Erobringer i kirkens navn

„Hvis Jesus havde levet i dag ville han have været frihedskæmper.“ Denne udtalelse fra en højtstående protestantisk gejstlig er betegnende for kristenheden i dag. En afrikansk biskop lovpriser „den retfærdige vold“ der praktiseres af fremgangsrige oprørsstyrker. Protestantiske kirker yder bidrag til nationalistiske guerillaorganisationer. Præster griber til våben for at kæmpe for en „befrielsesteologi“. Flere og flere religiøst engagerede mennesker synes rede til at bruge vold for at nå deres mål. Mener du at det er rigtigt? Den følgende artikel beretter om et historisk eksempel på en sådan „kristen“ magtanvendelse. Den giver stof til eftertanke.

GULDET, æren og evangeliet. Disse tre ting siges at have sat gang i kolonisationen af det amerikanske kontinent. En af kolonisatorerne har indrømmet at han drog til Amerika „for at tjene Gud . . . og for at blive rig“!

I 1992 vil det være 500 år siden Christopher Columbus for første gang krydsede Atlanterhavet, en rejse der banede vejen for denne kolonisation. Columbus’ enestående rejse var indledningen til en spændende tidsperiode hvor det amerikanske kontinent blev udforsket. Resultatet? Ufattelige rigdomme førtes tværs over Atlanterhavet tilbage til Europa, og europæisk religion blev sået i fremmed jord. Prisen? Den blev hovedsagelig betalt af de indfødte amerikanere, der blev underkuet og hvis antal blev væsentligt reduceret på grund af de fremmedes overmagt, forræderi, grusomhed og de ukendte sygdomme de bragte med sig.

Disse fremmede blev kaldt conquistadorer (erobrere). De var, som historikeren J. F. Bannon udtrykker det, „en besynderlig blanding af helgener og djævle“. Der er ingen grund til at fornægte deres tapperhed, og nogle af deres bedrifter hører med til vor skolelærdom.

Mange af os har sikkert hørt om Vasco Núñez de Balboa, der ved at forcere mange kilometer med ukendte skove, bjerge og sumpe krydsede Panamatangen og blev den første hvide mand der så Stillehavet. Eller om Hernán Cortés, der drog vidt omkring med sine mænd for at besejre aztekerne i det der nu er Mexico. Der var også Francisco Pizarro og hans brødre, som efter mere end to års hårde kampe underlagde sig det udstrakte inkarige i det der i dag kaldes Peru. Endnu en opdagelsesrejsende var Pedro de Valdivia der drog mod syd for at erobre Chile og fordrive araukaner-indianerne.

Hvordan var disse mænd i stand til så hurtigt at erobre fast forankrede riger? Der var mange grunde. For eksempel skyldtes Cortés’ succes i kampen mod aztekerne nok til dels den indre uro i aztekerriget. Det var også første gang aztekerne mødte europæiske armbrøster, musketter, sværd og ryttere til hest. Aztekerkongen Montezuma troede desuden at Cortés var en gud der var vendt tilbage.

Hvad grunden nu end var blev de sejrende conquistadorer snart efterfulgt af „landmanden, minearbejderen og præsten, alle udrustet til at skabe sig et varigt hjem i den nye verden“. Men hvad havde religion med denne erobring at gøre?

I religionens navn

Omvendelsen af hedningerne indtog en vigtig plads i det store eventyr. I Spanien, de fleste conquistadorers fædreland, havde to betydningsfulde herskere, Ferdinand og Isabella, „udløst en bølge af nationalistisk og religiøs iver“, der først og fremmest kom til udtryk i erobringen af Latinamerika. — The Encyclopædia Britannica.

I 1493 opdelte pave Alexander VI verden mellem de portugisiske og spanske opdagelsesrejsende, idet han tildelte Spanien alt hvad der lå vest for en imaginær linje der strakte sig fra Nordpolen til Sydpolen, 480 kilometer vest for Kap Verde-øerne. Dette skete „som belønning fordi de havde omvendt hedningerne“. Senere, ved Tordesillas-traktatens indgåelse, ratificerede begge lande denne opdeling og ændrede den ved at flytte linjen længere mod vest.

