Jeg ville forandre verden

JEG er født i New Orleans, Louisiana, i juni 1954, som nummer fem ud af en børneflok på elleve. Mine forældre var troende katolikker og lod os derfor gå i en katolsk skole. Desuden var jeg messedreng i kirken og stod ofte tidligt op for at deltage i messen. Lige fra jeg var dreng havde jeg ønsket at blive katolsk præst og at tjene Gud og næsten. Efter grundskolen begyndte jeg derfor på præsteseminariet St. Augustine’s Divine Word Seminary i Bay St. Louis i Mississippi.

På seminariet opdagede jeg imidlertid at præsterne ikke var så hellige som jeg gik og troede. Jeg blev vidne til løgn, blasfemi og drukkenskab. Én præst havde homoseksuelle tilbøjeligheder, en anden fik hyppigt besøg af en kollegas niece, som han gjorde gravid. Som følge heraf blev han forflyttet til en anden religiøs institution. Jeg følte mig desillusioneret og mistede lysten til at blive præst, men ønskede stadig at tjene Gud.

Jeg boede på seminariet og gik til gudstjeneste dér, men modtog undervisning på en high school hvor der overvejende gik hvide. Her blev jeg udsat for racisme fordi jeg var sort. Jeg havde ganske vist tidligere mødt racefordommen i dens mange afskygninger, især de allestedsnærværende påmindelser om vores „laverestående“ status; skiltene ved de offentlige toiletter og i parkområder med påskriften „Kun for hvide“ eller „Kun for sorte“, og de racediskriminerende skampletter på mure og vægge: „Niggere ingen adgang.“

Men på high school fik racehadet en mere personlig drejning. Jeg var vred over at de andre råbte efter os sorte elever, at det altid svirrede i luften med racistiske vittigheder og at lærerne favoriserede de hvide elever på bekostning af de sorte. Af ren og skær frygt gik nogle af de talmæssigt underlegne sorte elever med kniv. Jeg selv blev inddraget i aktivisthandlinger og var med til at foranstalte boykotter.

’Hvordan kan mennesker være sådan over for hinanden?’

I mit 11. skoleår læste jeg Malcolm X’ selvbiografi og blev dybt grebet. Om aftenen når lyset skulle slukkes tog jeg bogen med i seng og læste den under dynen i skæret af en lommelygte. Jeg læste også bøger om slavehandelen. I nogle af bøgerne var der tegninger af slaveskibene der viste hvordan de sorte blev stuvet sammen som sild i en tønde. Når nogen døde blev de bare kastet ud til hajerne som fulgte i disse skibes kølvand. Disse rædselsberetninger prentede sig så dybt i min bevidsthed at de gav mig mareridt. Jeg kunne ikke begribe hvordan mennesker kunne være sådan over for hinanden, og jeg begyndte at hade de hvide.

Senere kom jeg på college, og da De Sorte Pantere dukkede op dér, var jeg parat til at støtte dem. De hævdede at magten sad i geværløbet og at det nødvendigvis måtte komme til et blodigt opgør mellem racerne i Amerika. Jeg var enig. De ville have at jeg skulle slutte mig til dem, men det afslog jeg. Jeg solgte ganske vist deres avis og tog stoffer sammen med dem, men delte ikke deres ateisme. Jeg troede stadig på Gud, selv om jeg var skuffet over katolicismen på grund af seminariepræsternes umoralitet og hykleri. I denne periode overvejede jeg også alvorligt at begå selvmord ved at springe ud fra en bro.

Kort tid efter kom der en af De Sorte Muslimer til vores læreanstalt. Vedkommende solgte en avis der hed: Muhammed taler. Vi snakkede sammen om den sorte mands forpligtelse, og jeg begyndte at overvære De Sorte Muslimers møder. De hadede de hvide, og her stødte jeg for første gang på den tanke at den hvide mand var Djævelen. Han var ikke blot djævelsk eller dæmonisk, men selve Djævelen, hvilket forklarede de hvides grusomheder mod negerslaverne og de amerikanske indianere, som de havde myrdet millioner af.

Ikke alle er djævle

Jeg sluttede mig til De Sorte Muslimer. Mit franske efternavn, Dugué, skiftede jeg ud med et X. Jeg hed nu Virgil X og deltog energisk i deres avissalg og øvrige aktiviteter. Jeg følte at dette var den rette måde at tjene Gud på. Men efter et stykke tid begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved nogle af deres skikke og læresætninger, blandt andet læren om at den hvide mand er Djævelen.

