Jeg blev ved med at søge, og jeg fandt!
— Fortalt af William Roddis
Han kæmpede i Vietnam og tog stoffer for at flygte fra krigens rædsler. En ulykke gjorde ham lam, og han tog flere stoffer for at udholde tilværelsen i en kørestol. Han arvede nogle penge, og fik sammen med dem venner der ikke var sande venner. Han søgte sandheden blandt filosoffer og intellektuelle og fandt kun tomme ord. Først da han søgte det rigtige sted fandt han hvad han ledte efter.
MIN verden brød sammen da jeg var 14. Mine forældre blev skilt. Det jeg havde taget for givet som noget stabilt og normalt, var det ikke længere og jeg blev en kastebold mellem min fader i Wisconsin og min moder i Arizona. I mine sidste teenageår ønskede jeg ikke længere at have noget med dette ødelagte familieliv at gøre. I 1967 gik jeg derfor ind i hæren.
Jeg rejste til Vietnam, tjente i et helikopterangrebshold som skytte og kom derefter tilbage og arbejdede på en forsøgsflyvestation. Jeg havde ambitioner om at blive trafikflyver i Alaska; men disse planer blev spoleret på et øjeblik. I 1969, under en weekendorlov i Panama City, Florida, løb jeg langs stranden, dykkede i brændingen og slog hovedet mod en revle. Fra det øjeblik var jeg lam i både arme og ben. Otte måneder senere blev jeg udskrevet fra hospitalet i Long Beach, Californien, og måtte vænne mig til at sidde i en kørestol.
Jeg fik en lejlighed i Long Beach, mødte nogle temmelig usympatiske personer og klarede mig ved at drive en forretning sammen med dem på Sunset Boulevard. Det var hvad man kalder en narkobutik — psykedeliske plakater, hashpiber, narkoudstyr, sorte stearinlys og alle de andre sære ting som følger med narkokulturen. For at udholde at sidde i en kørestol hele tiden, tog jeg stoffer — marihuana, kokain, hash, mescalin og andet. Jeg havde taget stoffer i Vietnam for at flygte fra rædslerne. Nu tog jeg dem for at kunne holde livet i kørestolen ud.
Sammen med mine såkaldte venner var jeg med til at indsende ansøgninger om legalisering af marihuana, og vi fik faktisk sammen med andre ved hemmelig afstemning ret til at fremsætte lovforslag om marihuana i Californien. Vi udgav en undergrundsavis, The Long Beach Free Press.
Det var denne retning mit liv tog i begyndelsen af 70erne. Det var også i disse år at tre ting begyndte at ske. En af disse skulle komme til at ændre mit liv totalt.
For det første: Jeg arvede omkring trekvart million dollars. Sammen med dem fik jeg mange nye venner, som følte sig tiltrukket af pengene og de stoffer jeg kunne købe. Sammen med andre investorer købte jeg en restaurant og flere vinforretninger, men de havde ingen fremgang og gik til sidst fallit. Efterhånden som mine midler svandt ind, svandt også antallet af mine „venner“. Jeg blev skeptisk, og tøvede med at knytte nye, nære venskaber. Jeg trak mig ind i en skal, begyndte at læse Nietzsche og andre filosoffer, og at omgås nogle af de intellektuelle der læste ved Californiens Universitet i Santa Barbara.
Jeg søgte efter sandheden. Jeg vidste det ikke dengang, men jeg var på vej til at erfare opfyldelsen af Jesu løfte: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ — Lukas 11:9.
For det andet: Jeg begyndte at forstå at de stoffer jeg tog nedbrød min krop. Kokainen fik mig til at miste appetitten. Hvis jeg ikke spiste, ville jeg blive tynd, og i min situation ville det medføre at jeg fik liggesår. Jeg vidste at jeg blev nødt til at holde op med at tage stoffer — men det var lettere sagt end gjort.
For det tredje: Jehovas vidner begyndte at komme på besøg. Jeg boede i noget der blev betragtet som et eksklusivt kvarter nær Los Angeles, en bebyggelse ved navn Palos Verdes Estates. En lov forbød handel og betleri ved dørene i vort ’fine’ kvarter, så da jeg fik besøg af Jehovas vidner, ringede jeg til politiet.
„De har grundlovssikret ret til at forkynde fra dør til dør,“ fik jeg at vide. „De har endda vundet denne ret ved USAs højesteret.“
Jeg var imponeret, og begyndte at modtage Vagttårnet og Vågn op! Et af Vidnerne nøjedes ikke med at give mig bladene — han ville også gerne diskutere med mig. Det kunne jeg sagtens klare! Han var rengøringsmand, han var sort, og jeg havde lige læst en bog om Bibelens profetier. Så jeg vidste en masse! Mere end nok til at hamle op med denne mand!
