Skovene i havet

Mit navn er Garibaldi. Dette er mit hjem. Er det ikke smukt?

Før i tiden forsøgte folk at fange mig for at anbringe mig i et lille akvarium. Tænk engang! Jeg ville bestemt være død af klaustrofobi. Undskyld det fine ord — det betyder at man er angst for steder hvor pladsen er trang.

Men der er ikke længere fare på færde. Jeg er blevet udnævnt til staten Californiens nationalfisk, og er derfor fredet.

Hvis du kunne tænke dig at lære mit herlige hjem bedre at kende og at møde nogle af mine naboer, så indbydes du hermed til at læse om . . .

SOM gæst i de californiske skove af kæmpefyrre må man uvægerlig standse og rette blikket opad, i stille forundring. Omgivet af de mægtige, opadstræbende træstammer, hvis løvrige grønne kroner er som et tag hvorigennem solen sender skrå lyskegler ned i dybet, føler man sig meget lille og ubetydelig. Man opsluges af stilheden og ubevægeligheden, af lysstrålerne som dramatisk aftegner sig mod skovens dunkle indre, og overvældes af ærefrygt. Mange føler sig draget til disse skove af kæmpefyrre.

Men der findes en anden slags skovkæmper som ikke er nær så kendte. De vokser ikke på landjorden men i havet ud for den californiske kyst. Disse kæmper stræber også opad, og danner øverst et løvtag hvorigennem lysstråler kan trænge ned i dunkelheden. Også i disse skove kan man opleve en egen stilhed og ubevægelighed, og den uforglemmelige pragt som lysstrålerne tilfører omgivelserne — også her overvældes man af forundring og ærefrygt.

Disse undervandsskove består ikke af træer men af en art bladalger. De har ingen egentlige rødder men et organ med hæfteskiver, ingen stammer med grene og løv, men lange stængler hvorpå de delte blade er fæstet. Denne algeart har fået det fremmedartede navn Macrocystis pyrifera, men i folkemunde kaldes den blot „kæmpetang“. Den hører til blandt brunalgerne og er „den største og hurtigst voksende undersøiske plante i verden“. Besøgende i disse tangskove må selv medbringe luft så de kan ånde, og beskytte sig mod det kolde vand. Derfor ifører de sig frømandsudstyr og våddragter. Hvis de ønsker at have mere end blot minder med fra besøget, må de medbringe undervandskameraer og lysudstyr.

Når de enkelte kæmpetangplanter begynder tilværelsen er de meget små. Sporer fæstner sig på sten og klipper ned til en dybde af cirka 30 meter. Her udvikler de sig til mikroskopiske planter, hanlige og hunlige, hvis kønsceller forenes og bliver til kimplanter. Fra disse kimplanter skyder bladbærende stængler op mod overfladen og sollyset, mens nogle trævlerodslignende strenge vokser nedad hvor de hæfter sig til sten og klipper for at holde planterne på plads. Disse hæfteorganer kaldes også hapterer.

I takt med at de bladbærende stængler vokser, udvikler de luftfyldte blade der holder dem oppe i den rigtige retning, mod overfladen. Væksten fortsætter efter at de har nået overfladen, hvor de spreder sig og danner et tæt løvtag. Den enkelte stængel lever måske kun seks måneder, men der skyder hele tiden nye stængler op fra hæfteorganet. Planten selv kan blive mere end fem år gammel. Den optager næringsstoffer gennem hele sin overflade — både gennem bladene, stænglerne og hæfteorganet.

De bladbærende stængler vokser med en hastighed af op til 60 centimeter om dagen! Og de skal måske vokse til en længde af mere end 30 meter før de når op til overfladen, hvor de vokser yderligere 30 meter for at danne den flydende bladkrone. Det er gennem dette løvtag af flydende tang at solstrålerne trænger ned i dybet og tilfører det en atmosfære af verdensfjernhed og overjordisk skønhed.

Tangskovene vrimler med liv. Forskere hævder at blot én fuldt udvokset tangplante kan være hjemsted for over en million organismer. Alene mellem hæfteorganets strenge lever der omkring 178 arter — deriblandt krabber, havsnegle, slangestjerner og orme. Man anslår at i alt 800 arter lever i og omkring tangskoven, og benytter den som føde, skjulested eller jagtrevir. Søstjerner, søanemoner, gopler, muræner og mange andre fisk besøger jævnligt tangskovene. En af disse fisk er den lille, stridbare, orangefarvede garibaldi — der også er kendt som Californiens nationale repræsentant for saltvandsfiskene.

Sidst i 1950erne var mange af de californiske tangskove nær ved at blive udslettet. Hvis havets temperatur stiger vil tangen blive slået ihjel, og storme kan rive tangplanterne løs fra deres fæste. Men søpindsvinet var dog den største trussel. Som så ofte skyldtes miseren menneskelig aktivitet. En meddelelse fra firmaet Kelco forklarer:

„Søpindsvin er pigbesatte havdyr der lever af tang, både af de fuldt udvoksede tangplanters hæfteorganer og bladbærende stængler samt af de helt nye planter. Bestanden af søpindsvinets mest effektive naturlige fjende, havodderen, var blevet stærkt decimeret som følge af de foregående års storstilede jagt, hvilket havde forstyrret den økologiske balance i tangskovene. Uden naturlige fjender kunne søpindsvinene formere sig uhindret og frit stille deres sult på tangskovene, som de fortærede over vidtstrakte områder. Man målte at søpindsvin åd sig gennem tangskovene med en hastighed af 10 meter om måneden.“

Det var imidlertid også mennesket der hjalp til at løse problemet. Havodderen blev fredet, bestanden voksede, samtidig faldt antallet af søpindsvin, og tangskovene begyndte at brede sig igen. Kelco siger: „I dag er vore tangskove næsten lige så udbredte som de var for omtrent 60 år siden. Den økologiske balance er ved at blive genoprettet, og en af naturens rigdomme, der engang var truet af udslettelse, er blevet reetableret.“

Det er atter blevet muligt for dykkere at glide gennem de vidtstrakte tangskove og ved hjælp af undervandskameraer at give os andre et lille indtryk af skønheden i de undersøiske skove.

[Helsides illustration på side 17]

[Illustrationer på side 18]

Havodder

Søpindsvin

Hæfteorgan