Min guitar, min musik og min tro

DEN 30. oktober 1963 var en ganske særlig dag for mig. Om aftenen klokken 19.30 skulle jeg spille solo ved en to timer lang klassisk guitarkoncert i Montevideos største teater. Koncerten var blevet meget omtalt i pressen og skulle over radioen udsendes til hele Uruguay.

Allerede da jeg vågnede om morgenen var jeg nervøs ved udsigten til at skulle optræde for et stort og krævende publikum. Tiden syntes at slæbe sig af sted, og jeg blev mere og mere nervøs. Men når jeg sad på scenen måtte jeg have fuldstændig kontrol over nerverne for at kunne koncentrere mig helt og fuldt om de indviklede fingerbevægelser. Mange lovende musikeres karriere er blevet ødelagt på grund af nerver. Nogle har oplevet at ’en klap er gået ned’ eller har endda haft lettere tilfælde af hukommelsestab. Desuden er koncertguitaren et meget utaknemmeligt instrument. Den røber én øjeblikkelig. Den mindste lille fejl opfanges let af selv et utrænet øre.

Koncerten

Endelig er det blevet aften. Ved 18.30-tiden begynder publikum at komme. Blandt tilhørerne er der professionelle musikere, mange der er særlige yndere af guitarmusik, musikpædagoger, musikprofessorer, musikstuderende og mange andre. Alle har de mindst én ting tilfælles — ønsket om at nyde en dejlig koncert. De forventer også en høj musikalsk standard. Det er rart at vide at der stadig er mange som foretrækker blide, melodiøse harmonier fremfor de skærende klange i rockmusikken.

Klokken er nu 19.20. Pludselig er der en der banker på garderobedøren og minder mig om at jeg skal på scenen om fem minutter. Jeg bliver adviseret om min snarlige optræden tre gange; anden gang tre minutter før tæppet går og sidste gang et minut før. Hvad er formålet med denne nedtælling, der gør mig endnu mere nervøs? Jo, de lokale radiostationer skal transmittere koncerten til det meste af landet, og så skal den naturligvis helst begynde samtidig med radioudsendelsen.

Et minut igen! Nervepresset er næsten ikke til at bære. Lyset over tilskuerpladserne er slukket — kun scenen er fuldt belyst. Jeg hører en stemme råbe mit navn og sige: „De kan gå på scenen nu.“

Det kritiske øjeblik er kommet. Hjertet hamrer i livet på mig. Hurtigt går jeg ind på midten af scenen og stiller mig bag tæppet. Det går op, jeg træder frem, og som det er skik og brug hilser publikum mig med et varmt bifald. Det får mig til at slappe lidt af. Nu er det lettere at få kontakt med publikum.

Sandhedens øjeblik

Før jeg begynder at spille, lader jeg hurtigt fingrene løbe hen over strengene for en sidste gang at sikre mig at instrumentet er rigtigt stemt. Langsomt begynder jeg så at spille det første stykke. Jeg ryster på hænderne under disse første takter. Lidt efter lidt bliver mine hænder mere rolige, og efterhånden får jeg fuld kontrol over dem. Tonerne bliver skarpere, klarere, pænere og mere distinkte. Da jeg er nået til det andet stykke er min usikkerhed så godt som forsvundet.

Jeg kan mærke at fraseringen af de korte passager, balancen mellem de mange forskellige fine toner, intoneringen, dynamikken samt hele lydbilledet er blevet væsentlig bedre. Tilhørerne lytter opmærksomt og i dyb stilhed. De synes at anstrenge sig for ikke at gå glip af en eneste tone. Deres begejstrede bifald ved koncertens afslutning overbeviser mig om at jeg har ’bestået prøven’.

Klapsalverne og bifaldsråbene gav mig måske nok en vis tilfredshed. Men hvad var det der drev mig til at blive ved med at optræde? Var det bifaldet og autografjægerne? Optrådte jeg udelukkende af selviske grunde — af ren og skær forfængelighed?

Hvordan jeg blev koncertguitarist

Allerede som femårig blev jeg grebet af en ustyrlig lyst til at blive musiker. Jeg ville så gerne lære at spille guitar. Det tog mine forældre nu ikke nogen notits af. De regnede med at det bare var en dille der nok gik over af sig selv. Der gik fem år før de begyndte at tage mig alvorligt; så jeg var altså ti da jeg begyndte at lære at spille guitar.

Da jeg var femten begyndte jeg at optræde offentligt, og i 1959 vandt jeg min første konkurrence. Jeg kom på førstepladsen i et årligt show arrangeret af en international organisation med hovedsæde i Belgien. I 1961 vandt jeg igen en konkurrence, denne gang en der var tilrettelagt af de tre største musikinstitutter i Uruguay. Jeg begyndte at optræde mere hyppigt.

