Vi tøvede ikke
FORTALT AF LEON PETTITT
„MAN får aldrig sået, når man kigger efter vinden, og aldrig høstet, når man ser efter skyerne.“ (Præd. 11:4) Disse ord har hjulpet min hustru Daphne og mig til at gå ind i heltidstjenesten som pionerer, til at tage på Gilead og ud i et fremmed missionærdistrikt — og til at blive her efter at vi nu har fået børn. I England opgav jeg min læreplads efter to års læretid for at blive pioner, så jeg kunne bruge al min tid til at fortælle andre om Guds rige. Min hustru gik af samme grund ud af gymnasiet da hun havde to år tilbage. Vi havde endnu ikke mødt hinanden. I 1951 havde jeg gennemgået Vagttårnets bibelskole Gilead i New York og blev sendt til Japan. Daphne kom fire år senere, og vi blev gift i sommeren 1957. Det var først i 1968 vi fik børn. Den ældste af vore to drenge går i den stedlige japanske skole.
I den tid hvor vi begge kunne bruge det meste af vores tid i missionærtjenesten, stillede vi os til rådighed så Vagttårnsselskabet kunne sende os derhen hvor der var mest brug for os. Vi tog imod enhver ny distriktstildeling, ligegyldig hvor distriktet lå, og det har givet os mange rige velsignelser.
I det kolde Nordjapan
Efter at vi var blevet gift fik vi først den opgave at påbegynde arbejdet på øen Hokkaido sammen med fire andre missionærer. De kolde vintre var ikke noget nyt for os, men den første vinters vedvarende kuldegrader, forrygende snestorme og dybe sne var vi ikke vant til. Vi opdagede dog snart at disse lange vintre, hvor folk havde forholdsvis lidt at tage sig til, åbnede mange muligheder for bibelstudier i deres hjem. Da foråret kom var flere af dem parate til at følges med os i vort hus-til-hus-arbejde med Bibelen.
Jeg påbegyndte et studium med en universitetsstuderende hvis højeste ønske var at blive skolelærer et eller andet afsidesliggende sted hvor lærerne ofte var uvillige til at tage hen. Blot seks måneder før han skulle have sin eksamen begyndte vi at studere hver dag. På kort tid tog han imod sandheden og besluttede at bruge hele sin tid til at undervise i Bibelen i stedet for at blive skolelærer. Ligesom vi selv, tøvede han ikke. Han skovlede sne, beskar træer, arbejdede som vicevært og havde andre former for deltidsarbejde for at kunne forsørge sig selv, indtil han fik det privilegium at bruge hele sin tid i tjenesten for Jehova som specialpioner. I dag er han også gift og har børn, og han fortsætter med at tjene trofast som ældste i en af Japans 866 menigheder af Jehovas vidner.
Der er allerede gået nitten år siden vi kom til Hokkaido og dannede den første menighed i Sapporo. Nu er der femoghalvfjerds menigheder i dette nordlige område. Senere blev vi igen sendt sydpå, for at besøge en kreds af japanske menigheder. Efter at vi havde været tre år i Nordjapan, føltes vinteren i Tokyo som et forår.
Et besøg som bar frugt
Mens vi forkyndte sammen med en af menighederne i Tokyo, besøgte min hustru lige før klokken tolv en lille restaurant. Til hendes forbavselse tegnede den travle ejer et abonnement på Vagttårnet efter kun at have fået nogle få oplysninger. Da hun fik at vide at ejeren af restauranten havde nogle stille timer om eftermiddagen, vendte hun i den samme uge tilbage sammen med et lokalt Jehovas vidne, og de aftalte et bibelstudium med ham. Det viste sig at denne mand havde et stærkt ønske om at gøre noget for andre, og dét gav sandheden ham virkelig mulighed for. I samme uge kom han til mødet i sine hvide overalls; og for hver gang vi besøgte menigheden, hvilket skete hver fjerde måned, havde han gjort yderligere fremskridt. Ved et af vore besøg sørgede han for husly til os. Han og hans hustru har nu i mange år brugt al deres tid i tjenesten for Jehova Gud. Ved de store stævner ser vi ham stadig i sine hvide overalls, idet han står for bespisningen og overvåger tilberedningen af måltiderne til titusinder af stævnedeltagere. Hans hustru og børn er lykkelige over at han ikke tøvede dengang min hustru mødte ham for første gang.
