„Det er kun midlertidigt!“ — Mit liv som nyrepatient

Jeg husker stadig den dag i begyndelsen af januar 1980 som om det var i går. Min mor havde bedt mig om at køre hen til købmanden for at købe et brød, men ligesom jeg skulle af sted, ringede telefonen. Det var lægen der ville give os resultatet af mine laboratorieprøver. Pludselig brast min mor i gråd. Med gråd i stemmen fortalte hun mig den dårlige nyhed. Mine nyrer var begyndt at svigte. Jeg fik at vide at de nok kun ville fungere et eller højst to år endnu. Lægen fik ret. Året efter måtte jeg i dialysebehandling.

JEG er født den 20. maj 1961 som den første af en børneflok på seks. Da jeg var omkring seks måneder, lagde min mor mærke til at der var blod i urinen i mine bleer. Efter omfattende undersøgelser blev min lidelse diagnosticeret som Alports syndrom, en sjælden og medfødt defekt. Af ukendte årsager får mænd der lider af denne sygdom, ofte nyresvigt efter et stykke tid. Det fik mine forældre og jeg ikke at vide, og derfor var nyresygdomme slet ikke noget jeg gik og tænkte på.

I sommeren 1979 lagde jeg mærke til at min ånde lugtede af ammoniak om morgenen. Det tænkte jeg ikke nærmere over, men så begyndte jeg at føle mig træt. Jeg tænkte at jeg nok bare var i dårlig kondition, så jeg ignorerede det. I december var jeg til min sædvanlige årlige lægeundersøgelse, og i januar fik jeg ovennævnte telefonbesked.

På vej til købmanden — jeg kunne jo lige så godt køre i byen for min mor — var jeg stadig ikke kommet mig over chokket. Jeg kunne ikke fatte at dette kunne ske for mig. „Jeg er kun 18 år!“ tænkte jeg. Jeg kørte ind til siden og standsede. Situationens alvor var langsomt begyndt at gå op for mig.

„Hvorfor lige mig?“

Mens jeg sad i bilen ved vejkanten, begyndte jeg at græde. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg råbte til Gud: „Hvorfor lige mig? Jeg beder dig, lad ikke mine nyrer svigte!“

I årets løb blev jeg mere og mere syg, og mine bønner blev mere indtrængende og tårefyldte. I slutningen af året fik jeg besvimelsesanfald, og jeg led ofte af opkastninger der skyldtes ophobning af affaldsstoffer i blodet, som mine nyrer ikke kunne filtrere. I november tog jeg for sidste gang på campingferie sammen med nogle venner. Men jeg var så syg at jeg sad inde i bilen hele weekenden og rystede. Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke holde varmen. Omsider, i januar 1981, skete det uundgåelige — mine nyrer holdt helt op med at fungere. Jeg havde valget mellem at komme i dialysebehandling og at dø.

Dialysebehandling

Nogle måneder tidligere havde vores læge fortalt mig om en ny dialyseform der ikke indbefattede brugen af nåle og som kunne rense blodet mens det befandt sig i kroppen. Processen kaldes peritonealdialyse. Da jeg har skræk for nåle, var jeg straks interesseret i denne metode, som havde vist sig at være hensigtsmæssig for nogle dialysepatienter.

I vore legemer er der en membran der kan fungere som en kunstig nyre og rense blodet. Den kaldes bughinden eller peritoneum og er en glat, transparent membransæk der ligesom en fladtrykt pose befinder sig imellem bugvæggen og fordøjelsesorganerne. Udadtil beklæder den bugvæggen, indadtil omslutter den bughulens organer. Indersiden af denne membransæk afgrænser et hulrum som kaldes peritonealhulen.

Peritonealdialyse virker på denne måde: Gennem et kateter som ved et kirurgisk indgreb er blevet implanteret i bugvæggen, føres en speciel dialysevæske ind i peritonealhulen. Væsken indeholder dextrose, og ved hjælp af osmose bliver de affaldsstoffer og den overskydende væske som blodet normalt udskiller som urin, absorberet gennem bughinden og optaget i dialysevæsken. Denne udskiftningsproces, hvor peritonealhulen fyldes med væske og derefter tømmes for den „brugte“ væske, varer 45 minutter og skal gentages fire gange om dagen. Det er næsten som når man skifter olie på en bil. Man skifter det gamle ud med noget nyt så bilen kan blive ved med at køre godt — i overført betydning sikrer det at min krop kan blive ved med at fungere.