I 1964 rejste jeg til De forenede Stater sammen med en pianist. Vi gav nogle koncerter i Washington, D.C. Jeg vendte hjem i 1965 og fortsatte med at arbejde på min karriere som musiker. Jeg havde ustandselig engagementer i radio og fjernsyn. Efterhånden var jeg blevet berømt. Næsten uanset hvor jeg tog hen i Uruguay var der nogen som genkendte mig.

Spiritismen gav ikke tilfredshed

På et tidspunkt havde jeg været tilhænger af en spiritistisk religion. Jeg havde endda virket som medium og troshelbreder. Det jeg var mest interesseret i og det jeg mest af alt ønskede, var at lære Gud bedre at kende. Men da jeg fik nogle åbenlyst selvmodsigende „budskaber“ fra den okkulte verden, såede det tvivl i mit sind og undergravede min tro på spiritismen. De kaotiske tilstande der herskede ved de spiritistiske møder fik mig til at indse at den sande Gud ikke godkendte disse handlinger. Jeg opgav derfor spiritismen, men blev ved med at lede efter sandheden.

I 1965 modtog jeg et tilbud om at tage på turné i Europa og give koncerter i mange større byer — noget jeg altid havde ønsket. Men omkring ved samme tid blev jeg gode venner med en der underviste i guitarspil. Dette venskab førte til store ændringer i min karriere og i mit forhold til Skaberen.

Bibelens harmoni

Mine forestillinger om Gud og Bibelen var vage og uklare. Men samværet med min ven, ham der underviste i guitarspil, vendte op og ned på det hele. Vi fik for vane at mødes en gang imellem for at spille og udveksle nyheder. Vi talte også om religion og politik. Han havde været ateist men havde besluttet at undersøge Bibelen, og havde derfor taget imod et ugentligt hjemmebibelstudium med to unge missionærer fra Jehovas Vidner. Da han vidste hvor interesseret jeg var i at lære Gud bedre at kende, spurgte han mig om jeg havde lyst til at overvære studiet. Det ville jeg meget gerne.

Vi studerede brochuren „Denne gode nyhed om riget“. Men jeg havde så mange spørgsmål, og brochuren i sig selv besvarede ikke ret mange af dem. Alligevel forstod jeg med det samme at dette var den sandhed jeg havde ledt efter. Den falske religions disharmoniske, uklare læresætninger blev erstattet af logisk, harmonisk sandhed. Det lød som den smukkeste musik i mine ører. Hvor var jeg lykkelig for at lære om Jehova, at finde ud af hvad årsagen til ondskaben er og forstå at den eneste reelle løsning på menneskenes problemer er Guds rige! Det fik mig til at gyse da jeg forstod hvor farligt det havde været at arbejde direkte sammen med dæmonerne som deres medium. — 5 Mosebog 18:9-13; Esajas 8:19.

Samtidig med at jeg begyndte at studere med Jehovas vidner, begyndte min forlovede, Myriam, at studere med adventisterne. Når vi besøgte hinanden talte vi altid om hvad vi havde lært siden sidst. Hun var overrasket over hvor meget mere jeg havde lært om emner som treenigheden, helvede, opstandelsen, Riget, og så videre. Det eneste hun havde lært i løbet af den samme tid var at „holde sabbat“. Jeg undersøgte emnet og fandt ud af at loven om sabbaten udelukkende blev givet til israelitterne. (Salme 147:19, 20) Den blev opfyldt og trådte ud af kraft ved Jesu død. (Efeserne 2:14-16; Kolossenserne 2:16, 17) Da jeg havde forklaret Myriam dette, besluttede hun at afbryde forbindelsen med adventisterne og begynde at studere med Jehovas vidner.

Vi blev gift i 1967, og i 1970 symboliserede vi begge vor indvielse til Jehova ved vanddåben. Min ven, guitarlæreren, der havde hjulpet mig til at finde sandheden, holdt desværre op med at studere.

En ny skala for værdier

Da jeg blev et af Jehovas vidner lærte jeg en ny skala for værdier. I så høj grad som min ufuldkommenhed og mine begrænsninger tillod, begyndte jeg at få Jehovas syn på tingene. Dette fik mig til at tage mine mål i livet op til fornyet overvejelse og foretage nogle vigtige ændringer. Jeg analyserede min karriere som musiker i lyset af mit nye forhold til Jehova, og tænkte over hvor megen tid jeg brugte på at rejse, give koncerter og forberede dem. Hvordan kunne dette hjælpe mig til at indfri det løfte jeg ved min indvielse havde givet Skaberen?

