Hungersnøden — kan den afhjælpes?

FRA væg til væg og fra gulv til loft i et 65 hektarer stort underjordisk depot i den amerikanske stat Missouri ligger 1,2 milliarder kilo smør, ost og tørmælk. Dette er ét af overskudslagrene af de fødevarer som den amerikanske regering køber af landmændene for omkring tre milliarder dollars om året. Det koster andre 58 millioner dollars om året at opretholde lagrene, og dertil kommer at regeringen hvert år bruger milliarder af dollars på tilskud til landmændene for at få dem til at mindske produktionen ved at lade helt op til en femtedel af deres jord ligge brak.

Betyder denne overflod at hvis der blot kunne findes en retfærdig måde at fordele madvarerne på, ville der ikke længere være hungersnød i verden? Kan de lande hvor der hersker fødevaremangel, blive ved med at gøre regning på disse tilsyneladende ubegrænsede mængder af mad?

Svaret på disse spørgsmål er livsvigtigt fordi det ikke kun er de sultende i den tredje verden der søger hjælp i de få lande der producerer et overskud af fødevarer — selv mange industrilande er stærkt afhængige af importerede fødevarer fra disse lande. Statistikkerne viser faktisk at det er industrilande som Sovjetunionen og Japan samt nogle EF-lande der køber størstedelen af overskuddet fordi de har råd til at betale for det. Så længe nogle lande kan producere et overskud af fødevarer og forlange en god pris for dem, vil denne trafik uden tvivl fortsætte. Der er dog noget der tyder på at situationen ikke vil vare ved.

Mørke udsigter

De fleste analytikere mener at efterspørgselen i fremtiden vil overstige udbuddet. Mange af dem påpeger at fødevareproduktionen i verden er stagneret i løbet af de sidste ti år, mens efterspørgselen er steget støt. Forskellen på udbud og efterspørgsel mindskes. Hvad har bidraget til dette?

Dårligt vejr er utvivlsomt en faktor. Den lange, varme sommer i De forenede Stater i 1980 og det hyppigt dårlige vejr i Sovjetunionen har betydet at høsten er slået alvorligt fejl flere gange. Det skal dertil siges at miljøforskere mener at når høsten slår fejl skyldes det i virkeligheden bestræbelserne for at få større udbytte og for at drive landbrug på en mere effektiv måde. Dengang landbrugene var mindre og knap så „effektive“, plantede man flere forskellige slags afgrøder, og landmændene var ikke så afhængige af godt vejr. Det moderne, kommercielle landbrug har i mange tilfælde medført at i tusindvis af hektarer tilplantes med den samme afgrøde.

Intensivt landbrug udpiner jorden og giver den kun ganske lidt igen. År efter år dyrkes den samme afgrøde på det samme jordstykke, og næringsstofferne og de organiske stoffer i det mørke og frugtbare øverste muldlag erstattes ikke. Dertil kommer at landbrugsjord i verdens største landbrugsområder med en alarmerende hastighed ødelægges af vind- og vanderosion. I den amerikanske stat Iowa forsvinder der for eksempel gennemsnitlig 25 tons muldjord (et lag på en kvart centimeter) pr. hektar hvert år. En undersøgelse foretaget af en organisation til bevarelse af landbrugsjord viser at kornproduktionen mindskes med omkring seks procent for hver 2,5 centimeter muld der borteroderes. Organisationen advarer om at hvis den nuværende erosionshastighed ikke mindskes kan De forenede Staters kornproduktion falde med helt op til en tredjedel inden for de nærmeste årtier.

Produktiviteten falder også af en anden grund. Den frugtbare landbrugsjord forsvinder hastigt. De opskruede priser på fast ejendom, de høje omkostninger ved brændsel, kemikalier, arbejdskraft og maskiner, samt de lave priser på landbrugsprodukter på grund af de rigelige mængder, øver et vældigt pres på de ’små’ landmænd og får mange til at give op. Derfor bliver ikke mindre end 400.000 hektarer landbrugsjord i De forenede Stater årligt udlagt til anlæggelse af veje og til byggeri af boliger, butikscentre og reservoirer. I Danmark faldt det dyrkede areal på et enkelt år (fra 1982 til 1983) med over 41.000 hektarer, svarende til mere end hele øen Mors.

