Politik og den første verdenskrig

For næsten 2000 år siden holdt Jesus sin berømte bjergprædiken, hvori han opstillede de grundlæggende principper for kristen adfærd. Han fremholdt kærlighed, tilgivelse og ikke-vold fremfor had og hævngerrighed. (Mattæus, kapitlerne 5 til 7) Op gennem historien har kristenheden hævdet at gå i hans fodspor. Men hvad kommer til syne hvis man kaster et forskende blik på det tyvende århundredes politik? Har kristenhedens regeringer fulgt kristendommens principper? Eller har de — bevidst eller ubevidst — fulgt de kyniske principper som Niccolò Machiavelli opstillede i sit værk om menneskehedens historie? I bogen Fyrsten gjorde han rede for de metoder som nogle statsmænd med held havde anvendt i århundreder. På side 7 finder du nogle af hans vigtigste grundsætninger.

DA VERDEN trådte ind i det tyvende århundrede syntes fremtiden relativt stabil. De europæiske stormagter havde indgået alliancer der skulle skabe ’ligevægt’ og garantere freden. Det blev dog ved teorien. Som historikeren R. R. Palmer skrev i A History of the Modern World: „Europæerne troede sig på vej mod et nyt højdepunkt præget af positive fremskridt og en rigere kultur, hvor den moderne videnskabs og opfindelsernes velsignelser ville komme flere til gode. . . . I stedet styrtedes Europa i 1914 ud i katastrofen.“

Professor A. J. P. Taylor siger endda: „Det er vanskeligt at se nogen grund til fjendtlighed mellem de europæiske stormagter i forsommeren 1914.“ Alligevel styrtedes de europæiske politikere ud i den store krigs katastrofe mellem 1914 og 1918. Hvorfor? Ifølge den førnævnte professor var årsagen „alliancerne [Triplealliancen mellem Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien, og Triple-ententen mellem Frankrig, Sovjetunionen og Storbritannien] . . . De skulle bidrage til freden men bidrog til krigen.“

Jesus gav denne vejledning: „Uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til,“ og: „Bliv ved med at elske jeres fjender.“ (Mattæus 5:39, 44) Machiavelli gav derimod udtryk for at det var nødvendigt for en hersker der ønskede at nå sine mål, at anvende dyriske magtmetoder. Han skrev: „En fyrste, der vil bevare sin magt, [må] være i stand til ikke at være god, og at anvende det gode eller det ikke gode, efter som omstændighederne kræver det“! Stod det til ham, var de kristne principper blevet ofret på det egoistiske hensyns alter.

Da Europas katolske, protestantiske og ortodokse politiske herskere — konger, kejsere, præsidenter og premierministre — erklærede krig i 1914, hvis lære var det da de bevidst eller ubevidst efterlevede? Den lære der stammede fra ham som de foregav at tjene — Jesus Kristus? Eller Machiavellis?

„Krigen der skal gøre ende på alle krige“ og „krigen der skal sikre demokratiets sag i verden“ var nogle af de fraser der blev brugt flittigt i forsøgene på at retfærdiggøre de massenedslagtninger som politiske ledere i 1914 drev de unge mænd ud i. Hvilken form for krig var det da? Hvor store omkostninger fik den — ikke for politikerne, men for folket?

Den første verdenskrigs følger

Slaget ved Somme i Nordfrankrig illustrerer måske bedst hvilken meningsløs ofring af menneskeliv der fandt sted i den første verdenskrig. Professor Palmer oplyser: „Slaget ved Somme, som varede fra juli til oktober [1916], kostede tyskerne omkring 500.000 mand, englænderne 400.000 og franskmændene 200.000.“ Samlede omkostninger: 1.100.000 menneskeliv! Og resultaterne? „Intet af værdi var blevet vundet,“ skriver professor Palmer. Men meget var gået tabt — 1.100.000 fædre, ægtemænd og sønner som efterlod sig millioner af sørgende forældre, hustruer og faderløse børn. Denne høst af død var resultatet af blot et eneste slag! Hvad var den grundlæggende årsag? Splittende politik der spillede på nationalisme og patriotisme for at skaffe kanonføde til en krig der aldrig skulle have været ført.

