Hvad ligger der bag ’miraklet’?

I SKOLEGÅRDE og ved fabriksporte i Japan vil man som regel finde en statue af en lille dreng med et brændeknippe på ryggen og en bog i hånden. Ninomiya Sontoku er det 19. århundredes japanske „bondevismand“. Han blev født af fattige landarbejdere, men lærte sig selv at læse og skrive. Efter at have haft gode resultater på sin families gård lærte han andre at administrere deres gårde og økonomi og at samarbejde til gensidig gavn. Han blev symbolet på succes gennem hårdt arbejde og fælles hjælp.

Andre lande har naturligvis deres egne versioner af historien om den lille fattige dreng der vokser op og bliver en helt. Men næppe nogen af dem kan måle sig med Ninomiya hvad angår den indflydelse han har øvet på sit folks kulturelle og sociale værdier — dets strenge arbejdsmoral, dets evne til at udholde selv meget omfattende begrænsninger, og dets villighed til at bringe de nødvendige personlige ofre til gavn for helheden. I Ninomiyas ånd fornemmer vi måske mere end i noget andet hvad der ligger bag nutidens ’japanske mirakel’.

Formet i en tidlig alder

Hvert medlem af en japansk familie har en veldefineret plads at udfylde i hjemmet. Børnene tiltaler ikke deres ældre søskende med deres navn men med „storebroder“ eller „storesøster“. På spørgsmålet: „Hvad synes du, storebroder?“ kan en storebroder give sine små søskende et lidt nedladende svar ved at anvende deres navne og en familiær, mindre høflig form af „I“ eller „du“. Manden har mange forskellige udtryk at vælge imellem når han omtaler sin kone, men ingen af dem lyder videre smigrende i vestlige øren. Konen omtaler derimod respektfuldt sin mand som „min herre“. Fra den tidlige barndom lærer japanerne på denne måde at kende deres plads i gruppen, og de forventes at bidrage til den kollektive velfærd ved at spille deres tildelte rolle.

Undervisning i fællesskab

Dette indprentes endnu dybere i børnene når de begynder at gå i skole. Også her lægges vægten på fællesskab og kollektive værdier. Eleverne bærer skoleuniformer. For at de skal opdyrke en følelse af samhørighed omfatter deres pligter at holde rent og pænt i klasseværelser, på gange og i skolegården. Det japanske undervisningssystem er velkendt for dets stive og krævende normer. Kun få fag er valgfri, og alle i klassen forventes at gøre deres bedste for at følge med. Det er blevet sagt at det japanske syn på undervisning generelt er at læreren fremholder nogle oplysninger som eleverne tilegner sig, i regelen ved at lære dem udenad. Der opmuntres ikke til individualitet og selvstændig tænkning.

Der er kun skolepligt i ni år, men det er en udbredt opfattelse blandt japanerne at det kan sikre en et godt job, tryghed og succes at gå i det rigtige gymnasium og på det rigtige universitet. „Hvor godt det går en i livet afhænger i Japan for en stor del af ved hvilket universitet man har studeret,“ udtaler en skoleleder. „Det er en passérseddel man må have, og kampen for at få den begynder tidligt i livet.“

Som en del af denne ’kamp’ skal eleverne bestå nogle skrappe adgangseksamener for at komme ind på elite-gymnasierne, hvor de så forberedes til de endnu vanskeligere eksamener de skal bestå for at komme ind på de attråede universiteter. Konkurrencen er så hård i disse eksamener at over halvdelen af eleverne i folkeskolen går til ekstraundervisning efter den normale skoletid. Dette skal ses i forhold til at skoleåret i Japan i forvejen er langt — 240 dage, i sammenligning med gennemsnitlig 200 dage her i Danmark. Personlige ofre og mange timers koncentreret lektielæsning er ikke usædvanligt selv på dette tidlige stadium.

Arbejdet med at sørge for at børnene gør hvad der forventes af dem hviler hovedsagelig på moderen, hvis opgave det er at overtale, formane, tvinge eller ligefrem true børnene til at være flittige i skolen. Moderen har i Japan fået kælenavnet kyoiku mama (uddannelsesmoder). Hun går i skole med børnene når det er ’forældredag’, drøfter deres fremskridt med lærerne, følger med i deres prøveresultater og karakterer, og går endda i skole for dem når de er syge, så de ikke går glip af undervisningen. Alt dette gør hun for at sikre sig at de klarer sig godt i de vanskelige eksamener hvor konkurrencen er hård.

