De Forenede Nationer — et bedre fredens forum?
I FN’s formålsparagraf udtrykkes følgende ædle hensigt: „Vi, De Forenede Nationers folk, besluttede på at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, . . . at forene vore kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed, . . . har bestemt at forene vore bestræbelser for at nå disse mål.“
Har FN så ’nået disse mål’? Har organisationen fået nationerne til at forene deres kræfter om at opretholde freden og sikkerheden? Ikke indtil videre, om end FN oprigtigt har bestræbt sig for at gøre det bedre end Folkeforbundet. Men den generation der var vidne til FN’s oprettelse i 1945, er lige siden blevet hjemsøgt af krigens svøbe såvel som revolutioner, invasioner, kup og aggressioner det ene sted efter det andet. Volden har også ramt mange nationer der gik ind på at ’opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed’.
Ikke et bedre middel endnu
De kritikere der angriber FN for dets fiasko på disse områder, glemmer måske én vigtig faktor — at en organisations styrke afhænger af de magtbeføjelser den tildeles i sin pagt, samt af medlemmernes villighed til at overholde de forpligtelser pagten pålægger dem. Først og fremmest gør FN’s pagt ikke organisationen til en verdensregering med suveræn magt over alle medlemslandene.
Artikel 2, stk. 7 forordner: „Intet i nærværende pagt skal give De Forenede Nationer ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen jurisdiktion.“ UNCIO (FN’s forberedende konference), som trådte sammen i San Francisco fra 25. april til 26. juni 1945 for at færdiggøre pagten, fandt det nødvendigt „at sikre sig at De Forenede Nationer under de herskende verdensforhold ikke overskred antagelige grænser eller satte sig ud over passende indskrænkninger“.
Bemærkede du klausulen „under de herskende verdensforhold“? På forberedelseskonferencen hævdedes det at ifald disse forhold ændredes, kunne begrebet udvides „efterhånden som verdens tilstand, verdensoffentlighedens holdning og den faktiske indbyrdes afhængighed i verden gør det nødvendigt og tilbørligt“.
FN’s erklærede hensigt, at opretholde „mellemfolkelig fred og sikkerhed“, er et ønskværdigt mål for menneskeheden. Verden ville være langt sikrere såfremt nationerne efterlevede artikel 2, stk. 4 i FN’s pagt: „Alle medlemmer skal . . . afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed.“ Men medlemslandenes egoisme har gentagne gange lammet FN’s bestræbelser for at opfylde sit formål. Nationer og magtblokke har set stort på deres forpligtelse til at „bilægge deres mellemfolkelige tvistigheder ved fredelige midler“ og er ofte tyet til krig med henvisning til at det drejede sig om ’forhold der i det væsentlige hører ind under deres egen jurisdiktion’. — Artikel 2, stk. 3, 7.
Nogle lande har ikke blot vendt FN’s fredsprocedurer ryggen, men har også åbenlyst trodset de afgørelser der skulle bilægge konflikter. Og deres repræsentanter er ofte gået på FN’s talerstol og har med timelange tirader forsøgt at retfærdiggøre deres aggressionshandlinger. FN har alt for ofte været lammet og har mistet sin troværdighed når medlemmer har omgået love der blev vedtaget for at bevare freden. FN-embedsmænd der overværer sådanne møder, føler sig ofte frustrerede. I sidste instans viser sådanne maratontaler sig sædvanligvis at være spidsfindigheder der skal bagatellisere eller retfærdiggøre volden og blodsudgydelserne. Intet under at FN’s generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar har udtalt at FN „i visse kredse er blevet anset for et babelstårn og i bedste fald et forum for ofte frugtesløse diplomatiske forhandlinger“.
Af endnu en grund har FN haft vanskeligt ved at fungere efter hensigten. Da organisationen trådte i virksomhed den 24. oktober 1945, „blev der ikke fastlagt nogen sammenhængende fredsstrategi,“ bemærker de Cuéllar. Hvordan kunne FN uden en fredsstrategi tjene sit formål og blive et brugbart redskab til opretholdelse af verdensfreden?
Hvilken fred kan FN stifte?
De Cuéllar svarer: „Fred vil ikke medføre alle konflikters ophør. Den vil kun gøre konflikter håndterlige ved andre midler end magt og trusler. . . . De Forenede Nationer søger at rette vort blik mod dette mål.“ Den eneste fred FN formår at stifte, består altså i at man begrænser voldsanvendelsen.