Hvor store var de samlede omkostninger der måtte betales af de krigsførende landes folk (men sjældent af deres herskere)? I en kilde hedder det: „Den 11. november 1918 . . . lå otte millioner soldater døde, og yderligere tyve millioner var sårede, syge og lemlæstede, eller spyttede blod på grund af gasangreb.“ Hvor mange civile gik det ud over? „Toogtyve millioner civile var blevet dræbt eller såret, og de overlevende boede i landsbyer der var sprængt i stumper og stykker.“

Bibelens symbol for Satans verdensomspændende politiske organisation — et „vilddyr“ — synes endnu mere velvalgt i betragtning af denne nedslagtning.a (Åbenbaringen 13:1, 2) Det forekommer nu og da at et vilddyr dræber blot for at dræbe. Nogle dræber endda deres eget afkom.

Da den første verdenskrig sluttede med våbenstilstand i november 1918, var forventningerne store. Forfatteren Charles L. Mee har udtrykt det på denne måde i bogen The End of Order, Versailles 1919: „Den første verdenskrig havde været en tragedie af forfærdende omfang. Femogtres millioner mænd var blevet mobiliseret — mange millioner flere end der nogen sinde før var draget i krig — og de havde fået at vide at det de skulle udkæmpe var retfærdighedens og ærens krig, den nationale stoltheds og de store idealers krig, en krig der skulle gøre ende på alle krige, ja, at de skulle grundlægge en helt ny orden med fred og retfærdighed i verden.“

Lærte de politiske ledere noget af dette grusomme blodbad? Begyndte de såkaldt kristne lande i højere grad at praktisere den kærlighed som Kristus havde befalet sine disciple at vise? Nej — begivenhederne siden 1918 har afsløret falskheden i de fraser og slagord som med stor dygtighed blev brugt af politikere, gejstlige og militarister.

Charles L. Mees kommentar er meget rammende: „De diplomater der mødtes [ved fredskonferencen i Paris] . . . genoprettede langtfra ro og orden i verden, men fastholdt i stedet Den store Krigs kaos, og forseglede det ved hjælp af hævngerrighed og uagtsomhed, afmagt og intriger, så det blev en permanent tilstand i vort århundrede.“ At kaos blev en permanent tilstand i det tyvende århundrede bekræftedes af senere begivenheder.

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

Niccolò Machiavelli, en dygtig statsmand og skribent som levede fra 1469 til 1527, opstillede i sin bog Fyrsten følgende principper for hvordan en politisk hersker kan få succes.

(1) „Det [er] mere trygt at være frygtet end elsket . . . Menneskene har . . . mindre skrupler ved at såre en fyrste, der er elsket, end en, der er frygtet.“

(2) „Man [lærer] af erfaringerne, at det i vore dage er de fyrster, der har udrettet mest, som kun i ringe grad agtede troskab.“

(3) „Man må gøre sig klart, at der eksisterer to slags våben: lovens og magtens. De første er karakteristisk for menneskene, de sidste for dyrene. Men da de første ikke altid slår til, må man ved lejlighed benytte sig af de andre.“

(4) „Det er derfor ikke nødvendigt, at en fyrste ejer alle de nævnte dyder, men det er nødvendigt, at han tilsyneladende ejer dem.“ — Kursiveret af os.

(5) En fyrste må „synes at være mild, tro, menneskelig, retskaffen og gudfrygtig . . . Særlig den sidste egenskab er det nødvendigt at give udseende af at eje. Mennesket dømmer i almindelighed mere på grund af synet end på grund af fingrene . . . Enhver kan se, hvad en fyrste synes at være, men kun få kommer i berøring med hans sande væsen.“

(6) „En fyrste må altså ikke have noget andet mål, ikke nogen anden tanke, ikke interessere sig for andre ting end krigen, dens regler og forudsætninger. Dette er den eneste kunst, der passer til en fyrste.“

(7) „En fyrste, der vil bevare sin magt, [må] være i stand til ikke at være god, og at anvende det gode eller det ikke gode, efter som omstændighederne kræver det.“

[Illustration på side 6]

Den omfattende nedslagtning i den første verdenskrig afslørede politikernes dårskab

[Kildeangivelse]

National Archives

[Illustration på side 7]

Machiavelli baserede sine politiske grundsætninger på tidligere tiders historie