Religionens fremtid i lyset af dens fortid
22. del: Fra år 1900 og frem — Den falske religion indhentes af sin fortid
„Nøglen til en nations fremtid ligger i dens fortid.“ — Arthur Bryant, engelsk historiker fra det 20. århundrede
BIBELEN kalder den falske religions verdensimperium for Babylon den Store, idet den sammenligner det med fortidens Babylon. (Åbenbaringen 18:2) Det der skete med dette imperium i fortiden varsler ikke godt for dets nutidige modstykke. På en enkelt nat i 539 f.v.t. indtog mederne og perserne Babylon under ledelse af Kyros den Store. Efter at have bortledt Eufratflodens vande, der løb gennem byen, kunne angrebstropperne upåagtet gå ind i byen via flodlejet.
Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, en konge der er større end Kyros, vil vinde en lignende sejr over det utro Babylon den Store. Bibelen beskriver Babylon som en skøge der sidder på mange vande, hvilket viser at hun støttes af „folk og skarer og nationer og tungemål“. Men forud for ødelæggelsen vil denne støtte forsvinde ligesom „den store flod Eufrat, [hvis] vand tørrede bort, så vejen kunne være beredt for kongerne fra solens opgang“. — Åbenbaringen 16:12; 17:1, 15.
Vidnesbyrd om at der faktisk sker en sådan ’udtørring’ i dag vil være en uvurderlig hjælp til at identificere falsk religion. Findes der sådanne vidnesbyrd?
Lyse fremtidsudsigter formørkes
I begyndelsen af det 20. århundrede bekendte hvert tredje menneske på jorden sig til kristendommen. Kristenhedens fremtid så lys og lovende ud. I 1900 afspejlede evangelisten og nobelpristageren John R. Mott denne optimisme ved at udgive en bog med titlen: The Evangelization of the World in This Generation (En verdensevangelisering i denne generation).
Men i værket World Christian Encyclopedia erkendes det at „det 20. århundrede langtfra har indfriet disse forventninger“. Det hedder endvidere at „ingen i år 1900 ventede at der ville ske et så massivt frafald fra kristendommen som der faktisk gjorde — i Vesteuropa på grund af verdsliggørelsen, i Rusland og senere i Østeuropa på grund af kommunismen, og i Nord- og Sydamerika på grund af materialismen“. Værket siger at disse og andre „pseudo-religioner“ fra „i år 1900 kun at omfatte to promille af verdens befolkning“, nu [i 1980] er „blomstret op til at omfatte 20,8 procent af verdens befolkning“.
Dette „massive frafald“ har resulteret i at kirkerne i Vesteuropa praktisk talt står tomme. Siden 1970 har den lutherske kirke i Vesttyskland mistet over 12 procent af sine medlemmer. Mere end en tredjedel af kirkerne i Holland er blevet lukket og nogle er blevet lavet om til varehuse, restauranter, lejligheder, ja, selv til diskoteker. Og i England er næsten hver ottende af de anglikanske kirker som fandtes for 30 år siden ikke længere i brug. Det er ikke så sært at en præst ved en konference for Europas protestantiske præster og teologer beklagede sig over at „det tidligere ’kristne Vesten’ ikke længere kan kalde sig kristent. . . . Europa er blevet en missionsmark“.
Problemet er imidlertid ikke begrænset til kristenheden og Europa. For eksempel anslås det at der årligt er 900.000 som forlader buddhismen og bliver agnostikere.
Mangelen på gejstlige
„For at vække en landsby til dåd må man først vække dens præster til dåd,“ siger et japansk ordsprog. Men hvilke præster? I tiåret op til 1983 faldt antallet af katolske præster med 7 procent, og på 15 år er antallet af nonner faldet med 33 procent. Udsigten til at de vil blive erstattet er dyster, for på mindre end 20 år er tilgangen til katolske seminarier alene i De Forenede Stater faldet fra 48.992 til 11.262.
Også de katolske munkeordener er blevet ramt. Engang stod jesuiterordenen, som Ignatius af Loyola i 1534 stiftede i Paris, praktisk taget for al undervisning i flere lande. Dens medlemmer førte også an i missionsarbejdet. Men siden 1965 er antallet af jesuitter faldet med over en fjerdedel.
Det må være slemt nok for kirkerne at antallet af gejstlige er dalende, men hvad der må være endnu værre er at mange af dem ikke længere er til at stole på. Antallet af præster og nonner der modsætter sig den officielle kirkepolitik angående cølibat, prævention og kvindernes rolle inden for kirken, er stadig stigende. Dette blev demonstreret i januar 1989 da 163 katolske teologer i Europa offentliggjorde en erklæring, som den 1. maj var blevet underskrevet af dem selv og over 500 andre præster, hvori de beskyldte Vatikanet for magtmisbrug og for at være autoritært.
