FN — har det forenet nationerne?

„HVEM vil indføre den varige fred, og hvornår?“ Disse spørgsmål stillede Jehovas Vidner i en brochure med titlen Peace — Can It Last? (Freden — kan den vare ved?), som blev udgivet i 1942. På grund af den anden verdenskrig befandt Folkeforbundet sig i en dødlignende tilstand, det var i „afgrunden“, som Bibelen udtrykker det. (Åbenbaringen 17:8) Derfor blev dette spørgsmål også rejst: „Vil Folkeforbundet forblive i uvirksomhedens grav?“

Allerede på dette tidlige tidspunkt fandt Vidnerne svaret i Bibelen. Midt under den anden verdenskrig forudsagde ovenstående brochure at ’foreningen af verdslige nationer ville fremstå igen’. Gik denne forudsigelse i opfyldelse?

I april 1945 blev der i San Francisco holdt en konference hvor man skulle vedtage De forenede Nationers Pagt. I bogen The Great Design beskriver Cornelia Meigs hvad der skete da mødet skulle åbnes: „Der blev holdt en stor og animerende gudstjeneste i Washingtons domkirke hvor man bad Gud om at hjælpe med dette nye foretagende. . . . Ved selve konferencen var det bemærkelsesværdigt at mange af hovedtalerne i deres åbnings- og sluttaler bad om Guds hjælp til det de nu skulle til at gå i gang med.“

Nogle ønskede at Guddommen skulle nævnes i pagten. Andre ønskede det ikke. Nationerne var ikke enige, så „Gud“ blev udeladt. Denne uenighed om dette spørgsmål burde være taget som en første advarsel om det der skulle følge. Ikke desto mindre underskrev de 51 grundlæggernationer FN-pagten, og det afdøde Folkeforbund steg op af asken.

Hvordan har FN adskilt sig fra Folkeforbundet? Og har det haft større held til at bevare freden? Har det virkelig forenet nationerne?

Generalsekretæren

Grundlaget for en stærkere og mere effektiv organisation blev lagt af Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill, Joseph Stalin og deres rådgivere. Disse mænd repræsenterede de tre store — De forenede Stater, Storbritannien og Sovjetunionen — ved konferencer der blev holdt i Moskva, Teheran, Jalta og Dumbarton Oaks (Washington, D.C.). Det var præsident Roosevelt der til sidst valgte navnet „De forenede Nationer“.

FNs generalforsamling trådte første gang sammen i januar 1946. Den 1. februar havde FN udnævnt sin første generalsekretær, nordmanden Trygve Lie. Hvordan så han selv på sin udnævnelse? „Jeg [blev] altså kastet ind i stillingen som generalsekretær for den nye organisation. Det oversteg mine vildeste drømme, men det var samtidig et mareridt. Jeg turde ikke tænke på det der ventede mig, og i stedet spurgte jeg mig selv hvordan det kunne være gået til at dette frygtindgydende hverv var tilfaldet netop en ’fagforeningsjurist’ fra Norge?“

Som med det gamle Folkeforbund forventede man fra begyndelsen ikke for meget af organisationens sekretær. Ifølge skribenten Andrew Boyd forstod FNs grundlæggere ikke hvor omfattende generalsekretærens magt ville blive. Som han siger i sin bog Fifteen Men on a Powder Keg (Femten mand på en krudttønde): „De [tre store] var ikke et øjeblik opmærksomme på den mulighed at den nye verdensorganisations øverste embedsmand ville komme til at stå i spidsen for dens internationale styrker.“ Han tilføjer: „De opfattede ham som deres barn, og tilmed som et meget artigt barn.“

Dog siger artikel 99 i FN-pagten meget tydeligt: „Generalsekretæren kan henlede Sikkerhedsrådets opmærksomhed på enhver sag, der efter hans mening kan true opretholdelsen af den mellemfolkelige fred og sikkerhed.“ (Kursiveret af os) Som Trygve Lie skrev: „Denne artikel giver [generalsekretæren] et verdenspolitisk ansvar, som ingen anden person, ingen repræsentant for en enkelt nation, nogensinde før har haft.“ Derfor skulle han blive en magtfaktor man måtte regne med.

