Vi betragter verden
Vatikanet irettesætter befrielsesteologer
● I et stærkt formuleret essay der blev udsendt i september sidste år, fordømmer den romersk-katolske kirke de mere radikale versioner af den doktrin der er kendt som „befrielsesteologien“. I de sidste 15-16 år har romersk-katolske præster og nonner, især i Latinamerika, brugt denne doktrin til at retfærdiggøre deres aktive indblanding i det politiske liv. „Befrielsesteologien“ går ind for retfærdighed for de fattige, men den er grundlagt på opfattelser der er lånt fra en ateistisk politisk teori — marxismen. I Vatikanets udtalelse fordømmes sociale uretfærdigheder i Latinamerika, men det misbilliges også at gejstlige bruger marxistisk analyse i hjælpen til undertrykte og kaldte det et forræderi mod katolicismen.
På den anden side er der „concilium“-gruppen, nogle fremtrædende romersk-katolske teologer i Europa, Latinamerika og De forenede Stater. På et møde de holdt i juni sidste år i Holland, krævede de at kirken spillede en mere aktiv rolle i politik, og de protesterede mod de højtstående kirkeembedsmænd der slår ned på „befrielsesteologien“. Det ser således ud til at kamplinjen er trukket op mellem Vatikanet og et voksende antal fremtrædende liberale katolikker.
Voksende kriminalitet i Japan
● „Den største kriminalitet siden 1940rne,“ stod der med store typer i en overskrift i den japanske avis The Daily Yomiuri. Årsrapporten fra det japanske rigspoliti bekendtgjorde at kriminaliteten i dette velfærdsland ikke er faldet i 1983. Et udvalg fra justitsministeriets institut for almindelige juridiske anliggender fandt ud af at over halvdelen af de kriminelle i Japan er fra opløste hjem. Ungdomsforbryderne er for størstepartens vedkommende mellem 14 og 15 år gamle. Ifølge rigspolitiet er tallene for kriminalitet lavere i områder hvor de traditionelle bånd mellem naboer fortsat er stærke.
Lesbisk „ægteskab“ annulleret
● Den 41-årige præst ved Altona Fredskirke i Hamburg udførte i april sidste år en vielsesceremoni for to lesbiske kvinder. Som følge heraf blev der telefonstorm i de lutherske kirker i hele Nordtyskland. „Oprørte kirkemedlemmer ringede til deres præst og truede med at melde sig ud af kirken,“ skriver den tyske avis Schwäbische Zeitung. En officiel udtalelse fra den lutherske kirke i Nordtyskland siger at kirken ikke anerkender ’ægteskabet’ eftersom „kirken ikke er i stand til at vie lesbiske par“. Ægteskabet blev erklæret ugyldigt.
42 millioner blinde
● WHO (Verdenssundhedsorganisationen) rapporterer at der er over 42 millioner blinde i verden, deriblandt 28 millioner med stærkt nedsat syn — de kan ikke se så langt at de i en afstand af tre meter kan tælle fingrene på en hånd. Det anslås at dette tal i år 2000 vil være fordoblet. Ifølge WHO kunne 75 procent af tilfældene af blindhed undgås „med hensigtsmæssige offentlige sundhedsforanstaltninger“. Den brasilianske avis O Estado de S. Paulo siger at „36 ud af tusind blinde er brasilianere“.
Pandaen truet
● Kæmpepandaen — en af verdens sjældneste dyrearter — er alvorligt truet. Mindst 12 af disse sky skabninger er døde af sult i Kinas sydvestlige Sichuan-provins, meddeler det kinesiske månedsblad China Reconstructs. Antallet af døde er alarmerende når man tænker på at det anslåede antal levende pandaer i hele verden er tusind. Kæmpepandaens hjem i Wolong Naturreservatet i Sichuan-provinsen mistede 30.000 hektarer pilebambustræer. Træerne visnede og døde og efterlod kæmpepandaerne uden deres hovedernæringskilde. De redningsaktioner den kinesiske regering har indledt vil vare i ti år.
’Reagensglashud’
● I 1983 blev to brødre på seks og syv år alvorligt forbrændt. Deres tilstand var yderst kritisk, for de havde tredjegradsforbrændinger på 97 procent af kroppen. Nu, et år senere, skriver The New England Journal of Medicine at det er lykkedes lægerne ved Shriners Burn Institute i Boston, Massachusetts, at dække over halvdelen af hver drengs krop med sundt hudvæv der er „dyrket“ på laboratorier. Lægeholdet tog småstykker af den sunde hud der var tilbage på drengene, opdelte dem i millioner af celler, og tilføjede substanser der hjalp cellerne til at vokse sammen til nye hudstykker. Huden blev overført til gazepuder der blev transplanteret over brandsårene. Det tog fra to til fire uger at dyrke 0,8 kvadratmeter hud til hver dreng.