Sandt nok havde jeg haft mange dårlige erfaringer med hvide, men kunne man skære dem alle over én kam? Hvad med min hvide basketballtræner som var venligt stemt over for sorte? Eller den unge, hvide advokat der førte min sag mod skolemyndighederne i New Orleans fordi de havde behandlet mig diskriminerende på grund af min hudfarve? Jeg havde også kendt adskillige andre hvide som bestemt ikke kunne være djævle.

Noget andet jeg tænkte over var opstandelsen. De Sorte Muslimer lærte at når man dør, er man færdig og dermed basta! Men jeg ræsonnerede som så: ’Hvis Gud kunne skabe mennesker af støv, kan han vel også oprejse dem igen fra graven.’ Der var også den økonomiske side af sagen. Jeg solgte hver uge 300 eksemplarer af Muhammed taler, det vil sige 1200 om måneden. Pengene gik ubeskåret til De Sorte Muslimer. En stor del af forkyndelsen fokuserede på penge. Desuden sov jeg kun cirka fire timer om natten; al min tid ofrede jeg på De Sorte Muslimer. Og nu var jeg begyndt at tvivle på nogle af deres lærepunkter. Alt dette gik jeg og grublede over, hvilket tyngede mit sind.

En dag i december 1974 mens jeg passede mit arbejde på et ungdomscenter, begyndte alle disse tanker at svirre rundt i mit hoved. Jeg havde aldrig haft det sådan før. Jeg troede at jeg var ved at gå fra forstanden. Hvis ikke jeg kom ud i en fart ville det gå helt galt. Jeg måtte have et pusterum, tid til at tænke over mit liv. Jeg sagde til dem på centeret at jeg var nødt til at tage fri resten af dagen, men fortalte ikke hvorfor.

Jeg bønfalder Gud om at vise mig sandheden

Jeg ilede hjem, faldt på knæ og bad til Gud. Jeg bad om at måtte finde sandheden. For første gang bønfaldt jeg Gud om at lede mig til sandheden og den organisation som havde den. Før havde jeg bedt om at få mulighed for at hjælpe de sorte og finde den rette organisation som hadede de hvide. Men nu bad jeg ene og alene om at måtte finde sandheden, uanset hvad eller hvor den måtte vise sig at være. „Hvis du er Allah, så hjælp mig. Hvis du ikke er Allah, men en anden, så hjælp mig alligevel. Hjælp mig til at finde sandheden.“

Jeg begyndte nu igen at bruge mit rigtige navn, Virgil Dugué. Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre i New Orleans, og dagen efter min inderlige bøn til Gud fandt jeg et nummer af bladet Vagttårnet i huset. Jeg begriber ikke hvordan det var kommet der, for jeg havde aldrig før set nogen af Jehovas Vidners publikationer i vores hjem, og da jeg spurgte de andre i familien, kendte de ikke noget til det. Bladet må være blevet stukket ind under døren.

Det var udgaven for 15. december 1974 (på dansk, 15. december 1975), og på forsiden var der et billede af nogle hvide mennesker — Josef og Maria og Jesus i krybben! Teksten på forsiden lød: „Hvad det vil sige at ære Jesus Kristus.“ Jeg tænkte: ’Det er sikkert noget med at man skal tilbede Jesus.’ Hvis bladet havde handlet om et hvilket som helst andet emne, ville jeg sikkert have lagt det fra mig igen. Men nu slog jeg op i det, løb første artikel igennem og så at de skrev at Jesus ikke er Gud og at man ikke bør tilbede Jesus. Det var noget helt nyt for mig! Jeg troede at alle kristenhedens sekter tilbad Jesus og troede at han var Gud.

Som sort muslim vidste jeg at Jesus ikke er Gud. De Sorte Muslimer kunne henvise til mange skriftsteder som viste at Jesus ikke er Gud, deriblandt Johannes 14:28, hvor der siges: „Faderen er større end jeg.“ De lærer at Jesus er en profet, og at deres leder, Elijah Muhammad, vil være den sidste af profeterne. Så da jeg læste artiklen var det som om der blev fjernet en tung byrde fra mine skuldre. Efter at have læst artiklen fra ende til anden, blev jeg siddende tavs. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Jeg var endnu ikke overbevist om at dette var sandheden, men vidste nu at ikke alle såkaldt kristne trossamfund fejrer jul og andre hedenske helligdage. Og eftersom jeg havde bedt om at finde sandheden, tænkte jeg ved mig selv: ’Kunne dette være sandheden? Er det svaret på min bøn?’

