„Aldrig mere et Hiroshima!“

JAPANERNE var opstemte over sejren ved Pearl Harbor og mindedes den mens krigslykken stod dem bi, men efter at de havde tabt krigen, lod de datoen gå i glemme. Da den japanske regering for nylig blev spurgt hvorfor den ikke havde undskyldt angrebet, svarede kabinettets oversekretær: „Strategisk set, og sagt i almindelighed, mener jeg at angrebet på Pearl Harbor var alt andet end prisværdigt. Men alt hvad der angår krigen mellem De Forenede Stater og Japan blev afgjort ved fredstraktaten i San Francisco.“

Hans ord udtrykker meget godt hvad nogle japanere mener om det overraskelsesangreb der udløste Stillehavskrigen. Hawaii bliver hvert år besøgt af mere end en million japanere, men kun forsvindende få af dem besøger monumentet over slagskibet Arizona der blev rejst til minde om angrebet på Pearl Harbor, beretter avisen Mainichi Shimbun.

Slagordet „Husk Pearl Harbor!“ vækker bitre minder hos nogle amerikanere, og japanerne genkalder sig deres lidelser med udråbet „Aldrig mere et Hiroshima!“ Nedkastningen af atombomberne over byerne Hiroshima og Nagasaki i august 1945 satte varige spor, ikke kun hos ofrene, men hos hele nationen.

Man forstår bedre de overlevendes følelser når man hører dem selv berette om hvad de oplevede. Tag for eksempel Itoko, der lige var gået ud af skolen og var blevet sekretær ved flådeforvaltningen i Hiroshima. Skønt hun befandt sig indendørs på arbejde, følte hun det som om selve glimtet fra atombomben var ved at slå hende omkuld. „Jeg hjalp nogle soldater med at rense byen for lig,“ fortæller Itoko. „I en flod trak soldaterne vod fra en båd og fik over 50 lig op hver gang de halede nettet ind. Vi bragte ligene i land, stablede dem i dynger på fem og brændte dem. De fleste var nøgne. Jeg kunne ikke se forskel på mænd og kvinder, og deres læber var så hævede at de lignede andenæb.“ Nej, japanerne kan ikke glemme de rædsler de to atombomber forvoldte.

Hvorfor man brugte masseødelæggelsesvåbnet

Professor Shigetoshi Iwamatsu fra Nagasakis universitet oplevede selv atomangrebet. For over 20 år siden skrev han til nogle vestlige aviser for at gøre opmærksom på hvordan det var gået ofrene. Avisen Asahi Evening News beretter: „Han var lamslået over reaktionerne. Halvdelen af svarene lød at atombomberne havde gjort ende på den japanske aggression og at det var ejendommeligt at ofrene appellerede om fred.“

Hvad angår grunden til at disse masseødelæggelsesvåben blev anvendt, siger The Encyclopedia Americana at præsident Harry S. Truman „traf beslutningen om at benytte atombomber mod Japan i den antagelse at det ville bringe krigen til en snarlig afslutning og spare menneskeliv“. Den japanske journalist Kenkichi Tomioka, der har skrevet om efterkrigskaoset, føler med a-bombens ofre, men indrømmer: „Når vi ser tilbage på tidsrummet mellem marts/april og august 1945, da krigen gik ind i en afgørende fase hvor nationens fremtid stod på spil, kan vi ikke se bort fra betydningen af de to doser kurerende medicin [atombomberne]. De egnede sig specielt til afkøling af brushovederne, de militarister der råbte på en lejlighed til at forsvare fædrelandet i en afgørende styrkeprøve. Dette ville have været ensbetydende med gyokusai (kamp til døden frem for overgivelse) for hele befolkningen på 100 millioner.“

Men de der mistede slægtninge ved atomangrebene og de der lider af strålingssyge, finder ingen lindring i forklaringer der skal retfærdiggøre nedkastningen af pikadon, „glimt-og-vindstød“, som de overlevende kaldte a-bomberne. De har længe betragtet sig selv som uskyldige ofre; men nogle af de overlevende indser nu, som professor Iwamatsu videre har sagt, at de som japanere må vedgå „de forbrydelser deres landsmænd begik i deres aggression mod andre lande i det asiatiske Stillehavsområde“. I 1990 bad et af atombombens ofre om undskyldning for Japans krigsforbrydelser i nærværelse af nogle udenlandske deltagere under den årlige demonstration i Hiroshima mod kernevåben.

Var der egentlig nogen grund til myrderierne?

Mange overlevende og øjenvidner fra Pearl Harbor, Hiroshima og Nagasaki nærer en indgroet afsky for krig. I tilbageblik tvivler nogle på at deres land havde gyldige grunde til at kræve at deres slægtninge ofrede livet.

Begge parter greb til propaganda for at oppiske krigshysteriet og retfærdiggøre nedslagtningen. Amerikanerne kaldte japanerne for „luskede japsere“ og opdagede at det var let at puste til hadets og hævntørstens ild med ordene: „Husk Pearl Harbor!“ I Japan fik folk at vide at englænderne og amerikanerne var kichiku, der betyder „dæmoniske udyr“. Mange på Okinawa blev endda forledt til at begå selvmord frem for at falde i ’udyrenes’ hænder. Og da nogle amerikanske besættelsestropper efter Japans overgivelse gik i land i en nærliggende havn, fik førnævnte Itoko udleveret to doser cyankalium af sin kommandant med befalingen: „Bliv ikke de fremmede soldaters legetøj.“

Gennem sine japansk-hawaiianske venner fik Itoko imidlertid gradvis udvidet sin horisont og fandt ud af at både amerikanere og briter kunne være venlige og høflige. Hun traf George, en irer der var født i Singapore og hvis fader japanerne havde slået ihjel. De lærte hinanden at kende og giftede sig. Deres eksempel er blot ét af mange på at folk opdagede at de tidligere fjender var tiltalende mennesker. Hvis alle havde betragtet „fjenderne“ med deres egne fordomsfri øjne i stedet for gennem krigsstemningens farvede briller, havde de måske overøst hinanden med kærlighed i stedet for bomber.

Ja, fred mellem enkeltpersoner på grundlag af gensidig forståelse er afgørende for verdensfreden. Men de mange krige der er blevet udkæmpet siden 1945, viser tydeligt at menneskeheden ikke har lært denne elementære lektie fra Pearl Harbor og Hiroshima. Fred mellem enkeltpersoner er heller ikke nok til at skabe verdensfred. Hvad skal der til? Det kommer næste artikel ind på.

[Tekstcitat på side 7]

Slagordet „Husk Pearl Harbor!“ vækker bitre minder hos nogle amerikanere, og japanerne genkalder sig deres lidelser med udråbet „Aldrig mere et Hiroshima!“

[Tekstcitat på side 8]

Fred mellem enkeltpersoner på grundlag af gensidig forståelse er afgørende for verdensfreden

[Illustration på side 7]

Lloyd Barry og Adrian Thompson, missionærer fra Vagttårnsselskabet, foran fredsmindesmærket i Hiroshima i 1950

[Illustration på side 8]

Hiroshima i ruiner efter at atombomben var faldet

[Kildeangivelse]

U.S. Army/Med tilladelse af The Japan Peace Museum