Vietnam — krigsskueplads gennem knap 30 år

Fortalt af Nguyen Thi Huong

Det var den 18. september 1950 i Vietnam. Den franske besættelseshær iværksatte et angreb på vores styrke, der bestod af omtrent 100 modstandsfolk. Vi var netop kommet tilbage fra et slag og havde gjort holdt for at hvile nogle dage i den lille landsby Hoa Binh.

JEG blev født i januar 1923 og voksede op under det franske herredømme, som dengang havde varet næsten 100 år. Nu var vi rede til at ofre livet for at befri vort fædreland. Uafhængighedskrigen mod det franske styre begyndte kort tid efter Anden verdenskrigs afslutning i 1945. Den blev udkæmpet overalt, uden front og uden egentlige slagmarker. Vi modstandsfolk søgte tilflugt hos landsbyboere, der ydede os kærlig omsorg og forplejning.

Nu kredsede jagerfly over den landsby vi var i, og bestrøg den med maskingeværild. Beboerne flygtede fra deres hjem og ud i rismarkerne. Andre sprang i floden eller ned i huller som modstandsfolkene havde gravet. Kuglerne hvislede fra de brølende fly og spredte død overalt.

Da flyene var væk kredsede franske kanonbåde på floderne og beskød bredderne for at dække de hærenheder der var på vej for at gennemsøge husene og afdække modstandsfolkenes skjulesteder, som fandtes overalt. Skudsalver fra alle retninger nedslagtede landsbyboerne; de faldt på markerne, i kanalerne og i haverne, og deres blod vædede deres fædrelands jord og gødede rismarkerne, som de krigslystne soldater nedtrampede.

I nattens løb gravede vore kammerater huller langs flodbredderne. Her gemte de sig og ventede. Tidligt om morgenen kom de fjendtlige både på patrulje og beskød bredderne, men nærmede sig samtidig bagholdet. Pludselig blev de franske soldater i bådene mejet ned af salver fra alle slags skydevåben. Modstandsfolkene sikrede sig hurtigt soldaternes våben og udrustning og flygtede så skyndsomst gennem haverne for at undslippe den artilleribeskydning der helt sikkert ville komme. Vi flygtede hele tiden for de fjendtlige soldater, men forblev på tilstrækkelig nært hold til hele tiden at være klar til at dræbe dem og fordrive dem fra vort land.

Et løfte til Gud

Efter seks dages træfninger hvor vi „legede skjul“ med fjenden, fik vores modstandsstyrke ordre til at spredes. Min mand, hans to brødre og jeg selv drøftede situationen. Jeg var gravid i femte måned og kunne derfor ikke holde trit med folkene på deres lange og møjsommelige flugt. Vi besluttede derfor at gemme os hver for sig næste dag, og den eller de der overlevede skulle tage sig af børnene.

Den nat var sandsynligvis den længste og mest rædselsfyldte i mit liv. Under dække af mørket vendte Hoa Binhs beboere tilbage til deres hjem, samlede deres ejendele og læssede dem i deres sampaner (fladbundede både). Lydene fra fjerkræ og grise blandede sig med barnegråd. Jeg så til da sampankonvojen drog af som en lang slange. Den stærke strøm bragte den hurtigt uden for synsvidde. Under den ildevarslende stilhed gik mine tanker til mine tre børn, der befandt sig langt borte hos deres bedsteforældre. Jeg lagde en hånd på maven og mærkede fosteret røre på sig i mit liv, og kunne ikke lade være at skælve. Tanken om at den visse død syntes nær var som en kniv i mit hjerte.

Tidligt næste morgen tog min mand af sted og sagde at han ville komme igen. Men det gjorde han ikke. Solen stod allerede højt på himmelen. Kugler slog mod murstensvæggene i det hus vi var søgt ind i, og vi flygtede ud i de nærliggende rismarker. Men mine svogre frygtede for at blive taget til fange og lod mig alene tilbage. Kugler slog ned overalt omkring mig, og jeg frygtede for hvad der skulle blive af mig hvis jeg faldt i de brutale soldaters hænder.

„Min gud, hav medynk med mig!“ græd jeg. „Jeg er gravid, og jeg har mistet min mand. Vis mig vejen ud af dette helvede!“ Mens jeg bad faldt bitre tårer på mine læber. Da jeg igen løftede blikket faldt det på en hytte langt borte. „Åh min gud, giv mig styrke til at gå,“ bad jeg, „for jeg er udmattet.“

Ved en kraftanstrengelse nåede jeg til hytten. Siddende derinde på jorden med hænderne over kors foran brystet og sænket hoved, svor jeg Gud en ed: „Jeg tilbyder at tjene dig hele mit liv, o Gud, hvis du vil hjælpe mig ud af dette helvede så jeg kan gense min mand og mine børn.“

Udfrielse

Om eftermiddagen blev beskydningen mere og mere heftig, og flere kom løbende til hytten. Vi var nu syv. I det fjerne kunne vi se røg stige op fra brændende huse. Franskmændene var ikke langt væk.

