De olympiske lege — virkelig „til hæder for sporten“?

EN RELIGIØS højtid der afholdtes i Olympia i det sydlige Grækenland for over 2760 år siden var forløberen for de begivenheder i Los Angeles i Californien der sandsynligvis også fangede din interesse. Højtiden var til ære for guden Zeus, der formodedes at herske fra bjerget Olympen. Af den opstod de olympiske lege, der første gang fejredes i 776 f.v.t. Hvert fjerde år sendte de forskellige bystater i oldtidens Grækenland deres bedste atleter derhen for at kappes.

Traditionen holdt sig til 393 e.v.t., da oldtidens lege for sidste gang afholdtes. Det følgende år blev de forbudt af den „kristne“ kejser Theodosius, der forbød alle hedenske (ikke-kristne) skikke i romerriget. Hvad skylder de da deres eksistens i dag?

Sent i det 19. århundrede gjorde brugen af sport på engelske kostskoler indtryk på Pierre de Coubertin, en ung fransk pædagog. Han blev overbevist om at en velafvejet uddannelse burde indbefatte idræt. Senere „blev han besat af tanken om [genoplivelsen af] de olympiske lege,“ som en levnedsskildrer skriver. Coubertin talte overbevisende for sin sag, og i 1896 blev de olympiske lege optaget på ny, meget passende i Athen i Grækenland.

Coubertin var blandt andet af den mening at legene, som skulle afholdes hvert fjerde år, ville tjene til at fremme verdensfreden. I det stykke forregnede han sig fuldstændig. Siden 1896 er de to gange blevet afbrudt på grund af en verdenskrig og er ofte blevet hjemsøgt af politik. I 1974 var lord Killanin, den daværende præsident for den internationale olympiske komité, nødsaget til at sige: „Jeg henstiller til hver eneste sportsmand og -kvinde ikke at komme til de olympiske lege hvis de ønsker at gøre brug af sporten til politiske formål.“

I 1976 og 1980 gav hans henstilling bagslag. Mange nationer boykottede legene netop for at henlede opmærksomheden på deres politiske antipatier. Ved afslutningen af de olympiske lege i Moskva i 1980 fremsatte lord Killanin derpå endnu en appel: „Jeg beder indtrængende verdens sportsfolk forene sig i fred før et ragnarok bryder løs . . . de olympiske lege må ikke blive brugt til politiske formål.“ Selve den omstændighed at disse henstillinger var nødvendige antyder den fare som politik udgør for de olympiske idealer. At mange kommunistiske lande trak sig ud af de olympiske lege i Los Angeles understreger yderligere dette.

„Til hæder for sporten“?

Var oldtidens olympiske lege nødvendigvis grundlagt på sportslighed og ærligt spil? I sin anmeldelse af bogen The Olympic Games: The First Thousand Years bemærker den britiske skribent og akademiker Enoch Powell: „De var i alt væsentligt usportslige. Legen havde ingen betydning; det eneste der betød noget var sejren. Der var ingen ’nummer to’; men en sejr, selv en der vandtes ved en straffet overtrædelse . . . var en sejr lige så vel som enhver anden. De var farlige og brutale.“ Bogen siger endda: „Konkurrenterne bad om ’enten [sejrs]kransen eller døden’.“

Nutidens olympiske lege har angiveligt en ædlere bevæggrund. Som den olympiske erklæring fastslår: „Det vigtigste i de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom hovedsagen i livet ikke er sejren, men kampen. Det er ikke væsentligt at vinde, men at have kæmpet godt.“ En idrætsudøver fremsiger den olympiske ed i alles navn ved legenes åbning. Eden blev udtænkt af Coubertin og lyder: „I alle olympiadedeltagernes navn erklærer jeg, at vi vil respektere og adlyde de olympiske regler i sand sportsånd til hæder og ære for sporten og dens udøvere.“

Det lyder alt sammen meget ædelt, men det har også en klang af en svunden tid. Hvordan er virkeligheden i dag? Blev disse idealer virkelig genspejlet i Los Angeles i Californien hvor tusinder af idrætsudøvere kæmpede om nogle få hundrede guldmedaljer? Kæmpede de i overensstemmelse med Coubertins oprindelige idealer? Hvad er den virkelige drivkraft bag de olympiske lege? Er det sportsånd og ærligt spil? Fremmer legene international fred og fordragelighed på bemærkelsesværdig måde? Eller er det blot en af flere kamppladser for politisk kappestrid?

[Illustration på side 5]

Oldtidens olympiske lege var „i alt væsentligt usportslige . . . De var farlige og brutale“