Verden siden 1914

Tredje del — 1935-1940: Folkeforbundet vakler sin undergang i møde

FOLKEFORBUNDET var et svageligt barn allerede ved fødselen. Historikeren H. Gatzke siger at dets første møde i 1920 „snarere [var] en konference mellem europæiske stormagter der plejede deres nationale interesser end det var en konference i et verdensomspændende forbund af nationer, eftersom landene var fast besluttede på at lade Folkeforbundet tjene deres egne politiske hensigter.“ Så længe denne nationalistiske tankegang dominerede, var barnets liv i konstant fare.

I begyndelsen af 30’erne var mange af Folkeforbundets medlemslande ganske enkelt utilfredse. Italien mente for eksempel at det blev unddraget en rimelig andel i verdens råstoffer og at det blev nægtet adgang til verdensmarkedet og investeringsmulighederne; det invaderede derfor Etiopien i 1935. Japan, der havde lignende klagepunkter, gik ind i Kina i 1937. I begge tilfælde var Folkeforbundet ude af stand til at intervenere.

Skønt Folkeforbundet endnu ikke var fyldt 20 år, var det tydeligvis ikke den sunde og livskraftige yngling som dets tilhængere havde håbet. Dets dødbringende sygdom vakte bekymring allerede i 1936 da der ifølge historikeren Hermann Graml „herskede begravelsesstemning [i Folkeforbundets hovedsæde] i Genève“. Det er ikke så mærkeligt, i betragtning af Italiens og Japans dristighed — for slet ikke at nævne en mand ved navn Adolf.

„Hitlers yndlingsemne“

Ja, også Tyskland var utilfreds. Det kæmpede en hård kamp for at genvinde sin førerstilling i Europa. General Hans von Seeckt, der i 1920’erne stod i spidsen for Tysklands væbnede styrker, ’hævdede at det var utænkeligt at Tyskland igen kunne komme til magten uden en ny krig,’ siges der i en tysk skolebog. Hitler udelukkede heller ikke at der kunne blive behov for militær aktion. Derfor „tjente alle de skridt af betydning regimet tog [mellem 1933 og 1939] direkte eller indirekte til oprustning,“ oplyser en tysk militærhistorisk forskningsorganisation.

Set med Hitlers øjne „bestod de tyske ’masser’ af 85 millioner mennesker der udgjorde en forenet ’racekerne’. Som en konsekvens af Hitlers pseudo-darwinistiske holdning skulle denne ’racekerne’ erobre sit ’territorium’.“ Gerhard Schulz, professor i nutidshistorie ved universitetet i Tübingen, forklarer: „Voldelig erobring af nyt territorium var Hitlers yndlingsemne.“

Folkeforbundet hjalp faktisk Hitler til at finde ud af hvor han skulle begynde. Ved den første verdenskrigs slutning blev Saarområdet, der i flere hundrede år havde været kastebold mellem Frankrig og Tyskland, sat under Folkeforbundets administration. Man traf dog den forholdsregel at Saars befolkning senere, i 1935, ved en afstemning skulle afgøre om området fortsat skulle være underlagt Folkeforbundet, eller det skulle indlemmes i Frankrig eller Tyskland.

På det tidspunkt havde Hitler opnået en utrolig popularitet. I diktater kunne skoleelever for eksempel blive sat til at skrive: „Ligesom Jesus befriede menneskeheden fra synd og helvede, har Hitler frelst den tyske nation fra undergangen. Både Jesus og Hitler blev forfulgt. Jesus blev korsfæstet, men Hitler blev ophøjet til kansler. . . . Jesus virkede for himmelen, Hitler for jorden, den tyske jord.“

De religiøse ledere afviste enhver tanke om kristen neutralitet og tog aktivt del i valgkampen. Saars overvejende katolske befolkning tog biskoppernes tilskyndelser til sig: „Som tyske katolikker har vi pligt til at arbejde for vort fædrelands storhed, fremgang og fred.“ Og de katolske fagforeninger advarede: „Den der er troløs mod sit fædreland vil ikke være tro mod sin Gud.“

Selvfølgelig var ikke alle enige heri. En af de kendte forfattere fra den tid, Heinrich Mann, advarede: „Hvis du stemmer på Hitler, vil du forlænge hans liv og du vil blive medansvarlig for hans misgerninger . . ., og endda for den krig han gør uundgåelig.“ Men det var de færreste der gjorde indsigelse, hvilket fik forfatteren og journalisten Kurt Tucholsky til at skrive at Saar „blev svigtet af England, af Frankrig, af Folkeforbundet, af de internationale fagforeninger og af paven“.