Interessant nok er virkningen af denne pavelige indgriben stadig mærkbar. Da kysten af det der i dag kaldes Brasilien blev opdaget, viste det sig at den lå i den portugisiske del af verden. Den dag i dag taler folk i Brasilien derfor portugisisk, mens man i den øvrige del af Syd- og Mellemamerika hovedsagelig taler spansk.

Det ser ud til at mange af conquistadorerne havde den religiøse side af deres mission i tanke. For eksempel skriver professor P. J. Mahon og jesuiterpræsten J. M. Hayes: „Omvendelsen af de indfødte var et mål som Cortés aldrig tabte af syne. I en af sine beretninger til kejseren, dateret 1524, skriver han at ’så ofte som jeg har skrevet til Deres hellige Majestæt, har jeg fortalt Deres Højhed om den villighed hvormed nogle af de indfødte tager imod vor hellige katolske tro og bliver kristne. Og jeg har sendt bud for ydmygt at bede Deres kejserlige Majestæt om at De vil have den godhed at stille troende mennesker til rådighed som har en god livsførelse og sætter et godt eksempel’.“ — Trials and Triumphs of the Catholic Church in America.

Historikeren William H. Prescott tilføjer: „Der var intet der lå den spanske regering mere alvorligt på sinde end indianernes omvendelse. Den var det stadige omkvæd i regeringens instruktioner, og den forlenede militæroperationerne på denne vestlige halvkugle med noget af korstogenes ånd.“ Men bemærk følgende: „Man nærede ingen betænkeligheder med hensyn til omvendelsens ægthed, hvor pludselig forandringen end var sket eller hvor voldelige midler der end var taget i brug. Sværdet var et godt argument når det talte ord kom til kort.“

Den måde hvorpå disse eventyrere gik til værks for at omvende indianerne var således ofte en besynderlig blanding af oprigtighed og brutalitet. Tag for eksempel det der skete med Atahualpa, inkaernes konge.

Atahualpas omvendelse

Inkarigets erobrer var Pizarro. Da Pizarro kun havde nogle få soldater med sig, mente han at den eneste måde han kunne besejre inkariget på ville være ved at tage Atahualpa til fange og holde ham som gidsel. Han fik arrangeret et møde med inkakongen i byen Cajamarca den 16. november 1532. Men kort før Atahualpa ankom havde Pizarro hemmeligt stationeret sit artilleri og sine soldater på de tre sider af byens åbne plads. Derefter ankom kongen med mere end 3000 af sine mænd — alle ubevæbnede bortset fra små stave og slynger.

Historikeren Robert Barton beretter følgende om det der dernæst skete: „En dominikanermunk ved navn Vicente de Valverde nærmede sig tronen med Bibelen i hånden for at forklare hvilke hellige kræfter der stod bag kristendommen. Han begyndte med at beskrive Skaberen, og talte meget længe om Jesus Kristus og hans enestående offer på korset. Han sluttede med at opfordre Atahualpa til at fornægte sin egen hedenske religion og anerkende kejser Karl V’s overhøjhed, idet kejseren fremdeles ville beskytte ham i denne verden, ligesom Jesus Kristus ville gøre det i den næste.“ — A Short History of the Republic of Bolivia.

Inkakongen må være blevet forbløffet over denne prædiken. Ifølge Barton svarede han: „’Hvad jeres gud angår, blev han dræbt af selve de mænd han skabte, hvorimod min gud’ — han pegede mod den store røde sol der netop var ved at gå ned bag de takkede bjerge — ’min gud lever evigt og beskytter sine børn. Med hvilken ret siger du alt dette?’“ Munken pegede på Bibelen og rakte den til Atahualpa, der kastede den fra sig på jorden. Valverde samlede den op, skyndte sig hen til Pizarro og fortalte hvad der var sket. Efter sigende udbrød han: „Angrib straks! Jeg giver dig syndsforladelse.“ Pizarro gav da signal til angrebet, og hundreder af de forsvarsløse indianere blev nedhugget, mens Atahualpa blev taget til fange.

