Hvad store videnskabsmænd har haft på samvittigheden
Ikke alle store videnskabsmænd har været helt igennem ædle og ubestikkelige. Vi har allerede nævnt sir Isaac Newton (1642-1727; se side 6). Her er nogle andre om hvem man nu ved at de har begået større eller mindre falsknerier.
● Claudius Ptolemæus fra det andet århundrede e.v.t., hvis geocentriske verdensbillede blev holdt i hævd i 1400 år, har været regnet for „oldtidens største astronom“. I dag mener man at han skaffede sine oplysninger, ikke ved observationer, men ved afskrift fra en tidligere astronom, grækeren Hipparchos fra Nikaia. Han er også under mistanke for at have skaffet sig nogle data ved at regne baglæns fra de forventede resultater.
● Galileo Galilei (1564-1642), den italienske matematiker og astronom der er kendt for at have foretaget målinger angående det frie fald ved at kaste genstande af forskellig vægt ud fra det skæve tårn i Pisa, regnes for at være grundlæggeren af den moderne eksperimentelle videnskab, fordi han ikke støttede sig til Aristoteles’ skrifter men til kendsgerninger der kunne iagttages. Hans samtidige havde imidlertid svært ved at nå frem til samme resultater som han, og han var kendt for sine „tankeeksperimenter“, hvor han tænkte sig til et resultat snarere end han iagttog det.
● Gregor Mendel (1822-1884), østrigsk munk og botaniker, tilskrives æren for at have opdaget arvelighedens love. Hans forsøg med ærter var et banebrydende arbejde inden for arvelighedsforskningen. Hans teori og hans data stemte så godt overens at han efter nogle forskeres mening „ubevidst må have foretaget små fejl som begunstigede hans egne forventninger“, mens andre mener at han decideret udvalgte sine data, sådan at de stemte med hans teori.
● Robert Millikan (1868-1953), en fremragende amerikansk fysiker, vandt i 1923 nobelprisen for at have bestemt elektronens elektriske ladning. I de senere år har forskere som har studeret Millikans laboratorieoptegnelser, imidlertid opdaget at han udvalgte sine data og kasserede halvdelen af dem fordi de ikke stemte med hans teori — skønt han i sin rapport udtrykkeligt erklærer at han fremlagde alle data fra „60 på hinanden følgende dage“.
● Sir Cyril Burt (1883-1971), en førende engelsk psykolog, studerede børns intelligenskvotient ud fra en teori om at intelligensen hovedsagelig er et spørgsmål om arv, en teori hvormed han fik stor indflydelse på den engelske uddannelsespolitik. Under udarbejdelsen af en biografi af Burt har en anden psykolog nu opdaget at næsten alt hvad Burt udgav i de sidste 30 år af sit liv, var svindel. „Hans arbejde tog sig ofte ud som videnskab, men havde ikke altid indholdet,“ siger forfatteren til biografien.
„Hvis stjernerne på den videnskabelige himmel kunne finde på at fremlægge falske oplysninger for at hævde sig selv eller for at deres ideer kunne vinde frem, så må fristelserne være endnu større for nutidens videnskabsfolk,“ siger forfatterne til bogen Betrayers of the Truth. Hvad enten dette er rigtigt eller ej, står det fast at videnskaben og dens udøvere ikke er nogen undtagelse med hensyn til svindel og bedrag.