Det viste sig imidlertid at jeg ikke vidste tilstrækkeligt. Han underbyggede alt hvad han sagde med Bibelen, en bog som jeg altid har haft dyb respekt for. Det denne mand nu viste mig fra Guds ord, fik alting til at stå i et nyt lys for mig. Drøftelserne førte til et studium over bogen Sandheden der fører til evigt liv.
„Vi kan godt tale sammen, men jeg bliver ikke et af Jehovas vidner,“ gjorde jeg ham straks opmærksom på, men det så ikke ud til at forurolige ham. Han havde hørt det før.
De tre første kapitler interesserede mig ikke. Det gjorde det fjerde, „Hvorfor vi ældes og dør“. Men det var det næste kapitel, „Hvor er de døde?“, der gjorde dybest indtryk på mig. Noget faldt på plads. Jeg havde været optaget af filosofi og af menneskets opfattelse af sandheden mens jeg søgte svar på de grundlæggende spørgsmål: Hvem er vi? Hvorfor er vi til? Hvor går vi hen? Hvem er Gud?
Når filosoffer drøfter det sidstnævnte spørgsmål, henfalder de til teorier. Da de ikke anerkender Guds ord som informationskilde, bliver deres tale tom og nytteløs. Jeg havde altid troet på Gud, men hvem han var — det vidste jeg ikke. Jeg havde ikke noget nært forhold til ham. Hvordan skulle jeg kunne have det? Jeg vidste intet om ham.
Da vi nåede til kapitlet „Hvor er de døde?“ var jeg derfor meget opmærksom. Hvem kan sige hvor de døde er? Intet menneske, ingen filosof. Deres spekulationer er tomme. Men nu fik jeg endelig svarene fra Guds ord.
Så nåede vi til emnet sandhed: Hvad er sandhed? Er den altid i harmoni med sig selv? Jeg lærte at Satan er denne verdens gud, og forstod derfor det kaos der er i verden. Jeg fik en helt ny forståelse af tilværelsen. Begivenheder i fortid såvel som nutid faldt på plads da jeg lærte om Satans organisation og om Guds lovede rige ved Kristus, som snart vil udvirke at Guds vilje sker på jorden. Nøjagtig som jeg havde bedt om i Fadervor! Sandheden blev virkelig. Jeg forstod at Jesus vidnede om sandheden. Og hvad er sandhed? Jesus sagde i en bøn til Gud: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Fra da af faldt der skæl fra mine øjne!
Jeg begyndte at bruge den nyfundne sandhed i Bibelen som en prøvesten på alle spørgsmål. Jeg havde været tilknyttet pinsebevægelsen. Jeg følte mig tiltrukket af deres hjertelighed. Det var en følelsesmæssigt gribende tro. Men nu huskede jeg at de havde sagt til mig: „Vin er Djævelens redskab!“ Idet jeg brugte Bibelen som prøvesten, opdagede jeg at dette ikke kunne være sandt eftersom Jesu første mirakel var at forvandle vand til vin.
Jeg gik også til den episkopale præst med spørgsmål om Åbenbaringen. „Jeg har studeret Åbenbaringens bog i to år på det teologiske fakultet,“ sagde han. „Du kan ikke forstå den, så lad hellere være med overhovedet at bekymre dig om det. Gå ind i politik. Prøv hellere at forbedre verden.“
Igen huskede jeg Bibelens evne som prøvesten. „Elsk ikke verden eller det der er i verden.“ „Hele verden ligger i den ondes magt.“ „Venskabet med verden er fjendskab med Gud.“ — 1 Johannes 2:15; 5:19; Jakob 4:4.
Der var i øvrigt et psykologisk problem som måtte løses undervejs. I min selvoptagethed havde jeg svært ved at acceptere at denne sorte rengøringsmand kom til mit hjem og lærte mig så meget. Han kunne selv mærke problemet og løste det. En aften kom han sammen med en anden forkynder og sagde:
„Vi er jo ikke store genier hvad angår Bibelen. Der er mange ting vi ikke ved. Vi må forberede os til vore møder. Hvis du ikke har noget imod det vil vi gøre det her hos dig.“
De sad så i min dagligstue og forstuderede til deres menighedsbogstudium tirsdag aften mens jeg forberedte mig på et pensum i ’Sandhedsbogen’. Nu følte jeg mig mere vel til mode. Mit ego var tilfredsstillet. Vi var alle elever. De måtte også studere.
