Har politiske messias’er bragt fred?

WOODROW WILSON, USAs daværende præsident, var en af dem der førte an i fredsforhandlingerne efter den første verdenskrig. Han blev af nogle betragtet som „den uselviske forkæmper for en ny verdensorden bygget på retfærdighed og agtelse for alle menneskers higen“. Hans løsning på verdensfredens problem var Folkeforbundet. Det var hans yndlingsprojekt, og han nærede store forventninger til det.

I en beretning hedder det: „På et tidspunkt forbløffede han [den britiske premierminister] Lloyd George og [den franske ministerpræsident] Clemenceau ved at udmale hvordan forbundet ville skabe et broderskab mellem menneskene hvor kristendommen ikke havde kunnet gøre det.“ Hvorfor var Jesus Kristus ’kommet til kort’ på dette punkt? Wilson svarede: „Han fremholdt idealet uden at anvise nogen realistisk måde at nå det på. Det er derfor jeg foreslår en realistisk plan hvorved vi kan nå de mål Han satte.“

Wilson blev af den franske presse udråbt som „idealets ypperstepræst, nationernes forener, menneskehedens velgører, sejrens hyrde og fredens lovgiver“. Endnu en gang blev folk forledt til at sætte deres håb og lid til politikere og deres planer for „en ny verdensorden“. Bragte Folkeforbundet varig fred? Eller bidrog det til at en tidsalder blev præget af kaos?

Italiens messias

Kort tid efter at Folkeforbundet var blevet oprettet, fremstod der flere politiske messias’er som bragte lidelser over millioner af mennesker. I 1922 kom Benito Mussolini, en ivrig læser af Machiavelli, til magten i Italien. Hans fascisme blev hyldet som „den sande religion“. Men med den fulgte en æra med „vold, bedrag og valgsvindel“, beretter historikeren R. R. Palmer. En italiensk professor og fremtrædende fascistisk filosof, Giovanni Gentile, „priste voldsanvendelsen, selv fascisternes tortur, når den iværksattes i statens interesse“. Han gav udtryk for at en sådan vold er „ønsket af Gud, og af alle mennesker der tror på Gud, . . . og på den lov som Gud ganske givet ønsker skal råde i verden“.

Var dette et produkt af Kristi adfærdsregler eller af Machiavellis grundsætninger? Hvem af dem var det der sagde: ’Det er mere trygt at være frygtet end elsket’? Det var bestemt ikke Jesus Kristus! Han sagde derimod: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

Med den katolske kirkes velsignelse angreb og undertvang det fascistiske Italien i 1935 Etiopien. Hvad gjorde Wilsons messianske Folkeforbund ved dét? „Endnu en gang mislykkedes det for Folkeforbundet . . . at skabe midler til disciplinær indgriben over for en selvrådig stormagt.“ — A History of the Modern World, af R. R. Palmer.

En tid med terror

I 1933 blev Adolf Hitler, en tidligere ukendt, østrigsk katolik, rigskansler i Tyskland. Han ventede ikke længe med at udtrykke sin foragt for Folkeforbundet og Versailles-traktaten, hvis betingelser han følte havde ydmyget Tyskland dybt i 1919. Han trak Tyskland ud af Folkeforbundet, brød Versailles-traktaten og begyndte at opbygge Tysklands væbnede styrker.

I sit politiske manifest, Mein Kampf, forklarer Hitler hvorfor han senere greb til åndelig terror baseret på løgn og bagvaskelse: „Dette er en taktik, der er baseret på nøjagtig beregning af alle menneskelige svagheder, og dens resultat vil med næsten matematisk sikkerhed blive det ønskede . . . Jeg opnåede en lignende forståelse af betydningen af fysisk terror mod individet og masserne.“

Hitler oprettede Gestapo, som sammen med SS blev terrorens virkemiddel. Gennem hård forfølgelse af minoritetsgrupper opnåede han flertallets respektfulde frygt uden at vække dets had. Dette ikke ganske tavse flertal hyldede Hitler som dets fører. De fleste samarbejdede eller fandt sig i tingenes tilstand — uanset religiøs baggrund. Machiavellis grundsætninger var atter blevet en politisk realitet.

Fra 1936 og fremefter førte Hitler en indlemmelses- og invasionspolitik der førte til besættelsen af Rhinlandet, Gdansk, Østrig og Tjekkoslovakiet. Men dette var blot optakten til et langt større kaos der skulle komme.

„De skal dræbes som svin!“

I 1936 førte den fascistiske general Franco an i et oprør mod den venstreorienterede, republikanske regering i Madrid. Denne opstand blev velsignet af den katolske kirke som havde den været et korstog. Ifølge forfatteren C. L. Sulzberger sendte Hitler og Mussolini senere 85.000 soldater til støtte for Francos hær. Tyske fly bombede spanske byer.