Hvad sker der så hvis en elev ikke lever op til forventningerne? Da forlanges det at han viser offentlig anger, for eksempel i form af en stil eller et foredrag for resten af klassen. Han må bekende at han har svigtet, hvad årsagen er og hvad han har tænkt sig at gøre for at rette op på situationen. Fra tid til anden beder man forældrene om at udfylde et spørgeskema om hvad børnene laver uden for skoletiden, om deres spisevaner, deres gode og dårlige sider og andre private anliggender der har med familielivet at gøre. Det antages at man gennem en sådan åbenhed kan bekæmpe en eventuel tendens til individualisme, og at dette igen vil gøre det lettere for børnene at samarbejde med andre senere hen.

Det siger sig selv at et så stift og strengt system har både fordele og ulemper. På plussiden kan nævnes at det frembringer unge med gode kvalifikationer i læsning, skrivning, regning og andre grundlæggende færdigheder. „For store dele af befolkningen har undervisningssystemet [i Japan] hævet kundskabskvaliteten til et stade der ikke nås andre steder,“ skriver Far Eastern Economic Review, og æren for landets økonomiske succes efter den anden verdenskrig kan i udstrakt grad tilskrives „denne fine kvalitet af deres menneskelige ressourcer“. På den anden side har presset til at være som alle andre, til at klare sig godt og ikke sakke bagud, skabt en atmosfære som i en trykkoger for de mindre begavede elever. Indestængt frustration har ført til selvmord og voldsudbrud i skolerne — hvilket nu og da har givet stof til uhyggelige overskrifter i aviserne.

Universitet og arbejde

Ironisk nok er presset overstået når først man kommer ind på et universitet. På de mest eftertragtede arbejdspladser — ansete regeringskontorer og store firmaer — bedømmes de der søger arbejde som regel efter hvilket universitet det var lykkedes dem at komme ind på og ikke efter hvordan de klarede sig dér, forudsat naturligvis at de fik deres eksamen. Når de er blevet ansat betragtes de som et råmateriale. De omformes, omskoles og efteruddannes til de tjener firmaets formål bedst muligt.

Efteruddannelse er imidlertid ikke forbeholdt de nyansatte. De store firmaer er opmærksomme på de hastige forandringer på det teknologiske område, og bruger derfor store summer på at uddanne de ansatte gennem hele deres karriere. Derved bliver de mere brugbare for firmaet, og firmaet kan til stadighed være i spidsen uanset hvilke fremskridt der sker inden for teknologien.

Dette er til dels forklaringen på at de fleste japanere arbejder for det samme firma hele livet igennem. Hvis de siger op, er der så godt som ingen andre steder de kan få arbejde. Firmaerne henter nye folk direkte fra universiteterne og gymnasierne — ikke fra andre firmaer. Hvorfor ansætte en der har sagt sit tidligere arbejde op, når der er masser af „nye“ folk der hellere end gerne vil ansættes på livstid i firmaet? I Japan er det meget usandsynligt at man forbedrer sin situation ved at finde et andet arbejde — uanset hvor utilfreds man er med sin nuværende stilling. Livet bliver surt for den der siger op. Det accepterede mønster er ét gymnasium, ét universitet, ét firma.

Hvordan er det at arbejde og leve under Japans økonomiske system — dets succes til trods? De store firmaer og den livslange ansættelse giver måske en forestilling om tryghed, men er det ensbetydende med den allerhøjeste grad af lykke og tilfredshed at være et hjul i dette mirakel-maskineri? Lad os nu se nærmere på hvordan livet former sig i et stort firma i Japan.

[Illustration på side 4]

Undervisningssystemet er kendt for dets krævende normer

[Kildeangivelse]

Det japanske Informationscenter

[Illustration på side 5]

Skolerne lægger vægt på fællesskab og kollektive værdier

[Kildeangivelse]

Det japanske Informationscenter