Verden siden 1914

Fjerde del — 1940-1943: Angst blandt nationerne

„JEG har intet andet at byde Dem end Arbejde og Sved, Blod og Taarer,“ sagde Englands nyudnævnte premierminister, Winston Churchill, til medlemmerne af Underhuset. Hans ord kunne vække frygt i selv den modigste. Derefter understregede han situationens alvor med ordene: „Vort Maal er Sejr for enhver Pris, Sejr til Trods for al Terror, Sejr, hvor lang og hvor haard Kampen end vil blive, thi uden Sejr maa vi opgive Haabet om fortsat Eksistens.“

Ja, på denne dag, den 13. maj 1940, havde englænderne al mulig grund til at frygte. Fra hundreder af fly skulle tyskernes Luftwaffe i løbet af det næste halve år lade det regne med bomber over både militære og civile mål som en forberedelse til en invasion. Dette skulle senere blive kendt som Slaget om England, og dets formål var at slå det britiske luftforsvar totalt ud og at nedbryde englændernes kampånd. Men for det tyske Luftwaffe gik slaget dårligt. Hitler tøvede, og i oktober blev invasionsplanerne lagt på is — i hvert fald for en tid.

Frihed for frygt?

I De Forenede Stater voksede sympatien for englænderne til stadighed, hvilket undergravede den officielle amerikanske neutralitetspolitik. Præsident Roosevelt gav klart udtryk for sine hensigter i 1940: „Vi har ydet englænderne megen materiel støtte og vi vil yde dem langt mere støtte i fremtiden.“

Den 6. januar 1941 gik han et skridt videre. I en tale til Kongressen omtalte han det han kaldte ’de fire friheder’. Som en hjælp til at opnå en af dem — frihed for frygt — foreslog han en verdensomspændende „nedrustning i et sådant omfang og så grundigt at ingen nation vil kunne begå et fysisk overgreb mod et naboland — noget som helst sted i verden“. Dette var i realiteten en indirekte krigserklæring mod Aksemagternes politik og mål.

To måneder senere vedtog den amerikanske kongres et program der blev kendt som låne- og lejeloven. Denne lov bemyndigede præsidenten til at udlåne eller udleje krigsmateriel, for eksempel kampvogne og fly, eller mad og militærbistand, til lande hvis militærberedskab fandtes at være af livsvigtig betydning for USA’s eget forsvar.a Trods vedvarende indenrigspolitisk modstand blev De Forenede Stater tydeligvis mere og mere involveret i Europas krig.

Tilskyndet af sine europæiske allieredes succes følte japanerne i mellemtiden at de nu kunne gå ind i Sydøstasien uden større frygt for indgriben fra Englands eller Hollands side. Men da japanerne invaderede Indokina i september 1940 lød der skarpe protester fra Washington, og hammeren faldt da de gik ind i den sydlige del af landet. Japanske aktiver under De Forenede Staters kontrol blev fastfrosset, og der blev rejst forbud mod eksport af olie til Japan. Da japanernes væsentligste interesser nu var truet, følte de sig tvunget til at rydde enhver fare for yderligere amerikansk intervention af vejen.

Japanske militærledere mente at USA’s forsvarsevne kunne begrænses mærkbart hvis Japan vandt en afgørende sejr over den amerikanske flåde, der var cirka 30 procent stærkere end den japanske. Hvis japanerne derefter erobrede amerikanske, engelske og hollandske territorier, ville de have landbaser hvorfra de kunne forsvare sig hvis der senere skulle blive rettet modangreb imod dem. Man besluttede at begynde ved Wai Momi.

Dette betyder „perlevande“ og er det hawaiianske navn for området ved udmundingen af Pearl River, nogle få kilometer vest for Honolulus centrum. Navnet hentyder til de perleøsters der engang fandtes der. Men søndag morgen, den 7. december 1941, var Wai Momis vande ikke fyldt med perler men med sunkne skibsvrag og de lemlæstede lig af deres besætninger. Japanske krigsfly angreb amerikanernes vigtigste flådebase i Stillehavet, og tilføjede den et knusende slag.

