De glemmer aldrig Hiroshima
Af „Vågn op!“-korrespondent i Japan
I MANGE år er der sket det samme den 6. august. Præcis klokken 8.15 falder der ro over den menneskemængde der er forsamlet i fredsparken i Hiroshima. De iagttager et minuts stilhed til minde om det katastrofale øjeblik for godt 40 år siden, den 6. august 1945, da en atombombe eksploderede over Hiroshima. Som ved et pludseligt lynglimt blev byen lagt øde og omkring 80.000 mennesker mistede livet. Tre dage senere blev byen Nagasaki ødelagt af en anden atombombe, der dræbte cirka 73.000 mennesker.
Fra hele verden kommer tusinder en gang om året for at mindes denne skæbnesvangre begivenhed. Sidste år var der, foruden de sædvanlige processioner, bønner, mindetaler og lignende, også truffet særlige arrangementer, for eksempel „Borgmestres verdenskonference for fred ved byernes indbyrdes solidaritet“ — et møde mellem borgmestre fra snesevis af byer i Japan og andre lande.
Japan ønsker tydeligvis at hele verden skal huske landets pinefulde fortid og lære af den.
De overlevende fortæller
Der er blevet brugt i massevis af papir på at nedskrive de overlevende bombeofres hjerteskærende beretninger. De fleste af de overlevende er nu midaldrende, men de har ikke glemt denne uhyggelige dag. Her følger de beretninger nogle af dem har fortalt til en Vågn op!-korrespondent.
Nobuyo Fukushima husker tydeligt bombningen af Hiroshima. Hun fortæller: „Jeg var ved at vaske trapper derhjemme da der pludselig kom et klart lysglimt og en kraftig trykbølge der slog mig bevidstløs. Da jeg kom til mig selv igen, kunne jeg høre min moder råbe om hjælp. Huset lå i ruiner. Jeg troede at vi var blevet ramt af et jordskælv. Da vi havde banet os vej ud af huset og ned til flodbredden, så jeg mange børn og deres forældre hvis tøj var brændt i laser og smeltet fast i huden. Jeg kunne ikke forstå hvordan de havde fået så slemme forbrændinger.
Da vi nåede frem til hospitalet var det stuvende fuldt af mennesker. Hos mange flød blodet ned ad ansigtet og hos nogle hang den forbrændte hud i laser. Heden havde svedet nogles hår så det strittede til alle sider. Andre havde fået splinter af træ og glas i sig ved eksplosionen og stønnede af smerte. Deres ansigter var så opsvulmede at det var svært at se hvem de var. Alle syntes at bede om vand, men mange af dem trak ikke længere vejret når vandet endelig blev bragt til dem. Tre måneder senere døde også min moder på grund af bombens eftervirkninger.
Byen var blevet til én stor, udbrændt mark. Kun her og der stod der en smuldrende betonmur i asken. Om natten var der bål på flodbredden, hvor de døde blev brændt. Jeg kan tydeligt huske det røde skær fra bålene og den forfærdelige lugt af de brændende lig, en lugt som af stegt fisk. Jeg gyser stadig og føler mig syg om hjertet ved tanken.“
Tomiji Hironaka var en af de soldater som blev sendt til Hiroshima umiddelbart efter bombningen for at befri eventuelle overlevende fra fængselet i byen. Han havde tjent i militæret i mange år, men det han så i Hiroshima fik for alvor krigens rædsler til at gå op for ham.
