På guitarbyggerens værksted

MANGE har hørt om Andrés Segovia, Carlos Montoya og Chet Atkins. Hvad har disse mænd tilfælles? De har underholdt publikumsskarer med et spinkelt strengeinstrument af træ — guitaren.

Guitarspillet dyrkes overalt i verden — både af amatører og professionelle. En af dem der har skabt respekt om guitaren, er den nu afdøde spanske koncertguitarist Andrés Segovia, som hentede den frem fra mørket og gjorde den til et klassisk koncertinstrument.

Hvorfor er guitaren så populær? Måske fordi dens toner er stemningsskabende, uanset om man spiller flamenco, klassisk musik eller moderne. Desuden er guitaren let at transportere.

Guitarens klang bestemmes af hvordan den er bygget. De fineste guitarer bliver fremstillet med stor kærlighed og omhu af en guitarbygger, en såkaldt luthier. Lad os besøge et guitarværksted i Tennessee i USA og se hvordan en guitar bliver til.

Hvad der bestemmer lydkvaliteten

Idet vi bydes velkommen i værkstedet fanges vort blik af de store bunker af træ. Hvert eneste træstykke er omhyggeligt udvalgt og bliver gemt til fremtidige guitarer. Til dækket, eller oversiden, anvendes rødgran og cedertræ; til bund og sider palisander, mahogni og ahorn; og til halsen hondurasmahogni og hondurasceder. På flamencoguitarer er bund og sidevægge af cypres og morbærfigentræ. Vi tager et stykke træ op og opdager at der er påført en dato. Guitarbyggeren forklarer: „Jeg foretrækker at lade træet tørre naturligt i mindst fem år.“ Hvorfor? „Fordi mange års erfaring har vist at træets alder og kvalitet samt luthierens dygtighed er afgørende for guitarens musiske egenskaber.“

Lad os kigge guitarbyggeren over skulderen mens han bygger en klassisk guitar. Der skelnes i det store og hele mellem to typer guitarer: Den klassiske eller spanske guitar, og country and western-guitaren, også kaldet folkguitaren. Hvilke forskelle er der? Vores ven svarer: „Der er mange forskelle mellem de to, men mest iøjnefaldende er forskellen i strengematerialet. Folkguitaren har metalstrenge og findes i mange forskellige udformninger og størrelser. På den klassiske guitar er tre af strengene derimod af nylon eller dyretarme, kaldet tarmstrenge, mens de øvrige tre er af metalspundet silke.“

Guitarbyggeren foretrækker at den enkelte kunde besøger hans værksted så han kan høre vedkommende spille. Det giver ham mulighed for at „skræddersy“ en guitar til kunden. Hvordan det? Guitarbyggeren forklarer: „Jeg lægger mærke til hvor kraftigt kunden anslår strengene og vurderer klangen i hans spil. Jeg vil også gerne vide hvad kunden skal anvende guitaren til. Så kan jeg nemlig tage hensyn til hans personlige behov under byggeprocessen. Spiller han blidt? I så fald gør jeg visse dele af guitaren tyndere og mindre, så lyden forstærkes. Spiller han aggressivt? I så fald skal guitaren være en smule kraftigere konstrueret.“

Bygningen — trin for trin

Dækket: Først udvælges det træ der skal bruges. Guitarbyggeren leder opmærksomt i en stabel rødgran og holder indimellem et stykke træ op for øret mens han banker på det med fingeren. Han lytter efter flere ting, blandt andet lydens klarhed, styrke, forplantning og længde. Høres der kun et hult dump? Som hovedregel bliver dækkets top og bund savet ud fra et og samme stykke træ og åbnet som en bog. På den måde bliver de to halvdele ens og får samme musiske egenskaber. — Se billedet herunder.

Rosetten: Dækket høvles 3 millimeter tyndt. I en udskåret fals anbringes forsigtigt den smukke lydhulsforstærkning, rosetten. Rosetten sættes sammen af en mængde træstykker i forskellige farver, hvilket giver guitarbyggeren lejlighed til at demonstrere sin kunstneriske snilde. Det kræver ofte en hel dags arbejde at fremstille og indfatte rosetten. Når limen er tør, slibes dækket endnu tyndere, som regel ned til 2,5 millimeter. Dækket skæres nu ud i den rigtige facon, hvorefter der limes stivere på dækkets underside. Stiverne har betydning for lydfrembringelsen og guitarens fysiske styrke. De fleste guitarbyggere er enige om at dækket frembringer hovedparten af lyden og er guitarens vigtigste enkeltdel.

Guitarbyggeren foretrækker at lave bund og sider i palisander på grund af dette træs smukke åretegninger, farvenuancer og resonansegenskaber.

Varsom træbehandling

Sidevæggene: Guitarbyggeren høvler derefter sidevæggene 2,4 millimeter tynde. Nu kommer den sværeste opgave, nemlig at bøje siderne i facon. Som regel ligger træet først 24 timer i blød, hvorefter man bøjer det ved at presse det mod et varmt rør. Vandet i træet fordamper, hvilket blødgør træet, så man lempeligt kan få det ind i den ønskede form. „Jo,“ siger guitarbyggeren, „jeg knækkede nogle stykker da jeg var i lære.“ En guitarbygger der kun laver få guitarer, foretrækker at bøje siderne på denne måde fordi det giver ham mulighed for at finjustere sidernes kurve på hver enkelt guitar. Det er derfor sjældent at to af hans guitarer har nøjagtig samme facon.

