Hemmeligheden bag det okkulte

FOR femhundrede år siden blev folk efterstræbt af inkvisitionen hvis de var under mistanke for at beskæftige sig med heksekunst. En pavelig proklamation fra 1484 gav inkvisitorerne officiel rygdækning for deres heksejagt. Dette førte til udgivelsen af bogen Malleus Maleficarium (Heksehammeren), der klassificerede hekseri som værre end kætteri. Som følge af dette blev tusinder henrettet.

I nyere tid har indstillingen til hændelser som den moderne videnskab ikke har været i stand til at forklare, ændret sig drastisk. Denne holdningsændring kan spores tilbage til 1848 da to piger, Margaret og Kate Fox fra staten New York, hørte mystiske bankelyde i deres lille hus. De havde på fornemmelsen at det kunne være væsener fra åndeverdenen der søgte at komme i kontakt med dem, og bad om en kode så de kunne indlede en kommunikation. Forbindelsen blev oprettet, hvorefter der fulgte en række budskaber.

Nyheden om dette spredtes vidt og bredt — samtidig voksede interessen for det overnaturlige. Det resulterede blandt andet i at spiritismen blev et organiseret trossamfund, der tiltrak mange som længtes efter at komme i kontakt med deres afdøde slægtninge.

Videnskabelige undersøgelser af det overnaturlige

De overnaturlige hændelser førte også til at man grundlagde selskaber der skulle udforske disse fænomener videnskabeligt. Denne forskning kendes under betegnelsen parapsykologi.

En tid lang havde den etablerede videnskab kun foragt tilovers for denne gren af forskningen. I 1882 blev Selskabet for parapsykologisk Forskning (SPR) imidlertid grundlagt i London. Dets erklærede mål var „i videnskabens ånd, uden fordomme eller forudindtagethed, at undersøge menneskelige evner — virkelige eller indbildte — som synes uforklarlige på baggrund af almindeligt anerkendte hypoteser“.

Den parapsykologiske forskning har senere vundet større anerkendelse efterhånden som ansete forskere har foranstaltet undersøgelser af det overnaturlige. Den 18. maj 1985 bekendtgjorde universitetet i Edinburgh interessant nok udnævnelsen af en amerikansk psykolog, dr. Robert Morris, til professor i parapsykologi. Avisen Sunday Telegraph udnævnte ham til ’professor i det ukendte’. Selv om det affødte kritik at parapsykologien ligefrem skulle have et professorat, bemærkede tidsskriftet New Scientist:

„Parapsykologi er på ingen måde et nyt fag på de britiske universiteter. Selskabet for parapsykologisk Forskning — Englands førende på dette område — fejrede for nogle år siden sit 100 års jubilæum, og har altid været stærkt knyttet til universiteterne. Den første præsident for SPR var Henry Sidgwick, professor i moralfilosofi ved Cambridge-universitetet. Siden da har 28 af de omkring 50 der har beklædt præsidentposten i selskabet været universitetsprofessorer, og to af dem har været nobelpristagere. Der foregår i øjeblikket parapsykologisk forskning ved otte af de 44 engelske universiteter.“

Formelt anerkender de store videnskabelige institutioner ganske vist stadig ikke parapsykologi på lige fod med de fysiske videnskaber. Mange hævder at der slet ikke forekommer egentlige overnaturlige hændelser.

Er det kun blændværk?

Det er sandt at nogle af de hændelser der tilskrives okkulte kræfter, ikke er andet end tricks og blændværk. Det gjaldt for eksempel et tilfælde hvor en præsts fire mindreårige døtre og deres barnepige var involveret. En af pigerne blev sendt ud af værelset. De andre blev sammen og udvalgte i fællesskab en genstand, som for eksempel et spillekort. Så kaldte de pigen ind igen, hvorefter hun skulle beskrive den udvalgte genstand ved hjælp af tankeoverføring. Denne beskrivelse var som regel korrekt. Da medlemmer af Selskabet for parapsykologisk Forskning undersøgte sagen nogle år senere, indrømmede to af pigerne imidlertid at de havde snydt ved hjælp af tegn og lyde.

For nogen tid siden iværksatte tryllekunstneren James Randi en list, for at vise at selv erfarne forskere kan føres bag lyset. Han sørgede for at to unge tryllekunstnere blev ansat hos dr. Peter Phillips, lederen af instituttet for fysik ved Washingtons universitet, der netop var i færd med at udføre eksperimenter inden for det parapsykologiske felt. „Jeg tror faktisk at Mike Edwards [en af tryllekunstnerne] bøjede en nøgle i min hånd uden at han nogen sinde rørte den,“ skrev Phillips. Men han var tilsyneladende blevet ført bag lyset, hvad han også senere indrømmede. Tryllekunstnerne hævdede at deres usædvanlige færdigheder udelukkende skyldtes behændighed og ikke overnaturlige kræfter.

