Gileadskolens elever — forskellige men med et fælles mål

DE KOMMER fra syv lande — lande så forskellige som Finland, Italien og Australien. Fireogtyve mennesker med hver sin baggrund. Der er imidlertid et fælles mål der forener dem — ønsket om at tjene Gud i et fremmed missionærdistrikt.

Men hvordan kan det lade sig gøre at en gruppe bestående af så forskellige enkeltpersoner kan have nøjagtig det samme mål? Vi kan finde svaret hvis vi lærer nogle af eleverne fra den 82. klasse på Vagttårnsselskabets bibelskole Gilead bedre at kende. Denne skoles formål er at oplære frivillige blandt Jehovas vidner til at tage ud som missionærer i fremmede lande.

’Jeg lærte at nære mistro til religion’

Selv om adskillige af klassens elever er blevet opdraget som forkyndere, er der andre der først har taget denne tjeneste op senere i livet. Alvin beskriver sin omtumlede opvækst blandt Chicagos sorte ungdom på denne måde: „Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 13 og boede hos min søster. Eftersom jeg havde større frihed nu da jeg var flyttet hjemmefra, kom jeg sammen med unge der tog stoffer og drak alkohol. For at beskytte os selv dannede mine venner og jeg en bande, hvilket bragte os i kontakt med den vold og de hårde stoffer der kendetegner denne livsstil. Eftersom det var voksne, deriblandt en baptistpræst, der solgte os de ulovlige stoffer, lærte jeg at nære mistro til alle voksne og al religion. Dengang min søster begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner, stolede jeg derfor heller ikke på dem.

Jeg kom imidlertid på andre tanker da jeg blev involveret i en racistisk organisation. Her indså man behovet for en bedre regering, og forsøgte at organisere de sorte og forene alle banderne til at gå imod de hvide. Dette ville selvfølgelig kun kunne lade sig gøre gennem brug af vold. Men det gik efterhånden op for mig at dette ikke var løsningen på menneskets problemer.

Jeg vendte mig derfor til religionen for at finde svaret. Jeg prøvede hos syvendedagsadventisterne, men der blev jeg skuffet. Til sidst indvilligede jeg i at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Et år efter blev jeg døbt.“

Alvin mindes en oplevelse han havde i forkyndelsen fra hus til hus: „Jeg bankede på hos to bandeledere der tidligere havde været mine fjender. Før jeg lærte sandheden at kende havde jeg været i slagsmål med dem. Vores bande havde engang forfulgt dem ind på deres område og skudt ruderne ud i deres hus. På et senere tidspunkt havde de taget hævn ved at skyde to af mine kammerater da vi kom ud fra en butik. Nu stod jeg så her ved deres dør med Rigets budskab. Da de så mig troede de knap deres egne øjne og begyndte at le. Jeg var lettet over at de ikke længere anså mig for at være en trussel.

Jeg er Jehova taknemmelig fordi han har et undervisningsprogram der endog nåede ind i det område hvor jeg boede og derved nåede ind til mit hjerte. Nu har min hustru, Betty, og jeg viet vort liv til tjenesten for Jehova og vi er lykkelige for at kunne anvende dette undervisningsprogram i vort missionærdistrikt til gavn for andre.“

’Tjenesten den helt rigtige tilværelsesform’

Martin havde rejst jorden rundt to gange med den britiske handelsflåde før han atter slog sig ned i sit fødeland, England. Hvad lærte hans erfaringer ham? „Jeg fik øjnene op for livets realiteter. Jeg spekulerede på om verdens problemer mon nogen sinde kunne løses. Sammen med min kommende hustru, Elvira, drøftede jeg forskellige måder hvorpå vi måske kunne gøre et eller andet.“ Han fortsætter: „En våd og regnfuld eftermiddag kom en ung forkynder og bankede på min dør. Han viste mig ud fra Bibelen at vi lever i de sidste dage. Jeg var forbløffet. Jeg begyndte at studere Bibelen og overvære de kristne møder med det samme. Efter nogen tid blev vi begge døbt. Det er det bedste vi nogen sinde har gjort!“

Men hvorfor vælge heltidstjenesten fremfor et verdsligt arbejde? Elvira svarer: „Vi indså hurtigt at penge ikke fører til lykke. Martin er en dygtig bager, så det var ikke svært for ham at få et deltidsarbejde. Der var slet ingen tvivl i vort sind — tjenesten var den helt rigtige tilværelsesform.“

