Krig — hvorfor?
HAR du nogen sinde spekuleret på hvad der får ét land til at bekrige et andet? Hvis vi finder svaret på dette spørgsmål, kan vi også finde nøglen til at opnå fred.
Måske har du gjort dig tanker af samme art som dem professor i statsvidenskab John Stoessinger har givet udtryk for. Han siger: „Jeg har læst at krige forårsages af nationalisme, militarisme, allianceordninger og økonomiske faktorer, eller af andre livløse begreber som jeg ikke kan fatte. . . . Jeg tvivler på at det kan være sandt. . . . Når alt kommer til alt er krige altid blevet anstiftet af mennesker. Men i traditionelle bøger om krig er denne personlige [menneskelige] dimension sjældent blevet tillagt den rette vægt.“ (Kursiveret af os.) Det er indlysende at menneskers ansvar i krig ikke kan ignoreres.
En lignende konklusion kommer professor Otterbein til i sin bog The Evolution of War, hvori han siger at „krige forårsages af de beslutninger mennesker træffer som medlemmer af kollektive enheder, hvad enten disse er militære organisationer eller regerende forsamlinger“. Men hvad kan være motivet bag beslutningen om at starte en krig? Ifølge professor Otterbein har det hovedsagelig at gøre med ønsket om politisk kontrol, territorium, erobring, prestige, forsvar eller hævn.
Aggressivitet — en nedarvet tilbøjelighed?
Der er blevet fremsat mange teorier om årsagerne til krig. De der tror på en udvikling betragter blot mennesket som et højerestående dyr der stadig er i besiddelse af de aggressive og defensive instinkter som hører dyreverdenen til. De hævder at menneskets kamplyst er medfødt, at den ligger i arveanlæggene. I bogen The Biology of Peace and War har zoologen Irenäus Eibl-Eibesfeldt skrevet: „Vore nærmeste slægtninge, de store aber, besidder et anseligt aggressivt potentiel og er også territoriale . . . Dette tyder stærkt på at vor menneskelige aggressivitet kan være en arv fra fortidige primater.“
Konrad Lorenz, den østrigske grundlægger af den moderne etologi (studiet af dyrs adfærd), påstår at mennesket besidder en aggressiv drift der, som dets „stærkest motiverende instinkt, får det til at gå i krig“. — On Aggression.
Denne konklusion drages imidlertid i tvivl af historikeren professor Sue Mansfield, der siger: „Selv om de fleste kulturer i historisk tid har indladt sig på krig, er det dog et mindretal af mennesker der har været deltagere.“ Det at regeringer må gribe til tvangsudskrivning af værnepligtige til de væbnede styrker, antyder også at aggression og drab ikke nødvendigvis betragtes med stor begejstring af mennesker i almindelighed, og heller ikke kan opfattes som reflekshandlinger. Professor Mansfield tilføjer: „Historien viser faktisk at krigsførelse almindeligvis har været et mindretals beskæftigelse.“
I nyere tid er dette mindretal blevet højt uddannet og mentalt forberedt på krig. Dertil kommer at krigsførelse og drab er blevet mere upersonligt med fremkomsten af artilleri, bomber og missiler. I modsætning til deltagere i tidligere tiders krigsførelse, kan dette specialiserede mindretal dræbe uden egentlig at se, for ikke at sige kende, „fjenden“. Men hvordan kan mennesker motiveres til at kæmpe imod en fjende de ikke kender?
Betydningen af propaganda
Det kan hænde at naboer bliver uvenner, men det fører sjældent til blodsudgydelse. Og landets lov forbyder at man overfalder eller myrder andre indbyggere. Men i krigstilfælde gælder dette forbud ikke bevæbnede indbyggere i et naboland, selv om folk i almindelighed faktisk ikke kender deres „fjender“. Det eneste de ved om fjenden er det de er blevet påvirket til at tro ved hjælp af propaganda i de politisk kontrollerede massemedier.
Sådan vil det være i ethvert land. Som Irenäus Eibl-Eibesfeldt har skrevet: „Den offentlige mening formes af interessegrupper (politikerne, rustningsindustrien og militæret) der bedrager vælgerbefolkningen ved at give den falske eller ensidige oplysninger.“ Historikeren H. E. Barnes har skrevet noget lignende: „Siden den franske revolutions krige . . . har man i stadig højere grad anvendt vidtløftig og uimodståelig propaganda for at værne krigsførelsen mod meningsafvigelse, modstand og saglig analyse af spørgsmålene.“
Som følge heraf „kan praktisk talt enhver blive overtalt og manipuleret på en sådan måde at han mere eller mindre frivilligt kommer i en situation hvor han tvinges til at dræbe eller måske dø“. (War, af Gwynne Dyer) „Eliten“ kan altså, i kraft af sin politiske og økonomiske magt, kontrollere medierne med henblik på at gøre masserne rede til blodbadet.
