hævdede at den „gentagne gange havde afvist kvalificerede forskeres bedømmelse“, som sagde at der ikke var tale om svindel. Desuden mente han at kommissionen havde udløst „en hævnaktion mod oprigtige forskere“ som vil „koste vort samfund dyrt“. Som situationen udviklede sig, viste det sig imidlertid at hvis der kunne tales om en hævnaktion var den ikke rettet mod ’oprigtige’ forskere men mod dr. Margot O’Toole, hvis ærlighed kostede hende dyrt.

„Så længe forskningen foregår forholdsvis ubesværet, lader forskerne sig tilsyneladende lede af fornuften og de svar naturen selv giver på eksperimenterne. Når tingene derimod går i den gale retning, aflægger de menneskelige aktører deres professionelle masker af upåvirkelighed, hvorefter den videnskabelige foretagsomheds understrøm pludselig kommer til syne.“ (The New York Times for 26. marts 1991) Når det sker må også kræfter uden for de videnskabelige kredse stå frem for at afsløre uregelmæssighederne og rette op på uretfærdigheder som er blevet begået mod dem der har råbt gevalt.

Det var netop det der var behov for i denne sag. Mange i de videnskabelige kredse som end ikke havde ulejliget sig med at undersøge bevismaterialet, sluttede automatisk op om dr. Baltimore og dr. Imanishi-Kari, imod Dr. O’Toole. Desuden førte de en smædekampagne mod den regeringskommission der var nødt til at gribe ind for at råde bod på uretten. Dette leder tanken hen på et bibelsk ordsprog der lyder: „Når nogen svarer før han hører hvad sagen drejer sig om, bliver det til dårskab og ydmygelse for ham.“ — Ordsprogene 18:13.

Det var først efter langvarige undersøgelser foretaget af Dingellkommissionen, Secret Service og Kontoret for Videnskabelig Uangribelighed ved NIH at dr. O’Tooles anklager blev gyldiggjort. Bladet New Scientist for 30. marts 1991 skrev: „Kontrollanterne ved USA’s Nationale Sundhedsinstitutter er nået til det resultat at en af nobelpristageren David Baltimores medforfattere i perioden fra 1986 til 1988 har opdigtet hele grupper af data som grundlag for en artikel i bladet Cell i 1986. Baltimore, der tidligere har angrebet Kongressens undersøgelse af sagen og kaldt den en trussel mod den videnskabelige frihed, har nu bedt Cell om at trække artiklen tilbage.“ Han har undskyldt over for dr. O’Toole at han havde undladt at undersøge hendes spørgsmål grundigere.

Undersøgelseskommissionen afslørede at dr. Imanishi-Kari havde opdigtet data, at et eksperiment som hun refererede, aldrig var blevet udført, og at hun efterhånden som afsløringerne skred frem havde forsøgt at mørklægge sagen. „Da O’Toole og efterforskere udefra begyndte at stille spørgsmål til artiklen,“ skrev New Scientist, „begyndte [Imanishi-Kari], ifølge rapporten fra NIH, systematisk at opdigte data der skulle underbygge den. Nogle af disse forfalskede data blev offentliggjort i Cell i 1988 som rettelser til den oprindelige artikel.“ Den 6. april 1991 skrev New Scientist: „Forskerne må også indse at selvkontrol kun virker hvis den bygger på offentlig tillid. Det fremmer ikke denne tillid når de der råber gevalt bliver affejet som urostiftere.“ Nogle uger efter at dette bevismateriale var lagt på bordet, kaldte Imanishi-Kari imidlertid stadig hele sagen „en heksejagt“.

En lederartikel i The New York Times for 26. marts 1991 tog dette spørgsmål op under overskriften „Et videnskabeligt Watergate?“ Der stod: „Den stærkeste fordømmelse bør rettes mod de videnskabelige kredses svagelige mekanismer til efterforskning af svindel. Stillet over for udsigten til at blive angrebet af dr. Baltimore, en af nationens mest fremtrædende forskere, synes flere undersøgelsespaneler at være mere optaget af at undgå dårlig omtale end at finde frem til sandheden.“ Ikke desto mindre fastholder de selv samme videnskabelige kredse at de bør kontrollere sig selv i stedet for at blive kontrolleret udefra.

