Krisen i Sydafrika

I de tre følgende artikler redegør en „Vågn op!“-korrespondent i Sydafrika for krisen og dens løsning

„OPTØJER koster 26 livet.“ „Blandede følelser ved begravelse af 15 uro-ofre.“ „Den udbredte vold fortsætter.“ „Antallet af omkomne efter 10 dages bombevold i Sydafrika steget til 13.“ Avisernes overskrifter og nyhedsmeddelelser fortæller den uhyggelige og sørgelige historie. En kommentator udtrykker det på denne måde: „Sydafrika befinder sig i den værste krise i landets historie, både indadtil og udadtil.“

Millioner af mennesker i hele verden følger situationen gennem medierne, og mange har derfor fået den opfattelse at hele Sydafrika er ét kaos. Men det er ikke tilfældet. I de fleste hvide områder og i de sorte landområder fortsætter tilværelsen ganske som normalt.

Men i nogle sorte bydele foregår der frygtelige ting. En ung sort kvinde der var mistænkt for at være politistikker, blev for eksempel sparket, trampet på og brændt levende. Folks vrede er som regel først og fremmest rettet mod dem der arbejder for eller samarbejder med regeringen. Sorte politibetjente er blevet dræbt, og flere hundrede har fået deres hjem brændt ned eller slemt beskadiget.

De fleste af oprørerne er teenagere eller endog børn. For dem er volden ved at blive en livsform. Desuden benytter bøller uroen som en lejlighed til at overfalde og udplyndre uskyldige mennesker.

Uroen har også berørt Sydafrikas økonomi. Den lokale valuta har gennemgået en kraftig devaluering. Mange firmaer har måttet lukke, med arbejdsløshed til følge. Sydafrikas internationale renommé har lidt skade. Der lyder nu flere trusler om sanktioner og tilbagetrækning af kapital end nogen sinde før.

Dette berører også Sydafrikas nabolande — Swaziland, Botswana, Lesotho og Sydvestafrika/Namibia, hvis økonomi i høj grad er afhængig af Sydafrika. To af de større nabolande, Moçambique og Angola, har i mange år befundet sig i en krise der er endnu alvorligere end Sydafrikas. Omfattende indre uroligheder har voldt ubodelig skade på landenes økonomi.

Sydafrika er et smukt land med mange naturressourcer — god landbrugsjord, guld, diamanter, kul, kobber og mange andre værdifulde mineraler. Og der er mange venlige mennesker i landets forskellige befolkningsgrupper — sorte, hvide, farvede (mennesker af blandet race) og indere.

Sydafrika er desuden et meget religiøst land. De fleste mennesker, hvide såvel som sorte, tror på Gud. Alligevel er landet forfærdelig splittet. Kan religionen siges at bære skylden? Eller hvad er det der har fremkaldt denne sørgelige situation? Og — endnu vigtigere — findes der en løsning?