Fra vore læsere
Oplevelser i Dachau
Jeg var rystet over artiklen „Fra døden til livet i Dachau“. (22. maj 1985) Frasortér venligst detaljerede beskrivelser af seksuel tortur (sidste paragraf på side 17), og gå ikke så vidt igen.
K. F., Californien
Vi er enige om at vi ikke bør bringe seksuelt detaljerede beskrivelser i vort blad; men vi mener ikke at sidste paragraf på side 17 er seksuelt detaljeret. Det er rigtigt at paragraffen virker stærk, men den lægger op til den næste, yderst lærerige paragraf. Hvis den unge pige kunne overleve oplevelsen, kan vi også overleve at læse om den. Bibelen er selv, visse steder, langt mere detaljeret. — RED.
Jeg gennemgik mange stemninger mens jeg læste: medfølelse, vrede og glæde. Da jeg læste om den umenneskelige behandling som hun så sin moder lide, græd jeg. Hendes beretning styrkede mig. Jeg er meget glad for udfaldet af denne oplevelse; jeg glæder mig over at hun nu har en så vidunderlig fremtid at se hen til. Hendes indstilling er virkelig efterlignelsesværdig. Tak fordi I trykte denne dejlige artikel.
J. F., Illinois
Honning og sårheling
Jeg vil gerne sige en oprigtig tak for oplysningen i det lille stykke om „Honning og sårheling“. (22. februar 1985) Jeg har været lænket til en kørestol i 18 år efter en bilulykke. Fra tid til anden får jeg siddesår og må ligge i sengen så længe behandlingen med forskellige salver varer. Så kom jeres blad, og da jeg ikke havde noget at miste, prøvede jeg med lidt honning under en tør forbinding. Jeg blev helt målløs. Hvad der normalt ville have taget tre til fire uger at hele, blev helet i løbet af otte, ni dage. Jeg fatter ikke hvorfor denne behandlingsform ikke er kommet frem noget før.
V. M., Mexico
Kamp til det sidste
Jeg kan simpelt hen ikke lade være med at give udtryk for hvor glad jeg blev for jeres artikel „Jeg vil kæmpe til det sidste“. (22. november 1984) Jeg er 18 år gammel og lider af en sygdom der indvirker på mine ben og den nederste del af ryggen. Til tider har jeg meget stærke smerter. Det sker ofte at mine ben knækker sammen under mig, hvorefter jeg hjælpeløst falder sammen og må kravle rundt på alle fire. Det er ikke lykkedes for lægerne at finde frem til hvad det skyldes eller hvordan det kan helbredes. Jeg kan fuldt ud sætte mig i Monika Sieberts sted — hun ønskede ikke at andre skulle have medlidenhed med hende men var i stedet besluttet på at kæmpe imod sin sygdom. Imens arbejder jeg til stadighed fremad med heltidstjenesten som mål. Mange tak fordi I trykker sådanne opmuntrende og opbyggende artikler.
L. K., Danmark