Under disse omstændigheder var det indlysende at Hitler ville sejre ved afstemningen. Ikke færre end 90,8 procent stemte for at Saar skulle indlemmes i det nye tyske rige.

Denne første strålende, udenrigspolitiske sejr tilskyndede Hitler til at gå videre i programmet. Folkeforbundet lå allerede på dødslejet og magtede ikke at gribe ind da Hitler i 1936 overtrådte Versaillestraktatens betingelser og militariserede Rhinlandet. Ingen skred ind da han i 1938 besatte Østrig, eller da han senere samme år annekterede Sudeterland (et tjekkoslovakisk område hvis befolkning overvejende var tysk), for derefter, i 1939, at invadere resten af Tjekkoslovakiet. Der lød nogle højlydte protester — men heller ikke mere.

Generalprøver — på hvad?

Indtil da var Hitlers aggressioner foregået uden blodsudgydelser. Dette kunne ikke siges om de førnævnte konflikter som Italien og Japan var blevet indblandet i. Det italienske opslagsværk L’uomo e il tempo siger: „Det fascistiske Italiens angreb på Etiopien var forberedt i mindste detalje og blev gennemført med et kolossalt forbrug af materiel og med støtte fra et enormt propagandaapparat.“ Krigen begyndte i 1935, og i 1936 var hele Etiopien besat. Verden var rystet ved efterretningerne om bombeangreb og anvendelse af giftgas.

I Asien havde de japanske militarister fået så stor magt at da Kina i 1931 blev anklaget for et bombeattentat mod et tog i den sydlige del af Manchuriet, kunne Japan bruge dette som et påskud for at sende tropper ind i Manchuriet. I 1937 gik de ind i selve Kina og besatte store landområder, blandt andet byerne Shanghai, Peking, Nanking, Hangchow og Kwangchow.

I Europa var den spanske borgerkrig brudt ud i 1936. Heri så Hitler og Mussolini en lejlighed til at afprøve deres nyeste våben og krigsstrategier. Ligesom krigene i Manchuriet, Kina og Etiopien, tjente den spanske borgerkrig som en generalprøve på noget større der skulle komme. Ifølge en historiker blev over en halv million mennesker dræbt i denne konflikt. Det er ikke så mærkeligt at den tiltrak sig verdens opmærksomhed. Og hvis generalprøven skabte store overskrifter, hvad så med selve premieren, der stadig lå ude i fremtiden?

Lynet slår ned i Europa

Demokratierne fulgte udviklingen med bekymring. Storbritannien indførte almindelig værnepligt. I august 1939 overrumplede Tyskland og Sovjetunionen hele verden ved at underskrive en ikkeangrebspagt, der i realiteten var en stiltiende aftale om at dele Polen imellem sig. Hitler satsede på at de vestlige demokratier igen ville se til uden at gribe ind, og den 1. september 1939, klokken 4.45 om morgenen, flyttede han sine tropper ind i Polen.

Men denne gang gjorde han regning uden vært. To dage senere erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig. Den 17. september invaderede sovjetiske tropper Polen fra øst, og ved månedens slutning var det polske spørgsmål så godt som afgjort. Den anden verdenskrig var brudt ud, indledt af en hastig offensiv der fortjener den tyske betegnelse Blitzkrieg, „lynkrig“. I sin sejrsrus tilbød Hitler at slutte fred med vestmagterne. „Om han mente dette alvorligt,“ skriver den tyske historiker Walther Hofer, „er stadig et spørgsmål der står hen i det uvisse.“

De første krigsår bar præg af overraskelsesangreb der blev foretaget lynhurtigt og med ødelæggende resultater. Inden længe tvang Sovjetunionen Estland, Letland og Litauen til at have sovjetiske tropper stationeret på deres jord. Finland blev bedt om det samme, men nægtede, og blev angrebet af Sovjetunionen den 30. november 1939. Det følgende år i marts blev krigen, den såkaldte vinterkrig, bragt til ophør da Finland gik ind på Sovjetunionens krav.