Der har således været flere eksempler på bedrag. Ikke desto mindre sagde Arthur J. Ellison i 1982, i en tale han holdt som præsident for Selskabet for parapsykologisk Forskning, at der findes „klare vidnesbyrd om fænomener der ikke passer ind i vore nuværende videnskabelige modeller for normale hændelser i dette univers“. Hvad er hemmeligheden bag disse fænomener?

Er det sindets skjulte kræfter?

Nogle tror at sindet besidder skjulte kræfter der kan koncentreres om at udføre usædvanlige bedrifter. Men råder sindet virkelig over kræfter der kan ryste borde, bevæge en viser på et Ouija-bræt, bøje metalgenstande eller udrette noget lignende?

I en artikel med overskriften „Hemmeligheden bag mystikken om Ouija-brættet“ skrev tryllekunstneren Henry Gordon: „Der findes en kraft vi ikke kan opfatte, men der er intet overnaturligt ved den.“

„Inden for psykologien kalder man det automatisme,“ udtaler Gordon. „Ved automatisme forstår man en motorisk bevægelse eller muskulær reaktion på en underbevidst tanke . . . Denne psykiske proces står bag mange andre, såkaldt parapsykologiske, fænomener.“

Sådan lyder den forklaring man almindeligvis præsenteres for. Der findes for eksempel blandt udøvere af de orientalske kampteknikker, mestre der kan benytte sig af det de kalder ki-kraften. „Lær at lade din ’ki’ eller dit sind flyde. Det sker ved at du koncentrerer dig om det ene punkt [underlivet] og strækker armen ud,“ foreskriver bladet Black Belt, et tidsskrift for udøvere af orientalske kampteknikker. „Forestil dig vandet eller kraften flyde fra det ene punkt ud gennem din arm og din finger.“

„Så længe [læreren] fortsætter med at optræne sin ’ki’,“ hedder det i bladet Black Belt, „vil hans elever aldrig overgå ham. Grundlæggeren af Aikido [en af de orientalske kampteknikker], mesteren Morihei Uyeshiba, er over 80 år gammel, men han er stadig uovervindelig. Han er i stand til at kaste med 20 stærke mænd på én gang. Med alderen er han blevet endnu stærkere. . . . Man må anerkende ’ki’ som en tilføjelse til de fem sanser.“

Men besidder det menneskelige sind virkelig en kraft af så usædvanlig styrke — en kraft der sætter folk i stand til at udføre bedrifter som ikke kan forklares ud fra et videnskabeligt grundlag?

Lad os belyse det med et eksempel fra Enfield i England, hvor Selskabet for parapsykologisk Forskning undersøgte et tilfælde hvor bankeånder syntes at være på spil. Brian Inglis, der har skrevet flere bøger om overnaturlige hændelser, siger om denne form for aktivitet: „De mystiske bankelyde, møbler der bevæger sig og ting der går itu, varer ofte ved i flere uger. Dette giver forskerne lejlighed til i nogen grad at omdanne lokaliteten til et laboratorium hvor de kan benytte sig af forskelligt avanceret registreringsudstyr.“

I forbindelse med tilfældet i Enfield stillede den berørte person sig villigt til rådighed for undersøgelserne. Ifølge de to forskere var ’den åndelige forsøgsperson’ imidlertid aldeles usamarbejdsvillig. „Den fandt tilsyneladende fornøjelse ved ondskabsfuldt at modarbejde forskernes anstrengelser,“ skrev Inglis. „Båndoptagere blev for eksempel udsat for kortslutninger og skader af en art som fabrikanterne ikke tidligere havde været præsenteret for.“

Sådanne hændelser viser tydeligt at der medvirker kræfter som er uden for det menneskelige sinds kontrol. Hvis en sådan kraft udgik fra et menneskes sind, hvorfor ville den da søge at forpurre forskernes forsøg og ødelægge deres udstyr — navnlig når forsøgspersonen selv var villig til at lade sig undersøge?

Vi må erkende at det menneskelige sind er underfuldt skabt og at vi endnu har meget at lære om dets funktion. Men det er givet at det ikke besidder kræfter der kan løfte, bevæge eller slå til genstande. Menneskesindet kan heller ikke i sig selv modtage oplysninger uden om de almindelige sanser.

Så vidt som den videnskabelige forskning er nået, må man erkende at fænomenet ESP (oversanselig opfattelsesevne) eksisterer og kommer til udtryk på forskellige måder, selv om det ikke står klart hvordan det fungerer. For videnskaben er det stadig et mysterium.

Findes der trods alt en løsning på mysteriet?

[Illustration på side 6]

Besidder menneskesindet en ukendt kraft som kan flytte viseren på et Ouija-bræt?