Adolf Hitler og Joseph Goebbels, førerne inden for den herskende nazistiske elite, var udmærket klar over betydningen af at kontrollere sindene og at bedrage masserne. Den 24. august 1939 gjorde Hitler, over for en gruppe højtstående officerer, rede for sine planer om invasionen i Polen. Han sagde: „Jeg vil give en propaganda-grund til at påbegynde krigen — det kan være det samme, om den er plausibel eller ej. . . . Når man begynder og fører en krig, er det ikke retten, der betyder noget, men sejren.“
Det er således tydeligt at der må skabes en motivering for at få ét land til at rejse sig mod et andet. Men hvilke faktorer er væsentlige når det drejer sig om at vække krigsbegejstring i et land?
Hvem træffer beslutningerne?
En østrigsk økonom ved navn Schumpeter har skrevet: „Orienteringen i retning af krig fremmes hovedsagelig af de herskende klassers indenrigspolitiske interesser men påvirkes også af alle dem der har udsigt til at høste personlige fordele af en krigspolitik, det være sig økonomisk eller socialt.“ De herskende klasser er blevet defineret som den „elite [der] til enhver tid er optaget af forsøg på at manipulere med andre befolkningsgrupper eller med selve stemningen i befolkningen, for at sikre sin magtposition“. — Why War? af professorerne Nelson og Olin.
Der findes en herskende klasse i hvert eneste land, også selv om denne gruppe kan være splittet i forskellige politiske retninger. Mange har imidlertid gjort opmærksom på at den magt der ligger hos den militære elite i ethvert land ikke bør undervurderes. En tidligere amerikansk ambassadør, økonomen John K. Galbraith, beskriver den militære institution som „langt den mægtigste af de autonome magtfaktorer i staten“. Han fortsætter: „Militærets magt omfatter ikke blot de betydeligste magtkilder men . . . også alle midler til magtens håndhævelse. . . . Den skaber større utryghed i befolkningen end nogen anden form for magtudøvelse i vor tid.“
Dette anskueliggør Galbraith ved at henvise til De forenede Staters militære institution, der i kapitalstyrke „er ethvert andet magtapparat langt overlegen“. Denne kapital „omfatter ikke blot de midler der står til rådighed for de væbnede styrker og det militære apparats civilafsnit, men også dem der tilflyder rustningsindustrien“. Et lignende forhold findes utvivlsomt både i Sovjetunionen og i mange andre lande. Deri ligger en fare for et krigsudbrud, med gensidig udslettelse til følge — hvis militæret overgår den politiske myndighed i magt.
Hvilken indflydelse har religion på krig?
Selv om religionen er på retur i mange lande, kan gejstligheden medregnes til den elite der har indflydelse på beslutningsprocesserne. Dertil kommer at religion har været og stadig er den motiverende kraft bag nogle krige. Et tydeligt eksempel på dette er krigen mellem det shia-muslimske Iran og det sunni-muslimske Irak.
Et lignende forhold gør sig gældende i konflikten mellem Indien og Pakistan. Professor Stoessinger siger: „Den mest grusomme religionskrig i historien var hverken de kristne korstog mod islam eller trediveårskrigen, hvor katolikker kæmpede mod protestanter, men krigen i det 20. århundrede mellem hinduer og muslimer.“ Hvad udløste disse fjendtligheder? Det var adskillelsen mellem Indien og Pakistan i 1947, der umiddelbart resulterede i „en gigantisk folkevandring, måske den største i historien. Af frygt for at blive forfulgt i Pakistan foretog mere end 7 millioner hinduer en afsindig flugt til Indien. Et lignende antal muslimer flygtede fra Indien for at søge sikkerhed på pakistansk jord. Denne folkevandring blev ledsaget af megen vold og blodsudgydelse på grund af religiøst betonet had.“ — Why Nations Go to War.
Ofte i historien er præsteklassen villigt gået i ledtog med den herskende elite. I krigstid har religiøse ledere fromt velsignet våben og hære på begge sider af fronten i Guds navn, mens de ofte har bekendt sig til samme religion. Denne blasfemiske opførsel har fået mange mennesker til at vende sig bort både fra religion og fra Gud.
Nationalisme — en „hellig egoisme“ der splitter
I nogle tilfælde er et lands befolkning ikke indstillet på krig. Hvordan kan de herskende da lettest overtale befolkningen til at støtte deres forehavende? Det var netop problemet for De forenede Stater i forbindelse med Vietnamkrigen. Hvad gjorde den herskende elite ved det? John K. Galbraith svarer: „I De forenede Stater forårsagede Vietnamkrigen et af de mest storstilede forsøg på samfundsmæssig indoktrinering [’justering’ af den offentlige mening] i nyere tid. Intet blev sparet i forsøget på at få krigen til at forekomme nødvendig og acceptabel for den amerikanske offentlighed.“ Hermed henledes vor opmærksomhed på det lettest håndterlige redskab der kan anvendes til at stemme et lands befolkning for krig. Hvad er det?
