I live — ved hjælp af en kunstig nyre

„DE HAR 10 til 15 år at leve i.“ Det var den barske besked jeg i 1965 fik af mine læger. Men det kom ikke som nogen egentlig overraskelse. I næsten ti år havde jeg haft problemer med mine nyrer. Det var gradvis blevet værre, indtil mine nyrer til sidst holdt helt op med at fungere. Store mængder antibiotika slog sygdommen ned, men lægerne var langtfra optimistiske med hensyn til min fremtid.

Trods de dystre forudsigelser besluttede jeg at bruge mine „sidste“ år i tjenesten for Gud. Min mand, Bill, var en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd, og på det tidspunkt førte han tilsyn med et stort område. Til trods for mit svigtende helbred ønskede jeg at blive ved med at ledsage ham. Og det gjorde jeg i de næste ti år. Men i 1975 svigtede mine nyrer totalt. På dette tidspunkt førte Bill tilsyn med et noget mindre antal menigheder, en kreds, i Sheffield — den kendte stålindustriby. Heldigvis var Sheffield også kendt for sin nyreforskning, og da jeg var for syg til i ambulance at blive kørt de 260 kilometer til London, indvilligede en nyrespecialist i Sheffield i at behandle mig.

Da jeg ankom til hospitalet var der sket en sådan ophobning af affaldsstoffer i mit legeme at jeg hele tiden kastede op. For at afbøde dette førte man slanger ind gennem mine næsebor og ned i min mave, og sugede nogle af giftstofferne op. Dette blev gentaget cirka hver halve time i flere dage. Derefter blev jeg behandlet med peritonealdialyse. Efter at jeg var blevet lokalbedøvet indsatte lægerne en tynd plasticslange i mit underliv. Ved hjælp af et Y-formet rør blev denne slange forbundet med to dialyseposer på et stativ. Måden det virkede på var ganske enkel. Tyngdekraften fik væsken til at løbe ind i mit underliv. Dér forblev den i 20 minutter, idet den absorberede affaldsstofferne fra blodet. Derefter blev de to poser sænket ned i gulvhøjde og væsken løb tilbage i dem. Dette kredsløb blev gentaget i 48 timer, og hele processen måtte gentages hver uge. Udsivende væske og en gennemblødt seng hørte med til generne ved denne ubehagelige proces. Men mit legeme vænnede sig til den, og jeg må indrømme at den var til stor gavn for mig i de fire måneder behandlingen varede.

Bundet til en kunstig nyre?

Selv om peritonealdialysen hjalp mig måtte jeg til sidst tilkobles en kunstig nyre. Det betød at jeg måtte gennemgå to mindre operationer der kaldes fistula anastomosis — en proces hvorved en vene bliver udvidet. Dette gør det lettere at indføre de nåle der benyttes ved behandlingen med den kunstige nyre (hæmodialyse). Den første af disse operationer lykkedes ikke. Blodet koagulerede. Men man forsøgte igen på den højre arm, og denne gang lykkedes det. Efter fire måneder på hospitalet blev jeg så i juli 1975 overflyttet til et andet hospital. Der så jeg for første gang en kunstig nyre.

Jeg tror at dette var et af de værste øjeblikke i mit liv. Da jeg så dette dialyseapparat forstod jeg for første gang helt hvor afhængig jeg ville være af det i fremtiden. Resten af mit liv skulle jeg tre dage om ugen i mindst seks timer være tilkoblet en kunstig nyre, samt bruge to timer til at gøre den klar og rydde op. Desuden ville jeg aldrig kunne være borte fra den i længere tid. Efter et liv i frihed, hvor jeg havde kunnet tjene Jehova Gud dér hvor der var brug for mig, føltes dette som en frygtelig byrde.

„De må lære at bruge den“

Hæmodialyse er en fascinerende proces. Først indføres to nåle i venerne. En peristaltisk pumpe får blodet til at løbe gennem den ene nål og videre gennem en lang plasticslange ind i den kunstige nyre. Det er denne nyre der renser blodet. Derfra passerer blodet gennem endnu en plasticslange til den anden nål og føres derpå tilbage til legemet. Den kunstige nyre styrer selv hele processen.

Det var og er stadig svært for mig at vænne mig til brugen af nåle. Det er smertefuldt, og somme tider må der gøres adskillige forsøg før det lykkes. Dette skyldes at nålen skal anbringes langs en vene, ikke stikkes gennem den. Hvis det sidste sker løber blodet ud i de omliggende væv, så der kommer en smertefuld hævelse. Desuden havde jeg problemer med psykisk og fysisk at tilpasse mig rutinen.