Antonio Bahamonde, der var højre hånd for en af Francos generaler, har angående blodsudgydelserne og massedrabene på fangerne sagt at det stod Francos generaler fuldstændig klart „at de kun med terror . . . kunne beherske folket . . . terror under dække af orden — en orden som den der hersker på en kirkegård“. En anden general har meget ligefremt sagt: „Jævne mennesker er svin. De skal dræbes som svin!“ (Miracle of November, Madrid’s Epic Stand 1936, af Dan Kurzman) Disse mænd var officerer i en sejrende hær der for en stor del var katolsk. De accepterede mord i de politiske interessers navn.

Som i alle krige blev der begået oprørende grusomheder på begge sider af fronten. Endnu en gang afsløredes følgerne af en politik der indgyder had og modtager støtte fra religionen. Og det var folket der måtte betale prisen. Den spanske borgerkrig, som varede i tre år, krævede over en halv million menneskeliv. Denne krig blev indledningen til en langt større tragedie — den anden verdenskrig.

Den anden verdenskrig og andre omvæltninger

Hitlers invasion i Polen i september 1939 fik Storbritannien og Frankrig til at erklære Tyskland krig. Endnu en gang blev menneskeheden styrtet ud i masseødelæggelse og elendighed. Med storindustrien i ryggen havde politikerne atter forrådt manden på gaden.

Hvordan var storindustrien indblandet? I politik er penge ensbetydende med magt, og storindustrien har penge. Uden den var Hitler måske aldrig blevet rigskansler i Tyskland. William Shirer skriver i bogen The Rise and Fall of the Third Reich (Det tredje riges storhed og fald): „I slutningen af tyverne begyndte penge at strømme ind til nazistpartiet fra nogle af de store industrifolk i Bayern og Rhinlandet som følte sig tiltrukket af Hitlers modstand mod marxisterne og fagforeningerne.“

Den anden verdenskrig var endnu en demonstration af hvilke grusomheder menneskene kan begå. Hvor mange omkom der i løbet af de seks års nedslagtning som fandt sted på politikernes foranledning? Nogle anslår at det drejer sig om 55 millioner mennesker. Andre millioner var ved krigens slutning blevet „krøblinge, blinde, lemlæstede, hjemløse, forældreløse eller forarmede“. (The People’s Chronology af James Trager) Det politiske „vilddyr“ havde slået til igen.

For at indføre varig fred på jorden oprettede politikere fra de førende verdensmagter i 1945 en ny udgave af Folkeforbundet, De forenede Nationer. Men siden da har verden oplevet over 60 krige, borgerkrige, revolutioner og politiske udrensninger som millioner er blevet ofre for — alt sammen på grund af forskellige politiske ideologier.

Professor Palmer havde ret da han skrev: „Menneskehedens verden har siden 1914 gennemgået . . . en voldsom omvæltning. Den første verdenskrig, vanskelighederne i efterkrigstiden, revolutionerne i Rusland, Kina, Tyrkiet og andre steder, den store depression, diktatorernes parade, den anden verdenskrig, den anden høst af revolutionære forandringer og efterkrigs-vanskeligheder, alt indgår i samme tilpasningsproces, . . . som endnu ikke er overstået, og om hvilken ’kataklysme’ ikke er for stærkt et ord.“

Nu i 1985 synes størstedelen af verden at være delt i to store, indbyrdes modstridende, politiske lejre. Inden for disse grupperinger findes der dog en stor variation af politiske og sociale systemer, lige fra militærdiktaturer til demokratier. Ideologiske uoverensstemmelser truer nu med at fremkalde en verdensomspændende, altødelæggende atomkrig, en katastrofe som størstedelen af menneskeheden ikke ønsker.

Skønt der måske findes oprigtige politikere som arbejder for menneskehedens bedste, må man se i øjnene at politiske ideologier skaber splittelse og har bragt os på udslettelsens rand. Har vi nogen udvej? Findes der nogen regering eller nogen styreform der kan forene menneskeheden i sand fred og gensidig respekt?

[Illustration på side 8]

Præsident Wilson mente at Folkeforbundet var „en realistisk plan hvorved vi kan nå de mål [Kristus] satte“

[Kildeangivelse]

National Archives

[Illustration på side 9]

Benito Mussolinis fascistiske regering anvendte vold når det tjente statens interesser

[Illustration på side 9]

Adolf Hitler bevarede sin magt ved hjælp af terror

[Kildeangivelse]

National Archives

[Illustration på side 10]

General Franco modtog støtte fra Hitler og Mussolini

[Kildeangivelse]

National Archives