Halsen: Nu kommer så den grove formning af halsen. Til halsen bruges som regel hondurasmahogni eller hondurasceder, på grund af disse træsorters styrke, holdbarhed og relativt lave vægt. Eftersom der i dette tilfælde er tale om en klassisk guitar, følges her den spanske skoles mønster. Det vil sige at sidevæggene limes fast til udskårne riller i halsen. Selve halsen kan derfor ikke tages af, som på andre guitarer. Den vil først få sin endelige form når alle dele er samlet.

Dækket limes nu oven på siderne. Eftersom siderne er meget tynde, bøjer guitarbyggeren en træliste i facon og limer den på som støtte. Nogle gange bruger man piletræ til formålet fordi det er let og er bøjeligt når det gennemblødes i vand.

Bunden: Nu begynder guitarbyggeren at arbejde på bunden, der er af palisander. De fleste guitarbyggere foretrækker en bund der matcher sidernes farve og åretegning. Guitarbyggeren høvler lidt af bunden, holder den i sine hænder og afprøver dens bøjelighed. Han banker på den og lytter, hvorpå han høvler lidt mere af. Når bunden er tynd nok vil lyden nærmest være metallisk. Tre tværstivere bliver dernæst limet på. De er i regelen af rødgran eller mahogni, som er stærkt og let og kan tåle fugt. Stivernes styrke er af afgørende betydning eftersom bunden er så tynd. Det næste der sker er at bunden limes på efter præcis samme mønster som dækket.

Nu begynder det at ligne en guitar. Dæk og bund har hidtil været lidt for store, men skæres nu ud i deres endelige form. Som en beskyttelse limes der tynde trælister, som oftest af det stærke og smukke palisander, på guitarens kanter.

Hvor musikken frembringes

Gribebrættet og stolen: Det eneste der nu mangler er gribebrættet af ibenholt og stolen af palisander. Gribebrættet høvles 6 millimeter tyndt og saves ud i sin endelige form. Metalbåndene, kaldet båndstaverne, drives dernæst ind i de riller der er skåret i gribebrættet med ganske bestemte mellemrum. Intervallerne regnes ud efter en matematisk formel, og det er vigtigt at de anbringes rigtigt. Ellers vil øret straks høre fejlen og guitaren være ubrugelig. Gribebrættet limes på den groft formede hals, og derefter mangler kun den sidste vigtige del, stolen.

Stolen er et lille stykke palisander som limes på strengeholderen der sidder på dækket. Dens placering er lige så vigtig som båndenes og bestemmes efter samme matematiske formel. Men guitarbyggeren foretager ikke udregningerne for hver guitar han bygger. Han fremstiller simpelt hen alle guitarer i samme størrelse og efter samme skala. Det er meget vigtigt at stolen limes rigtigt på. Nogle guitarister har været ude for den pinlige oplevelse at stolen gik løs! Men tænk også på at de udspændte guitarstrenge kan trække med en kraft på 45 kilo, hvortil skal lægges den kraft der frembringes når strengene sættes i svingninger.

Finish

Nu er vi dog lige ved at komme os selv i forkøbet. Husker du den groft formede hals? Den skal naturligvis have den sidste forarbejdning. Vores guitarbygger forklarer: „Jeg vil helst have at guitarens nye ejer er til stede på dette tidspunkt for at han kan godkende halsens form. En dygtig guitarist kan nemlig mærke en tykkelsesforskel på under én millimeter!“

Nu er guitaren næsten færdig. Der mangler kun den sidste rengøring, afhøvling og finpudsning med sandpapir. Først når guitarbyggeren er tilfreds med instrumentets form og overflade, giver han guitaren en beskyttende overfladebehandling.

Der er uenighed om hvilken overfladebehandling der er bedst. De fleste nutidige guitarbyggere anvender hurtigtørrende lakfernis som sprayes på. Med lakfernis kan guitaren være spilleklar efter et par uger. Hvilken overfladebehandling giver den bedste lyd? Vores ven svarer: „Meningerne er delte, men mange af de gamle spanske guitarer fik politur. Ofte skal denne overfladebehandling dog gentages allerede efter fem år.“

Skøn musik!

Nu nærmer vi os med spændt forventning sandhedens øjeblik! Strengene spændes over stolen ved kroppen og stemmeskruerne ved guitarens hoved. Så skal lyden testes. Strengene stemmes så de klinger som de skal. Efter en lang og møjsommelig proces har vi den færdige guitar!

Men den kan ikke anvendes professionelt endnu. Guitarbyggeren forklarer: „En ny guitar opnår først hele sin tonefylde efter et halvt års tid. Man kan dog allerede lige efter at den er bygget, sige meget om guitarens muligheder. Er baslydene fyldige og rungende? Ringler de højere toner som små glasklokker? Spiller den rent uanset hvor på gribebrættet man tager? Musikerens tonekunst er i vidt omfang afhængig af guitarbyggerens evne til at finde de bedste materialer og bygge dem sammen i en konstruktion der udnytter deres egenskaber fuldt ud.“

Næste gang du tryllebundet lytter til en dygtig guitarspillers strengeleg, så tænk på at klangen afhænger af instrumentet — både materialevalget og guitarbyggerens dygtighed. — Indsendt.

[Illustrationer på side 15]

Til venstre: Træblokken hvoraf dækkets to halvdele fremstilles

Til højre: Rosetten indfattes og siderne bøjes

[Illustrationer på side 16]

Øverst: Dækket forsynes med stivere

Nederst: Sidevæggene sættes på

[Illustration på side 17]

Halsen udstyres med båndstaver