„Når man tænker på det store overskud af fødevarer, på hungersnøden i verden og på at der ikke er nogen fortjeneste ved at drive landbrug, bliver det åbenbart for enhver at det nuværende system ikke virker,“ har en økonom fra det amerikanske landbrugsministerium sagt.

Hvordan er udsigterne?

Da vi nu har betragtet begge sider af sagen — forholdene i den tredje verdens lande hvor hungersnøden hærger og i de industrilande der producerer et overskud af fødevarer — hvad kan vi da konkludere om udsigterne til at brødføde denne verdens sultende? „Af alle de problemer der plager menneskeheden er der intet der forekommer så let at løse — og samtidig er så umedgørligt — som hungersnøden.“ Denne konklusion har The New York Times draget i en lang artikelserie om hungersnød. Artiklerne pegede på „utilstrækkelige indkomster og fattigdom“ som den reelle årsag til hungersnøden, og fortsatte: „Før disse genstridige sociale og økonomiske problemer er løst, kan man ikke fjerne hungersnøden uanset hvor mange nødhjælpsprogrammer man iværksætter eller hvor ihærdigt man forsøger at begrænse befolkningseksplosionen.“

Det selvindlysende spørgsmål lyder nu: Hvem kan løse disse „genstridige sociale og økonomiske problemer“ og forbedre situationen reelt? Findes der nogen videnskabsmand, økonom, landmand eller politisk leder der er så viis og mægtig at han kan nedbryde alle de sociale, økonomiske og politiske skranker og fjerne begærlighed, selviskhed og ærgerrighed for at hjælpe de sultende i verden? „Mulighederne for at producere langt mere er til stede,“ hed det i den førnævnte artikelserie i The New York Times. „Men ingen kan med sikkerhed sige hvordan de der har behov for fødevarerne skal få dem i hænde.“

Denne fortvivlende situation blev af Jesus Kristus forudsagt med ordene: „Der skal være tilfælde af hungersnød . . . det ene sted efter det andet,“ og „på jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“. (Mattæus 24:7; Lukas 21:25) Jesus beskrev ikke i detaljer hvordan og hvorfor denne hungersnød skulle indtræffe, men hans ord beskriver med stor nøjagtighed det vi oplever i dag.

Ét er naturligvis at forudsige disse vanskeligheder, noget ganske andet er at finde en brugbar løsning på dem. Som vi har set kan man ikke fjerne hungersnøden blot ved at producere flere fødevarer. Det der skal til er en retfærdig fordeling af fødevarerne. Kun en retfærdig regering kan gøre dette. Jesus Kristus lærte sine disciple at bede om en sådan regering: „Lad dit rige komme.“ — Mattæus 6:10.

Under dette retfærdige styre vil jordens ydeevne blive gendannet: „I ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten. Og den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder.“ (Esajas 35:6, 7) Resultatet af dette vil blive at „jorden skal give sin afgrøde“ og at „der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne“. — Salme 67:6; 72:16.

Der vil heller ikke være nogen som sulter fordi de mangler penge. Alle, fattige såvel som rige, kan få del i jordens overflod. Hele menneskeheden vil blive indbudt, i overensstemmelse med ånden i Esajas 55:1, hvor der siges: „Hej, alle I tørstige! Kom, her er vand. Og de som ikke har penge! Kom, køb og spis. Ja, kom, køb vin og mælk uden penge, ja uden betaling.“

Hvor vil det blive vidunderligt at leve i Guds nye tingenes ordning „hvori retfærdighed skal bo“! — 2 Peter 3:13.

[Illustrationer på side 10]

„Jorden skal give sin afgrøde“