Senere fik vi den opgave at arbejde i områdetjenesten. Det betød at jeg skulle organisere stævner for kredse af Jehovas vidner hver anden uge og samtidig holde foredrag ved disse stævner. Det er vel overflødigt at bemærke at vi nu var ret godt hjemme i det japanske sprog. Vort område indbefattede mere end halvdelen af Japan, også Okinawa.
Tjeneste på Okinawa
Indbyggerne på Okinawa gav sig god tid. Mange steder var de meget gæstfri, og før vi overhovedet kunne begynde at forklare formålet med vort besøg sad vi på en måtte og fik serveret grøn te og store stykker brunt sukker. Den store gæstfrihed som indbyggerne på Okinawa viste, samt vore brødres kærlighed, vil vi altid med glæde tænke tilbage på.
Før Okinawa igen blev indlemmet i Japan, var en af vore åndelige søstre lige ved at miste sit arbejde som lærer på grund af flaghilsenspørgsmålet. Grunden var at flere børn på skolen studerede Bibelen med hende, og de nægtede på grund af deres samvittighed at hilse det japanske flag. Hendes mand, som selv var lærer ved en højere skole og på det tidspunkt ikke var troende, talte med held hendes sag over for skolemyndighederne. Derefter blev han selv et af Jehovas vidner som følge af de omhyggelige undersøgelser han havde måttet foretage. Det var meget inspirerende at arbejde sammen med ham fra hus til hus. Senere blev han ældste, og han stod i spidsen for bygningen af den smukke rigssal i Koza City.
De japanske stævner markerer fremgangen
Ved stævnerne føler man i særlig grad den ånd og vækst der er blandt Guds folk. Til at begynde med, da kun nogle få hundrede overværede landsstævnerne, da vi sov i senge som var for korte til udlændinge med lange ben, og da vi til morgenmad spiste rå æg hældt ud over kold ris, kunne vi overhovedet ikke forestille os at Jehovas arbejde ville vokse så meget i Japan. Stævnerne har uden tvivl medvirket meget til den vækst der har fundet sted.
Et stort antal ikke-troende ægtemænd overværer stævnerne. Ofte er de overraskede over at se så mange arbejdere — ligesom de selv — sammen med deres familier overvære stævnet. De japanske mænd helliger sig almindeligvis helt og fuldt deres arbejde. Det firmaet kræver, går forud for familien og personlige ønsker. Mange føler at hvis de studerer Bibelen, går til møder, holder op med at spille og ryge og gør andre forandringer, vil de til sidst også blive tvunget til at opgive deres arbejde. Ved stævnerne møder de mænd som har gjort disse forandringer uden at skifte arbejde.
Jeg hørte engang en ikke-troende spørge et japansk Jehovas vidne: „Men hvad ville du gøre hvis dit firma bad dig repræsentere firmaet ved en buddhistisk begravelse?“ Broderen forklarede at han faktisk havde stået i den situation. I stedet for at overvære begravelsen og sætte de efterladte i forlegenhed ved ikke at deltage i deres gudsdyrkelse, var han taget hen til hjemmet aftenen i forvejen, havde afleveret sit visitkort og firmaets gave og forklaret at han ikke kunne deltage i begravelsen den følgende dag. Gennem sådanne samtaler har ikke-troende fundet ud af at de godt kan følge Bibelens principper uden nødvendigvis at skulle skifte arbejde.
Stævneforberedelser velsignes
Under forberedelserne til et internationalt stævne spurgte en hustru sin ikke-troende mand om han ville køre hen med middagsmaden til dem der arbejdede på kongresbureauet. De omkringliggende menigheder skiftedes til at sørge for dette. Stævnearbejderne inviterede ham til at spise sammen med dem, og han blev snart interesseret i deres samtale. Diskussionen drejede sig om hvordan man kunne sætte ben på stilladsbrædder så der kunne blive siddepladser til 10.000 mennesker. En foreslog at man brugte rør, hvorpå den fremmede forklarede at han forhandlede rør og med glæde ville bidrage med nogle til dette formål. Dette tilfældige møde løste stævnearbejdernes problem, og blev et vendepunkt i hans eget liv. Nu er han et af Jehovas vidner.
