Visionen om fred

I 1916, før De forenede Stater var gået ind i krigen, begyndte Wilson at arbejde for sin vision om en permanent ordning der skulle garantere fred på jorden. Ifølge Gene Smith, der har skrevet en biografi om Wilson, forestillede han sig „et folkeforbund der skulle være forum for administration af retfærdighed til alle mennesker, og fjerne krigstruslen for evigt“. I 1917, da De forenede Stater var gået med i krigen, blev han den store korsfarer for det han håbede skulle blive evig fred og højdepunktet på hans karriere.

Han satte nu al sin energi ind på at forkynde sit evangelium om Folkeforbundet, sådan som han forestillede sig det. Hans mål var „en fred uden sejr“, en fred der ikke resulterede i et overvundet tysk folk, men blot i at et militaristisk diktatur blev styrtet.

Som grundlag for fredsforhandlingerne opstillede han sine berømte 14 punkter. De bestod af fem generelle idealer som alle de stridende lande skulle respektere, og otte punkter der handlede om specifikke politiske og territoriale problemer. Det 14. punkt var det vigtigste, eftersom det repræsenterede selve kernen i Wilsons korstog — oprettelsen af et folkeforbund.

„Den største succes eller den største tragedie“

Han var så overbevist om at Gud støttede ham i hans planer at han insisterede på at deltage i fredskonferencen i Paris i 1919 — på trods af at mange af hans politiske venner mente at De forenede Staters præsident ikke burde blande sig i fredsforhandlingerne. Wilson var af den opfattelse at han havde alle jordens folk bag sig — om end ikke alle politikerne. Han var overbevist om at han var Guds redskab til indførelse af fred. Fremfor nogen anden måtte han rejse til Paris.

Han betroede sin privatsekretær Tumulty: „Denne rejse vil enten blive den største succes eller den største tragedie i historien; men jeg tror på et guddommeligt forsyn . . . Det er min overbevisning at ingen gruppe af mennesker, hvordan de end samordner deres magt eller indflydelse, kan tilintetgøre dette store verdensprojekt.“ (Kursiveret af os.) Et leksikon giver udtryk for at „præsidenten var besluttet på at sætte sin magt og sin anseelse ind på at sikre at en plan om oprettelse af et folkeforbund indgik i den endelige fredsaftale“.

I november 1918 var de tyske hære på nippet til at lide nederlag. De fik tilbud om en våbenstilstand der ville bringe krigen til ophør. I de forhandlinger der derefter indledtes, deltog blandt andet Storbritanniens walisiske premierminister Lloyd George, den bryske franske ministerpræsident Georges Clemenceau, den kultiverede italienske premierminister Vittorio Orlando, og den uudgrundelige repræsentant for Japan, grev Nobuaki Makino. Wilson var fast besluttet på at overbevise dem om at hans folkeforbund var den eneste løsning på Europas og hele verdens problemer.

„Betlehemsstjernen der steg op igen“

Wilson blev nærmest betragtet som en folkehelt da han rejste rundt i Europa før fredskonferencen i Paris. Som Herbert Hoover senere skrev, „blev han alle vegne modtaget med en næsten religiøs begejstring . . . Han modtog større hyldest end der nogen sinde før var blevet et dødeligt menneske til del.“ Hans fredsinitiativ og hans vision havde betaget masserne. På hans rejse gennem Italien råbte skarerne: „Viva Wilson, fredens gud.“ Han blev tillagt næsten overnaturlige kræfter. Hoover tilføjer: „For dem at se havde der ikke eksisteret et menneske med en sådan åndelig styrke og politisk magt eller en sådan fredsapostel siden Kristus holdt sin bjergprædiken. . . . Det var betlehemsstjernen der steg op igen.“

Tydeligvis troede Wilson selv med religiøs inderlighed på den mission han mente at have: at indføre fred på jorden. Forfatteren Charles L. Mee skriver: „På et tidspunkt forbløffede han Lloyd George og Clemenceau ved at udmale hvordan forbundet ville skabe et broderskab mellem menneskene hvor kristendommen ikke havde kunnet gøre det. Lloyd George huskede at Wilson sagde: ’Hvorfor er Jesus Kristus indtil videre kommet til kort med hensyn til at få verden til at følge sin lære på dette punkt? Det skyldes at Han fremholdt idealet uden at anvise nogen realistisk måde at nå det på. Det er derfor jeg foreslår en realistisk plan hvorved vi kan nå de mål Han satte.’“ — The End of Order, Versailles 1919.

