En gæst fra verdensrummet vender tilbage

Halleys komet — til ære for Gud

AF ALLE de strålende vidundere Gud har fyldt stjernehimmelen med, er en prægtig komet der majestætisk svinger sin hale over himmelen, blevet hyldet som noget af det mest storslåede. Kun ganske få af dem der lever i dag husker synet af Halleys komet i 1910, men siden har tre generationer hørt om dens ry, og mange har håbet at de måtte leve længe nok til at se den vende tilbage.

Nu, 76 år senere, er Halleys komet her igen — nøjagtig til tiden. Mange har allerede observeret den. Astronomerne opdagede den først på et fotografi der blev taget for tre år siden ved hjælp af det kæmpemæssige teleskop ved Mount Palomar-observatoriet. De vil følge den nøje mens den nærmer sig det punkt hvor vi alle kan betragte den.

Denne gang har Halleys komet fået en helt anden velkomst end ved tidligere besøg. Tekniske fremskridt som man ikke engang havde drømt om i 1910, har gjort det muligt at sende kameraer og instrumenter ud i rummet for at møde kometen. Allerede i december 1984 blev to russiske rumsonder opsendt, og i juli 1985 blev yderligere en europæisk og en japansk rumsonde sendt ud i kredsløb, hvor de vil krydse Halleys bane i april 1986. På denne måde håber forskerne at blive meget bedre kendt med dette imponerende, men hidtil ringe udforskede, under i verdensrummet.

Ifølge astronomerne skal vi dog ikke forvente at Halleys komet denne gang vil tage sig ud som den gjorde i 1910. Nogle giver endog udtryk for at kometens fremtræden måske vil være den mest skuffende inden for de sidste 2000 år. Hvorfor denne store forskel fra det ene møde med kometen til det næste? Det afhænger hovedsagelig af hvor Jorden befinder sig i sit kredsløb når kometen passerer. Jo nærmere vi er, jo bedre vil vi naturligvis kunne se den. Og jo større synsvinklen er mellem kometen og solen, jo længere vil den være synlig på aftenhimmelen. Når Halleys komet den 9. februar i år er nærmest solen, i det punkt der kaldes perihelium, vil den være på højdepunktet af sin optræden. På dette tidspunkt vil Jorden imidlertid befinde sig lige på den anden side af solen. Det betyder at vi vil være så langt væk fra kometen som vi kan komme, omtrent 240.000.000 kilometer, når den netop er lige bag ved solen! Det er den dårligst tænkelige position for iagttagelse.

Men kometen vil i adskillige måneder befinde sig inden for Jordens bane og være os nærmere både før og efter perihelium. På sin vej mod solen vil kometen være i en god betragtningsposition for dem der bor på den nordlige halvkugle, men den vil ikke være særlig lysstærk. Dens lysstyrke vil være større og den vil passere tættere ved jorden på vej bort fra solen. I den periode vil den stå højt på himmelen over den sydlige halvkugle, hvorimod den vil byde observatører på den nordlige halvkugle dårligere betragtningsforhold.

Hvorfor er Halleys komet så berømt?

Er den ikke blot én af de mange kometer der har prydet himmelen gennem årene? Det er rigtigt at kometer ikke er særlig sjældne. Der er sædvanligvis mindst en eller to på himmelen til enhver tid, og måske kan der iagttages et dusin eller flere i løbet af året. Men de fleste af disse kometer er langt væk, kan kun ses gennem et teleskop, og ligner svage, noget slørede stjerner. Kun lejlighedsvis kommer en komet så tæt på at den kan ses med det blotte øje; og det er sjældent at en virkelig bemærkelsesværdig komet viser sig, med en lang, gennemsigtig hale der trækkes elegant over himmelen. Der var et halvt dusin af sådanne kometer i det 19. århundrede som konkurrerede med eller overgik Halleys komet i klarhed.

