Familier med to indtægter — ikke noget nyt

RICHARD er ikke flov over at have forklæde på. Han arbejder i køkkenet — rydder af bordet, fejer gulvet og vasker op — og ser ud til at være ret dygtig til det. „Det er min tur til at gøre rent,“ forklarer han. „Carol får sig et par timers søvn, for hun skal på arbejde senere i aften.“a

Den livsform Richard og Carol har valgt, er mange steder blevet regelen snarere end undtagelsen: De er begge udearbejdende. Man anslår nu at over tre femtedele af USAs ægtepar har to indtægter. Her i Danmark var det i 1960 kun 27 procent af kvinderne i alderen 25 til 44 år der havde erhvervsarbejde. I 1983 var tallet steget til 87 procent. I lande som Sverige, Belgien, Frankrig, Australien, Japan og Canada er der sket en lignende udvikling.

Mange i de såkaldte udviklingslande vil måske spørge sig selv om hvad der er så enestående ved at begge ægtefæller har udearbejde, for i disse lande er der en lang tradition for at kvinder er med til at tjene pengene. (Se side 4.) Men i vesten opfattes dette som noget nyt og bemærkelsesværdigt. Hvorfor?

„Et økonomisk passiv“

Den opfattelse at ansvaret for at forsørge familien udelukkende hviler på manden, er ikke blot særegen for de vestlige lande men også forholdsvis ny. Bogen The Individual, Marriage, and the Family (Individet, ægteskabet og familien) oplyser at kvinder gennem størstedelen af historien „har været fuldstændig ligestillede med mænd hvad angår det at dække familiens økonomiske behov“.

Bibelen nævner flere eksempler på at kvinder i fortiden bidrog til familiens underhold. I Ordsprogene, kapitel 31, beskrives „en dygtig hustru“. Hun tog sig ikke blot af husholdningen, men tjente også penge, blandt andet ved at købe ejendom, ved landbrug og ved at fremstille klædningsstykker og sælge dem. (Ordsprogene 31:10, 16, 24, NW) I Apostelgerninger 18:2, 3 beretter Bibelen om ægteparret Akvila og Priskilla der arbejdede inden for samme fag. Bibelkommentatoren Adam Clarke bemærker: „Endog kvinder fra de højeste samfundsklasser blandt grækerne, romerne og israelitterne arbejdede med deres hænder og påtog sig enhver slags arbejde som var nødvendigt af hensyn til familiens underhold.“

I århundreder arbejdede mænd og kvinder som økonomiske partnere. Størstedelen af arbejdet foregik imidlertid i hjemmet. Så kom den industrielle revolution, og mændene søgte arbejde på fabrikkerne i de store byer. Denne forandring fra hjemmeindustri og landbrug betød at mænd fik „arbejde uden for hjemmet — arbejde der ikke krævede deltagelse af hustruer eller børn“. Hvad blev resultatet? Nogle siger at kvinder blev „et økonomisk passiv“. — Scientific American.

Industrialiseringen bragte dog et vist mål af velstand med sig. Og da de vestlige lande begyndte at komme sig oven på depressionen og den anden verdenskrig, stræbte mange familier ivrigt efter at opnå en højere levestandard og i det mindste komme til at tilhøre middelklassen. I en periode gav høje lønninger, lave priser og let adgang til kredit en del mænd mulighed for at købe hus og bil — og endda få del i den forbløffende overflod af nye produkter og påfund som man nu søgte at lokke forbrugerne med.

Da inflationen begyndte at gøre sig gældende viste drømmen om at tilhøre middelklassen sig imidlertid for mange at være en snare. Allerede i 1960erne, siger en forfatter ved navn Marvin Harris, „begyndte familieforsørgere at finde det stadig sværere at opnå eller bevare en middelklassestatus“. Dette kan belyses med et eksempel: I 1965 kostede et nyt enfamilieshus i USA gennemsnitligt 20.000 dollars. I andet kvartal af 1984 var prisen steget til omkring 100.000 dollars! Også priserne på mad og tøj skød i vejret. Kvinder begyndte derfor at strømme ud på arbejdsmarkedet i stort tal.

’Vi har brug for pengene!’

Richard og Carol (nævnt i indledningen til artiklen) har et hyggeligt, men efter amerikanske normer beskedent hjem. Som så mange andre par føler de sig fanget i inflationens greb. Carol siger: „Hvis vi skulle betale vore regninger måtte vi simpelt hen have nogle flere penge. Jeg var klar over at Richard ikke kunne tjene meget mere end han i forvejen gjorde — så jeg havde ikke andet valg end at tage et heltidsjob.“ Det er altså ikke i første række filosofien bag kvindebevægelsen der har drevet kvinderne ud på arbejdsmarkedet. På spørgsmålet om hvorfor de begge arbejder vil de fleste ægtepar svare: ’Fordi vi har brug for pengene!’ (Se side 5.)

Nogle kvinder tager kun udearbejde fordi de er nødt til det — ikke fordi de har lyst. „Det tager livet af mig at skulle arbejde uden for hjemmet,“ siger en kvinde. Andre ville nødig undvære det. „Jeg elsker at arbejde,“ siger en kvinde der bestyrer en møbelforretning. „Jeg egner mig ikke til at gå hjemme.“ De stigende skilsmissetal og risikoen for at blive enke har også fået mange kvinder til at søge arbejde. „Jeg ville føle mig meget utryg hvis jeg ikke havde mit arbejde,“ siger en kvinde. „Jeg mistede min første mand da jeg var toogtyve . . . Nu sidder det altid i baghovedet at hvis Stephen døde eller stak af med en eller anden ung pige, ville jeg være i en forfærdelig knibe hvis jeg ikke havde et arbejde.“

I de fleste tilfælde er det dog ønsket om at holde sig oven vande økonomisk der får gifte kvinder til at søge arbejde. Skaber det problemer at begge ægtefæller har udearbejde? Hvis det gør, hvordan kan de da løses?