Igen svarer professor Galbraith: „Skolerne i alle lande indprenter patriotisme. . . . Denne form for indoktrinering, der får alle til at samle sig om fanen, er særdeles betydningsfuld når det gælder om at få befolkningen til at underlægge sig [et lands] militær og udenrigspolitik.“ Denne systematiske indoktrinering er fremherskende både i de kommunistiske og i de vestlige lande.
Charles Yost, en mangeårig medarbejder ved det amerikanske udenrigsministerium, udtrykker det på denne måde: „Den væsentligste årsag til usikkerheden blandt nationerne er stadig den egenskab de roser sig mest af — deres suveræne uafhængighed, denne ’hellige egoisme’ som indebærer at de nægter at underlægge sig nogen bredere eller højere interesser end deres egne.“ Denne „hellige egoisme“ udmøntes i splittende nationalisme, den ødelæggende lære at en bestemt nation er bedre end alle andre.
Historikeren Arnold Toynbee har skrevet: „Nationalismens ånd er som et bittert gærstof i demokratiets nye vin på stammekulturens gamle flasker.“ I bogen Power and Immortality har dr. Lopez-Reyes skrevet: „Suverænitetsbegrebet er en væsentlig årsag til nutidens krige; . . . medmindre det ændres, vil systemet af suveræne nationalstater udløse en tredje verdenskrig.“ Når man lægger vægt på nationalisme og suverænitet benægter man den kendsgerning at vi alle tilhører den samme menneskeslægt, uanset sproglige eller kulturelle forskelligheder. Og denne benægtelse fører til krige.
Ja, eksperterne fremkommer med alle mulige forklaringer på hvorfor mennesket sætter sig for systematisk at udrydde sine artsfæller. Men der er én væsentlig faktor som de fleste kommentatorer overser.
Den dybereliggende årsag til krig
Hvis man beskæftiger sig med krigshistorie og årsagerne til krig, bør man også tage en endnu større konflikt med i sine betragtninger — en konflikt der har haft dybtgående indvirkning på menneskeheden. Bibelen gør tydeligt opmærksom på hvori den består. Denne gamle bog viser at en mægtig åndeskabning, drevet af ærgerrighed, rejste sig i opposition til Gud. (Job 1:6-12; 2:1-7) Han iværksatte et oprør i himmelen og på jorden, og førte dermed menneskeslægten ind i ulydighed, ufuldkommenhed, synd og død. (1 Mosebog 3:1-7) Derfor kunne Jesus, mens han var på jorden, omtale sine religiøse fjender på denne måde: „I er fra jeres fader Djævelen . . . Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. . . . han er en løgner og løgnens fader.“ — Johannes 8:44.
Denne oprørske åndeskabning, Satan (der betyder modstander) Djævelen (der betyder anklager og bagvasker), har i tusinder af år hersket over nationerne og splittet dem. Ved hjælp af politisk magt har han opnået usynlig myndighed over nationerne. Med hvilken begrundelse kan vi fremsætte en sådan påstand? Den at Satan Djævelen, da han fristede Kristus, viste ham „alle verdens riger og deres herlighed“, hvorefter han sagde: „Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.“ Kristus benægtede ikke at Satan havde myndighed over „alle verdens riger“. Han afviste fristelsen idet han svarede: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Mattæus 4:1, 8-10.
Ved hjælp af alle mulige politiske kneb og splittelser har Satan formået at vende menneskeheden bort fra den eneste sande vej til fred. Størstedelen af menneskeheden viser loyalitet mod politiske systemer der må betegnes som modstridende. De vil ikke og kan ikke indføre sand fred for menneskeheden, fordi de er under indflydelse af den forkerte gud — den gud „som vildleder hele den beboede jord“ — Satan. Direkte eller indirekte modstår de derfor den eneste sande vej til fred. — Åbenbaringen 12:9; 2 Korinther 4:4.
Men måske spørger du: ’Hvordan kan sand fred blive en realitet? Hvem vil gennemføre en sådan ændring? Og hvad må jeg gøre for at få del i denne fred?’ Følgende artikel vil besvare disse spørgsmål.
[Illustration på side 5]
Joseph Goebbels, rigsminister for folkeoplysning og propaganda, „naziregimets mesteragitator“
[Kildeangivelse]
Foto: USAs kongresbibliotek
[Illustration på side 6]
Religion forårsager stadig krig, som konflikten mellem Iran og Irak viser
[Kildeangivelse]
Foto: I. Shateri/Gamma-Liaison