Når ordet „komet“ nævnes kommer de fleste til at tænke på navnet Halley. Hvorfor? Da Halleys komet viste sig i 1910 fremstod den virkelig som den smukkeste i vort århundrede. Der har været ganske få lysstærke kometer siden da, men ingen af disse har haft Halleys glans.

Bortset fra dens glans skyldes dens særlige berømmelse imidlertid at den var den første komet som man fastslog var en periodisk gæst der vendte tilbage igen med regelmæssige mellemrum. Det faldt i den engelske astronom Edmond Halleys lod at gøre denne overraskende opdagelse. Halley, der var kollega til Isaac Newton, anvendte dennes nye teorier om tyngdekraften og de elliptiske planetbaner til at beregne banerne for kometer der tidligere var iagttaget. Halley bemærkede en stor lighed mellem banerne hos to historiske kometer der havde vist sig i årene 1531 og 1607, og en tredje som han selv havde set i 1682. Var dette blot et sammentræf? Nej, formodede han, der var tale om den samme komet der vendte tilbage med trekvart århundredes mellemrum. Han forudsagde at denne komet igen ville være synlig omkring år 1758.

Halley levede ikke længe nok til at opleve det — han døde 1742 i en alder af 86 år — men i overensstemmelse med hans forudsigelse viste kometen sig på skuepladsen i 1758. Den blev første gang set af en tysk bonde i december 1758 og nåede perihelium i marts 1759. Den blev omgående navngivet Halleys komet, og ved dette navn har den været kendt op til vor tid.

Sådan blev det fastslået at Halleys komet er et ægte medlem af solsystemet. Var det muligt at den kunne identificeres med andre kometer der var set i tidligere tider? Det er givet at et så fremtrædende himmellegeme ikke kan have unddraget sig opmærksomheden ved tidligere besøg. Halley bemærkede selv at den komet der blev set og omtalt i 1456 må have været den samme. Ved at kulegrave historiske optegnelser har videnskabsmænd opdaget at kometen er blevet bemærket i hvert af sine 23 tidligere kredsløb, helt tilbage til år 240 f.v.t., hvor den omtales af kinesiske astronomer. Når den nu viser sig igen er det 30. gang i en ubrudt linje af iagttagelser, med 75 til 78 års mellemrum, i løbet af to årtusinder.

En vandrende i solsystemet

Halleys komet befinder sig i en stejl bane der ikke er cirkulær men formet som en lang, smal ellipse. Den strækker sig på tværs af alle planetbanerne mellem planeterne Venus og Neptun. Når kometen befinder sig i perihelium er den kun godt 86.000.000 kilometer fra solen, men i sin fjerneste afstand er den mere end 4,8 milliarder kilometer borte.

Omtrent i en afstand der svarer til Jupiters bane kommer kometen inden for teleskopernes rækkevidde, og efter at have passeret Mars’ bane begynder man at kunne ane den med det blotte øje. Omkring det tidspunkt begynder halen at tage form. Den vokser sig større efterhånden som kometen nærmer sig solen. Halen peger altid bort fra solen på grund af solvinden og solstrålingen.

Gode råd til iagttagere

Hvornår kan man forvente at se kometen, og i hvilken retning skal man søge på himmelen? Om man kan se den og hvor klart den vil fremtræde afhænger af mange faktorer. Man kan se efter den før daggry eller når skumringslyset om aftenen er taget af, mens den endnu ikke befinder sig for nær ved solen. Hvor mørk himmelen er, har også afgørende indflydelse. Kraftigt lys fra en by vil ødelægge udsynet. Kan du se Mælkevejen tydeligt på en klar aften dér hvor du bor? Hvis ikke, så prøv at finde et sted hvor det er muligt — og du vil se kometen under de bedste forhold.

Klart månelys vil overstråle kometens blege lys. Den vil derfor bedst kunne ses mens månen befinder sig under horisonten eller mens den er i sin nymånefase, hvilket er ganske få nætter. Kometen skal også helst stå så højt på himmelen at lyset fra den ikke forstyrres af dis og støv. Dens højde på himmelen afhænger af hvilken breddegrad man befinder sig på nord eller syd for ækvator. Endelig er der problemet med vejret. Hvordan vil det blive? En overskyet himmel vil ødelægge selv de bedste forberedelser.