I mellemtiden havde Storbritannien og Frankrig imidlertid overvejet at komme Finland til undsætning ved at gå ind i det neutrale Norge, men da Finland optog fredsforhandlinger med Sovjetunionen faldt denne begrundelse væk og planerne blev udsat. Den 8. april 1940 begyndte de allierede at udlægge miner i norsk territorialfarvand som en forberedelse til en senere landsætning af tropper. Dagen efter, mens nordmændene havde travlt med at protestere mod mineudlægningen, gik tyske tropper ganske uventet ind i både Norge og Danmark. Mindre end en uge senere rykkede britiske tropper ind i Norge, men efter flere sejre blev de tvunget til at trække sig tilbage på grund af foruroligende rapporter sydfra.

I månedsvis havde det store spørgsmål været: Hvornår og hvor vil Tyskland gå imod Frankrig? Tiden gik, og den militære aktivitet var stort set begrænset til søslag. På landjorden var freden uforstyrret. Nogle journalister begyndte at tale om at det var en skinkrig, en „Sitzkrieg“ mere end en „Blitzkrieg“.

Der var imidlertid ikke tale om noget skinangreb da tyskerne den 10. maj 1940 pludselig gik gennem Holland og Belgien, og den 12. maj overskred de Maginot-linjen, den fæstningskæde der bevogtede Frankrig ved grænsen til Tyskland. Den 14. maj var Holland faldet. Da de tyske tropper derefter rykkede ned gennem Nordfrankrig omringede de tusinder af engelske, franske og belgiske soldater der stod med ryggen mod Kanalen. Krigen var bestemt ikke længere en „Sitzkrieg“!

Den 26. maj begyndte en af krigshistoriens mest enestående redningsaktioner. På ti dage evakuerede marinefartøjer og hundreder af civile skibe omkring 340.000 soldater fra den franske by Dunkerque og bragte dem i sikkerhed på den engelske kyst. Men ikke alle undslap. Inden for tre uger tog tyskerne over en million krigsfanger.

Den 10. juni erklærede Italien krig mod Storbritannien og Frankrig. Fire dage senere faldt Paris for tyskerne. Inden månedens udgang blev en fransk-tysk våbenstilstandsaftale underskrevet. Storbritannien stod nu alene. Historikeren Walther Hofer beskriver situationen med disse ord: „Med et tempo som han end ikke selv havde troet muligt, var Hitler blevet Vesteuropas herre.“

I modsætning til hvad Hitler havde forventet, ville Storbritannien ikke kapitulere. Den 16. juli gav han derfor ordre til „Operation Søløve“, en invasion af de britiske øer. England forberedte sig på det lyn der snart skulle slå ned igen.

Jehovas vidners holdning

I årevis havde Jehovas vidner offentligt forudsagt Folkeforbundets undergang.a Nu gjorde den anden verdenskrigs udbrud ende på dets pinefulde dødskamp, og liget kunne langt om længe stedes til hvile i den afgrund der omtales i Åbenbaringen 17:7-11. Det var på baggrund af netop disse skriftsteder at Jehovas vidner havde forudsagt Folkeforbundets undergang.

Men hvordan ville det gå efter Folkeforbundets undergang? Kunne det tænkes at krigen ville føre over i noget større, måske i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedon? (Jævnfør Åbenbaringen 6:4; 16:14, 16.) Jehovas vidner var ivrige efter at se hvordan krigen ville udvikle sig, men de var samtidig fast besluttede på ikke at lade sig involvere personligt. De ønskede at bevare deres kristne neutralitet, skønt dette betød at de både i totalitære og demokratiske lande blev udsat for forbud, fængslinger, retsindgreb og pøbeloverfald. Selv om de i krigsåret 1940 talte færre end 100.000, lagde de alle kræfter i arbejdet med at forkynde håbets budskab, budskabet om Guds oprettede rige.

Og et håb var netop hvad nationerne havde brug for. „Angst blandt nationerne“ vil være titlen på den næste artikel, den fjerde del af serien „Verden siden 1914“.

[Fodnote]

[Ramme på side 21]

Andre begivenheder der vakte opmærksomhed

Den første jetmotor og den første helikopter konstrueres

[Kort på side 20]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

De europæiske aksemagters ekspansion indtil 1940

OMRÅDER UNDER AKSEMAGTERNES KONTROL

Norge

Danmark

Holland

Belgien

Luxembourg

Rhinlandet

Frankrig

Sudeterlandet

Polen

Tjekkoslovakiet

Østrig

Ungarn

Rumænien

Albanien

[Illustrationer på side 18]

Krigen ringede med dødsklokkerne for Folkeforbundet

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. National Archives

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. Army