I begyndelsen af januar 1981 fik jeg indopereret det påkrævede kateter i højre side af underlivet. Derefter fik jeg to ugers oplæring i proceduren. Hvis man ikke udfører processen rigtigt og ikke bruger en fuldstændig aseptisk teknik, kan man få bughindebetændelse, en alvorlig og potentielt dødbringende infektion.

I sommeren 1981, cirka seks måneder efter at jeg var begyndt på peritonealdialysen, fik mine forældre endnu en telefonopringning som fik stor indflydelse på mit liv.

I kø for at få en ny nyre

Siden januar 1981 havde jeg stået på den landsdækkende liste over patienter der var berettigede til at få en nyretransplantation.a Jeg havde håbet at en transplantation ville betyde at livet ville blive som før. Lidet anede jeg hvad der lå forude!

Midt i august fik vi at vide at man havde fundet en donor. Da jeg ved 22-tiden ankom til hospitalet, tog man nogle blodprøver for at sikre sig at jeg egnede mig til at få transplanteret den pågældende nyre. Familien til en ung mand som havde mistet livet ved en ulykke tidligere på dagen, havde givet tilladelse til brug af en af hans nyrer.

Operationen var fastsat til den følgende formiddag. Før operationen måtte et vigtigt emne imidlertid tages op til behandling. Som et af Jehovas vidner med en bibeloplært samvittighed kunne jeg ikke tage imod blodtransfusion. (Apostelgerninger 15:28, 29) Samme aften jeg blev indlagt, kom narkoselægen ind til mig. Han ville have mig til at acceptere at der stod blod parat på operationsstuen, bare for en sikkerheds skyld. Jeg sagde nej.

„Hvad vil du have at jeg skal gøre hvis noget går galt? Lade dig dø?“ spurgte han.

„Gør hvad De finder nødvendigt; men uanset hvad der sker, vil jeg ikke have blodtransfusion.“

Efter at han var gået, kom kirurgerne ind. Jeg drøftede det samme spørgsmål med dem, og til min store lettelse indvilligede de i at operere mig uden brug af blod.

Operationen, som varede tre og en halv time, gik godt. Kirurgen sagde at det var meget lidt blod jeg havde mistet. Da jeg kom til bevidsthed på opvågningsstuen, var der tre ting der slog mig i møde — sult, tørst og derefter smerte. Men det trådte alt sammen i baggrunden da jeg fik øje på en pose på gulvet som langsomt fyldtes med en lys rødgul væske. Det var urin fra min nye nyre. Endelig kunne jeg selv udskille urin! Da kateteret blev fjernet fra min blære og jeg var i stand til at udskille urin som alle andre, var jeg meget lykkelig.

Min glæde var dog kortvarig. To dage senere fik jeg den sørgelige nyhed — min nye nyre fungerede ikke. Jeg måtte igen i dialysebehandling for om muligt at give den nye nyre tid til at begynde at virke. Det fik jeg så i adskillige uger.

Det var nu midt i september, og jeg havde været indlagt i næsten en måned. Da hospitalet lå 80 kilometer fra mit hjem, var det vanskeligt for mine brødre og søstre at besøge mig. Jeg savnede min menighed meget. Jeg fik båndoptagelser af menighedens møder, men når jeg lyttede til dem, blev jeg alt for bevæget. Jeg tilbragte mange ensomme timer med at tale med Jehova Gud i bøn, idet jeg bad om styrke til at holde ud. På det tidspunkt vidste jeg ikke at der lå endnu større prøvelser forude.

Ikke bange for at dø

Der var gået seks lange uger siden jeg havde fået foretaget transplantationen, og det var nu blevet smerteligt klart at min krop havde afstødt nyren. Min mave var grotesk opsvulmet, og jeg fik at vide af lægerne at den afstødte nyre måtte fjernes. Blodspørgsmålet blev atter bragt på bane. Lægerne forklarede at indgrebet denne gang var forbundet med større fare, da mit hæmoglobintal var meget lavt. På en rolig, men fast måde gjorde jeg rede for mit bibelske standpunkt, og til sidst indvilligede de i at operere mig uden brug af blod.b