Hvornår skal man se efter kometen, alt taget i betragtning? Allerede i december blev den synlig for det blotte øje. Den kunne lettest iagttages højt på den sydvestlige aftenhimmel over den nordlige halvkugle. Efterhånden som fuldmånen tog af i begyndelsen af december måned, kunne man i to uger på den mørke himmel se et svagt blegt lys som bevægede sig mod vest fra aften til aften.

I slutningen af december aftager månen igen, hvilket giver gode iagttagelsesbetingelser. Samtidig har kometen fået større lysstyrke, og dens hale skulle være synlig. Men den bevæger sig nærmere mod den vestlige horisont på sin vej mod stævnemødet med solen, og i slutningen af januar vil den forsvinde i aftenens skumringslys.

Har du en kikkert?

En kikkert vil i høj grad forbedre mulighederne for at nyde synet af kometen. For en der ikke er specialist, er en almindelig kikkert bedre end et teleskop fordi den har meget større synsfelt. Med en kikkert har man mulighed for at se en komet selv om den ikke er synlig for det blotte øje. I et sådant tilfælde må man naturligvis vide hvor man skal søge på himmelen. Allerede i dagene fra den 15. til den 17. november 1985 havde man muligheden for at se Halleys komet ved hjælp af en almindelig kikkert, mens den passerede gennem rummet lige syd for Plejaderne, også kaldet Syvstjernen.a Den 16. november var synsvinklen mellem Plejaderne og kometen så lille at de kunne ses sammen i kikkertens synsfelt. Kometen lignede en sløret stjerne. Hvis man betragtede denne slørede lysplet med en eller to timers mellemrum og den havde flyttet sig mod vest på himmelen, kunne man være sikker på at det var Halleys komet man så.

Efter perihelium skulle kometen have sin længste hale og største lysstyrke i begyndelsen af april. Tidligere, i marts, vil den sikkert inden solopgang kunne ses hæve sig på morgenhimmelen med halen først. For iagttagere i Japan, De forenede Stater og Europa, der ligger på den nordlige halvkugle, vil kometen stå temmelig lavt på den sydlige himmel. Men iagttagere i Sydamerika, det sydlige Afrika og Australien vil opleve et prægtigt syn. Den første uge i april skulle være det bedste tidspunkt til iagttagelse af Halley, da den her vil stå højt på himmelen med halen i en bue tværs over zenit. Månen vil være i sidste kvarter, og efterhånden som halvmånen svinder ind mod nymåne den 9. april, vil den stadig mørkere himmel frembyde den bedste baggrund for at nyde hele pragten hos vor gæst fra verdensrummet.

Hvad får en komet til at opføre sig som den gør?

I forbindelse med den interesse der vækkes af et sådant fænomen, affødes der naturligvis mange spørgsmål om dette mystiske himmellegeme der er så forskelligt fra stjernerne og planeterne. Hvad er en komet? Hvor kommer den fra? Hvordan ser den ud på nært hold? Hvad består halen af? Hvorfor undergår den så store ændringer mens den nærmer sig solen og derefter forsvinder igen?

Disse spørgsmål har optaget astronomerne i flere generationer, men selv i dag er svarene stadig usikre og spekulative. Når en komet kommer tæt nok på til at vi kan gøre os forhåbninger om at se flere detaljer gennem et teleskop, hyller den sit hoved (kernen) i en tågesky (koma), så det eneste vi ser er en udvisket tågebold. Lyset fra komaen kan dog, når det analyseres i et spektroskop, give os nogle oplysninger om hvad den består af: vanddamp, ammoniak, metan og cyanbrinte. Atomer fra almindelige metaller afsløres også: jern, nikkel, mangan, kalcium, magnesium, natrium og så videre. Alle disse stoffer drives ud af komaen på grund af solens stråling og danner kometens hale. Halen skinner ligesom komaen på grund af fluorescens og reflektion af sollyset.