Der er ingen tvivl om at Wilson modtog støtte fra mange sider. USAs marineminister, Josephus Daniels, hilste offentliggørelsen af oplægget til Folkeforbundets pagt med disse lovord: „Oplægget til fredsforbundet er næsten lige så enkelt som en af Jesu lignelser og næsten lige så oplysende og opbyggende. Nu burde kirkeklokkerne ringe, prædikanterne burde falde på knæ, statsmændene burde fryde sig og englene burde synge: ’Ære til Gud i det højeste!’“

Folkeforbundet og den katolske kirke

Faldt prædikanterne på knæ? Nogle var i hvert fald hurtige til at hylde Folkeforbundet som Guds løsning på menneskenes problemer. Pave Benedikt XV havde nær stillet Wilson i skyggen da han i august 1917, ifølge forfatteren John Dos Passos, bad de krigsførende lande „forhandle sig frem til en fred uden sejr på omtrent de betingelser som Woodrow Wilson fremsatte i sine taler før Amerika gik ind i krigen“. Wilson syntes imidlertid at han havde for travlt med at føre krig til at tage notits af paven — indtil han fik et meget sigende brev fra oberst House, hans personlige rådgiver. Han skrev:

„Situationens vigtighed har gjort så stort indtryk på mig at jeg må ulejlige Dem igen . . . Jeg tror at De har mulighed for at tage fredsforhandlingerne ud af hænderne på paven og selv få hånd i hanke med dem.“

Wilson tog hurtigt affære for at sikre sig at denne mulighed ikke gled ham af hænde. Visionen om Folkeforbundet var hans, ikke pavens. Og han ønskede selv at føre den ud i livet.

Ikke desto mindre støttede den katolske kirke Folkeforbundet. Kardinal Bourne, den katolske ærkebiskop af Westminster indtil slutningen af 1934, sagde: „Husk på at Folkeforbundet, hvilke fejl og mangler det end måtte have, vil føre den katolske kirkes ønske om fred ud i livet og efterkomme vor hellige faders, pavens, ønsker.“

„Folkeforbundet har sin rod i evangeliet“

Det protestantiske præsteskab tøvede heller ikke med at støtte Folkeforbundet. Den 11. januar 1920 skrev The New York Times: „Londons kirkeklokker har i aften kimet for at fejre fredsslutningen med Tyskland og Folkeforbundets officielle oprettelse.“

I en brochure udgivet i England under titlen The Christian Church and the League of Nations (Den kristne kirke og Folkeforbundet) hedder det: „Den kristne kirke i Storbritannien støtter Folkeforbundet. Her følger en affirmation vedtaget af ærkebiskopperne af Canterbury og York, femogtredive engelske biskopper, den øverste myndighed for den skotske statskirke og officielle repræsentanter for alle Englands frikirker:

Det er vor overbevisning:

(1) At Gud på nuværende tidspunkt opfordrer alle verdens nationer til at lære at leve som én familie;

(2) At Folkeforbundets system til internationalt samarbejde . . . frembyder de bedste til rådighed stående midler hvormed vi kan anvende Kristi evangeliums principper for at standse krig, udøve retfærdighed og indføre fred.“

I december 1918, før den ovenstående erklæring var blevet vedtaget, fremsatte Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika en erklæring hvori det blandt andet hed: „Vi [vil] som kristne tilskynde til at der ved den kommende fredskonference dannes et forbund af frie nationer. Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden.“ (Kursiveret af os.) I denne erklæring stod der desuden: „Kirken har meget at give og meget at vinde. Den kan yde en approbation af en vældig virkning, ved at bibringe den nye internationale orden noget af Guds riges profetiske herlighed. . . . Folkeforbundet har sin rod i evangeliet.“

Hvis Folkeforbundet virkelig ’havde sin rod i evangeliet’ og virkelig var et „udtryk for Guds rige på jorden“, så ville dets skæbne sætte såvel evangeliet som Guds rige i enten et godt eller et dårligt lys. Var det overmodigt af Wilson at mene at han var Guds redskab til indførelse af varig fred blandt jordens nationer? Et endnu mere fundamentalt spørgsmål lyder: Er det sandt at Folkeforbundet fandt støtte hos Gud?

[Ramme på side 6]

Stridende parter i Europa under den første verdenskrig

Centralmagterne De allierede

Tyskland Storbritannien

Østrig-Ungarn Frankrig

Bulgarien Rusland (indtil 1917)

[Illustration på side 5]

Wilson var særlig populær i Europa

[Kildeangivelse]

National Archives