Sent på eftermiddagen kom granateksplosionerne nærmere og nærmere, maskingeværilden blev kraftigere, og alle i hytten flygtede ud på rismarkerne og spredte sig i alle retninger. Men hvad var det jeg så? En enlig skikkelse løb hen mod hytten. Til trods for kuglerne stod jeg stille og prøvede at identificere omridset. Det var min mand! „Hvordan skal jeg takke dig, Gud?“

Da min mand nåede hen til mig spurgte jeg: „Hvorfor forlod du mig?“ Han svarede at han havde fundet en alvorligt såret mand som han måtte tage sig af og finde et skjulested til. Kuglerne slog fortsat ned alle vegne omkring os, men da mørket hastigt var ved at falde på, vidste vi at franskmændene snart ville indstille angrebet.

Månen oplyste vores flugtvej tværs over rismarkerne gennem vand og mudder. Ved totiden om morgenen kom vi til landsbyen og så de afbrændte og plyndrede huse. To måneder efter denne serie angreb læste vi i en rapport: ’Af de mere end hundrede kvinder og piger som blev taget til fange og tilbageholdt af franskmændene på deres kanonbåde, blev mere end 20 gravide.’

To år efter blev min mand dræbt af franskmændene. Vores lille datter var da 20 måneder gammel. Efter min mands død forlod jeg vores fødelandsby, Binh Phuoc, for at slå mig ned i den nærliggende by Vinhlong. Jeg søgte arbejde for at kunne forsørge mine fire børn, som nu alle var hos mig igen; den ældste var ni år. Jeg blev grundskolelærer. Kort efter, i maj 1954, vandt landet sin uafhængighed af Frankrig.

Jeg glemte ikke

Jeg huskede hele tiden hvad jeg skyldte Gud, og jeg søgte efter ham. Som barn gik jeg tit hen til en pagode som lå i nærheden af vores hus. Min lillesøster og jeg morede os med at kigge på den siddende buddhastatues store mave. Han lo med vidt åben mund. Mange gange havde jeg stukket min finger i munden på ham og trukket den tilbage netop som min søster sagde: „Han bider!“

Nu vendte jeg tilbage til denne pagode som en lidende skabning der stod i gæld til Gud. Jeg håbede at finde noget højere, mægtigere og mere helligt, noget som jeg måske havde overset i min barndom. Her bøjede troende sig foran buddhastatuen, og præster og præstinder reciterede monotont uforståelige bønner. Min skuffelse var fuldstændig, men jeg vendte alligevel tilbage for at tale med en præstinde, som fortalte om buddhismen og pagodetilværelsens begrænsninger. Det opmuntrede mig ikke. De bøger hun gav mig at læse havde et hinduisk præg som jeg ikke forstod.

Katolicismen, som var kommet til Vietnam med franske missionærer i 1600-tallet, var en anden fremherskende religion i landet. Men den tiltalte mig slet ikke. De kirkelige repræsentanters frastødende adfærd, deres indblanding i politik og deres stræben efter magt og rigdom, berøvede mig interessen.

I søvnløse nætter bad jeg Gud om hjælp, om han ville vise mig hvordan jeg kunne lære ham at kende. Jeg huskede hvad mine forældre havde lært mig om Skaberen. De havde et alter i gården foran huset for at vise deres respekt og frygt for ham. Det bestod af en pille med et stykke træ ovenpå som var stort nok til at der kunne stå en krukke med ris og en med salt, og en skål til at brænde røgelse i hver morgen og aften. Hver gang de havde nogle lækre madvarer fremlagde de dem for ham og bad ham modtage dem.

Vi kaldte Skaberen Troi, som betyder den Almægtigste. Folk plejede at advare ulydige børn ved at sige: „Troi slår dig ihjel.“ Der fandtes ingen skrifter om ham, men vi frygtede ham og blev ved at gøre det gode. Vi bad ham om hjælp i nødens stund og takkede ham når vi havde fået hjælp. Der var ingen tvivl om at den Gud som jeg søgte, burde være Skaberen! Men hvordan kunne jeg finde ham? Hvordan? Hvordan? Dette spørgsmål optog mig helt. Jeg følte mig utrolig skyldig fordi jeg ikke kunne finde den sande Gud så jeg kunne tjene ham og derved indfri mit løfte.

Borgerkrig

Efter at landet var blevet uafhængigt af Frankrig blev det igen delt. Supermagterne fik derved ny lejlighed til at gribe ind, og der begyndte en krig mellem den nordlige og den sydlige del af landet som skulle vare næsten 20 år, til april 1975. De indgribende supermagter rådede over et så avanceret teknisk krigsapparat at ødelæggelsen oversteg den menneskelige fatteevne.