Faktisk voksede generalsekretærens indflydelse som problemløser til det punkt hvor Dag Hammarskjöld, der efterfulgte Trygve Lie, under Congokrisen i 1961 samlede 20.000 soldater og teknikere fra 18 lande for at få gjort ende på konflikten. I 1964 var U Thant, der da havde posten, ansvarlig for tre fredsbevarende FN-styrker på samme tid.

Den nuværende generalsekretær, peruaneren Javier Pérez de Cuéllar, råder over fredsbevarende FN-styrker der stadig virker på Cypern og i Mellemøsten. Han er også leder af sekretariatet, der nu har cirka 7400 ansatte ved FNs hovedkvarter i New York. Yderligere godt 19.000 arbejder i FNs regie i andre lande. Men har FN — med alle disse menneskelige kræfter til rådighed — haft held til effektivt at forhindre krige i de sidste 40 år?

Som en gøende hund

Svaret på dette spørgsmål må både være ja og nej. Tyve år efter at Folkeforbundet blev grundlagt i 1919, afgik det ved døden da den anden verdenskrig udbrød. Fyrre år efter at FN blev grundlagt, eksisterer det stadig. Men selv om en tredje verdenskrig endnu ikke er brudt ud, er der sandelig blevet udkæmpet mange frygtelige krige, og millioner af mennesker har lidt som følge af dem. Man kommer umiddelbart til at tænke på krigene i Korea (1950-53), Mellemøsten (1948-49, 1967 og 1973), og Indokina/Vietnam (1945-54 og 1959-75). Helt naturligt spørger man: Hvorfor har FN ikke været i stand til at forhindre disse krige?

Det svar FNs embedsmænd giver er at organisationen kun er så effektiv som dens medlemmer tillader den at være. Som Polens udenrigsminister, Stefan Olszowski, skrev i et brev dateret den 9. maj 1985: „Selv organisationens fuldkomne beslutninger kan ikke føre til de forventede praktiske resultater medmindre og før de finder genklang og støtte i medlemslandenes politiske vilje. Jeg har tillid til at menneskeheden vil have held til at bremse og vende den kurs der fører mod afgrunden.“

FN kan derfor kun være en overtalelsesmagt og ikke en politimagt med beføjelse til at arrestere. Det er et verdensforum, en debatarena hvor medlemslandene fremkommer med deres klager — hvis det passer dem. Som Kurt Waldheim skrev: „Hvis de ikke er indstillet på at indbringe et problem for Sikkerhedsrådet, er FN kun en ringe hjælp . . . Når man kører Sikkerhedsrådet ind på et sidespor eller ignorerer det, undergraver man respekten for det og svækker dets stilling . . . jeg betragter dette som måske en af de farligste tendenser i FNs historie.“

Og når medlemslandene endelig indbringer deres problemer for FN, er det ofte for at rette beskyldninger og modbeskyldninger mod den anden part. FN bliver en arena for politisk propaganda. Når det forholder sig sådan, spørger du måske: „Hvordan kan FN bruge sin indflydelse til at fremme freden?“

Det svar FNs embedsmænd kommer med, er at FN giver stridsspørgsmålene offentlig omtale og prøver at præge verdensopinionen sådan at regeringerne retter sig derefter. Men i sig selv kan det ikke gribe til våben for at afværge eller forebygge krig. Hvad så med FNs egne væbnede styrker?

