Hvordan verden blev afhængig

EN AMERIKANSK senator ryger to pakker cigaretter om dagen. „Jeg ved godt at det vil forkorte mit liv . . . Det bliver sikkert min død,“ sagde han til sine kolleger under en debat om støtte til tobaksavlere. „Jeg fordømmer den dag jeg overhovedet blev afhængig af det stads.“

Det er denne senator ikke ene om. Nogle har anslået at 90 procent af rygerne i hans land enten har forsøgt at holde op eller ønsker at gøre det. I 1983 lykkedes det for to millioner japanere at holde op med at ryge. En autoritet siger: „Næsten alle rygere synes at være kede af at de nogen sinde begyndte at ryge, og de advarer deres børn mod at følge deres eksempel.“

Hvordan er det gået til at alle disse rygere er blevet afhængige af tobak — skønt de nu fortryder det så bittert? På en eller anden måde „er vi som civilisation på godt og ondt blevet knyttet til disse papirrør der indeholder hakkede blade af en urt,“ som forskeren Robert Sobel siger. En af tobaksindustriens seks giganter har en kvart million ansatte, og omsætter hvert år for 100 milliarder kroner i 78 lande på seks kontinenter. Alene i Danmark blev der i 1984 produceret over 10 milliarder cigaretter. Hvordan har en vane der i vid udstrækning er uønsket, skabt det behov der danner grundlaget for en så enorm industri?

Beretningen om cigaretten er måske en af de mest overraskende inden for de sidste hundrede år. Det der udløste den utrolige efterspørgsel efter cigaretter i dette århundrede var to krige i det 19. århundrede. Den nystartede reklameindustri pustede til ilden. Og en ny tobakssort — lysegul, mildere og med en anden kemisk sammensætning — gav rygerne mod på at inhalere røgen. Denne bemærkelsesværdige forandring i rygevanerne, inhaleringen, gjorde de fleste rygere afhængige for livstid.

Krigene der skabte efterspørgsel

Tobak forblev en luksusvare indtil 1856 da det første massemarked for cigaretter opstod. Det skete da engelske og franske soldater vendte hjem fra Krimkrigen med „papircigarer“ og en vane som de havde tillagt sig dér. Europa blev grebet af en ’cigaretdille’ der skabte en uventet efterspørgsel efter tyrkiske cigaretter og deres engelske efterligninger.

På grund af ’Krim-dillen’ vandt cigaretten indpas som en billig krigstidserstatning for piber og cigarer. Det var dog kun et modelune. Robert Sobel påpeger desuden at „det i begyndelsen af 1860erne på ingen måde så ud til at det primære marked for røgvarer — amerikanske mænd fra middelklassen — ville falde for cigaretterne“. Røgen fra disse første cigaretter virkede ikke så tiltalende som røgen fra vore dages cigaretter. Ligesom cigarrøg var den svagt basisk, og rygerne beholdt den i munden. Man kunne ikke inhalere som de fleste cigaretrygere gør i dag — i hvert fald var det ikke behageligt. Tiden var inde til den næste overraskende udvikling.

Under den amerikanske borgerkrig (1861-65) blev der indført cigaretter som var mere vanedannende, og dette skete med „eksplosiv kraft“, som tobakseksperten Jerome E. Brooks siger. Også under denne krig var der billige cigaretter til soldaterne — først i sydstaterne, dernæst i nordstaterne. Men denne gang blev cigaretrygningen ikke en flygtig dille.

Disse cigaretter indeholdt amerikansk tobak, og var derfor anderledes. De amerikanske tobaksavlere havde plantet nye tobakssorter der voksede godt i den kvælstoffattige jord. På en farm i staten North Carolina opdagede man desuden ved et rent slumpetræf en lagringsproces hvorved tobaksplantens blade blev lysegule, milde og søde. I 1860 kaldte det amerikanske kontor for befolkningsstatistik dette for „en af de mest usædvanlige produktionsudviklinger inden for landbruget som verden nogen sinde har oplevet“. Efter at have røget nogle få cigaretter af denne nye slags, følte folk en næsten uimodståelig trang til at tænde endnu en.

Afhængighed

Skønt man ikke forstod det dengang, var denne lille men støt voksende kundekreds blevet fysisk afhængig af et særdeles vanedannende stof. „Hvis man i ungdommen ryger mere end to-tre cigaretter“ vil det næsten uundgåeligt føre til „regulær afhængighed af rygning,“ siger dr. Michael A. H. Russell, der forsker i afhængighed. „I modsætning til de unge narkomaner der i begyndelsen bliver ’høje’ af heroin en gang eller to om ugen, har en ung ryger været ’høj’ af nikotin omkring 200 gange når han har røget sin første pakke cigaretter.“

Ja, hemmeligheden var inhalering. Efter alt at dømme er det kun nikotinen i basisk røg der absorberes af slimhinderne og irriterer dem. Cigaretrøg er en anelse sur, og det er derfor den eneste tobaksrøg der er mild nok ved munden og halsen til at man rutinemæssigt kan inhalere den. I lungerne neutraliseres syren imidlertid, og nikotinen strømmer frit ud i blodet. På blot syv sekunder vil det nikotinholdige blod nå frem til hjernen. Hvert enkelt drag af cigaretten har altså en næsten øjeblikkelig virkning. Ifølge en undersøgelse foretaget af den britiske regering har unge der ryger mere end én cigaret, kun 15 procents chance for at forblive ikke-rygere.

I selv samme årti som Krimkrigen blev udkæmpet, havde tobaksindustrien således affødt en ny vane der var svær at aflægge. Før der var gået 20 år havde tobaksforhandlerne fået den idé at tiltrække nye kunder ved hjælp af agitation og iøjnefaldende annoncer i aviserne. En maskine som blev patenteret i 1880 masseproducerede cigaretter og holdt prisen nede, mens billeder af sportshelte og smilende damer solgte cigaretter til det mandlige publikum. Men hvad fik dem til at blive ved med at ryge? Afhængighed af nikotin! Dr. med. William Bennet, der skriver om sundhed og sygdom, udtrykker det på denne måde: „Mekanisering, smart reklame og markedsføringsteknik var medvirkende faktorer, men [uden nikotin] kunne de ikke have solgt ret meget af deres tørrede kål.“

Ved århundredskiftet var afhængigheden af den allerede verdenskendte cigaret klar til at stramme grebet om samfundet.

[Tekstcitat på side 5]

Når en ny ryger har røget sin første pakke cigaretter har han været ’høj’ af nikotin cirka 200 gange