Den kunstige nyre forekom mig så indviklet at jeg følte at jeg aldrig ville kunne betjene den. Dette og problemerne i forbindelse med nålene gjorde mig så nedtrykt at jeg gang på gang var på grådens rand. Men en sygeplejerske sagde: „De må lære at bruge den, ellers vil De dø.“

„Jamen,“ sagde jeg, „der er noget der er værre end at dø. For mig står døden ikke som noget forfærdeligt.“

„Ja, ja,“ sagde hun så. „Lad os da betragte det fra et andet synspunkt. I Deres arbejde gør De en hel masse for at hjælpe andre. Folk har brug for den slags hjælp, så tænk på dem og det arbejde De kan gøre.“ Det gav mig noget at tænke på.

Der var også noget andet der i høj grad opmuntrede mig. Da jeg ankom til hospitalet sagde nyrespecialisten til sygeplejersken: „Jeg går ud fra at De er klar over at fru Bull er et af Jehovas vidner? Sørg derfor for at hun aldrig får blod. Vi vil ikke have nogen rendende her med flasker med blod. Sørg for at det bliver skrevet i hendes journal!“

Vi får et hjem

Da jeg var så alvorligt syg blev det nødvendigt for mig at få en fast bopæl. Men da vi havde tilbragt så mange år i rejsetjenesten havde vi ikke noget hjem. At leje et hus syntes næsten umuligt, især da vi i årevis aldrig havde boet noget sted længere end nogle få dage ad gangen. Vi havde heller ikke de nødvendige midler til at møblere et hjem. Alligevel gik Bill, mens jeg lå på hospitalet, i gang med at prøve at finde et sted vi kunne bo. Vi tænkte på Jehovas løfte om at han aldrig vil svigte dem der tjener ham. — Salme 37:25, 26.

Det viste sig da at to andre heltidstjenere netop var blevet indbudt til at gennemgå Vagttårnets bibelskole Gilead (en skole for missionærer). Så netop i det øjeblik vi havde brug for et sted at bo, flyttede de, og vi lejede huset. Tilbage var så problemet med at få det møbleret.

Fra hele landet kom der penge og gaver. Da vi for eksempel fik mulighed for at erhverve os et højst tiltrængt brugt møblement til en så rimelig pris som 155 pund (dengang cirka 1800 kroner), købte vi det. Men så havde vi heller ikke en øre tilbage. Næste morgen kom der et brev fra en kristen søster som vi ikke kendte og som intet vidste om vort køb. Brevet indeholdt en check på næsten samme beløb, nemlig £150!

Efter at vi havde indrettet os kom jeg hjem fra hospitalet, men måtte hver uge i fire måneder vende tilbage for at blive behandlet med peritonealdialyse. Fra hele landet modtog jeg over 500 kort og breve med ønsker om god bedring og forsikringer om at man bad for mig. Da jeg følte mig mere eller mindre hjælpeløs, var tanken om disse bønner en umådelig stor trøst for mig. I al den tid fortsatte Bill med at betjene menighederne i sin kreds. Men til sidst måtte han træffe den beslutning at tage verdsligt arbejde for at klare vore forpligtelser. Han blev skorstensfejer.

Hjemmedialyse

Kort efter at vi havde fået vort eget hjem fik vi installeret et moderne teknisk vidunder: en kunstig nyre til brug i hjemmet. Den er kun 122 centimeter høj og 69 centimeter bred og lang. Den kontrollerer temperaturen, blodgennemstrømningen, dialysevæskens rette sammensætning, ja hele den proces hvorved blodet renses for affaldsstoffer. Et alarmanlæg i forbindelse med forskellige dele af maskinen bevirker at risikoen for at den svigter er så godt som lig nul. Ikke desto mindre har betjeningen af den i høj grad begrænset Bills og min bevægelsesfrihed. Dengang kunne Bill kun arbejde to og en halv dag om ugen, idet han måtte være til stede i al den tid jeg var koblet til den kunstige nyre. I de senere år er der imidlertid to kærlige kristne søstre som på forskellige dage kommer og er hos mig under dialysebehandlingen. Hvis mit blodtryk falder, kan jeg blive så utilpas at jeg besvimer. Så selv om den kunstige nyre er en velsignelse, er betjeningen af den en udholdenhedsprøve for alle implicerede. Tre gange om ugen må jeg i seks timer udholde denne prøve.

Efter 18 måneders behandling havde jeg lidt efter lidt fået så mange kræfter tilbage at jeg havde mulighed for at tage del i visse grene af den kristne tjeneste. Men så, i februar 1977, begyndte min abnormt forstørrede venstre nyre at bløde. Det blev umuligt at gennemføre hjemmedialysen, og jeg måtte igen på hospitalet. Jeg blev mere og mere syg, og blodtabet voksede. Da alle andre former for behandling var slået fejl gav man mig et sidste håb — blodtransfusion.