Et FN-skrift svarer: „Disse styrker hjælper typisk med til [hvis de er blevet bemyndiget til det af Sikkerhedsrådet eller Generalforsamlingen] at forhindre nye udbrud af kamphandlinger, at genoprette og opretholde orden og at fremme en tilbagevenden til normale tilstande. Med dette for øje er de fredsbevarende styrker bemyndiget til i nødvendigt omfang at forhandle, overtale, observere og undersøge. . . . Selv om de er bevæbnede må de kun bruge våben til selvforsvar.“ (Kursiveret af os.) Deres formål er altså at tale andre fra konflikter og selv at undgå dem.

Hvad gør dette i realiteten FN til? En vagthund der har lov til at gø men ikke til at bide. Men en hund der gør, advarer i det mindste om at der er vanskeligheder. Hvorfor synes FN da så nytteløst?

Hvor den egentlige magt ligger

Ifølge Andrew Boyd blev FNs problemer indopereret i pagten af de tre store. Han forklarer: „De fortalte uden omsvøb de små fisk at de allerede havde vedtaget en sikkerhedsstruktur der helt ville blive kontrolleret af stormagterne. . . . Der havde været fuld enighed mellem Roosevelt, Churchill og Stalin om at den foreslåede FN-organisation skulle være et instrument til virkeliggørelsen af de beslutninger der blev truffet i fællesskab af de tre store (med Kina og Frankrig som deres privilegerede partnere).“

Boyd fortsætter: „Det var åbenbart at et system udformet af de tre, og af dem alene, ikke ville blive et system der indebar at de måtte overlade nogen del af deres enorme militære magt til at blive kontrolleret af gruppen af mindre stater, til FNs generalsekretær . . . til den internationale domstol, eller til nogen som helst anden.“ Hvordan beskyttede de deres monopol på magt og kontrol?

Boyd forklarer: „De tre stolede ikke på hinanden. Vetoretten skulle være deres værn mod hinanden såvel som mod alle de mindre stater.“ Hvad går vetoretten ud på? Det er retten til at hindre en beslutning ved at stemme nej. Denne ret er forbeholdt de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet (Kina, Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og De forenede Stater), der har 15 medlemmer. Hvis en større beslutning i Sikkerhedsrådet skal gå igennem, må der være mindst ni der stemmer for, deriblandt de fem. Hvis en af de fem undlader at stemme, betragtes det dog ikke som et veto.

At man inkluderede vetoretten i FN-pagten „afspejlede en forventning om at stormagterne sandsynligvis ville skændes“. Med en sådan begyndelse fik de „forenede“ nationer ikke nogen god start.

Ikke desto mindre skriver vi nu 1985, og hidtil er en tredje verdenskrig blevet undgået. FN spiller stadig en aktiv rolle i verdens anliggender. Er det rimeligt at tro at FN måske alligevel er Guds vej til fred?

[Ramme på side 6]

FNs generalsekretærer og nogle af deres problemer

Trygve Lie (1946-53)

Krig i Korea; Mellemøsten; Berlinblokaden

Dag Hammarskjöld (1953-61)

Krig i Congo; sovjetisk intervention i Ungarn; Mellemøsten

U Thant (1961-71)

Krig i Vietnam; borgerkrig i Nigeria/Biafra; krise i Rhodesia; indisk/pakistansk krig; sovjetisk intervention i Tjekkoslovakiet; Mellemøsten; Cypern; Cubakrisen

Kurt Waldheim (1972-81)

Krig i Vietnam; Kampuchea; Afghanistan; Mellemøsten

Javier Pérez de Cuéllar (1982- )

Krig i Libanon; Afghanistan; Iran og Irak

[Illustration på side 4]

Trygve Lie spurgte sig selv ’hvordan dette frygtindgydende hverv var tilfaldet ham’

[Kildeangivelse]

UN photo

[Illustration på side 5]

U Thant rådede over tre fredsbevarende FN-styrker på samme tid

[Kildeangivelse]

UN photo

[Illustrationer på side 7]

Kurt Waldheim skrev om „en af de farligste tendenser i FNs historie“

Javier Pérez de Cuéllar står i spidsen for en stab på godt 26.000

[Kildeangivelse]

UN photo