Kommercialismens storhed og fald

Alle pengesorgers begyndelse

VISSE religiøse og politiske islæt i menneskesamfundet kan spores flere tusind år tilbage, til Babylons grundlægger Nimrods tid. At det samme gælder visse islæt i handelsverdenen, er nok en mindre kendt sag. — 1 Mosebog 10:8-12.

Menneskets Skaber, der retmæssigt sætter normer for hvad der er godt og ondt, kunne med lethed have udtænkt et økonomisk system der sikrede at den store menneskefamilie han havde i tanke, fik alle deres retmæssige fornødenheder. Men da det første menneskepar forkastede Guds ledelse og blev bortvist fra Paradiset, var menneskeheden overladt til sig selv. (1 Mosebog 3:1-24) Uden tanke for Guds ledelse udviklede folk deres egen gudsdyrkelse og deres egen styreform. Og så snart de fandt ud af at en form for planmæssig husførelse var nødvendig for at dække deres voksende families behov, gav de sig til at udvikle hvad man kunne kalde et økonomisk system. Også dette gjorde de uafhængigt af Guds ledelse.

Grundlaget for et sådant system var sandsynligvis i det store og hele lagt på Nimrods tid (cirka 2270 f.v.t.). The Collins Atlas of World History oplyser at „fra det tredje årtusind og fremefter opbyggede forretningsmænd i Mesopotamien [Babylon] indflydelsesrige forretningsforetagender. De spekulerede, oplagrede varer og benyttede forskellige typer varer som betalingsmiddel, og de anvendte barrer, især af sølv, udskåret i bestemte størrelser og med en fastsat vægt. Undertiden var disse præget med lødighedsstempel.“ The Encyclopedia Americana fortæller at oldtidsbefolkningen i Sinear — det oprindelige navn for det senere Babylon — opretholdt „et overraskende kompliceret system med udlån og indlån og udfærdigelse af kreditbreve“.

Det var øjensynlig et særkende for Mesopotamien at man gjorde formueværdier til handelsvare og krævede renter for deres brug. Penge blev derved et middel til økonomisk pression. Af beretninger som er fundet i Babylons ruiner fremgår det at der foregik forretningstransaktioner hvor nogle borgeres uheldige situation blev groft udnyttet. Dengang som i dag var det åbenbart almindeligt at skaffe sig uretmæssig vinding på andres bekostning. Intet under at Babylons og Nineves købmænd ofte blev omtalt med had og foragt.

Bibelen omtaler ikke direkte handelsvirksomheden på Nimrods tid. Men dens første bog taler om at man solgte, drev handel og købte, hvilket viser at handelsvirksomhed senest nogle få hundrede år efter var noget dagligdags. — Se Første Mosebog 25:31; 34:10, 21; 39:1; 41:56, 57.

Det er også sandt at kileskriftteksterne en lang tid er tavse om forretningsvirksomheden i det babyloniske samfund. Bogen Ancient Mesopotamia medgiver at dette er vanskeligt at forklare, men konkluderer alligevel at man „ikke deraf kan slutte at handelsforbindelserne ophørte i det årtusind, især ikke når man ved at de blomstrede op i tiden derefter“. Værket nævner som en mulighed at handelen i den periode hovedsagelig har været varetaget af aramæerne, og at skrivematerialerne da har været papyrus og skind.

Både Mesopotamien og Ægypten var kendt for deres karavanehandel. Senere erstattede fønikiernes handelsruter til søs i vid udstrækning handelen over land. Havnebyerne Karthago, Tyrus og Zidon blev kendte handelsbyer. Al forretning foregik som varebytning indtil grækerne omkring det ottende århundrede f.v.t. begyndte at slå mønt og benytte penge som betalingsmiddel. Og ifølge The Collins Atlas of World History „var de følgende århundreder [fra 500 f.v.t.] i den grad præget af udviklingen inden for handel, penge, bankvæsen og transport, at adskillige historikere har sammenlignet perioden med den kapitalistiske tidsalder, en forståelig om end lovlig vidtgående tolkning.“

Faktisk har de økonomiske systemer fra første færd bygget på penge. Gud billiger deres rette anvendelse og misbilliger deres uretmæssige brug. (Prædikeren 7:12; Lukas 16:1-9) Et overdrevent pengebegær har fået folk til at bøje retten, forråde venner, fordreje sandheden og endda myrde. Læg imidlertid mærke til at det ikke er pengene i sig selv der kan dadles, men derimod den indstilling havesyge mennesker har til penge. Det er næppe overdrevent at sige at ’det er pengene der holder verden i gang’ og at dette har været tilfældet i tusinder af år. — Se rammen på side 7.

I århundrederne før vor tidsregning blev grundlaget således lagt for mange af de begreber vi i dag kender fra forretning og økonomi. Men i hele sin lange historie har handelsverdenen ikke evnet at skabe fejlfri økonomiske systemer der kan fjerne bekymring. Vi behøver dog ikke at fortvivle. Enden på pengesorger er i sigte. Dette vil vi komme nærmere ind på i de fem næste numre af Vågn op!

[Tekstcitat på side 8]

Et overdrevent pengebegær har fået folk til at bøje retten, forråde venner, fordreje sandheden og myrde

[Ramme på side 7]

Fra salt til plastic

Salt: Engang fik de romerske soldater saltrationer, men senere gik man over til at give dem penge, salarium. Kvæg (pecus) var i det gamle Rom et lovligt betalingsmiddel. Ordene „salær“ og „pekuniær“ er afledt af disse latinske ord.

Metal: I oldtidens Mesopotamien (fra det 18. til det 16. århundrede f.v.t.) var sølv almindeligt anvendt ved forretningstransaktioner. I oldtidens Ægypten benyttede man kobber, sølv og guld. Under Ming-dynastiet i Kina (1368-1644 e.v.t.) „blev kobber standardmetal til betalingsmidler med lave pålydender, mens sølv i stadig højere grad blev benyttet til dem med høje pålydender,“ skriver professor i Kinahistorie Hans Bielenstein.

Mønter: Lydierne i Anatolien fremstillede i det syvende århundrede f.v.t. skiver af elektrum (en naturlig guld- og sølvlegering). De holdt en fastsat vægt og værdi og var sandsynligvis de første egentlige mønter. Omkring hundrede år senere begyndte grækerne at præge mønter.

Papir: Verdens første papirpenge fremkom i 1024 i Kina, da et handelsopsving uden fortilfælde førte til møntmangel. Professor Bielenstein beretter: „Så tidligt som i 811, i Tang-perioden, var der blevet eksperimenteret med såkaldt flyvende kontanter. Regeringen havde da udstedt pengeanvisninger til brug ved transaktioner, som siden kunne indløses med penge.“ England var først med guldmøntfoden i 1821, og mange lande fulgte efter. Guldmøntfoden betød at borgerne når som helst kunne få deres seddelpenge indløst med en tilsvarende mængde guld af den reserve som staten lå inde med. I dag er landene ’gået fra guldet’ og har ganske enkelt fastsat pengenes værdi uden dækning i rørlige værdier.

Checks: Checks blev udtænkt af engelske bankfolk i 1600-tallet og er skrevne pengeanvisninger på en bank. Denne sikre og bekvemme betalingsform har vundet stor udbredelse.

Plastic: Kreditkort, af nogle benævnt plasticpenge, kom på markedet i USA i 1920’erne og vandt snart indpas mange steder i verden. De er bekvemme i brug, men denne og andre fordele modvirkes delvis af faren for impulskøb og overforbrug.