Fra „Black Power“ til Jehovas Vidner
En odyssé fra Black Power til skuffelse og videre til forståelse
DE HVIDE studerende der havde orienteringsuge på Tufts University i Boston hørte om undervisningen og blev vist rundt på universitetsområdet. De sorte studerende mødtes med folk som Angela Davis, Dick Gregory, De Sorte Muhamedanere og — uden universitetsledelsens vidende — kriminelle fra den militante sorte bevægelse. De kom med deres bodyguards for at fortælle os hvordan sagerne stod og hvad vi kunne gøre for at fremkalde en revolution. De åbnede vore øjne for de sortes bedrifter og æggede os til at føle det bydende nødvendigt at de sorte fik større magt. Når man er sytten bliver man let oprørt over uretfærdigheder, og jeg blev mig mere bevidst at jeg var sort.
Det var i 1969, mit første år på universitetet. Inden længe opstod der en konflikt som satte min loyalitet mod andre sorte på prøve. Et nyt kollegium var ved at blive opført — med for få sorte blandt byggearbejderne. En morgen ved solopgang havde vi besat byggepladsen. Vi fik hjælp udefra af folk med geværer og andre våben. Jeg blev valgt som leder på en af posterne, og havde tre kvinder med mig. Vi havde nogle walkie-talkier og barrikaderede os inde i bygningen.
Men hvor blev byggearbejderne vrede da de mødte på arbejde! For dem var racespørgsmålet underordnet — det var simpelt hen et spørgsmål om at have et arbejde og få brød på bordet. Det kunne komme til at gå ud over deres familier, og derfor havde de mest af alt lyst til at flå os i småstykker. I sidste øjeblik dukkede politiet op, i kampuniform og med ekstra lange knipler. De dannede en mur mellem os og byggearbejderne, og sådan sluttede konfrontationen.
Det år modtog jeg undervisning to steder. Jeg var indskrevet ved Tufts University, men deltog i et udvekslingsprogram Tufts havde med Massachusetts Institute of Technology, MIT. I biblioteket dér er der tonsvis af oplysninger om bomber og militære aktioner. En sort fysiker kom hen til mig og sagde: „Hør, brormand, hvis du vil have det sprængt i luften [det kollegium der var ved at blive bygget] — du er jo ingeniør, ikke?“ „Joh,“ svarede jeg. Så sagde han: „Jeg kan fremstille noget sprængstof, og lad os så bare få det sprængt i stumper og stykker.“ Men det var jeg slet ikke klar til.
Mit navn er Larry Whitehead. Jeg er født i Washington, D.C., og vokset op i byen Arlington i Virginia. Jeg har på min egen krop mærket de mange små og store uretfærdigheder der begås mod de sorte. Jeg gik i gymnasiet det første år de sorte blev integreret — og processen blev ikke lettere af at vi både havde Ku Klux Klan og et nazistparti i Virginia. Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om de hvide, men det var på universitetet jeg lærte at være militant.
Jeg lærer Madeline at kende
Året efter kom Madeline på Tufts — hun havde et stort afrohår, plakater med Black Power-hilsenen (den knyttede næve), og en masse andet der viste hendes tilhørsforhold til Black Power. Men lad os høre hende fortælle hvordan hun var kommet så vidt:
„Med mig var det noget helt andet. Jeg var allerede militant inden jeg kom på universitetet. Jeg er vokset op i et hvidt kvarter; i gymnasiet var der flest hvide; mange af mine venner var hvide. Men i mit ellevte skoleår opstod der optøjer i skolens kantine — Martin Luther King var blevet dræbt ved et attentat, hvad der fik mange til at koge over. I kantinen opstod der slagsmål mellem sorte og hvide. Det blev nødvendigt at lukke hele skolen. Jeg var fuldstændig målløs da mine hvide venner som jeg var vokset op sammen med, pludselig viste sig at være så hadefulde og fjendtlige. Det gjorde mig bitter, og jeg forandrede mig totalt. Jeg klippede alt mit hår af og lod det derefter vokse ud til en afrofrisure, og jeg blev engageret i Black Power. Da jeg kom på Tufts University hadede jeg de hvide af et godt hjerte.“
Både Madeline og jeg blev aktive inden for den sorte bevægelse på Tufts. Det var en omskiftelig tid. Der skete store forandringer på universiteterne. Vietnamkrigen var en varm sag. Organisationen Studenter for et Demokratisk Samfund var aktiv. Stofmisbruget var for alvor ved at slå igennem. Hverken Madeline eller jeg tog stoffer, men vores venner både tog dem og forhandlede dem.
