Penge — deres oprindelse og brug

DEN kostede dem kun 24 dollars, men de betalte ikke med penge som vi kender dem i dag. Denne handel drejede sig om øen Manhattan i staten New York, hvis værdi nu løber op i umådelige summer. Dengang, i 1626, købte hollandske kolonister øen af de indfødte indianere for perlekæder, nipsgenstande og klæde.

I tidens løb har mangt og meget været brugt som betalingsmiddel. Dette gælder næsten alle former for varer med handelsværdi — sten, salt, strandskaller, skind, kvæg, fjer, tobak, korn og kakaobønner. Ordet „salær“ stammer fra det latinske ord salarium, som er afledt af ordet sal der betyder salt. Ligeledes stammer ordet „pekuniær“ fra det latinske ord pecus, der betyder kvæg. I oldtidens Rom har man i forskellige tidsperioder brugt både salt og kvæg som betalingsmiddel.

Men for at handel og industri kunne trives måtte betalingsmidlerne være af en passende og almindeligt anerkendt fysisk størrelse og man måtte tillægge dem samme værdi alle vegne. Langs Afrikas vestkyst brugte man for eksempel kauri-snegleskaller som skillemønt. De var sjældne dér og havde stor værdi. De vejede kun lidt, og var umulige at forfalske — hvilket er vigtige egenskaber ved penge. Men de kunne ikke bruges som betalingsmiddel ved samhandel med Indien, hvor kysterne var fyldt med disse skaller!

Efterhånden begyndte man at bruge ædle metaller som guld og sølv i stedet for andre betalingsmidler. De var holdbare, almindeligt anerkendte, forholdsvis sjældne (hvorved de bevarede en høj og stabil pris pr. vægtenhed), og de kunne lettere transporteres og deles i mindre mængder. Købmændene var imidlertid nødt til at være udstyret med følsomme vægte så de kunne sikre sig at alle transaktioner var nøjagtige og at ingen af parterne blev snydt. Senere indførte man mønter med prægede værdier, hvorved behovet for at bruge vægte blev afskaffet.

Har du somme tider tænkt på hvorfor mange af vore mønter i dag har riflede kanter og er omhyggeligt dekorerede? Det er fordi man fra de første mønter, som ikke var fuldstændig runde, med lethed kunne fjerne noget af metallet inden man gav dem videre. En driftig person kunne på den måde skrabe en smule af det værdifulde metal af hver mønt og med tiden samle sig en anselig formue. For at forebygge denne form for bedrageri begyndte man at fremstille mønter med riflede kanter, hvilket gjorde det lettere at afsløre sådanne forsøg på uærlighed.

Papirpenge i form af kreditbreve og værdipapirer var kendt som betalingsmiddel i Kina i det 9. århundrede f.v.t., og også på romerrigets tid. Seddelpenge som vi kender dem blev imidlertid opfundet i Europa. Guldsmedene i London begyndte at bruge deres sikre bokse som opbevaringssted for andres guld og værdier. Der blev udstedt et værdibevis for hver genstand der blev henlagt. Efterhånden som tilliden til guldsmedene voksede, kunne disse værdibeviser omsættes og bruges som betalingsmidler i stedet for at man flyttede selve genstandene. Underskrevne ordrer til guldsmedene om at overføre en vis mængde guld til en navngiven person blev forløberne for vore moderne checks.

Så længe værdipapirerne eller papirpengene repræsenterede reelle værdier, var de langt mere bekvemme og mindre risikable at have med at gøre — navnlig når det drejede sig om store summer. Man begyndte endog at fremstille pengesedler med billeder, for at hjælpe dem der ikke kunne læse. I dag er handel med værdipapirer, bogholderi og elektroniske pengeoverførsler fremherskende i handelsverdenen over hele jorden.

Hvis du selv kunne vælge, hvad ville du så helst have med dig hver dag som betalingsmiddel? Dyr, sten, strandskaller, korn, ædle metaller eller pengesedler af papir?