Troen i krydsild
„Hvis jeg har én på kornet og jeg bliver nødt til at skyde ham, hvad gør jeg så?“ spurgte den amerikanske soldat sin feltpræst.
„Så skyd hurtigt,“ svarede præsten, „. . . men husk at livet er dyrebart.“
AT GÅ I KRIG og samtidig efterleve sin tro samvittighedsfuldt, lader sig ikke altid forene. Men når der er krig finder man alligevel ofte religiøse mennesker fanget i sjælekonfliktens krydsild, som det fremgår af ovenstående. The Seattle Times har udtrykt det på følgende måde: „I mange af de konflikter verden lider under i vor tid, virker religionen snarere ophidsende end beroligende.“
I de senere år har vi således set katolikker mod protestanter i Nordirland. „Kristne“ mod muslimer i Libanon. Muslimer mod jøder i Mellemøsten. Hinduer mod muslimer i Indien. Buddhister mod hinduer i Sri Lanka. Shia-muslimer mod sunni-muslimer i krigen mellem Iran og Irak. Og sådan kunne man blive ved.
Dermed være ikke sagt at alle krige udkæmpes på grund af religiøse uoverensstemmelser. I nogle tilfælde er det grænser eller borgerlige rettigheder der kæmpes om. Men det er ofte religionen der gyder olie på ilden. I grænsestriden mellem Iran og Irak opflammer de iranske shia-muslimske ledere for eksempel deres unge soldater til at drage i krig mod Iraks sunni-muslimer med ordene „Allah akbar!“ („Gud er stor!“) De unge mennesker går til angreb i den tro at hvis de dør i slaget er de sikret adgang til himmelen.
Når religiøse mennesker går i krig, er det gerne med den begrundelse at „Gud er på vor side“. Voldshandlingerne, ødelæggelserne og myrderierne foregår altså alt sammen i Guds navn. Desuden bliver en krig hvis dybereliggende årsag er religion, ofte blodigere og vanskeligere at standse end andre krige. Som Ernest Lefever, der er leder af et center for etik og almenvel i Washington, siger: „Hvis man mener at Gud er på ens side, kan man retfærdiggøre enhver ugerning.“ — U.S.News & World Report.
Dermed opstår spørgsmålet: Tager Gud virkelig parti for nogen af parterne i en krig? Dette spørgsmål blev ved med at forfølge en mand som fløj henved 60 bombetogter over Tyskland og Italien under den anden verdenskrig. Han havde samvittighedsnag ved at være med til at dræbe i tusindvis af mænd, kvinder og børn. Den følgende artikel fortæller hvordan han søgte og fandt et tilfredsstillende svar på spørgsmålet: „Hvis side er Gud på?“
[Kildeangivelse på side 3]
Foto: U.S. Army