Millioner af mennesker i kristenheden er billedlig talt døde af åndelig underernæring. En amerikansk teolog har indrømmet dette og har beklagende sagt: „Kirken [er blevet] et supermarked der uddeler åndelig ’junkfood’ til forbipasserende. Præstens prædiken er ikke stort andet end ’ugens tilbud’ som kunderne kan få for en minimal indsats.“
Siden 1965 er medlemstallet i fem af De Forenede Staters mest fremtrædende protestantiske kirker faldet med omkring 20 procent, og antallet af børn der tilmeldes søndagsskolerne er faldet med over 50 procent. „De traditionelle trosretninger er ikke blot ude af stand til at komme igennem med deres budskab,“ skriver bladet Time, „men de bliver også stadig mere usikre på hvori deres budskab består.“ I betragtning af denne åndelige hungersnød er det derfor ikke så mærkeligt at mange kirkeblade har måttet gå ind. Allerede i midten af 70’erne var der et blad der skrev: „De kirkelige tidsskrifters æra . . . er forbi.“
En ligegyldig og uimodtagelig hjord
I det 18. århundrede forstod den engelske statsmand Edmund Burke at „intet er så dødbringende for religion som ligegyldighed“. Hvis han havde levet i dag havde han fundet mange ligegyldige kirkemedlemmer.
Da man for nogle år siden interviewede nogle lutheranere i De Forenede Stater, sagde 44 procent for eksempel at de ikke ville tale om deres religion med ikkekirkelige, selv hvis deres præst bad dem om det. En nyere undersøgelse har vist at over tre fjerdedele af de amerikanske katolikker ikke mente at de var dårligere katolikker blot fordi de ikke var enige med paven i moralspørgsmål.
I Japan mener 79 procent af befolkningen at det er vigtigt at være religiøs. Men ifølge Religions of Modern Man bekender kun en tredjedel af japanerne sig til en tro; mange er åbenbart for ligegyldige til at efterleve det de siger.
De forældre der er ligeglade med religion har som regel heller ikke troende børn. En undersøgelse blandt 11-16-årige foretaget af Det Psykologiske Institut ved universitetet i Bonn, har tydeligere end noget andet vist at unge spejder efter personer de kan efterligne. Men da de blev spurgt hvem der var deres største forbillede, var der ikke en eneste der nævnte en kirkeleder.
Den politiske indflydelse på retur
Den organiserede religion har ikke længere den politiske indflydelse den engang havde. For eksempel har det ikke huet Vatikanet at det end ikke i overvejende katolske lande har kunnet hindre vedtagelsen af love der legaliserede abort, skilsmisse og religionsfrihed. Desuden tvang omstændighederne i 1984 Vatikanet til at indgå et konkordat der berøvede katolicismen dens status som Italiens statsreligion!
Det som falsk religion tidligere opnåede ved underfundigt politisk pres, forsøger den nu at opnå gennem offentlige protestbevægelser der ledes af fremtrædende gejstlige, som for eksempel den anglikanske biskop Desmond Tutu fra Sydafrika.
Den økumeniske bevægelse
Vor tids økumeniske bevægelse blev dannet i 1910 ved en konference for protestantiske missionsselskaber i Edinburgh i Skotland. Denne bevægelse har i den senere tid intensiveret sine forsøg på at skabe et religiøst samarbejde og en gensidig forståelse, der gør det muligt for „den kristne tro“ at tale som med én røst.
Den økumeniske bevægelse antager mange skikkelser. Oprettelsen af Kirkernes Verdensråd i Amsterdam i 1948 var et stort skridt i økumenisk retning. Oprindelig bestod det af næsten 150 protestantiske, anglikanske og ortodokse kirker, men i dag er medlemstallet steget til det dobbelte.
Skønt den katolske kirke ikke er medlem af Kirkernes Verdensråd, lader det til at den langsomt bevæger sig hen imod at blive det. I 1984 forestod pave Johannes Paul et økumenisk bønnemøde sammen med rådets afgående generalsekretær ved hovedsædet i Schweiz. Og i maj 1989 var der også katolikker blandt de over 700 europæiske gejstlige der mødtes i Basel i Schweiz ved det som en avis kaldte „den største økumeniske begivenhed siden reformationen“.
Siden midten af 1930’erne har der været en større vilje til at indgå kompromiser på grund af en voksende accept af ideen om at alle „kristne“ trossamfund besidder en fundamental, gudgiven enhed. Som „bevis“ for denne fundamentale enhed understreger Kirkernes Verdensråd at alle dens medlemmer har antaget treenighedslæren og betragter „Jesus Kristus som Gud og Frelser“.
