Ringer klokkerne for de olympiske lege?
Den 8. maj 1984:
„USSRs nationale olympiske komité føler sig nødsaget til at erklære at de sovjetiske sportsfolks deltagelse i de 23. olympiske lege i Los Angeles er en umulighed.“
SÅDAN sprang bomben i den olympiske idrætsverden. Sovjetunionen havde trukket sig ud af de olympiske lege i Los Angeles. I løbet af få dage havde den fået følgeskab af andre kommunistiske lande.
Hvad havde fået USSR til så pludseligt at melde fra til de olympiske lege? Ifølge den udtalelse fra officielt russisk hold som blev fremsat gennem det sovjetiske nyhedsbureau TASS, var hovedbevæggrunden SIKKERHEDEN. Man fremførte: „Politiske demonstrationer som er fjendtligsindede over for USSR er under forberedelse, og utilslørede trusler fremsættes mod USSRs nationale olympiske komité, sovjetiske sportsfolk og officials.“ Man tilføjede at de amerikanske myndigheders holdning havde været „en grov hån mod den olympiske bevægelses idealer og traditioner“.
Men var hensynet til sikkerheden virkelig den eneste bevæggrund bag den russiske aktion? Eller skulle andre bevæggrunde søges i labyrinten af krogveje i international politik? I sine analyser af dette „skaktræk“ i supermagternes verdensspil fremkom den vestlige presse med adskillige mulige forklaringer på det sovjetiske afbud som alle kan sammenfattes under ét ord — POLITIK.
Det britiske nyhedsugeblad The Economist udtalte: „Lige siden amerikanerne holdt sig borte fra de olympiske lege i Moskva i 1980 havde en sovjetisk gengældelse været en mulighed.“ Mange iagttagere ser derfor den russiske aktion som en simpel tak for sidst, om end dette kun var ét sigte ud af flere. Året 1984 er som bekendt også præsidentvalgår i De forenede Stater, og i den anledning udtalte U.S. News & World Report: „Nok en gang så en træt verden modfaldent til mens de olympiske lege . . . blev holdt som gidsel for stormagtspolitikken. . . . Boykottens egentlige indvirkning er politisk.“ Derpå tilføjede bladet: „Afbudet var først og fremmest rettet mod Ronald Reagan.“ Newsweek skrev at „bomben“ fra Moskva „også var et barsk signal om Kremls stadig mere fjendtlige indstilling til Ronald Reagan“. En skribent i The New York Times fremsatte det synspunkt at „Kremls beslutning var uløseligt knyttet sammen med den dybe fjendtlighed der har sænket sig over det sovjetisk-amerikanske forhold i de senere år“.
Det er nu femte gang i træk at de olympiske lege er blevet offer for politik på den ene eller den anden måde. Siden 1968 har de olympiske lege haft ubehagelige politiske overtoner. De er i mere og mere udstrakt grad blevet spændt for vognen når nogen har skullet give deres politiske protest og mishag luft. Terrorister har forvandlet den olympiske arena til scene for deres blodsudgydelser. De to supermagter har nu demonstreret hvordan de olympiske lege kan blive en brik i deres kamp om overherredømmet. Logisk nok melder spørgsmålet sig derfor: Hvilken virkning vil alt dette få på legenes fremtid?
Langvarige virkninger
Vil de olympiske lege komme sig over at de således igen har fået flosset renommeet? Fra officielt hold er nogle stadig optimister. Præsidenten for De forenede Staters olympiske komité, William Simon, skal efter forlydende have sagt: „Den olympiske bevægelse er stærk. Alle dens skønhedsfejl til trods er den stadig en positiv fredsfaktor.“ Andre ser imidlertid mere dystert på tingene. Som Alberto Salazar, verdensrekordindehaveren i marathonløb, sagde: „Jeg er ganske enkelt ked af at dette er sket og har en fornemmelse af at det kan betyde dødsstødet for de olympiske lege.“ Newsweek dristede sig til at formode at „det måske [var] et forvarsel om den endelige undergang for selve den nutidige olympiske bevægelse“.
Givet er det at der nu stilles alvorlige spørgsmål om hvem der i fremtiden skal forestå legene. Hvilken by eller hvilket forretningskonsortium vil ønske at påtage sig det økonomiske ansvar for at organisere legene hvis de altid skal ofres som en lille brik i det politiske spil? Vil sportsfolkene blive ved med at træne så hårdt hvis deres deltagelse ikke kan garanteres på grund af den internationale politik? Dette er blot lidt af alt det som nogle nu giver udtryk for. Og andre spørgsmål trænger sig på: Hvordan med nationalismen? Og brugen af forbudte stoffer? Og „falske“ amatørers deltagelse? Med andre ord: Er de olympiske idealer på tilbagetog? Eller er de ligefrem på vej ud?