Hvor bemærkelsesværdigt det end er, advarer dr. Mansour ved St. Barnabas Hospital Center, Livingston, New Jersey, dog: „Fremgangsmåden er helt på forsøgsstadiet, og vi kender slet ikke virkningerne på langt sigt.“
Militærudgifter
● En billion dollars! Så stort et beløb, svarende til omtrent 11 billioner kroner, vil ifølge De forenede Staters kontor for Våbenkontrol og Nedrustning i år blive anvendt på militære formål. Ifølge dette kontor er verdens samlede militærudgifter steget støt fra cirka 3,2 billioner kroner i 1972 til cirka 9,7 billioner kroner i 1983, for så at runde de 10 billioner sidste år. Udgifterne er steget dobbelt så stærkt i udviklingslandene som i de industrialiserede lande, med Mellemøsten og Afrika som de førende våbenkunder. De faktiske militærudgifter kan godt være højere end indberettet, siger en talsmand for kontoret, idet nogle nationer er tilbøjelige til at opgive budgettal som ligger i underkanten af de reelle. Mellemøstens lande har ligget foran alle andre med hensyn til våbenimport siden 1977.
Hvor kommer våbnene fra? Ifølge rapporten, som dækker perioden fra 1972 til 1982, har Sovjetunionen været hovedleverandør siden 1978, med en markedsandel på 30,1 procent i 1982. De forenede Stater lå på andenpladsen med 26,2 procent. Andre storeksportører er Frankrig, England, Forbundsrepublikken Tyskland, Italien, Tjekkoslovakiet, Polen, Rumænien og Kina. Kontoret har også bemærket at adskillige andre lande — Brasilien, Israel, Nord- og Sydkorea samt Tyrkiet — er blevet fremtrædende våbeneksportører i de senere år.
Kørselsforbud for teenagere?
● Et forbud mod at teenagere kører i trafikken efter mørkets frembrud ville næsten halvere antallet af trafikdræbte teenagere, hævder en forsker ved University of Calgary i Canada. Hans undersøgelse af 527 trafikdødsfald blandt teenagere påviste at de fleste ulykker med dødelig udgang fandt sted sent fredag eller lørdag aften eller tidligt søndag morgen. En artikel i avisen Globe and Mail om resultaterne tilføjer: „I 12 af Amerikas stater har kørselsbegrænsninger ført til en dramatisk nedgang i antallet af dræbte og tilskadekomne teenagere, med en nedgang på 25 til 69 procent i visse retskredse, oplyser en rapport fra det almennyttige Forsikringsinstitut for sikkerhed på Landevejen.“ Den canadiske forskningsstiftelse for Trafikskader beretter desuden at mens teenagere i aldersgruppen fra 15 til 19 år kun udgjorde omtrent 10 procent af befolkningen i 1981, tegnede de sig for næsten 17 procent af de dødsulykker hvor føreren omkom og næsten 25 procent af det samlede antal omkomne passagerer.
Den italienske kirkes underhold
● Den katolske kirke i Italien vil fra og med 1990 stå uden statsstøtte, hvis det går som foreslået af en kommission som kirken og staten i fællesskab nedsatte efter indgåelsen af et nyt konkordat mellem Vatikanet og Italien i februar sidste år. Aftalen går ud på at statens bidrag gradvis mindskes indtil kirken står med sit fulde økonomiske ansvar i 1990. Bidrag til kirken vil være fradragsberettigede. Ifølge Milano-avisen Corriere della Sera har regeringen i år afsat 291 milliarder lire (knap 1,7 milliarder kroner) til aflønning af omtrent 30.000 præster, og yderligere 20 milliarder lire (godt 116 millioner kroner) til kirkens byggearbejder.
’Høj’ — af insekter?
● Stofmisbrugere på Filippinerne er nu begyndt at „gå over til insekter“ — de tygger levende insekter for at blive ’høje’. Det er den strenge narkotikalovgivning og de ’pebrede’ priser der får stofmisbrugerne til at forsøge sig med dette billigere rusmiddel. „Det kaldes ’det koreanske insekt’ og giver én en ’høj oplevelse’ som næsten kan overgå virkningen af marihuana“ og andre rusmidler, siger Manilabladet Time Journal. Insekterne er kun en smule større end et riskorn og er derfor tilsvarende lette at smugle ind i landet fra Sydkorea.