Dette medførte samtidig noget andet. Det gjorde mig nysgerrig efter at finde ud af hvad der foregik ved deres møde tirsdag aften. Jeg begyndte derfor at overvære dette møde. Dernæst kom jeg til deres søndagsmøder, og senere til møderne torsdag aften, hvor forkynderne bliver oplært til tjenesten på arbejdsmarken. Snart forkyndte jeg selv fra dør til dør.
For mig var det forkyndelsen fra dør til dør der adskilte denne religion fra andre. Jeg følte at det var vigtigt for mig personligt at tage del i det på trods af mit handicap. Faktisk er alle i vor nuværende, ufuldkomne verden handicappede. Nogle er bare mere handicappede end andre. Jeg var altså med i forkyndelsen sammen med de andre, selv om jeg sad i kørestol. Ved de fleste døre kunne jeg ikke komme tæt nok på til at trykke på dørklokken, så jeg havde en lang stok med.
Jeg arbejdede tit sammen med en ældre, handicappet broder fra menigheden. Han havde haft et slagtilfælde, hans syn og hørelse var meget ringe, men han havde været forkynder i næsten 40 år. Vi arbejdede ofte sammen i forkyndelsen. Han skubbede min kørestol og jeg kørte bilen og var hans øjne og ører. Tilsyneladende udgjorde hver af os kun et halvt menneske, men sammen udgjorde vi en hel forkynder.
Nu var mit tredje mål nået — og mere til. Jeg havde nået det der var ’lettere sagt end gjort’. For at blive et vidne for Jehova havde jeg opgivet stofferne. Dette medførte endnu en velsignelse: Da jeg holdt op med at tage stoffer forbedredes mit helbred og min styrke så meget at jeg kunne gå med krykker!
Det var omkring den tid jeg blev forlovet. Patsy var en af pionererne — heltidsforkynderne — i menigheden. Når vi var en gruppe der tog ud for at forkynde, arbejdede hun og jeg ofte sammen. Til sidst giftede vi os og blev pionerer sammen.
Tingene var sket hurtigt siden Jehovas vidner første gang besøgte mig. I januar 1974 begyndte jeg at tale med dem. I februar begyndte jeg at studere, og i maj gik jeg i tjenesten på arbejdsmarken for første gang. I juni afsluttede jeg studiet af ’Sandhedsbogen’. I juli tog jeg til mit første kredsstævne blandt Jehovas vidner. I august blev jeg døbt. I september friede jeg. I december blev jeg gift. I januar 1975 blev jeg pioner. Det var 13 travle måneder!
I 1977 flyttede min hustru og jeg og vores datter, Dolores, til det nordlige Californien, til byen Calistoga, der ligger i vinlandets hjerte. Jeg købte 14 hektarer skovrige høje — inklusive en lille dal med vinranker. Jeg begyndte at lave vin, og senere begyndte jeg at sælge den i forretningsøjemed. Når jeg arbejdede på vinmarkerne benyttede jeg mig af en af de vogne der normalt anvendes til golf, og i „bryghuset“ brugte jeg mine krykker. På denne måde var jeg i stand til at udføre det nødvendige arbejde på trods af mit handicap.
For at frigøre min hustru og mig selv, så vi kunne anvende mere tid på at forkynde for andre om Guds rige, solgte jeg i 1984 denne ejendom og vinhandelen, men blev boende på samme egn. Det er vort håb at vi ved Jehovas ufortjente godhed kan opnå at se opfyldelsen af Jehovas løfte om at han på den paradisiske jord vil gøre „et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin, med fede, marvfulde retter og stærk og klaret vin“. Profetien fortsætter: „Og han borttager på dette bjerg sløret, som tilslører alle folkeslag, og dækket, der dækker alle folk. Han opsluger døden for stedse. Og den Herre [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind.“ — Esajas 25:6-8.
Jeg er glad for at jeg blev ved med at søge, for jeg fandt sandheden og den glæde og tilfredshed den giver.
[Tekstcitat på side 12]
Efterhånden som mine midler svandt ind, svandt også antallet af mine „venner“
[Tekstcitat på side 12]
Da Jehovas vidner kom på besøg, ringede jeg til politiet
[Tekstcitat på side 13]
Vi kan godt tale sammen, men jeg bliver ikke et af Jehovas vidner
[Tekstcitat på side 14]
Ved de fleste døre kunne jeg ikke komme tæt nok på til at trykke på dørklokken, så jeg havde en lang stok med