Oversvømmelse og tørke — Guds værk?
„JEG bliver svimmel, og min mave føles kold.“ Den afrikanske kvinde forsøger over for en korrespondent fra Vågn op! at beskrive hvordan det føles at sulte. En anden beboer i et tørkeramt område i Sydafrika siger: „Vi mister alle kræfter i en sådan grad at vi hverken kan le, græde, se eller ånde.“
Man anslår at der i den senere tid alene i Afrika har været omkring 35 millioner der har levet under disse fortvivlende vilkår. De har været ofre for en tørkekatastrofe der truede hele kontinentet.
Disse lidelser er ikke gået upåagtet hen. Nyhedsmediernes forfærdende billeder af udhungrede kvinder og børn — ofte svundet ind til rene skeletter — har afstedkommet en massiv hjælpeindsats. Men for mange hungerramte har hjælpen enten været for utilstrækkelig eller den er nået for sent frem. Nødhjælp giver ikke de døde livet og giver heller ikke de landbrugere der har mistet alt, deres velstand igen.
Mens nogle med indtørrede læber bønfalder om en dråbe regn, lider andre under en naturkatastrofe som nogle mener har forvoldt endnu større skade på liv og ejendom — nemlig oversvømmelse. Bogen Historical Catastrophes: Famines (Historiske katastrofer: Hungersnød) bemærker: „I mange tilfælde er en omfattende, fejlslagen høst . . . forårsaget af for meget vand.“
Et eksempel er Den gule Flod i Kina. Flodsengen ligger højt, og diger langs bredden beskytter de landbrugere der bor på sletten nedenfor; men i perioder med oversvømmelse brister disse dæmninger somme tider, og sletten forvandles til et frygtindgydende hav. Gennem tiderne er omtrent ti millioner kinesere omkommet under oversvømmelser, og Den gule Flod har således forårsaget mere menneskelig lidelse end noget andet naturfænomen på jorden!
Oversvømmelse og tørke hjemsøger fortsat menneskeheden til trods for vor tekniske formåen. Og hvad enten vi selv har været udsat for disse rædsler eller ej, berøres vi af dem. Oversvømmelser og tørke afstedkommer nemlig uundgåeligt fødevaremangel, som så tvinger fødevarepriserne i vejret. Mennesker er så hjælpeløse over for naturkatastrofer at disse i visse lande kaldes „Guds værk“. Men kan denne benævnelse siges at være passende?
Hvem har ansvaret?
Earthscan, en „nyheds- og informationstjeneste med den globale udvikling og miljøspørgsmål som speciale“, har udgivet en rapport med titlen Natural Disasters — Acts of God or Acts of Man? (Naturkatastrofer — Guds værk eller menneskers?) Heri fremlægges materiale der viser at det gennemsnitlige antal rapporterede oversvømmelser er steget fra 15,1 om året på verdensplan i 1960erne til 22,2 i 1970erne. Tørketilfældene steg fra 5,2 om året til 9,7 i løbet af samme periode. Men noget langt mere urovækkende er den kendsgerning at antallet af omkomne ved disse katastrofer steg over seks gange!
Earthscan-rapporten siger: „Katastrofer skyldes i stigende grad mennesker. Nogle katastrofer (oversvømmelse, tørke, hungersnød) forårsages snarere af dårlig administration af miljø og ressourcer end af for megen eller for sparsom nedbør. . . . Katastrofer er samfundsmæssige og politiske hændelser som kan forebygges og ofte bliver det. I den tredje verden, hvor de fattige tvinges til at udpine jorden og bebo farlige områder, kræver katastrofer stadig flere ofre.“
Tænk også på hvordan mennesker har forårsaget begivenheder der ellers tilskrives Gud. En nat i maj 1943 styrtede omtrent 330 millioner tons vand ud i nogle dale i den vestlige del af Tyskland. Var det Guds værk? Nej. Årsagen var at britiske krigsfly bombede Möhne- og Ederdæmningerne. Omkring 1300 mennesker, de fleste civile, druknede under oversvømmelserne.