Tufts var et fortrinsvis hvidt universitet, og der var raceadskillelse. Vi hørte også om de sortes forhold i Afrika, og jeg blev leder af Det Afroamerikanske Selskab og et broderskab i byen. Det var mordet på Martin Luther King der havde fremkaldt en stor del af denne sorte aktivitet, og Malcolm X’s død satte endnu mere skub i tingene. Men da John og Robert Kennedy var blevet dræbt ved attentater var det dem der stjal al opmærksomheden. Vi sorte var fortvivlede!
Vi ønskede at få vores egen identitet. Vi begyndte at læse Marcus Garvey, Tilbage til Afrika, og James Baldwin. Vi så film om terroristmetoder, om sorte der blev diskrimineret og levede i fattigdom, om arabiske kvinder og børn der gik ind på steder hvor andre ikke kunne komme, med bomber bundet til deres krop og sprængte stedet i luften — de ofrede livet for sagen. Og vi blev indoktrineret til at gøre det samme.
Vi undervises i „sort religion“
Jeg havde altid troet på Gud og søgt efter ham. (Apostelgerninger 17:27) Men i 1970 var jeg lige ved at miste ham helt. På universitetet havde vi et kursus i „sort religion“. Det var i virkeligheden et angreb på Bibelen. De Sorte Muhamedanere var blandt dem der stod bag det, og de sagde at de hvide mænd der kom til en med Bibelen var djævle. Især dem der havde blå øjne og lyst hår. Jesus, derimod, var en sort mand med hår som lammeuld, sagde de.
Det var netop hertil vi var nået på kursuset da jeg mødte Tim Sieradski. Han var høj og lyshåret, han havde blå øjne og han kom med en bibel i hånden — arketypen på en hvid djævel med blå øjne! Det troede jeg i det mindste. Han var et af Jehovas vidner. Da han dukkede op ved min dør tænkte jeg ved mig selv: ’Se nu den store djævel med blå øjne der vil prøve at belære mig om Bibelen.’ Men jeg opdagede snart at han var godt hjemme i Bibelen, og jeg ville gerne have ham til at vise mig hvor i Bibelen det stod at Jesu hår var som lammeuld.
I stedet fortalte han mig om denne verdens ende, og han underbyggede sine ord med skriftsteder. Som ingeniør var jeg ad videnskabelig vej blevet overbevist om Guds eksistens. Bibelen var jeg ikke helt så sikker på — jeg havde jo aldrig studeret den. Tim læste et skriftsted der vakte min nysgerrighed: „Han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ (Apostelgerninger 17:26) Det fik mig til at lytte til Tim.
Men sådan reagerede Madeline ikke! Hun fortæller: „Jeg havde fået nok af kirken. Da jeg var seksten gik det op for mig hvor skinhellig den var. Jeg vidste at jeg ikke levede på den rigtige måde — på det tidspunkt boede Larry og jeg sammen — og jeg havde ikke tænkt mig at blive ved med at komme i kirken og være skinhellig. Så jeg ville ikke tale med Tim når han kom med sit lyse hår og sine blå øjne og sin bibel i hånden. Når han kom, gik jeg.“
Vi mistede forbindelsen med Tim. Vi var endnu ikke rede til at forlade Black Power-bevægelsen. Det Afroamerikanske Selskab arrangerede en forestilling med en gruppe der hed De Sidste Poeter. Det var sorte der havde sat musik til deres egne digte. Men alt hvad de sang om var revolution: ’Alle sorte, slut jer sammen, bliv stærke, styrt det hvide samfund, så livet bliver bedre.’ ’Enhed gør stærk,’ var deres stadige omkvæd. Dette fik Madeline og mig til at beslutte at vi kun ville omgås sorte.
