Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 22/6 s. 6-7
  • Tobakkens sejrsgang

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Tobakkens sejrsgang
  • Vågn op! – 1986
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Grebet strammes
  • Den enorme tobaksindustri
  • Hvordan verden blev afhængig
    Vågn op! – 1986
  • Er rygning på vej ud?
    Vågn op! – 1981
  • De nøgne kendsgerninger: Tobakken i dag
    Vågn op! – 1986
  • Hvordan virker rygning på rygeren selv?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1981
Se mere
Vågn op! – 1986
g86 22/6 s. 6-7

Tobakkens sejrsgang

FRYGTEN for at rygning skulle være skadeligt og vanedannende har medført at omsætningen på cigaretmarkedet nu og da er faldet — dog blot for senere at stige til nye højder. Hvilke mekanismer kan undertrykke rygernes frygt? Det kan reklame og krig! Ifølge historikeren Robert Sobel er det disse to faktorer „der har haft størst betydning for udbredelsen af brugen af cigaretter“.

Cigaretforbruget skød i vejret da ’nation rejste sig mod nation’ i den første verdenskrig. (Mattæus 24:7) Hvad fik produktionen i Amerika til at stige fra 18 milliarder cigaretter i 1914 til 47 milliarder i 1918? Et korstog for gratis cigaretter til soldaterne! Man mente at deres narkotiske virkning kunne hjælpe soldaterne til at bekæmpe ensomhedsfølelsen ved fronten.

„Pack up your troubles in your old kit bag/While you’ve a lucifer to light your fag“ (Put din bekymring i en gammel sæk/når blot du har en tændstik til din smøg). Sådan lød opfordringen i en engelsk sang fra krigstiden. Da regeringskontorer og private, patriotiske grupper skaffede soldaterne gratis tobaksvarer, turde end ikke cigaretmodstanderne protestere.

Grebet strammes

De nyomvendte rygere blev gode kunder efter krigen. Alene i 1925 røg hver amerikaner gennemsnitlig næsten 700 cigaretter. Og i efterkrigstidens Grækenland blev der røget halvanden gang så mange cigaretter pr. indbygger som i De forenede Stater. Amerikanske cigaretter blev populære i mange lande, men i andre, for eksempel Indien, Kina, Japan, Italien og Polen, dyrkede man selv tobak for at dække efterspørgselen på hjemmemarkedet.

For at få et fastere greb om det amerikanske marked rettede annoncørerne opmærksomheden mod en ny målgruppe: kvinderne. „Det er om tobaksreklamen i slutningen af 1920rne blevet sagt at den var ’løbet løbsk’,“ fortæller Jerome E. Brooks. Men reklamen fik amerikanerne til at blive ved med at købe cigaretter både under og efter den økonomiske depression i 1929. For enorme summer (cirka 75 millioner dollars i 1931) blev cigaretten opreklameret som et alternativ til slik og en hjælp til at bevare den slanke linje. Film der kastede glans over cigaretrygende stjerner som Marlene Dietrich var med til at give cigaretten en aura af raffinement. De amerikanske kvinder sluttede sig derfor til mændene, og i 1939, umiddelbart før den anden verdenskrig, røg de i fællesskab 180 milliarder cigaretter.

En ny krig! Soldaterne fik igen gratis cigaretter, selv i deres feltrationer. „Grøn Lucky Strike er gået i krig!“ lød et reklameslogan der søgte at slå mønt af de patriotiske følelser som krigen fremkaldte. Efter et løst skøn lå cigaretforbruget i Amerika på 400 milliarder om året ved den anden verdenskrigs slutning. Hvem kunne da rejse tvivl om tobakkens berettigelse?

Ja, hvem kunne betvivle cigaretternes betydning i efterkrigstidens Europa, hvor kartoner med cigaretter på et tidspunkt erstattede penge på det sorte marked? Amerikanske soldater udstationeret i Europa kunne på grund af statstilskud købe cigaretter for kun fem cents pakken, og bruge dem som betaling for alverdens ting — lige fra nye sko til piger. Det skattefrie salg af cigaretter til militæret steg fra 5400 pr. person i 1945 til 21.250 i 1947.

I flere årtier lykkedes det at lægge røgslør over alle indvendinger mod tobakken — de blev ikke tilbagevist men simpelt hen overskygget af den populære vanes stadige vækst. Der var dog nogle der i deres stille sind spurgte: Er det skadeligt at ryge? Forurener man sit legeme ved at gøre det?

I 1952 slog det ulmende spørgsmål om sundhedsfare pludselig ud i lys lue. Nogle engelske læger offentliggjorde en ny undersøgelse som viste at mange kræftpatienter var storrygere. Reader’s Digest tog emnet op, og det fik megen omtale. I 1953 syntes en kampagne mod cigaretrygning at skulle lykkes. Ville verden mon aflægge vanen?

Den enorme tobaksindustri

Over for offentligheden hævdede tobaksindustrien at anklagerne mod cigaretterne var ren og skær teori og at der aldrig var blevet ført bevis for dem. Men pludselig viste det sig — ironisk nok — at tobaksindustrien havde et hemmeligt våben: den nikotinsvage cigaret. Dette nye produkt gav frygtsomme rygere der ikke ville lægge tobakken på hylden, en forestilling om sikkerhed og sundhed, og reklamen viste endnu en gang sin evne til at sælge et image.

De nikotinsvage mærker hjalp dog mere på rygerens samvittighed end på hans helbred. Videnskaben skulle siden finde ud af at mange rygere kompenserede ved at inhalere dybere og beholde røgen længere i lungerne indtil de fik lige så meget nikotin som altid. Men der skulle gå et kvart århundrede før forskerne kunne påvise dette. I mellemtiden blev tobaksindustrien en af verdens mest indbringende, og den omsætter nu for over 400 milliarder kroner om året.

Økonomisk er tobaksindustrien nu stærkere end nogen sinde. Kunderne er trofaste. Forbruget stiger med én procent om året i de industrialiserede lande og med over tre procent i den tredje verdens udviklingslande. I Pakistan og Brasilien foregår væksten henholdsvis seks og otte gange hurtigere end i de fleste vestlige lande. I Thailand bruger den enkelte gennemsnitlig en femtedel af sin indtægt til at købe cigaretter for.

Men for de mange der tænker over sagen er det faste greb som verden sidder i efter 100 års bekendtskab med cigaretten, på ingen måde slutningen på historien. Skyldes det skjulte faktorer at tobaksforbruget især siden 1914 er steget så voldsomt, og at tobakken blindt accepteres af så mange? Kan der gives noget svar på de spørgsmål som sjældent stilles, om for eksempel det etisk tvivlsomme ved denne vane? Er det i moralsk henseende acceptabelt at ryge? Den næste artikel vil behandle disse spørgsmål.

[Illustration på side 7]

Reklame og krig — de to faktorer der har haft størst betydning for cigaretternes udbredelse

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del