Kometernes størrelse er enorm. Komaen er ofte større end planeterne, i nogle tilfælde lige så stor som solen. Kometernes hale er flere millioner kilometer i længden; nogle har haft en hale på mere end 150 millioner kilometer, hvilket svarer til afstanden fra jorden til solen. Den faste kerne er imidlertid lille i sammenligning. Den er sandsynligvis ikke større end nogle få kilometer i diameter.

På grund af den lille kerne er massetætheden i hele kometen flere milliarder gange mindre end jordens. I kometens hale, der er så stor at den synes at fylde hele himmelen, er stoftætheden så ringe at stjerner kan skinne lige igennem. Stoffet er mere fortyndet end det er muligt at opnå i selv det største vakuum mennesker kan frembringe. Denne viden har dæmpet tidligere tiders frygt for at jordens passage gennem en komethale kunne få katastrofale følger. En sådan angst bredte sig sidste gang Halleys komet viste sig. Folk var rædselsslagne ved tanken om at gasserne i halen kunne forgifte atmosfæren, og mange søgte at beskytte sig inden den skæbnesvangre dag, den 18. maj 1910. Men kometens hale fejede hen over jorden uden den mindste mærkbare virkning.

Kometernes fødsel og død

Engang troede man at kometer var engangsbesøgende fra det interstellare rum. Lejlighedsvis passerede én tæt nok forbi en stor planet, som Jupiter, til at blive trukket ind i et lukket elliptisk kredsløb i vort solsystem. Nyere undersøgelser synes imidlertid at antyde at kometer er bundet til solen af tyngdekraften, ligesom solsystemets andre medlemmer. I nogle tilfælde bliver kometer slynget ud i en hyperbolsk, eller endeløs, bane og forlader solsystemet for bestandig.

I den teori om kometer der for tiden er fremherskende, beskrives kernen som en „snavset snebold“ bestående af frosset vand, metan og ammoniak blandet med støv af faste stoffer der indeholder metalliske grundstoffer. Når kometen nærmer sig solen undergår den sublimation,b idet den udsender damp og støvpartikler hvorved komaen dannes. Endnu nærmere solen bliver disse dampe og støvpartikler blæst bort fra komaen af solvindens partikler og solstrålingen og formes til en hale.

Under dette besøg af Halleys komet håber astronomerne at erfare hvor tæt på virkeligheden dette billede er. Ved at manøvrere rumsonder op på siden af kometen er de i stand til at tage nærbilleder og foretage målinger. På den måde venter de at kunne opklare noget af den mystik der hersker omkring kometerne.

Kometerne er ikke evige. De er ikke engang pålidelige som tidsmålere. En komets bevægelse ændres som følge af de gentagne tiltrækninger fra planeter i nærheden af dens bane. Ja, hvis den kommer nær en planet kan det medføre at den for bestandig slynges ud af solsystemet, efter samme princip som man anvendte i forbindelse med Voyager-rumsonderne. En komet der kredser periodisk i sin bane ældes også. Hver gang den passerer solen forbruger den noget af sit stof til at danne koma og hale. Visse kortperiodiske kometer er forsvundet efter gentagne omløb, uden at efterlade sig andet end en sky af meteorer. Halleys komet er så stor at den har overlevet adskillige kredsløb uden tydeligt tab af sin glans, men også den får med tiden en ende.

Kometerne herliggør deres Skaber

Når du betragter Halleys komet, tænk da på den 19. Salme i Bibelen. Halleys komet er afgjort et af de underværker på himmelen der forkynder Guds herlighed, uden tale eller ord.

[Fodnoter]

[Diagrammer på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Halleys komets elliptiske kredsløb

Neptuns bane

Uranus’ bane

Saturns bane

[Diagram]

Den hvide firkant viser det stykke af kometens bane der er synlige fra jorden

Jupiters bane

Mars’ bane

Jordens bane

Solen

Perihelium