Næsten daglig døde tusinder af soldater og civile — på rismarkerne, på arbejdet, på markedet, i skolen, i deres senge. Børn i mødrenes arme blev henvist til at lide sultedøden i deres skjulesteder. Omtrent to millioner vietnamesere er døde i kamp, som også kostede talløse civile livet. Havde man lagt ligene oven på hinanden, ville de have nået bjergtoppene. Desuden blev mange millioner såret og lemlæstet. Omtrent 10 millioner sydvietnamesere, eller omtrent halvdelen af befolkningen, blev krigsflygtninge.

Mine børn voksede op og blev tvunget til militærtjeneste for at bekæmpe deres brødre i nord. I søvnløse nætter, når artilleriskydningen kunne høres helt inde i byen, knugedes mit hjerte, og jeg bad for mit lands fred og mine børns sikkerhed.

I 1974, da krigen nærmede sig slutningen, blev en af mine sønner sammen med sin trop på mere end hundrede mand omringet og tvunget til at leve under jorden i tre måneder. Kun fem af dem, deriblandt min søn, overlevede. Efter fem års kamp vendte mine tre sønner uskadte tilbage. Også min datter overlevede kampene. Krigen sluttede med det kommunistiske Nordvietnams fuldstændige sejr over Sydvietnam.

Under kommunistisk styre

Så fulgte kommunisternes gengæld mod alle som havde tjent Sydvietnams regering og som ifølge kommunisterne bar ansvaret for de næsten 20 års krig mellem Nord og Syd. En million blev indsat i fængsler, som blev bygget med fangernes arbejdskraft; fangerne var dømt til den hårdest mulige behandling. Mange døde af mangel på mad og medicin og især som følge af overanstrengelse. Den ugentlige risration var meget lille, og de fik meget lidt kød. Det arbejde de blev sat til, oversteg derfor deres kræfter.

Fangerne måtte blive og færdiggøre et arbejde de eventuelt ikke havde fuldført. Somme tider måtte de arbejde omtrent 8 kilometer fra lejren, og de kom derfor meget sent tilbage. De faldt hurtigt i nogle få timers søvn, for blot at vende tilbage og fortsætte arbejdet næste dag. Det nedbrød med tiden helbredet, og mange døde. Mange andre begik selvmord. Også mine sønner gennemgik disse trængsler.

Den kommunistiske regering kunne ikke sørge for en million fangers behov og tillod derfor familierne at aflægge besøg hver måned og medbringe mad. Vi, fangernes forældre, hustruer og børn, gjorde som man ventede og takkede den kommunistiske regering for at tillade os at give vore slægtninge mad og holde dem i live. Med en million mænd i fængsel var omtrent fem millioner mennesker direkte berørt.

Jeg havde sagt mit arbejde op for at sørge for mine sønner, og min datter hjalp mig. Drengene blev ustandselig forflyttet fra lejr til lejr — længere og længere bort. Jeg rejste på alle mulige måder — til fods, med bil, med sampan — og bragte hver måned omtrent 15 kilo tørrede fødevarer til lejren. Ofte måtte jeg bære min byrde gennem mudder eller på glatte veje.

Når jeg endelig nåede frem til lejren, kunne jeg kun være sammen med mine sønner i to timer. Vi sagde ikke meget. Prøvelserne gjorde det svært for os at få ordene frem. Vi måtte holde tårerne tilbage. Deres ynkværdige forfatning røbede deres trængsler. Trods vore bestræbelser var de altid sultne, for de delte deres mad med de fanger hvis slægtninge var døde, var flygtet fra landet eller var for fattige til at bringe dem noget.

I mere end 30 måneder bragte jeg mad til mine sønner. Mange andre gjorde det samme for deres. Vi lignede en stor tiggerhær, med snavset tøj, store kurve i hænderne og store palmebladshatte som næsten dækkede vore ansigter. I hede og regn stod vi ved busstationer og anløbspladser. Jeg solgte alt hvad jeg ejede, deriblandt vores ejendom, for at købe mad. I yderste fattigdom råbte jeg til Gud om at redde mine børn ud af dette helvede. Endelig, efter næsten tre år, blev de sat på fri fod.

[Tekstcitat på side 16]

Jeg frygtede for hvad der skulle blive af mig hvis jeg faldt i de brutale soldaters hænder

[Tekstcitat på side 19]

Min søn blev sammen med sin trop tvunget til at leve under jorden i tre måneder

[Illustration på side 17]

Jeg havde ofte besøgt en pagode i Vietnam, hvor de troende bøjede sig ned foran ’den lykkelige Buddha’, en statue som denne

[Illustration på side 18]

Folk kommer med mad til krigsfanger, sådan som vi gjorde det da mine sønner var indespærret efter krigen

[Kildeangivelse]

U.S. Army photo

[Kildeangivelse på side 15]

Bettmann Newsphoto