Hiroshima — har man intet lært?

JAPANS indbyggere græd da de om middagen den 15. august 1945 lyttede til radioen. De hørte deres kejser sige: „Det er på tidens og skæbnens befaling at Vi har besluttet at bane vej for en vidunderlig fred for alle de kommende generationer, ved at udholde det uudholdelige og tåle det utålelige.“

Der var kun gået en uges tid siden japanerne havde hørt at en ny slags bombe havde jævnet Hiroshima og Nagasaki med jorden. Nu fik de at vide at Stillehavskrigen var slut — og at de havde tabt. De græd af sorg, men også af lettelse.

Krigens pris havde været høj. Folket var fysisk og følelsesmæssigt udkørt, landet var lagt øde. Over tre millioner japanere var blevet dræbt i krigen, og femten millioner var blevet hjemløse. Halvfems større byer var blevet bombet gentagne gange — to og en halv million bygninger og hjem var blevet ødelagt. Tokyo var blevet forvandlet til aske og ruiner, og dens befolkning var blevet reduceret stærkt af krigen. Japanerne var ramt af nederlagets tragedie — en mørk plet på historien for solopgangens land.

Bestræbelser for at give afkald på krigsførelse

Når man står midt blandt nederlagets ruiner er det let at se at krig er uden mening, et spild af menneskeliv og værdier. Umiddelbart efter krigen omskrev Japan derfor sin forfatning efter et demokratisk mønster og opgav krigsførelse for bestandig. I artikel ni i denne nye forfatning står der:

„Da det japanske folk oprigtigt stræber efter en international fred baseret på retfærdighed og orden, giver det herved for evigt afkald på krigsførelse som landets suveræne ret, samt magtanvendelse eller trussel om dette som et middel til bilæggelse af internationale stridsspørgsmål.

For at nå det mål der nævnes i den foregående paragraf, vil hverken land-, marine- eller luftstyrker eller andet krigspotentiel blive opretholdt. Statens ret til at føre krig vil ikke blive anerkendt.“

Denne åbenhjertige og ædle erklæring kunne tyde på at Japan havde taget ved lære. Det japanske folk nærer da også en stærk modvilje mod og frygt for krig, især kernekrig. Japan har indført en tre-punkts politik mod kernevåben: de må hverken fremstilles, besiddes eller oplagres i landet. Hvert år samles hundredtusinder af japanere overalt i landet for at demonstrere mod kernevåben. Kernevåben bør aldrig anvendes igen — heller ikke uden for Japan.

En forbløffende genfødsel — men til hvad?

Nu, godt 40 år efter Hiroshimatragedien, virker det moderne Japans glitrende overflod som en utrolig kontrast. Efter at Japan kastede militærudgifternes byrde af sig har det kunnet sætte alle ressourcer ind på genopbygning af landet. I dag står der smukke luftkonditionerede huse og skyskrabere hvor alt engang lå i ruiner. Skinnende blanke biler, velklædte mennesker og eksklusive restauranter røber intet om fattigdommen og lidelserne i årene umiddelbart efter krigen. Forretningerne har et stort udvalg af alle slags luksusgenstande, og fabrikkerne udsender en stadig strøm af forbrugsgoder, både til eget brug og til eksport. Ja, Japan er blevet et af verdens mest velstående lande.

Men hvad har den materielle velstand medført? Har den økonomiske tryghed udvisket mindet om Hiroshima og Nagasaki? Er afskyen for krigen forsvundet sammen med arrene efter den?

Nylige rundspørger tyder på at skønt japanerne stadig ønsker at deres regering skal tage afstand fra kernevåben, har de et pessimistisk syn på fremtiden. Halvdelen af de adspurgte frygter at der vil komme en kernekrig. Et stigende antal mener desuden at Japan vil anskaffe sig kernevåben inden for de næste ti år. Hvad er grunden til at nogle nærer denne frygt? Lad os se på den gradvise udvikling der er foregået.

Efter krigen blev der oprettet en national politistyrke bestående af 70.000 bevæbnede infanterisoldater. Senere blev denne styrke udvidet til at omfatte 250.000 mænd. De blev grupperet i en lille hær, en flåde og et luftvåben, og fik navnet jieitai (selvforsvarsstyrker). Men endnu udgjorde Japans militærudgifter blot én procent af dets kæmpemæssige nationalprodukt. Spændingerne stiger imidlertid i mange dele af verden, og Japan tilskyndes til at forstærke sit forsvar.

Premierminister Nakasone har for nylig erklæret at han har til hensigt at gøre Japan til „ét stort hangarskib“. På trods af stemningen blandt folket lagde regeringen i 1985 planer om at øge forsvarsbudgettet med ikke mindre end syv procent. Avisen The Daily Yomiuri oplyser at Japan har bundet sig til en femårsplan (1986-1990), hvis formål er systematisk og vedvarende opbygning af forsvaret — med hensyn til både hærenheder, krigsskibe, undervandsbåde og flyvemaskiner.

Det er ikke blot regeringens politik der ændres — også folks holdning til krig undergår en forandring. I 1970 udløstes en af de voldsomste politiske demonstrationer i Japans historie da efterkrigstidens militære sikkerhedstraktat blev fornyet. Ifølge denne traktat vil De forenede Stater træde beskyttende til i tilfælde af kriser, til gengæld for oprettelse af militære baser i Japan. Men da traktaten atter blev fornyet i 1980, fremkaldte det praktisk talt ingen protester af betydning.

Sagen er at det i dag er de færreste japanere under 50 år der husker krigen eller bryder sig om at tale om den. I den omhyggelige omskrivning af skolebøgerne ser nogle et forsøg på helt at fjerne vigtige oplysninger om årsagerne til den forfærdelige krig. Ligesom bølger gradvis udvisker fodspor på en sandstrand, påvirker skiftende verdensforhold folks politiske synspunkter. Mange grunder over spørgsmål som: Hvad ville Japan mon gøre i en fremtidig nødsituation? Ville landet gå i krig igen hvis noget syntes at berettige det? Har man intet lært af Hiroshima?

Tiden vil vise hvilken kurs nationen som et hele vil sætte. Men mange enkeltpersoner i Japan har allerede truffet en personlig afgørelse i denne henseende. En af disse befandt sig i Hiroshimas fængsel da atombomben eksploderede, men overlevede katastrofen fordi han opholdt sig i en af fængselets dybe celler. Han sad ikke indespærret fordi han havde begået en forbrydelse. Nej, han sad der fordi han af samvittighedsgrunde ikke ønskede at deltage i krigsførelse. Han var et af Jehovas vidner.

Et studium af Bibelen havde hjulpet ham til at anlægge Guds syn på krige ført af mennesker og til at lære at Guds rige er det eneste middel til sand fred. (Se Esajas 2:4; Daniel 2:44.) Fordi han forkyndte dette budskab af kærlighed til Gud og næsten, blev han sat i fængsel.

I dag er der i Japan over 100.000 der er travlt optaget af at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Mange af dem har personligt oplevet Hiroshimas og Nagasakis rædsler. Dette fik en af dem til at lede efter noget bedre. Beretningen om hvordan det gik hende og hvad hun fandt, vil vi gerne opfordre dig til at læse i den følgende artikel.

[Illustration på side 7]

Hiroshima i dag. Billedets nederste venstre del viser samme del af byen som ses (fra den modsatte side) på side 4