„Vejen var fyldt med lastvogne belæsset med sårede. De der stadig kunne gå, vaklede af sted langs vejen. Mange var næsten nøgne, undtagen de steder hvor tøjstykker var brændt fast i huden. Stakke af mørkerøde lig lå alle vegne. Flodbredderne myldrede af mennesker der forsøgte at dulme smerten fra deres forbrændinger. Blandt dem så jeg en moder der var dækket med røde forbrændinger. I armene holdt hun et spædbarn der også var slemt forbrændt, og gjorde et ynkeligt forsøg på at amme det. Jeg kan tydeligt huske den intense følelse jeg dengang nærede. ’Jeg hader krig! Jeg hader krig!’ Men jeg havde selv været med til at slå ihjel, og tænkte: ’Hvad er det for en samvittighed jeg har?’ Jeg var mig min blodskyld smerteligt bevidst.“
Munehide Yanagi, der blot var 14 år i 1945, overlevede som ved et mirakel bombningen af Nagasaki. Han befandt sig kun en kilometer borte fra eksplosionsstedet. „Jeg var med i en elevmobiliseringsordning. Vi skulle bygge beskyttelsesrum,“ forklarer han. „Mens vi arbejdede hørte vi lyden af en stor flyvemaskine. Det lød nærmest som et højt brøl. Netop som jeg stod og spekulerede på om det var et amerikansk fly, hørte jeg råbet: ’Tekki!’ [’Fjendtligt fly!’] Vi smed alt hvad vi havde i hænderne og løb hen mod beskyttelsesrummet så hurtigt vi kunne.
I det øjeblik jeg nåede hen til betonmuren foran beskyttelsesrummet kom der et enormt blåhvidt lysglimt og et kolossalt vindstød. Jeg blev kastet hen mod beskyttelsesrummets bagvæg og mistede bevidstheden. Det næste jeg husker er at jeg blev vækket af det kvalfulde råb: ’Aigo! Aigo!’ [et koreansk, meget følelsesladet udtryk]. Råbene kom fra en hvis ansigt var helt sværtet af røg og som var så alvorligt forbrændt at det var svært at sige om vedkommende var en mand eller en kvinde.
Udenfor var det som et inferno. Jeg så en af mine skolekammerater. Han var blevet frygteligt forbrændt. Hans tøj hang i laser og hans hud havde løsnet sig. En pige jeg havde arbejdet sammen med var faldet om på vejen — det nederste af hendes ben var væk og hun bad om vand. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle få vand fra, men gjorde mit bedste for at trøste hende.
Ilden hærgede byen. Jeg så udbrændte telefonpæle der styrtede ned på gaderne, et tog der stod på sporet og brændte, og en hest der havde fået krampe på grund af heden. Den hærgende ild tvang mig til at vade ud i floden. Jeg havde det meget varmt, og jeg var bange. På en eller anden måde lykkedes det mig at komme hjem.“ Senere begyndte Munehides tandkød at bløde og han fik diarré. Den dag i dag lider han af kronisk leverbetændelse. Men han ved selv at han har været heldig i sammenligning med mange af dem han så den 6. august 1945.
En lærestreg for alle
Atombomberne har præget manges sind og samvittighed dybt. Selv de der „kun“ har set bombernes eftervirkninger, har været dybt rystede over krigens rædsler og ødelæggelser.
I dag, godt 40 år efter nedkastningen af atombomberne over Japan, bliver forholdet mellem nationerne stadig mere spændt, og kernevåbenlagrene vokser. Frygten for en tredje verdenskrig, en kernekrig, er større end nogen sinde. Forståeligt nok tilskynder flere og flere mennesker i hele verden alle nationer og folk til at huske tragedierne i Hiroshima og Nagasaki, og betragte dem som en lærestreg for alle. Højtideligheden på årsdagen for nedkastningen af atombomben over Hiroshima er blot ét af mange udtryk for dette.
Men har disse bestræbelser virkelig formået at fremme den sande freds sag i verden? Er kernekrigs rædsler — smerterne, lidelserne og ødelæggelserne — nok til at få folk til at tage afstand fra krig? Hvilke langtidsvirkninger har tragedierne i Hiroshima og Nagasaki haft på Japan som nation betragtet, hvad angår landets stræben efter fred?
[Kildeangivelse på side 3]
Foto: USAs luftvåben
[Illustrationer på side 4, 5]
Katastrofescener fra Hiroshimas centrum taget efter atombombesprængningen
[Kildeangivelser]
Foto: USAs luftvåben
Foto: USAs hær/Japans Fredsmuseum