Betænkelighederne spirer og gror
Vi betalte indskud til en lejlighed der tilhørte nogle sorte. Da vi havde ventet tre måneder og hørt på mange undskyldninger, fortalte de os at de havde lejet den ud til nogle andre. Jeg havde tidligere haft en lejlighed i et sort kvarter, og nogle sorte brød ind og stjal alt hvad jeg havde. En aften stod jeg i en isforretning og talte i telefon med min mor. Tre sorte mænd kom ind og begik et røveri. Jeg lagde ikke mærke til det før jeg hørte en sort mand der stod bag mig sige: „Tag det roligt, bror.“ Jeg drejede hovedet og opdagede at han pressede en pistol i ryggen på mig. Og han kaldte mig sin sorte bror!
Det gik efterhånden op for os at sorte udnyttede andre sorte, og ikke var bedre end de hvide. Det skyldes ikke farven eller racen; sådan er mennesker bare. Det er sørgeligt og det er skuffende. Vi så nærmere på de sorte vi kom sammen med på universitetet. Der var ingen næstekærlighed at finde hverken i broderskaberne, kvindeforeningerne eller Det Afroamerikanske Selskab. Nogle af mine venner havde ingen betænkeligheder ved at udnytte sorte kvinder. Sorte piger hvis forældre i årevis havde lidt afsavn for at kunne sende dem på universitet, blev af sorte mænd lokket til at tage stoffer. Nogle af pigerne forsøgte til sidst at begå selvmord.
Madeline og jeg så på alle de unge vi kendte, sorte såvel som hvide. Nogle var narkomaner, andre var alkoholikere og mange af dem var egoistiske i bund og grund. Og det var denne generation der bar ansvaret for verdens fremtid! Uanset hvem vi betragtede, om det var sorte eller hvide, så det lige trøstesløst ud.
Vi mister illusionerne
Vore betænkeligheder førte efterhånden til at vi mistede vore illusioner. Madeline beskriver sin voksende skepsis med disse ord: „Vi holdt jo en masse møder, og her hørte vi ustandselig at der ikke behøvede at være nogen regler. Det var helt i orden at man bare gjorde hvad man havde lyst til. Men det er jo anarki. På den måde kan man ikke udrette noget som helst.“
Det var jeg enig med hende i. Jeg havde altid søgt efter nogle retningslinjer som man kunne leve efter. Jeg havde engang ment at hvis vi alle var sorte, alle kom fra det samme sted og kæmpede for den samme sag, så ville problemerne være løst. Men så opdagede vi jo at de sorte ikke var anderledes end de hvide — hverken værre eller bedre, blot den samme blanding af godt og ondt. Enhed må bygge på noget andet end fælles race.
Det stod klart for os at vi måtte foretage nogle forandringer. Det hele gik skævt for os. En aften tænkte jeg på en film jeg havde set på universitetet. Den handlede om universets udstrækning og planmæssighed. Den film gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg kan huske at jeg tænkte at universet umuligt kunne være blevet til ved et tilfælde. „Hvis der hersker en sådan planmæssighed i universet, må Gud også have fastlagt nogle retningslinjer for menneskene,“ ræsonnerede jeg.
Vi forlod universitetet, giftede os og begyndte at søge efter den Gud der havde skabt dette regelbundne univers, planeten Jorden og menneskene på den.
I forbindelse med denne søgen overværede vi et bibelmøde i De Afrikanske Metodisters Episkopale Kirke. Vi tog bogen Aid to Bible Understanding med som Tim havde givet mig flere måneder forinden. Drøftelsen drejede sig om tilflugtsbyerne. Ingen vidste hvad disse egentlig var før jeg læste op hvad ’Aidbogen’ skrev om dem. Alle var begejstrede — indtil det gik op for dem at bogen var udgivet af Jehovas Vidner. Så blev der pludselig meget stille. Og de påstod at de studerede Bibelen!
En ny forståelse forvandler vort liv
Vi gik, og vendte aldrig mere tilbage. Men denne oplevelse fik os til at indse at de eneste der vidste hvad de talte om åbenbart var Tim og Jehovas vidner. Jeg kunne huske Tims efternavn, fandt frem til hans telefonnummer og ringede til ham. Han begyndte at studere Bibelen med os. Og nu var Madeline også glad for at tale med Tim — hun havde indset at han ikke var „en djævel med lyst hår og blå øjne“.