Heikki fra Finland beretter noget lignende: „Jeg var 16 år gammel da en af mine klassekammerater fortalte mig om hvad han havde lært ud fra Bibelen. Jeg begyndte derfor også at studere med Jehovas Vidner. Min fader fik imidlertid nogle lutheranske præster til at forsøge at få mig på andre tanker. Men efter adskillige møder var præsterne helt frustrerede. Jeg var nemlig bedre inde i Bibelen end de var. Ikke en eneste gang slog de op i Bibelen.“

Få år senere begyndte Heikki at tjene Jehova som almindelig pioner. Men han måtte træffe nogle vanskelige afgørelser. Heikki forklarer: „Jeg studerede arkitektur på universitetet, hvilket gjorde at jeg fik gæld. Efter to år holdt jeg op med mine studier og begyndte til sidst som pioner. Jeg havde ingen uddannelse, intet arbejde, men en gæld der skulle betales. Jehova har dog altid skaffet mig det nødvendige.“

Men hvorfor valgte Heikki og hans kone, Anne, missionærtjenesten? Anne svarer: „Da vi var i pionertjenesten lærte vi at det var en god idé at lade Jehova bestemme hvor vi skulle være. Desuden havde vi et godt helbred, og ingen familieforpligtelser stillede sig hindrende i vejen.“

Før Mats lærte sandheden fra Guds ord at kende, var han ateist og hældte stærkt til kommunismen i sit fødeland, Sverige. Mats forklarer: „Kirkens lære om et helvede og dens velsignelse af krige fik mig til at forbinde religion med en gud der var både begærlig og grusom. Jeg ønskede ikke at have noget at gøre med en sådan gud, og derfor blev politik mit eneste håb. Min onkel inviterede mig imidlertid gentagne gange hjem til sig. Jeg var noget tilbageholdende med at tage derhen fordi jeg vidste at han tilhørte et eller andet trossamfund.

Engang da jeg besøgte ham fortalte jeg ham om mine politiske idealer. Han lyttede roligt til mig og viste mig nogle ting ud fra Bibelen. Han påbegyndte et regelmæssigt bibelstudium med mig, og inden længe besluttede jeg mig for at melde mig ud af hæren. Mine overordnede i hæren var chokerede. De sendte endog en præst hen for at tale med mig. Jeg spurgte præsten om ikke han mente at min beslutning var bibelsk rigtig. Efter en lang pause svarede han bekræftende. Ti måneder senere blev jeg døbt.“

Mats har tilbragt seks år som pioner i det nordlige Sverige i nærheden af polarcirkelen. Hvad er hans mening om heltidstjenesten og missionærgerningen? „Jeg har aldrig tænkt på at holde op. Jeg er fuldstændig fri til at rejse hvorhen i verden det skal være. Det var kun naturligt for mig at ansøge om at komme på Gilead.“

Deres fælles mål

Terry og Lori er et ægtepar fra De forenede Stater. De illustrerer udmærket den 82. gileadklasses forskelligartethed. Terry lærte sandheden at kende som ung da en af hans arbejdskammerater forkyndte for ham på hans arbejdsplads. Lori derimod repræsenterer den fjerde generation af Jehovas vidner i sin familie. Måske opsummerer hun hele klassens tanker om deres fælles mål vedrørende missionærtjenesten med denne udtalelse: „Jeg er overbevist om at det er her Jehova ønsker vi skal være.“

Hvordan er det muligt at denne gruppe mennesker, med en så forskelligartet baggrund, har det samme mål — at rejse ud i missionærtjenesten? Hver elev tilbeder den samme Gud, Jehova. De nyder hver især gavn af den samme ledelse gennem Jehovas ord og hans organisation. Alle eleverne er nu villige til at blive sendt til jordens fjerneste egne for at forkynde den gode nyhed om Riget. — Esajas 6:8; Mattæus 24:14.

[Illustrationer på side 16, 17]

Alvin Taylor (det lille billede) som bandemedlem og som gileadelev (forreste række) med sin hustru Betty, Martin og Elvira Evans

Gileadskolen har til huse i disse bygninger i Brooklyn, New York

[Illustration på side 18]

Gileads bibliotek med Terry (til højre) og Lori (i midten) Gish sidder også ved det første bord og Heikki og Anne Soumalainen (bagved til højre)