Efter operationen gik det stærkt ned ad bakke med min tilstand. Mens jeg lå på opvågningsstuen, begyndte mine lunger at fyldes med væske. Efter en hel nat i intens dialysebehandling havde jeg det lidt bedre. Men to dage senere blev mine lunger igen fyldt med væske, og jeg måtte tilbringe endnu en nat i dialyse. Jeg husker ikke så meget fra den nat, ud over at min far stod ved sengekanten og sagde: „Træk vejret én gang til, Lee! Kom så! Du kan godt! Én gang til, ja, sådan. Bliv ved!“ Jeg var så træt som jeg aldrig havde været før. Jeg ønskede bare at det hele var slut, og at jeg kunne vågne op i Guds nye verden. Jeg var ikke bange for at dø. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Næste morgen var min tilstand kritisk. Mit hæmatokrittal, som er et mål for hvor mange røde blodlegemer blodet indeholder, var nede på 7,3 — normalt ligger det over 40! Lægerne var ikke optimistiske med hensyn til min tilstand. De prøvede gentagne gange at få mig til at tage imod blodtransfusion, som de sagde var nødvendigt hvis jeg skulle komme mig.

Da jeg blev overført til intensivafdelingen, faldt mit hæmatokrittal til 6,9. Men takket være min mor begyndte tallet langsomt at stige. Mor lavede nemlig nogle jernholdige drikke i sin blender derhjemme og bragte dem hen til mig. Hun drak dem endda sammen med mig for at opmuntre mig. Den kærlighed en mor viser sine børn, er forunderlig.

Da jeg midt i november blev udskrevet fra hospitalet, var mit hæmatokrittal på 11. I begyndelsen af 1987 begyndte jeg at tage EPO (erytropoietin), et syntetisk hormonpræparat der stimulerer knoglemarven til at sende flere nye røde blodlegemer ud i kredsløbet. Nu er mit hæmatokrittal på cirka 33.c

’Det er kun midlertidigt, Lee!’

Jeg fik foretaget andre større operationer i 1984, 1988, 1990, 1993, 1995 og 1996 — alle sammen på grund af mine dårlige nyrer. En tanke som har trøstet mig i alle disse mange år, er at det hele kun er midlertidigt. Uanset hvilke problemer vi måtte have, fysiske eller af anden art, vil de blive løst under Guds riges styre i den kommende nye verden. (Mattæus 6:9, 10) Når jeg står over for en ny udfordring og begynder at føle mig nedtrykt, siger jeg blot til mig selv: ’Det er kun midlertidigt, Lee!’ Det hjælper mig til at se tingene i det rette perspektiv. — Jævnfør Andet Korintherbrev 4:17, 18.

I 1986 skete der noget ganske særligt — jeg blev gift. Det havde jeg ellers aldrig drømt om ville ske. Jeg havde altid tænkt: ’Hvem kunne finde på at gifte sig med sådan en som mig?’ Men så kom Kimberly. Hun så det menneske jeg er indeni, ikke kun mit hentærende ydre. Hun forstod også at min tilstand kun er midlertidig.

Den 21. juni 1986 blev Kimberly og jeg gift i vores lokale rigssal i Pleasanton i Californien. Vi har besluttet at vi ikke vil have børn, eftersom min sygdom er arvelig. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis altid at være. I Guds nye verden vil vi gerne have børn, hvis det er Jehovas vilje.

I dag har jeg den forret at tjene som ældste i Highland Oaks-menigheden i Californien, og Kimberly tjener som heltidsforkynder. I øjeblikket har jeg et nogenlunde godt helbred, men ildprøven i 1981 har tæret på mig og svækket min modstandskraft. I mellemtiden har min søster udviklet en mild form for Alports syndrom, og to af mine brødre som har sygdommen, har fået nyresvigt og er i dialysebehandling. Mine to andre brødre har et jernhelbred.

Jeg bliver fortsat behandlet med peritonealdialyse, og jeg sætter stor pris på den bevægelsesfrihed det giver mig. Jeg ser fremtiden i møde med håb og tillid, for når alt kommer til alt, er de problemer mange har i dag, deriblandt nyresygdomme, kun midlertidige. — Fortalt af Lee Cordaway.

Vågn op! anbefaler ikke bestemte behandlingsformer. Målet med denne artikel er ikke at tale nyrepatienter fra at benytte sig af andre behandlingsformer, såsom hæmodialyse. Der er fordele og ulemper ved enhver metode. Hvilken metode man vælger, er en personlig afgørelse.

[Fodnoter]

[Illustration på side 12]

Min kone, Kimberly, og jeg

[Diagram på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Sådan fungerer peritonealdialyse

Leveren

Tyndtarmen

Kateter (hvorigennem dialysevæsken indføres og udtømmes)

Bughinden

Peritonealhulen

Blæren