[Fodnote]

[Ramme på side 4]

Kvinder i udviklingslandene

„Kvinder i Sydøstasien koger palmesukker. Vestafrikanske kvinder brygger øl. Kvinder i dele af Mexico og andre steder fremstiller keramik. Kvinder i de fleste lande væver stoffer og syr tøj. Kvinder i de fleste kulturer sælger de fødevarer de har tilovers, på lokale markeder. De penge kvinderne tjener på denne måde regnes i regelen for at være deres egne,“ skriver Irene Tinker i bogen Women and World Development (Kvinder og udviklingen i verden).

Om akan-folket i den sydlige og den centrale del af Ghana skriver Rae André for eksempel: „Kvinder planter, mænd høster; kvinder driver handel på markedet, mænd driver handel længere borte. Der er tradition for at mand og hustru sparer op og investerer hver for sig, og de er hver især berettiget til at beholde fortjenesten.“

Denne gamle livsform trænges dog hastigt i baggrunden når der sættes fart i industrialiseringen. Hvorfor? Fordi det ikke blot er vestens teknik der indføres ved industrialiseringen, men også vestens kultur. I mange tilfælde er det mændene der undervises i de nye landbrugsmetoder — selv de steder hvor det normalt er kvinderne der dyrker jorden. Ligeledes tilbydes arbejdet på fabrikkerne næsten udelukkende til mænd. Med hvilke resultater?

Se hvordan det er gået i Indonesien. Her udførtes arbejdet med at afskalle ris traditionelt af kvinder. I begyndelsen af 1970erne indførte man imidlertid små risafskalningsmaskiner fra Japan, og kvinderne blev berøvet deres levebrød.

I byen San Pedro i Guatemala arbejdede kvinderne som vævere, mens mændene var beskæftiget ved landbrug eller handel. Kvinderne dér satte en meget stor ære i at være økonomisk produktive, siger dr. T. Bachrach Ehlers. Pludselig indførte man nye maskinvæve — men kun mændene blev ydet den kredit der var en nødvendighed for at kunne købe dem. Kvinderne mistede derfor grebet om væveindustrien og må nu arbejde for de lave lønninger fabrikslederne tilbyder dem.

I Kenya lades nogle kvinder tilbage „ved familiens jordstykke, og må kæmpe for at tjene til føden til dem selv og deres børn“ mens deres mand søger lønarbejde i byerne. Når de langt om længe kan flytte sammen med manden i en lejlighed i et højhus, finder de ifølge en embedsmand fra Kenya „intet andet end et sted hvor folk kan begå selvmord“. Hvorfor? „Kenyanere,“ forklarer han, „vil helst være ved jorden. De kan godt lide at have et lille jordstykke de kan kalde deres eget.“

I Indien har kvinderne traditionelt haft „en lav rituel status“. Det betragtes derfor i mange tilfælde som upassende at vellønnede stillinger beklædes af kvinder. (Selv Gandhi, der udtalte sig om „kvindernes ligestilling“, sagde engang at „ligestilling mellem kønnene ikke er ensbetydende med ligestilling hvad arbejde angår“.) Bogen Women in Contemporary India (Kvinder i vor tids Indien) gør dog opmærksom på at arbejdende middelklassekvinder nu har haft „mulighed for at få smag for materielle goder“. Det vil måske betyde at kulturelle og religiøse tabuer må vige for et af kendetegnene for den vestlige verdens indflydelse — materialismen.

Den tredje verdens kvinder arbejder ironisk nok nu hårdere end nogen sinde før, men de har mistet den økonomiske uafhængighed — eller tryghed — de engang havde.

[Ramme på side 5]

Hvorfor begge ægtefæller arbejder

De forenede Stater: Ved en undersøgelse foretaget blandt 41.000 kvinder sagde 82 procent af de arbejdende kvinder at de gjorde det fordi de manglede penge til at kunne dække deres løbende udgifter.

Frankrig: I dette land „er der flere kvinder der arbejder uden for hjemmet end i noget andet vesteuropæisk land“. Omkring 84 procent gør det „af ren og skær økonomisk nødvendighed“.

Canada: En undersøgelse foretaget af Torontos universitet viste at „det er karakteristisk at mænd hvis kone har heltidsjob tjener mindre end andre mænd. De mænd hvis kone har heltidsjob tjener i gennemsnit 18.240 dollars, mens . . . de mænd der er alene om at forsørge familien, har en gennemsnitsindtægt på 22.273 dollars“.

Indien: Sociologen Zarina Bhatty siger: „Kvinder arbejder fordi de er nødt til det, og ikke fordi det giver dem mulighed for at opnå større frihed og økonomisk uafhængighed eller for at realisere sig selv.“

[Illustration på side 5]

Den industrielle revolution medførte at mange mænd begyndte at arbejde på fabrikkerne i stedet for ved landbruget. Nogle mener at kvinderne derved blev „et økonomisk passiv“