Kristenheden har også søgt at få en dialog i gang med ikkekristne religioner. Ifølge The Encyclopedia of Religion søger man på denne måde at finde frem til et acceptabelt kompromis „mellem den imperialistiske teologiske holdning — der siger at hvis den ene religion hævder at have sandheden, vil det faktisk være ensbetydende med at alle andre religioner ikke har nogen eksistensberettigelse — og den synkretisme der går ud på at forskellene mellem religionerne ikke er så væsentlige, og at en sammensmeltning af dem alle på en eller anden måde vil kunne skabe en ny tro i fremtiden“.
I virkeligheden er falsk religion som en snor tvundet af mange tråde der trækker i hver sin retning. Dette vil få katastrofale konsekvenser eftersom følgende ord af Jesus endnu aldrig har slået fejl: „Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde, og ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå.“ — Mattæus 12:25.
Anerkend det sande og afvis det forkerte!
Nogle mennesker ønsker ikke at se kendsgerningerne i øjnene. Men en ubegrundet optimisme kan være farlig. „Kirkerne har nu i mere end én generation håbet på at tingene ville blive bedre, mere eller mindre af sig selv,“ skrev Londonavisen The Times i oktober 1988. Den tilføjede: „Til trods for det dalende medlemstal i Englands kirker er der kun blevet gjort lidt fra kirkernes side for at forklare eller modvirke denne tendens eller for at ændre politik.“ Derefter kommer avisen med denne logiske slutning: „Enhver kommerciel organisation der opdager at salget daler, må enten forberede sig på de katastrofale følger eller tage skridt til at forbedre sit produkt og sin markedsføring.“
Men intet tyder på at falsk religion vil „tage skridt til at forbedre sit produkt og sin markedsføring“. Gudfrygtige menneskers eneste grundlag for optimisme ligger i at vende sig til den eneste sande tro, hvis rigelige strømme af åndeligt vand på ingen måde er i fare for at tørre ud. Hvad falsk religion angår er regnskabets time nu kommet! Læs mere herom i det næste nummer af dette blad.
[Ramme på side 20]
Jehovas Vidners vande er ikke ved at tørre ud
„Mens de traditionelle trossamfund langsomt affolkes og templer og kirker bliver stadig mere tomme, erfarer Jehovas Vidner en øget tilslutning — og anskaffer sig oven i købet tidligere kirkebygninger og andre nye faciliteter hvori de nye medlemmer kan samles.“ — Den canadiske avis Le Petit Journal.
„Der er omkring 45 tusind [Jehovas vidner] i Italien . . . Sekten har i dag sine egne rigtige tidsskrifter som er pæne og ligefrem interessante (de er fulde af nyheder og artikler fra hele verden), den trykker små bøger som er up to date og kan svare de dygtigste katolske teologer, og uddeler bibler som er oversat direkte fra hebraisk . . . Med disse metoder har Vidnerne haft enorm succes.“ — Famiglia Mese, italiensk katolsk tidsskrift (skrevet i 1975; i april 1989 var antallet af Jehovas vidner i Italien steget til 169.646.)
„[Jehovas Vidner] døber mennesker i hundredvis mens vi døber to eller tre ad gangen.“ — The Evangelist, Evangelical Tract Distributors officielle organ. (I 1962, da denne udtalelse blev fremsat, døbte Jehovas Vidner 69.649; i 1988 blev der døbt 239.268.)
„I 1962 afsluttede jeg et studium af Jehovas Vidner med denne bemærkning: ’At den nye verdens samfund pludselig skulle miste sin kraft er tvivlsomt.’ . . . Alt tyder på at Vagttårnssamfundet fordobles endnu en gang i løbet af de næste ti år.“ — Kommentar af William J. Whalen i bladet U.S. Catholic. (De 989.192 Jehovas vidner der fandtes i 1962 er vokset til 3.592.654 i 1988.)
Siden 1970 er antallet af Jehovas vidner i Forbundsrepublikken Tyskland (og Vestberlin) steget med 38 procent. I løbet af de sidste 30 år er antallet af Jehovas Vidners menigheder i Holland steget fra 161 til 317, og i England fra 825 til 1257, hvilket har nødvendiggjort opførelsen af mange nye rigssale i begge lande. — Jævnfør paragraf 3 under underoverskriften „Lyse fremtidsudsigter formørkes“.
[Illustration på side 21]
Religionen bliver stort set ignoreret i vore dages fortravlede verden