Min fader var landsbylæge

„MIN fader var landsbylæge.“ Disse ord siger meget om en bestemt gruppe mænd fra begyndelsen af det 20. århundrede som havde en profession der var lidt ud over det sædvanlige. Mange af dem havde helt viet sig deres gerning. De var utrættelige og ualmindelig venlige over for deres patienter. Landsbylægerne var til stor gavn for lokalsamfundet og især for de fattige og syge.

De lod til at have en sjette sans når det gjaldt om at stille en diagnose uden hjælp fra moderne teknologi; måske skyldtes det deres store erfaring med så mange sygdomme. Nu skal det ikke forstås sådan at de var uden uddannelse eller var ulærde på deres område. Min fader fik først en uddannelse som skolelærer, og senere kom han på Starling Medical School i Columbus, Ohio. Denne skole blev senere et fakultet under Ohio State University.

Lad mig fortælle om hvordan det var at være læge dengang — uden adgang til antibiotika eller ’mirakelmedicin’. For det meste havde de pillerne og medicinen i en lille sort taske. Eller, hvis de var på deres kontor, ville de måske ordinere et grønt tonikum, en hvid salve eller en sort salve, alt efter tilfældets art. Disse lægemidler købte fader hos den rejsende repræsentant i medicin når denne aflagde et af sine hyppige besøg i hans kontor. Landsbylægen var også i nogen grad oplært i apotekerkunst, og det skete derfor kun sjældent at en patient fik en recept og måtte rejse langt for selv at hente sin medicin.

I begyndelsen rejste fader med hest og vogn, men senere fik han en Ford T der skulle startes med håndsving. Jeg kan huske de kolde morgener hvor han stod og baksede med Ford’en. Den ville overhovedet ikke starte! Min fader var ellers mild af natur, men denne præstation kunne få ham til at udslynge ord der med det samme burde have varmet motoren tilstrækkeligt op til start!

Men før eller siden startede den gamle Ford, og fader tog af sted for at besøge den syge. Selv i de tidlige morgentimer kunne telefonen ringe, og så måtte han op af sin varme seng og ud i natten for at forsøge at hjælpe den syge. Ja, dengang kom lægen på besøg, også hvis patienten måske var rask nok til selv at tage hen til lægen!

For slet ikke at tale om deres væremåde når de sad ved siden af sengen! Når en landsbylæge kom ind i værelset til en patient var der en atmosfære af tillid omkring ham, og han var omsorgsfuld og oprigtigt interesseret. Han kunne trøste en ung kvinde som i angst og smerte var ved at føde sit første barn. Eller han lagde sin kølige hånd på ens pande når den brændte af feber. Var man syg kom han og viste én sin opmærksomhed, der var som balsam mod smerten. Derefter plejede han at stikke hånden ned i sin lille sorte taske, lede lidt rundt blandt dens indhold og tage en pille frem som man skulle tage, hvorpå han lovede at komme igen.

Landsbylægen havde kundskab om mangt og meget. Han kunne ikke alene sætte et brækket ben sammen igen eller hjælpe mødre når de skulle bringe deres børn til verden, men måtte til tider også bekæmpe smitsomme sygdomme. I den lille by i West Virginia hvor vi boede, opstod der engang en tyfusepidemi, hvilket ikke var noget usædvanligt dengang. Det var ikke så få af dem fader plejede der blev helbredt. Vi fik senere at vide at han blandt kolleger havde ry som en fremragende læge eftersom han aldrig havde mistet en patient på grund af tyfus!

Han kunne også trække tænder ud!

Ja, han kunne også trække tænder ud, og han gjorde det for et honorar på 50 cents (cirka 5 kroner). Måske var honoraret endda i overkanten, når man tager i betragtning hvor ondt det må have gjort i sammenligning med udtrækning af tænder nu om dage. En kold vinteraften kom der en mand til vort hus og bad fader komme og trække en af hans faders tænder ud der gjorde ondt. Vejen der førte ud til huset var for dårlig til selv en hestevogn, så fader red på hesteryg til mandens hus der lå ti kilometer ude ad en markvej. Det gjorde han for 5 kroner!