Døden holder sin hånd tilbage

Skønt syg og døende afviste jeg dette forslag. Fra mit studium af Bibelen vidste jeg at dette ville være i modstrid med Guds lov. (Se Første Mosebog 9:4; Apostelgerninger 15:29.) Men min blodprocent blev ved med at falde. Jeg blev mere og mere døsig. Selv om blødningen standsede blev de røde blodlegemer stadig færre. Så faldt jeg i coma. I de fire og en halv dag dette varede, sank hæmoglobinindholdet helt ned til 1,8 gram — et utrolig lavt tal. Længe før dette lavpunkt blev nået havde man opgivet alt håb. Min familie og mine venner fik at vide at jeg ikke ville kunne leve natten over.

Den femte dag vågnede jeg imidlertid, så min mand sidde ved sengen, og sagde: „Bill, vil du ikke give mig lidt vand at drikke?“ Jeg satte mig op og drak, mens Bill redte mit hår. Så lagde jeg mig ned igen og faldt i søvn. ’Nu er det forbi,’ tænkte Bill. Men det var i virkeligheden et vendepunkt. Til hospitalspersonalets store forbavselse begyndte jeg at få det bedre. „Et mirakel!“ kaldte de det. Jeg betragtede det som en ophøjelse af Jehovas ord og lov.

Nu begyndte der en vanskelig tid. Jeg var meget svag, kunne ikke gå og fik en alvorlig depression. Alligevel varede det ikke længe før jeg var hjemme igen. Jeg så for mig hvordan jeg nu skulle være en kronisk invalid der måtte bæres overalt. Men så begyndte min blodprocent at stige. Sidst i september blev min syge nyre fjernet. På dette tidspunkt var hæmoglobinindholdet steget til 11,9 gram, og selv efter operationen var det utrolig højt, nemlig 10,3! Kirurgen sagde at han aldrig havde udført en nefrektomi (operativ fjernelse af nyren) hvor der var gået så lidt blod til spilde. Ti dage senere, da jeg fik fjernet stingene, var hæmoglobinindholdet på 11,3 — et meget højt tal for nyrepatienter, hvoraf mange regelmæssigt får blodtransfusioner.

Livet med en kunstig nyre

At være afhængig af en kunstig nyre vil sige at man må leve et liv med mange begrænsninger. Alligevel kan jeg både gøre rent og lave mad. Jeg deltager også regelmæssigt i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget fra hus til hus og overværer alle menighedens møder. Selv om jeg kun kan forlade mit hjem i to eller tre dage ad gangen (jeg skal have dialysebehandling den fjerde dag), har jeg kunnet overvære Jehovas Vidners kredsstævner og landsstævner.

Hvad min kostplan angår skal jeg undgå fødemidler der indeholder meget kalium og salt; jeg må ikke spise for meget frugt, ingen chokolade, nødder eller tørrede frugter. Jeg skal holde mig til hvidt brød og må kun spise kager der er lavet af mel uden tilsætning. Hvad drikke angår må jeg kun få lidt kaffe eller te hvis den er tynd. Vin, øl og chokoladedrikke er forbudt.

Trods alt dette føler jeg at jeg hører til de mest begunstigede kvinder. Jehova har vist mig kærlig interesse og omsorg. Jeg har en hengiven mand der stadig hjælper mig på alle måder. Vidunderlige kristne brødre og søstre har også gjort meget for at styrke mig i disse mange år. Jeg kan heller ikke i tilstrækkelig grad prise den venlighed som læger, kirurger og hospitalspersonale har vist mig. Mere end én gang har man fortalt nye specialister og sygeplejersker om hvordan jeg nær var død af blodtab, men nægtede at modtage blodtransfusion og alligevel har en normal blodprocent nu.

Jeg har lært at skønt døden er en fjende, er den ikke en fjende vi behøver at frygte. Selv om jeg har vandret i dødsskyggens dal har jeg aldrig behøvet at frygte noget ondt. (Salme 23:4) Hvad enten vi lever eller dør, er det for Jehova, for vort liv ligger i hans hånd. (Romerne 14:8) ’Hvorledes skal jeg gengælde Jehova alle hans velgerninger mod mig?’ har jeg ofte tænkt. (Salme 116:12) Livets gave er i sandhed dyrebar, en gave jeg nu kan glæde mig over på grund af Guds hjælp, et dygtigt og opofrende hospitalspersonale — og en kunstig nyre. — Fortalt af Dorothy Bull.

[Tekstcitat på side 20]

Da alle andre former for behandling var slået fejl, gav man mig et sidste håb — blodtransfusion

[Tekstcitat på side 20]

Min familie og mine venner fik at vide at jeg ikke ville kunne leve natten over

[Tekstcitat på side 21]

’Nu er det forbi,’ tænkte Bill. Men det var i virkeligheden et vendepunkt

[Tekstcitat på side 22]

Jeg har lært at skønt døden er en fjende, er den ikke en fjende vi behøver at frygte

[Illustration på side 19]

Jeg skal være tilkoblet den kunstige nyre tre dage om ugen i mindst seks timer, men jeg er i live