Blot fem år tidligere, i 1938, fandt der en katastrofe sted som af nogle regnes for at have været mere ødelæggende end atombombenedkastningerne over Hiroshima og Nagasaki. Bladet New Scientist bemærker til en rapport fra SIPRI (det internationale fredsforskningsinstitut i Stockholm): „Det drejer sig om dynamitsprængningen af Huayuankow-dæmningen ved Den gule Flod, hvorved man standsede de japanske troppers fremrykning gennem Kina . . . men samtidig forårsagede at adskillige hundrede tusind af Kinas egne indbyggere druknede.“ Millioner blev hjemløse.
En afrikansk avis fremsætter en lignende anklage: „Ikke alle [tørkens] plager kan tilskrives vejret. . . . Krigsførelse, fra Afrikas Horn til Atlanterhavskysten og tilbage til Moçambique, har tvunget landbrugere på flugt fra deres jorder.“ Tørken i Etiopien er for eksempel blevet forværret af flere års borgerkrig, der har ødelagt græsarealer.
Guds skyld eller begærlighedens?
Takket være den moderne teknologi kan landbrugerne nu tage store jordområder under plov — deriblandt områder som ifølge økologerne slet ikke burde være taget under plov. Bladet National Geographic siger om store dele af prærieområdet i Nordamerika: „Spekulanter og kriseramte kvægopdrættere har pløjet flere hundrede tusind hektar sårbare græsområder op for at dyrke hvede . . . Når denne muldjord er tør, bliver den let fejet bort af vinden; og langvarig tørke på prærien, som den der frembragte ’the Dust Bowl’ [et tørkeramt område af USA i 1930rne], er kun et spørgsmål om tid.“
Nogle græsningsarealer i området er allerede føget til med et lag jord på højde med hegnspælene. En af de ramte kvægopdrættere har sagt: „Det er ikke Guds værk. Det er havesygens værk. Gud har ingen plov.“ Mahatma Gandhi udtrykte det også meget godt da han sagde: „Vi har nok til alles rådighed, blot ikke til deres grådighed.“
Nogle vil nok sige at det er kvægopdrætterne der er begærlige. Nogle skaffer sig så stor en besætning at jorden bliver overgræsset. Det går måske godt i årevis, men når så tørken rammer, kan denne jord blive til varigt ørkenland. Læg mærke til hvordan det er gået i Saharaørkenens grænseområder. Tidligere i dette århundrede blev der gravet i tusindvis af brønde for at man kunne skaffe mere vand. Afrikanske kvægopdrættere glædede sig, for nu kunne de øge deres besætning. Men desværre fandtes der ikke tilstrækkeligt med græsning til de større hjorde!
„Sahel-området var allerede sygt da en tørke begyndte i 1968,“ siger bogen Our Hungry Earth — The World Food Crisis. (Vor sultne jord — verdens fødevarekrise). „Efterhånden som græsset visnede, fældede røgterne træerne for at kvæget kunne æde bladene. Tørken fortsatte, og græsområderne og landbrugsjorden forvandledes lidt efter lidt til ørken.“ Ifølge New Scientist har Saharaørkenen „i de sidste 50 år vandret 650.000 kvadratkilometer i sydlig retning“. Det er et område der er større end Spanien og Portugal tilsammen!
Dertil kommer at entreprenører fælder træer uden tanke for de økologiske konsekvenser. Professor Hanks, der er direktør for Instituttet for Naturressourcer i Pietermaritzburg i Sydafrika, siger: „På den tid det tager Dem at læse denne sætning vil der på verdensplan være forsvundet tre hektar skov. . . . Dette tab af træer medfører langt mere end et tab af råmaterialer til energi og byggeri. Skovrydning tilintetgør veletablerede vandkredsløb, hvilket medfører tilmudring af vandløb og floder, mindskelse af grundvandet, voldsommere oversvømmelser og en forværring af vandmangelen i tørkeperioder.“
Det ser man et eksempel på i Himalayabjergene. „Skovene i bjergenes udløbere forsvinder hurtigt,“ siger Our Hungry Earth — The World Food Crisis. „Som følge heraf forværres oversvømmelserne i Sydasien. En oversvømmelse i 1973 i Pakistan ødelagde store mængder oplagret korn. Og i 1974 beskadigede oversvømmelser i Bangladesh og Indien afgrøderne næsten lige så meget som tørken gjorde.“
En straf fra Gud?