Så kom den spanske syge i 1918-19. Min fader havde bogstavelig talt travlt dag og nat. Folk var desperate efter at få lægehjælp. Hvis det hus han skulle besøge for eksempel lå for enden af en sidevej, ville han efter besøget blive standset ved praktisk taget hvert eneste hus på vejen tilbage til hovedvejen. I vor egen familie var vi fire der blev ramt af sygdommen, og til sidst var fader selv så udslidt at også han fik den. Men takket være ham, overlevede vi alle.

Landsbylægen blev „godt betalt“

Hvad med betalingen for alt dette? På en måde blev fader godt betalt. Han opnåede ikke alene stor tilfredshed ved at hjælpe andre, men var også vellidt. Mange børn blev opkaldt efter ham, ja faktisk var der også nogle som opkaldte deres nyfødte børn efter hans små piger.

Hvad penge angik klarede fader sig for hvad man i dag vil betragte som en beskeden løn. Men de fleste landsbylæger havde på en eller anden måde energi nok til at passe en stor have og holde en ko og nogle høns, og det var en hjælp til at de kunne klare sig. I høsttiden bestod betalingen fra patienterne ofte af æbler, kartofler, pølse, skinke eller hvad nu landmændene havde. Hvis en patient havde haft uheld, for eksempel med høsten, ja, så kunne fader vente med at få sine penge. Og det hændte mere end én gang at fader gav sine patienter penge til at klare sig gennem en tid med sygdom, hvor de ikke kunne arbejde.

En dag kom fader hjem fra et besøg og kaldte på os børn for at vi skulle komme ud til vognen og se noget. Han åbnede en kasse, og ud smuttede en hundehvalp — den var hans betaling for et sygebesøg. Ingen hund kunne have fået mere kærlighed end Bruno fik, og den blev som en del af familien.

I vort hus i Elm Grove, West Virginia, var min faders kontor med dets forsyning af medicin en del af hjemmet. Uanset hvem der kom til kontoret ved middagstid, blev de inviteret til bords for at spise sammen med os. Fader var meget gæstfri, og ingen gik nogen sinde sultne fra vort hjem. Hvis de boede langt væk og det sneede, var der af og til nogle der overnattede hos os.

Den største form for helbredelse

Det var en vinternat i 1929. Da fader var på vej hjem fra et sygebesøg blev hans bil ramt af en bus. Efter to uger på hospitalet døde han; han blev 57 år gammel. Mange kom for at vise deres respekt for den landsbylæge hvis besøg de stadig skyldte betaling for. Uanset hvordan det så ud, har vi aldrig måttet lide afsavn på grund af faders venlighed mod andre. Faktisk føler jeg at når nogen viser mig venlighed er det en belønning for at jeg har haft en fader der var landsbylæge.

Nu fortæller jeg ikke alt dette for at undervurdere den moderne læge og de forunderlige ting man i dag er i stand til at udrette. Her for nylig gennemgik en af mine små venner, der kun er ti år gammel, en hjerneoperation. Operationen varede seks og en halv time — uden brug af blodtransfusion. Min fader kunne ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig at han kunne have hjulpet denne dreng med den kundskab og erfaring der dengang var tilgængelig.

Men selv den moderne læge har sine begrænsninger. Han ser også død og elendighed. Landsbylægen såvel som nutidens praktiserende læge hører hver især deres æra til. Men den tid med velsignelser vil komme hvor den store Læge vil udvirke en varig helbredelse, og „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Jeg har al mulig grund til at tro at min fader, landsbylægen, vil opleve dette og få mulighed for at glæde sig over hele menneskehedens evige sundhed. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 22]

Dengang kom lægen på besøg, også hvis patienten måske var rask nok til selv at tage hen til lægen!

[Tekstcitat på side 23]

Fader åbnede en kasse, og ud smuttede en hundehvalp — den var hans betaling for et sygebesøg