Angrebet på Pearl Harbor lammede praktisk talt amerikanernes Stillehavsflåde, med undtagelse af hangarskibene. Inden for få timer blev andre amerikanske flyvebaser bombet, hvorefter over halvdelen af USA’s krigsfly i Det Fjerne Østen endte som vrag. Tre dage senere invaderede japanerne Filippinerne; mindre end en måned senere erobrede de Manila, og midt i maj havde de herredømme over alle de filippinske øer. Hurtigt kom Hongkong, Burma, Java, Singapore, Thailand, Indokina, Britisk Malaya, Sumatra, Borneo, dele af Ny Guinea, Hollandsk Ostindien og mange Stillehavsøer på japanske hænder. Den asiatiske „Blitzkrieg“ stod ikke tilbage for sin europæiske modpart.

Da 1942 nærmede sig sin afslutning kunne man næppe sige at verden bar præg af frihed for frygt. Vi finder en mere nøjagtig beskrivelse af situationen i Jesu profetiske ord: „På jorden angst blandt nationerne, . . . mens mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord.“ — Lukas 21:25, 26.

Det tyske lyn slukkes

I mellemtiden øgede Tyskland og Italien deres herredømme over Balkan. Den 6. april 1941 lod Hitler sine tropper marchere ind i Jugoslavien og Grækenland. Inden for mindre end to uger kapitulerede Jugoslavien, og før midten af maj fulgte Grækenland trop.

Hitlers næste skridt var motiveret af flere ønsker. Han var muligvis stadig opsat på at presse England til at kapitulere, og han ønskede desuden at hjælpe japanerne, der kæmpede mod Sovjet i Kina, så de kunne holde amerikanerne i skak. Hitler gjorde derfor sine tropper rede til et udfald mod Sovjetunionen, hans allierede mod Polen.

Opmuntret af tidligere sejre mente Hitlers generaler at hvis de startede invasionen i juni kunne europæisk Rusland og Ukraine være deres før vinteren satte ind. Den 22. juni 1941 slog de til. De gik med lynets hast fra sejr til sejr. To gange omringede de store grupper af sovjetiske soldater og tog over en halv million fanger hver gang. Leningrad kunne tilsyneladende falde hvornår det skulle være, og i begyndelsen af december gik tyske soldater ind i Moskvas forstæder.

Men vinteren stod for døren, og Hitlers soldater var for en gangs skyld kommet for sent på den. Leningrad og Moskva holdt skansen. De sovjetiske tropper, der nu var kommet sig over chokket og var bedre udstyret til at føre vinterkrig end deres modstandere, bragte den tyske krigsmaskine til standsning, ja, de tvang den endda til et tilbagetog.

Den følgende sommer vendte tyskerne tilbage. Deres totale angreb på Stalingrad (nu Volgograd) skulle imidlertid føre til deres undergang. I begyndelsen af 1943 omringede den sovjetiske hær de titusinder af tyske soldater der stod parate til at indtage byen, og tvang dem til at overgive sig. John Pimlott, seniorlektor ved det kongelige engelske militærakademi Sandhurst, siger: „Det var et lammende slag mod tyskernes kampånd, og det blev vendepunktet i krigen på østfronten. Før Stalingrad havde russerne ikke vundet nogen ubetingede sejre, efter Stalingrad skulle de kun lide få nederlag.“

I slutningen af 1943 havde de sovjetiske tropper generobret næsten to tredjedele af det umådelige område tyskerne havde indtaget i de foregående to år. Det tyske lyn var blevet slukket.

„Monty“ jager „ørkenræven“

I 1912 blev Cyrenaika og Tripolitania (nu en del af Libyen) afstået til Italien. De omtrent 300.000 italienske soldater der i slutningen af 1940 var udstationeret dér, udgjorde en alvorlig trussel mod den langt mindre garnison af engelske soldater i Egypten, som vogtede adgangen til den strategisk vigtige Suezkanal. For at afværge denne fare besluttede englænderne at slå først. Derved vandt de en af de allieredes første afgørende sejre. De tog i titusindvis af fanger og sendte italienerne på et storstilet tilbagetog. Deres sejr kunne endda have været endnu større hvis ikke Grækenland netop på samme tidspunkt havde taget imod englændernes tilbud om at hjælpe dem i deres forgæves kamp mod de invaderende Aksemagter. For en tid var kampen om Nordafrika standset. Dette gav Aksemagterne tid til at reorganisere.