Der var sket noget som skulle komme til at gribe ind i min lovende fremtid som koncertguitarist. Alle mine strålende fremtidsudsigter mistede deres betydning når jeg mediterede over Jesu ord: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ Jeg overvejede hvad der var vigtigst for mit publikum — at lytte til en guitarkoncert eller at høre den gode nyhed om Guds rige. At frembringe ’musik’ der er til pris for Jehova og betyder livet for dem der lytter til den, bringer langt større velsignelser for alle parter. Min guitar spreder en opmuntring og glæde der kun er midlertidig, men det jeg nu kan fortælle folk om Guds ord kan være til evig gavn for dem. — Mattæus 28:19, 20.

Da min samvittighed var blevet oplært ud fra Bibelen, hjalp den mig til at træffe en livsvigtig afgørelse. Jeg forstod at det ville være bedst for mig at afbryde min karriere som koncertguitarist. Jeg fortryder ikke at jeg annullerede mine kontrakter, deriblandt min turné i Europa. Jeg følte ikke at det ville have været rigtigt af mig at sige: „Jeg vil gerne tjene dig, Jehova, men lad mig først lige gøre alt det andet jeg har lyst til. Når jeg så er færdig med det, skal jeg nok være trofast mod dig.“ — Lukas 9:57-62.

Som man kunne forvente, vakte denne beslutning voldsom kritik. Fremtrædende personligheder inden for musikverdenen og de fleste af mine slægtninge og venner mente at jeg var ved at blive sindsforvirret. De forstod ikke at jeg havde været forvirret men nu var ved at få orden i mit sind. De drog den forkerte slutning at min nye religion havde forbudt mig at give koncerter. Det var svært for dem at forstå at det var en personlig afgørelse jeg havde truffet. Min samvittighed fik mig til at bruge min tid på noget langt vigtigere: Forkyndelsen og andre kristne aktiviteter. På en turné ville det være så godt som umuligt for mig at komme til de kristne møder og tage del i forkyndelsen.

Min musik og min tro

Den glæde og tilfredshed jeg siden min indvielse til Jehova har erfaret som kristen, har langt overgået alt hvad jeg oplevede dengang koncerterne var det vigtigste i mit liv. Det har været en stor glæde og et privilegium at hjælpe andre til at høre sandhedens smukke ’klang’, som er langt mere varig end musikkens. Den regelmæssige forkyndelse for interesserede mennesker i deres hjem og fra talerstolen i rigssalen, samt de mange pligter jeg har som ældste i den kristne menighed, holder mig travlt beskæftiget og har fyldt mit liv med et arbejde som virkelig er anstrengelserne værd. Ja, der er sket en gennemgribende forandring med mit mål i livet. Min musikudøvelse har fået den rette plads i mit liv, nu da jeg ’søger riget først’. — Mattæus 6:33.

Hvordan har min kone og jeg kunnet klare os økonomisk når jeg ikke giver koncerter? Ja, i nogle år virkede jeg som professor ved et konservatorium. I 1977 blev jeg valgt til at være en af fem dommere ved en international guitarkonkurrence i Pôrto Alegre i Brasilien. På samme tid underviste jeg på det internationale musikseminarium dér i byen.

I 1980 flyttede vi til Spanien, hvor jeg nu giver privatundervisning i guitarspil. På denne måde hjælper guitaren min kone og mig til at tjene Jehova. Fra tid til anden har jeg spillet til Jehovas ære i orkesteret ved vore kristne stævner. Naturligvis sker det også at jeg tager min tistrengede guitar frem når vi er sammen med vore kristne venner under mere private former — og de synes at kunne lide mit spil.

I den nye tingenes ordning som Gud snart vil indføre, vil der blive mere tid til at udvikle naturlige anlæg og evner, til glæde for både Gud og mennesker. Evigt liv i legemlig og mental fuldkommenhed vil give os mulighed for at udvikle vore færdigheder i en grad som vi måske slet ikke kan forestille os i dag. I den nye ordning vil musikken ikke tjene til at forherlige musikeren eller komponisten — al musik vil være til ære for Skaberen.

Jeg er enig med salmisten, musikeren og komponisten David, der sagde: „Råb af glæde, I retfærdige, over Jehova. Lovsang sømmer sig for retskafne. Tak Jehova på lyre; spil for ham på tistrenget harpe. Syng ham en ny sang; spil smukt på strenge med jubelråb.“ (Salme 33:1-3, NW) Jeg forsøger at prise Jehova både i min forkyndelse og når jeg spiller på min tistrengede guitar. — Fortalt af Herman Pizzanelli.

[Illustrationer på side 18 og 19]

Førhen optrådte jeg i fjernsynet . . . . . . Nu spiller jeg for mine venner