Det kan derfor ikke undre at førnævnte Earthscan-rapport konkluderer at det er mennesket — og ikke Gud — der har ansvaret for de katastrofale virkninger af oversvømmelse og tørke. Sandt nok har mennesket ikke herredømme over vejret — skønt nogle mener at menneskets letsindige omgang med miljøet, i form af kernevåbenprøvesprængninger og lignende, har forandret vejrmønstrene. Men, som Earthscan-rapporten fastslog:
„Folk forandrer deres miljø sådan at det indbyder til at blive ramt af visse katastrofer, og de bærer sig sådan ad at de selv bliver mere sårbare over for disse katastrofer. De voksende befolkninger i den tredje verden tvinges til at dyrke deres jord for intensivt, rydde og udpine den, hvorved den bliver mere udsat for oversvømmelser og tørke.“
Nogle vil måske spørge: ’Men kan det ikke tænkes at Gud på en eller anden måde straffer menneskeheden med disse katastrofer for deres dårlige forvaltning af jorden? Viser Bibelen ikke at Gud benyttede sig af sådanne katastrofer i fortiden?’ Her er det værd at huske at da Gud på Noas tid sendte vandfloden over jorden, gik der en advarsel forud. Gud sørgede for at den retfærdige Noa og hans familie bevarede livet. (1 Mosebog 6:13, 14, 17) Det samme kan afgjort ikke siges om katastroferne i nyere tid; nogle gange har selv trofaste tjenere for Gud lidt trængsler eller død på grund af dem.
Det betyder imidlertid ikke at Gud betragter menneskets ødelæggelse af jorden som noget ligegyldigt. Bibelen viser at han til sin tid vil øve gengæld. Hvordan? Bibelen udtrykker det på denne måde: „I de kongers [nuværende regeringers] dage vil himmelens Gud oprette et rige [sin himmelske regering] som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.
I århundreder har sande kristne set frem til Guds rige. Jesus lærte sine disciple at bede: „Fader, . . . Lad dit rige komme.“ (Lukas 11:2) Er der grund til at tro at en himmelsk regering vil kunne bringe ødelæggende oversvømmelse og tørke til ophør? Så afgjort! Videnskaben har for eksempel indtil nu kun haft ringe held til at tæmme vejret; Skaberen, derimod, har magt over vejr og vind. Han lovede sit folk i fortiden: „Så vil jeg give jer regnskyl i rette tid, og landet skal give sin afgrøde, og markens træer vil give deres frugt.“ — 3 Mosebog 26:4.
Den opstandne Jesus Kristus, der af Gud er blevet udnævnt til konge i hans regering, har også vist sin magt til at beherske vejrforholdene! Bibelen fortæller om en hændelse hvor der pludselig opstod „et voldsomt stormvejr“. Jesus blev vækket af en dyb søvn, „rejste . . . sig og talte strengt til vinden og sagde til søen: ’Ti! Vær stille!’“ Hvad skete der? „Vinden lagde sig, og der blev helt stille.“ Dette fik Jesu frygtsomme disciple til at sige: „Hvem er dette menneske egentlig, siden endog vinden og søen adlyder ham?“ — Markus 4:36-41.
Under Guds riges styre vil vejret på jorden ligeledes være underlagt Jesu befalinger og således blive holdt i fuldstændig balance. Og hvordan med jordens økologi? Der vil ikke findes havesyge mennesker der ribber jorden for skove eller forurener atmosfæren. Bibelen siger: „Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ (Esajas 11:9) Under dette styre vil menneskeheden utvivlsomt lære at bygge huse og anvende jordens ressourcer på en måde der ikke forstyrrer dens økologi. (Esajas 65:21) Jorden vil således blive forvandlet til et vidunderligt sted — et virkeligt paradis! — Lukas 23:43.
[Illustration på side 18]
Hvorfor breder ørkener som denne i Afrika sig så hastigt?
[Kildeangivelse]
FAO-fotografi