Atahualpa forhandlede med Pizarro om sin frigivelse. Han tilbød en enorm løsesum i guld og sølv, som Pizarro gik ind på at modtage. Men da skatten var behørigt afleveret, trak Pizarro sit løfte tilbage. Atahualpa blev stillet for retten og dømt til at brændes på bålet som afgudsdyrker. Mange af Pizarros rådgivere protesterede mod en sådan forræderisk handling — men ikke præsten Valverde. Til sidst gik Atahualpa ind på at blive kristen og lod sig døbe. Men han blev alligevel dræbt, idet han den 29. august 1533 blev stranguleret. — Se Latinamerika, Politikens forlag, s. 276-291.

Derefter fuldførte Pizarro erobringen af inkariget. Mens dette stod på „byggede han kirker, ødelagde afgudsbilleder og opstillede kors ved landevejene“. (The Trials and Triumphs of the Catholic Church in America) Men kunne den religion som han udbredte på denne måde, være sand kristendom?

Blev målet nået?

Militært set var krigstogtet en succes. De små grupper af conquistadorer udvidede deres fædrelands imperium og høstede, for størstepartens vedkommende, selv ære og guld. Men fremmede de kristendommens sag med deres voldshandlinger?

For en tid har det måske set sådan ud. „De præster der ledsagede de første ekspeditioner ødelagde med rette templer og afguder og fordømte hedenskabet; da missionærerne ankom fra Spanien begyndte masseomvendelserne . . . Indianerne tog imod dåben med stor iver.“ (Encyclopædia Britannica) Men hvor dybtgående var disse omvendelser?

Historikeren Ruggiero Romano kommenterer: „Selv om de indfødte her i landet i lang tid er blevet undervist i evangelierne, er de ikke mere kristne nu end de var dengang landet blev erobret, for hvad troen angår har de ikke mere nu end de havde dengang . . . I Bolivia og i den sydlige del af Peru lever den gamle hedenske guddom Pacha-Mama (Moder Jord) stadig den dag i dag, selv om hun er blevet assimileret med Jomfruen . . . I Mexico har den kult der dyrker Jomfruen af Guadalupe sin rod i den kult der dyrker gudinden Tonantzin (Gudernes moder).“ — Mecanismos da Conquista Colonial.

Den samme forfatter udtaler: „Evangeliseringen var ofte en fiasko . . . Hvorfor? Fordi voldshandlingerne også dominerede forkyndelsen af evangeliet. Hvordan kan man anbefale en tro der prædiker kærlighed, når man anlægger det synspunkt at ’ingen kan være i tvivl om at krudt anvendt mod de ikke-troende er som røgelse for Herren’?“

Nej, man kan aldrig fremme sand kristendom ved sådanne voldelige metoder. Omvendelser under trussel om magtanvendelse kan aldrig føre til den ændrede personlighed og den personlige indvielse som sand kristendom kræver. Det der sker er derimod at „evangelisterne“ selv bliver fordærvede. Læg mærke til at der i mange af de lande som først blev indtaget af de sværdbærende, missionerende conquistadorer, stadig er bitre konflikter og splittelser. I dag støtter nogle præster og nonner i disse lande også en kamp med moderne våben for en „befrielsesteologi“.

Jesu indstilling var anderledes. Husker vi hans reaktion den aften han blev arresteret og apostelen Peter forsøgte at beskytte ham med et sværd? Jesus sagde: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Lidt senere samme dag sagde Jesus til Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

Disse frygtløse og tankevækkende ord viser at Jesus, hvis han havde levet på jorden i dag, afgjort ikke ville have været frihedskæmper og grebet til våben. De der virkelig følger i Jesu fodspor kan derfor ikke tage del i sådanne voldshandlinger. (1 Peter 2:21-23) Eftersom det er tilfældet må vi spørge: Hvis „rige“ var det i virkeligheden at krigere som Cortés og Pizarro repræsenterede? Og for hvis „rige“ kæmper aktivistiske præster — protestantiske såvel som katolske — i dag? Det er tydeligvis ikke Jesu Kristi rige.

[Tekstcitat på side 18]

Conquistadorernes omvendelse af indianerne foregik ofte med en besynderlig blanding af oprigtighed og brutalitet

[Tekstcitat på side 19]

Skønt de kom med en tro der prædikede kærlighed, betragtede de krudt anvendt mod de ikke-troende som „røgelse for Herren“