Nu begyndte der at ske interessante ting. Jeg arbejdede i et stort ingeniørfirma i Boston. De kaldte mig ind på kontoret og sagde til mig at hvis jeg ville holde op med at være et Jehovas vidne og tage tilbage til universitetet for at gøre min uddannelse færdig, kunne jeg blive underdirektør i firmaet. Jeg sagde nej tak til tilbudet. Madeline og jeg blev døbt som Jehovas vidner i 1975, og Madeline begyndte som pioner.
Jeg havde en god oplevelse i ingeniørfirmaet. Jeg arbejdede sammen med Mike, en sort ingeniør. Han elskede at diskutere, og et af hans yndlingsemner var udviklingslæren. En dag da der var fire-fem andre ingeniører til stede, påstod han hårdnakket at man kunne bevise at udviklingslæren var sand. Så vendte han sig om mod mig og sagde: „Giver du mig ikke ret i det, Larry?“
Det tvang mig jo til at tage standpunkt. Jeg havde ikke prøvet at forkynde for en gruppe før. Det burde jeg selvfølgelig have gjort, men jeg var altid veget udenom. Nu tvang Mike mig til at komme ud af busken. Jeg sagde: „Nej, Mike, det er jeg ikke enig med dig i.“ Han var lige ved at springe i luften! Senere gav jeg ham bogen Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? der er udgivet af Vagttårnets selskab. Han nærmest slugte den! I dag er han ældste i en af Jehovas Vidners menigheder i byen Richmond i Virginia.
Materialisme er ikke nok
I 1977 sagde jeg op i ingeniørfirmaet i Boston. De kaldte mig ind på kontoret og sagde at jeg var en tåbe. De var godt klar over at jeg sagde op fordi jeg gerne ville gøre mere som et af Jehovas vidner. Jeg glemmer aldrig hvad min chef sagde den dag mens han stod ved et vindue og så ud over byen: „Whitehead, du kan blive rig, du kan tjene penge, du kan købe biler.“ Og sådan blev han ved. Men jeg var 21 og havde allerede to nye biler og et hus. Jeg havde nået hvad de fleste dengang regnede med at de først kunne nå når de var omkring de 40. Jeg havde opnået alt hvad samfundet havde at byde på i materiel henseende.
Men det var ikke nok for mig. Det gav mig ingen tilfredshed. Det er nøjagtig som Bibelen advarende sagde for mange hundrede år siden: „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt. Også det er tomhed.“ — Prædikeren 5:10.
Senere sendte Vagttårnsselskabet os til et sted hvor der var større behov for forkyndere, nemlig byen Las Vegas. Der boede vi i fem og et halvt år. Vi tjente begge som heltidsforkyndere i perioder. Til tider var det knapt med mad, men vi forsømte aldrig det grundlæggende: Studium, tjeneste og bøn. Ligesom Paulus kendte vi både til at være sultne og til at være mætte. — Filipperne 4:12.
I Las Vegas arbejdede jeg i begyndelsen som tømrer, så blev jeg tegner for telefonselskabet, og til sidst blev jeg leder af telefonselskabets dataafdeling. Senere vendte jeg tilbage til byen Alexandria i Virginia. Der arbejdede jeg for Xerox som systemanalytiker og blev sendt ud til store firmaer. Nu har jeg min egen konsulentvirksomhed som systemanalytiker.
Madeline og jeg tjener nu i en af Jehovas Vidners menigheder i Alexandria. Jeg er ældste og virker som menighedens sekretær. Både Madeline og jeg takker Jehova for at han har hjulpet os til at forstå at ingen mennesker, hverken sorte eller hvide, kan løse menneskehedens problemer. (Salme 146:2, 3) Nu er vi lykkelige for at ’lade hans riges lys skinne’ til hjælp for andre der søger sandheden. (Mattæus 5:14-16) — Fortalt af Larry Whitehead.
[Illustration på side 21]
Madeline og Larry Whitehead sammen med Tim, som de engang mente var „en djævel med lyst hår og blå øjne“
[Illustration på side 22]
Den kristne tjeneste giver Madeline og Larry Whitehead tilfredshed i livet