Garanterer dette fred og sikkerhed? FN’s pagt siger i artikel 4, stk. 1: „Medlemskab i De Forenede Nationer er åbent for alle . . . fredselskende stater.“ Men bliver nationer automatisk ved med at være lige så fredselskende som det er tilfældet når de træder ind i FN? Magten skifter hænder, og med nye magthavere følger ny politik. Hvad ville der ske hvis et medlemsland blev yderliggående og satte sig ekstremistiske mål eller nærede grådige territoriale ambitioner? hvis det begyndte at væbne sig med kernevåben eller kemiske våben? Så ville FN stå med en tidsindstillet bombe. Men, som de nylige begivenheder i Mellemøsten viser, kan sådanne begivenheder blive anledningen til at nationerne giver FN magtbeføjelser til at fjerne denne trussel mod deres sikkerhed.
Kan nationerne gøre FN til et bedre forum for fred?
Som aldrig før bliver nationerne mere og mere opmærksomme på „den faktiske indbyrdes afhængighed i verden“. Ingen stat kan længere isolere sig. Alle nationer tilhører verdenssamfundet. Alle har en række vanskeligheder tilfælles: Forureningens skadevirkninger, fattigdom, sygdom, narkotikaproblemer, terrorisme og truslen fra raffinerede kernevåben som kommer i flere og flere landes besiddelse. Disse faktorer giver nationerne valget mellem at søge fred og sikkerhed under FN’s auspicier eller begå globalt selvmord.
Den forhenværende sovjetiske udenrigsminister Eduard Sjevardnadse har sagt følgende: „FN kan fungere effektivt hvis det har mandat dertil fra sine medlemmer, hvis staterne frivilligt og midlertidigt enes om at afstå en del af deres suveræne rettigheder og betro organisationen at udføre bestemte hverv i flertallets interesse.“ Han tilføjede: „Kun på denne måde kan vi gøre fredsperioden varig og uforanderlig.“
Hvis dette kunne lade sig gøre, kunne FN magtfuldt fordømme enhver nation der truede verdensfreden. Med reelle magtmidler kunne det hurtigt og effektivt undertvinge aggressorer. Men vil FN’s medlemslande give det et sådant mandat og ’stille deres væbnede styrker, bistand og faciliteter til rådighed’ for at sikre freden? (Artikel 43, stk. 1) Måske — hvis en krise truede med at underminere selve grundlaget for deres respektive nationale suverænitet. Hvis nationerne ser at de ved at ’forene deres kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed’ under FN’s auspicier kunne fjerne sådanne trusler, kunne det øge deres respekt for organisationen.
Måske spekulerer du på om FN’s rolle under Golfkrisen var et skridt i den retning. Det kan tænkes. Mange stater imødeså et katastrofalt sammenbrud for deres gensidigt afhængige økonomier og dermed hele verdensøkonomien. De bakkede derfor op om De Forenede Nationer, hvis Sikkerhedsråd vedtog en række resolutioner der skulle bringe krisen til fredeligt ophør. Da dette slog fejl, støttede Rådet et FN-forslag om at anvende magt i Golfen.
Da USA’s udenrigsminister James Baker opfordrede til at denne resolution blev vedtaget, sagde han: „Historien har nu givet os endnu en mulighed. Med den kolde krig bag os har vi nu mulighed for at opbygge en verden som den grundlæggerne af De Forenede Nationer forestillede sig. Vi har muligheden for at gøre Sikkerhedsrådet og De Forenede Nationer til sande redskaber for fred og retfærdighed verden over. . . . Vi må virkeliggøre vor fælles vision om en fredelig og retfærdig verden nu hvor den kolde krig er ovre.“ Om debatten vedrørende brugen af magt i Golfen bemærkede han at den „vil stå som en af de vigtigste i De Forenede Nationers historie, tror jeg. Den vil afgjort have vidtgående betydning for denne forsamlings fremtid.“
Jehovas vidner tror fuldt og fast at FN vil spille en betydningsfuld rolle i verdensbegivenhederne i den nærmeste fremtid. Begivenhedsforløbet vil utvivlsomt blive særdeles spændende. Og følgerne vil få vidtrækkende virkning på dit liv. Vi tilskynder dig til at anmode de lokale Jehovas vidner om flere enkeltheder i denne sag. Bibelen udmaler tydeligt hvordan FN meget snart vil få magt og myndighed og derpå foretage sig noget der sikkert også vil forbløffe dig. Og du vil kunne glæde dig over at høre at der findes et langt bedre forum for evig fred og sikkerhed end De Forenede Nationer!
[Illustration på side 9]
Guido de Marco, formand for FN’s Generalforsamling (til højre), og generalsekretær Pérez de Cuéllar ved den 45. samling
[Kildeangivelse]
UN photo 176104/Milton Grant