Lederartiklen fortsatte: „De indledende undersøgelser af dr. O’Tooles anklager lignede et sammenspist forsøg på at beskytte forskernes omdømme. Kontrollanterne ved Tufts-universitetet og M.I.T. fandt ingen tegn på svindel eller større fejl. USA’s Nationale Sundhedsinstitutter nedsatte et undersøgelsesudvalg med nær tilknytning til dr. Baltimore. Selv efter at udvalget var blevet omdannet for at imødegå kritik, blev resultatet en intetsigende rapport der ikke indeholdt den mindste antydning af uredelighed, trods den kendsgerning at et forsøg som blev beskrevet, aldrig var blevet udført. Først efter at Kongressen gik ind i sagen begyndte N.I.H. at vise en smule rygrad. Dets nyoprettede kontor for videnskabelig uangribelighed fremkom endelig med den fordømmende rapport der uden vaklen kaldte et falskneri for et falskneri. Dr. Baltimore har fra begyndelsen virket mere optaget af at lukke munden på spørgerne end af at komme til bunds i anklagepunkterne. Selv om han ikke personligt er blevet anklaget for bedrageri, underskrev han to dokumenter — den oprindelige artikel og en efterfølgende rettelse — som indeholdt data der efter alt at dømme blev opfundet af dr. Imanishi-Kari.“

Forskerne bryder sig ikke om at udenforstående begynder at bedømme deres virksomhed. De holder stejlt på at de selv — ikke udenforstående og slet ikke staten — er kompetente til at dømme i interne sager hvor der er mistanke om uredelighed eller svindel. Ikke desto mindre går det ilde for enhver inden for de videnskabelige kredse som vover at betvivle en fremtrædende forskers hæderlighed. Sådan gik det også i dr. Margot O’Tooles tilfælde.

Dette forhold ses når man tager i betragtning hvordan det gik de ansvarlige i den aktuelle sag. Dr. Baltimore blev præsident for Rockefeller-universitetet. Dr. Imanishi-Kari fik den fremtrædende stilling hun søgte ved Tufts-universitetet. Dr. O’Toole mistede sit arbejde i laboratoriet på Tufts, måtte gå fra sit hus, kunne i flere år ikke få en forskerstilling nogen steder og måtte tage arbejde som telefondame i sin broders flyttefirma.

Dr. Baltimore har efter sigende sagt til undersøgelseskommissionens formand, Dingell, at sådanne stridigheder som Imanishi-Kari-sagen var led i „en selvrenselsesproces der foregår hele tiden“ i videnskabelige kredse. I dette tilfælde indebar denne ’renselse’ at en ærlig forsker, dr. Margot O’Toole, helt blev udelukket fra videnskabeligt arbejde. Lykkeligvis var denne ’renselse’ ikke permanent i hendes tilfælde. Fire år senere, i 1990, efter at dr. O’Toole var blevet retfærdiggjort, fik hun en stilling som forsker ved Genetics Institute — et firma der var blevet oprettet af Mark Ptashne fra Harvard, som var en af de få der havde støttet hende.

De fleste er enige om at noget sådant ikke burde finde sted i de videnskabelige haller. Ikke desto mindre var det et videnskabeligt tidsskrift som indeholdt den rapport der viste at sådanne forhold „er udbredte i amerikanske lægevidenskabelige kredse“.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 13]

„Returkommission, svindel og uredelighed er udbredt blandt lægevidenskabelige forskere i Amerika“

[Tekstcitat på side 13]

Amerikanske forskere og deres institutter modtager hvert år 8.000.000.000 dollars i støtte af skatteborgernes penge

[Tekstcitat på side 14]

En kommission nedsat af Kongressen skal kontrollere hvordan skatteborgernes penge bliver anvendt

[Tekstcitat på side 15]

Forfatterne blev forfremmet, den ærlige forsker mistede sit arbejde