Under ledelse af Erwin Rommel, der senere skulle blive kendt som ørkenræven, lykkedes det de tyske tropper at vende krigslykken og at gøre store erobringer. Hans største succes kom i 1942 da hans soldater i begyndelsen af juli nåede frem til El Alamein, cirka hundrede kilometer fra Alexandria. Hitlers Afrikakorps havde til hensigt at erobre Egypten og at få herredømme over Suezkanalen, men da de engelske tropper den 23. oktober indledte et infanteriangreb under anførsel af general Bernard Law Montgomery (’Monty’), blev Rommel tvunget til et tilbagetog der snart efter forvandledes til en vild flugt. I november 1942 erobrede de allierede Marokko og Algeriet. I maj det følgende år var Aksemagterne fanget mellem fjendtlige styrker der kom fra øst og vest, og havde mistet muligheden for at vinde herredømmet over Nordafrika.

Stillehavskrigen

I foråret 1942 kunne Japan prale af et rige der var større end nogen sinde, men de allierede planlagde at tilbageerobre deres territorier fra Japan ved at flytte deres tropper over Stillehavet fra ø til ø til de nåede selve Japan. En lang række frygtelige søslag fulgte. Næsten ukendte Stillehavsøer som Saipan, Guadalcanal, Iwo Jima og Okinawa blev invaderet med store tab af menneskeliv på begge sider. Barndommens drømme om paradisiske palmeøer måtte vige for den barske virkelighed, et mareridt af lemlæstede lig på blodrøde strande. Nederlagene var bitre, men selv sejrene havde et anstrøg af frygt, frygt for hvad der skulle komme.

Fremtidsplaner

Allerede midt under krigen blev der lagt fredsplaner. I midten af 1942 var over 30 amerikanske regeringskontorer efter sigende beskæftiget med planer for efterkrigstiden — dog ikke helt uden frygt eller bekymring. Som Churchill så rammende sagde: „Sejrens problemer er mere behagelige end nederlagets, men de er ikke lettere at løse.“

Et af sejrens største problemer ville uden tvivl blive at finde en afløser for det hedengangne Folkeforbund. Nogle tvivlede på at en sådan erstatning ville blive fundet, men Jehovas Vidner var sikre på det. I et foredrag der blev holdt i 1942 ved et stævne i Cleveland i Ohio, sagde taleren: „Bibelen viser at der vil komme fred før Harmagedon kommer. . . . De der er demokratisk indstillede håber at alle verdens stater vil blive forenet i ’en familie af nationer’, ’et verdenssamfund’ baseret på en forening af nationer.“ Med en henvisning til profetien i Åbenbaringen 17:8 sagde taleren ganske utvetydigt: „Forbundet af verdslige nationer vil rejse sig igen.“

Men ville det bringe varig fred? „Guds definitive svar er nej!“ svarede taleren. Men skønt den kommende periode med fred kun ville være midlertidig, ville den være yderst velkommen. Uden frygt for fremtiden begyndte Jehovas Vidner at lægge planer for en udvidelse af forkyndelsen så snart krigen var slut. I 1942 besluttede de at oprette en skole hvor kristne forkyndere kunne blive oplært til missionærtjeneste i andre lande, og året efter indførtes et program til oplæring af offentlige talere i den hensigt at indlede en kampagne med offentlige møder.

Ved slutningen af 1943 var der stadig angst blandt nationerne. Men på begge sider af fronten begyndte krigstrætte mennesker at se hen til det pusterum som efterkrigstiden gav løfte om. Ville den bringe „frihed for frygt“, som Roosevelt havde sagt? Nej, tværtimod. Overalt i verden skulle der snart herske større frygt end nogen sinde! Og hovedårsagen skulle ironisk nok blive netop det redskab der langt om længe bragte de pinefulde krigsår til ophør, et redskab som nogle mente kom som sendt fra himmelen. Læs artiklen „Den anden verdenskrigs voldsomme afslutning“ i det næste nummer af Vågn op!

[Fodnote]

[Ramme på side 19]

Andre begivenheder der vakte opmærksomhed

1943 — Ved et jordskælv i Tyrkiet omkommer 1800 mennesker

Over en million omkommer ved en hungersnød i Bengalen

Raceoptøjer i større amerikanske byer. I Detroit omkommer 35 og 1000 såres

[Kort på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Japans erobringer indtil 1942

Attu

Agattu

Kiska

Kina

Manchuriet

Korea

Japan

Formosa

Burma

Thailand

Stillehavet

Wake

Filippinerne

Fransk Indokina

Marshalløerne

Malaya

Hollandsk Ny Guinea

Gilbertøerne

Nordøst-Ny Guinea

Borneo

Sumatra

Java

Australien

[Illustrationer på side 17]

Nationerne i krigens greb

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. Army