Det var ved det samme internationale stævne at en pionersøster skrev til direktøren for Osakas største elektricitetsværk om de problemer man havde med at skaffe siddepladser fordi de lokale skolemyndigheder ikke ville udlåne stole til en religiøs organisation. Direktøren sørgede for at en af værkets funktionærer så på sagen, med det resultat at flere tusind stole gratis blev udlånt til stævnet. Direktøren havde modtaget brevet dagen før han blev pensioneret.
Den slags tilfælde fik os til at spekulere på om englene ikke har mere travlt ved vore stævner end vi måske tror.
Der var for eksempel også det tilfælde hvor de flittige stævnearbejdere lige var blevet færdige med at klargøre Expo ’70-udstillingsområdet i Osaka til et landsstævne. Så fik man at vide at der aftenen før vort stævne var arrangeret en popmusikfestival på området. Vi følte at Satan allerede ’lo i skægget’ ved udsigten til at hele området blev rodet til igen. Så varslede radioen tyfon. Uvejret styrede lige mod Osaka. Det ville ramme udstillingsområdet lige når festivalen var i fuld gang. Musikfestivalen blev omgående aflyst. Tyfonen? Pludselig ændrede den retning og blev ude over Stillehavet.
Vort familieliv i Japan
For at komme tilbage til vore personlige forhold, så var det en stor forandring for os da vi skulle bosætte os og have børn. Jeg havde ikke nogen uddannelse, og min hustru var lidt ængstelig ved tanken om at skulle have sit første barn i Japan. En broder i England tilbød mig venligt noget arbejde hvis vi kom tilbage. Hvad skulle vi gøre? En canadisk broder som var gift med en japaner, havde klaret sig godt her ved at undervise i engelsk. Måske kunne jeg gøre det samme. Desuden opholdt Daphnes yngre broder og hans familie sig i Uganda for at tjene hvor behovet var stort. Det kunne vi også gøre, ved blot at blive hvor vi var. Vi besluttede at prøve.
Vagttårnsselskabet gjorde os opmærksom på at vi kunne være til nytte i en af menighederne i Nagoya. Brødrene var meget flinke til at hjælpe os med flytningen. Med mange gaver, deriblandt brugte møbler og en ny madras, bosatte vi os i et lille to-værelses hus som vi lejede af en pionersøster. Da vi til at begynde med ikke ejede så meget som en kniv og en gaffel, var vi dybt bevægede over de japanske brødres gavmildhed og store kærlighed.
Da vi nu selv skulle til at opdrage børn, begyndte vi at forstå de problemer som de lokale brødre og deres børn havde. I mange japanske familier er det uddannelse der mere end noget andet optager tankerne. Vore naboer syntes at være meget bekymrede over at vort barn ikke skulle i børnehave, da børnehaven betragtes som det første skridt på vejen til universitetet. Vi begyndte at mærke den snigende påvirkning vore omgivelser øvede for at få os til at være som dem. Naboernes interesse i vore private forhold gav min hustru mange lejligheder til at vidne.
Hun fortalte om møderne, om hvordan børn lærte at være sammen med andre og at sidde stille i to timer, hvordan de rakte hånden op og besvarede spørgsmål (i vores menighed skal de svare klart i en mikrofon) og hvordan de lærte at synge sammen med andre fra en sangbog som er skrevet med de fonetiske skrifttegn, som man almindeligvis ikke lærer før det første skoleår. Børn som modtager denne gratis form for uddannelse i rigssalen, er også beskyttet imod at lære dårlige ting af børn i børnehaven. En ung moder med tre små børn er netop begyndt at overvære møderne på grund af en sådan uformel forkyndelse på legepladsen ved siden af vores hus. En anden nabokone er allerede vores åndelige søster og leder bibelstudier med andre.
Problemer i japanske skoler
Senere besluttede vi at vores søn Ivan skulle i den lokale japanske underskole, hvor han kunne få en god uddannelse, især i japansk. Det ser ud til at de andre drenge nu har accepteret ham, selv om hans blå øjne og lyse hår til at begynde med var noget nyt for dem. Det ser også ud til at hans lærerinde har affundet sig med at der er nogle ting som hans bibeloplærte samvittighed ikke vil tillade at han gør.
Hans første vanskelighed var hvalkødet i skolemaden, som han ikke ville spise fordi man almindeligvis ikke lader blodet løbe af det, sådan som Bibelen foreskriver at man skal. (Apg. 15:28, 29) Så kom ’drengenes fest’ den femte dag i den femte måned. På den dag er det almindeligt at flage med store karper, lavet af tøj eller plastic, i de hjem som har drenge. Børnene i skolen skulle lave papirskarper som de skulle binde på en stang og tage med hjem. Ivan sagde at han ikke ville lave dem, og hans moder blev uden videre kaldt til en samtale på skolen.
Skolen anerkendte at denne fest stammede fra et shintoistisk renselsesritual, men hævdede at den i dag ikke havde nogen religiøs betydning. Man påstod at karpen, som er berømt for sin evne til at svømme op ad et vandfald, blot var et symbol på forældrenes ønske om at deres drenge voksede op og blev stærke. De vægrede sig ved at kalde det overtro, men til sidst gav de Ivan lov til at tegne og klippe noget andet.
Da juletiden nærmede sig, kom lærerinden ud for en anden overraskelse. Julen er blevet rodfæstet blandt japanske buddhister, sammen med fødselsdagsselskaber, Valentinsdag, påskekaniner og andre vestlige skikke som lader sig udnytte af forretningsverdenen. Da børnene skulle tegne juletegninger, bad Ivan, som var den eneste kristne dreng i klassen, om at måtte tegne noget andet. Han kunne have forklaret hvorfor julen ikke har noget at gøre med Jesus Kristus, men lærerinden gjorde sig ikke den ulejlighed at spørge ham.
Hun havde bemærket at Ivan ikke sang den japanske nationalsang sammen med de andre børn, og hun tænkte at det var fordi han var udlænding. Senere fandt hun ud af at han ikke engang sang den britiske nationalsang. Det medførte at min hustru fik lejlighed til at forklare om Jehovas kristne vidners verdensomspændende neutralitet og enhed. Når Ivan bliver ældre vil kan komme til at stå over for andre problemer, for eksempel at skulle lære militære færdigheder — judo og fægtning — noget man lærer under påskud af at det er sport. Vi har tillid til at han også i disse tilfælde vil træffe de rette afgørelser.
Vi mener at bogen Vi lytter til den store Lærer har været en stor hjælp for ham. Den metode bogen benytter er meget anvendelig i praksis. Den lærer først børnene et princip, og derefter overfører den princippet på de problemer som de kan komme ud for. Vi er meget taknemmelige for at Jehovas organisation har sørget for denne betimelige vejledning.
Et velsignelsesrigt liv
Hjemve har været et af Daphnes problemer. Hun ved at vi kan gøre stor gavn ved at bo her, men det har ikke desto mindre været en konstant kamp. Efter i mange år at have søgt en løsning, ser det nu ud til at vi har fundet en. Samtidig med at Daphne allerede har det glædebringende arbejde at hjælpe andre til at lære Bibelens sandheder at kende, har hun besluttet at bruge en formiddag om ugen på at lære japansk malerkunst. Denne regelmæssige afveksling og lejligheden til at bruge lidt tid på noget hun godt kan lide, har i høj grad medvirket til at mindske problemet.
Som ældste i en af Nagoyas fjorten menigheder, som kredsstævnetilsynsmand og familieforsørger har jeg imidlertid nok at se til. Jeg glæder mig over de bibelstudier jeg har med ikke-troende ægtemænd, hvis problemer jeg nu meget bedre forstår da jeg selv skal omgås alle slags mennesker i erhvervslivet. Vi er lykkelige over at have grebet og udnyttet enhver ny lejlighed til at yde Jehova hellig tjeneste! Til andre siger vi også: Tøv ikke. For hvem ved hvilke velsignelser morgendagen vil bringe?