Jeg slog op i telefonbogen og fandt numrene på de forskellige kristne kirker. Jeg ringede og spurgte: „Holder I jul?“ Så snart de havde svaret ja, lagde jeg røret på. Til sidst var der kun Jehovas Vidner tilbage. Kunne det være svaret på min bøn? Jeg havde aldrig lyttet til deres budskab — måske var det på tide at jeg gjorde det. Jeg ringede til deres rigssal. Det var en hvid mand som tog telefonen. Han tilbød at komme og studere Bibelen med mig, men jeg afslog. Jeg turde ikke, for han var hvid, og hvem ved, måske var han alligevel Djævelen?

Jeg stiller spørgsmål og får svar

Vi brugte derfor telefonen når vi skulle tale sammen. For første gang i mit liv fik jeg tilfredsstillende svar. Hver dag ringede jeg og stillede flere spørgsmål. Og han underbyggede sine svar med skriftsteder fra Bibelen. Det gjorde indtryk på mig. Det var første gang nogen besvarede mine spørgsmål ved at henvise til Bibelen. En gnist af håb tændtes i mit hjerte. Jeg fik også Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter med en hel ordbog bagi. Den studerede jeg minutiøst og lærte på den måde mange flere sandheder at kende.

En måned senere flyttede jeg til Dallas i Texas. Efter at være kommet i orden ringede jeg til den lokale rigssal. Den person der svarede tilbød at hente mig så jeg kunne komme med til møde. Dér blev jeg præsenteret for en forkynder som gerne ville studere med mig. Han hed Curtis. Vi studerede hjemme hos ham. Eftersom jeg følte mig åndeligt underernæret, studerede vi tre gange om ugen, endda adskillige timer hver gang. Når Curtis kom hjem fra arbejde stod jeg ved hans dør og ventede. Han var virkelig tålmodig med mig. Jeg vidste ikke at et bibelstudium normalt kun holdes en time én gang om ugen, det sagde han ikke noget om. Han begyndte at studere med mig i januar eller februar 1975, og i maj måned samme år blev vi færdige med bogen Sandheden der fører til evigt liv.

Kort efter vendte jeg tilbage til New Orleans og begyndte at komme sammen med forkynderne i rigssalen og at gå fra hus til hus med den gode nyhed om Riget. Jeg følte at eftersom jeg havde været så nidkær som sort muslim, og havde brugt 100 til 150 timer om måneden på at sælge deres avis, burde jeg også være nidkær som et Jehovas vidne. Så ved siden af at jeg selv studerede, forkyndte jeg og ledede mange bibelstudier med andre. Jeg husker at jeg ved et tjenestemøde blev spurgt:

„Hvor mange timer brugte du i forkyndelsen i sidste måned?“

„Cirka hundrede.“

„Hvor mange bibelstudier leder du?“

„Ti.“

Da de tilstedeværende hørte disse tal begyndte de at hviske til hinanden, og jeg tænkte: ’Har jeg sagt noget forkert? Måske gør jeg ikke nok?’

Min ønskedrøm gik i opfyldelse

Jeg gjorde fremskridt, indviede mig og blev døbt den 21. december 1975. Det følgende år velsignede Jehova mig med en pragtfuld kone, Brenda. Det var faktisk på min dåbsdag at jeg første gang traf hende. Hun var heltidsforkynder og fortsatte som sådan efter brylluppet. To år senere, i 1978, sluttede jeg mig til hende i heltidstjenesten. To år senere igen, i 1980, blev Brenda og jeg indbudt til at arbejde på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, og blive medlemmer af betelfamilien. Dér tjener vi stadig Jehova.

Når jeg ser tilbage på mit liv, mindes jeg mine unge år da jeg stræbte efter at blive katolsk præst for at kunne tjene Gud og næsten. Jeg mindes min søgen efter meningen med livet, først hos De Sorte Pantere, derefter hos De Sorte Muslimer, og husker hvor skuffet jeg blev over disse bevægelser, ligesom jeg tidligere var blevet det over præsteskabet. Men i alt dette mistede jeg aldrig troen på Gud. Jeg takker Jehova fordi han har reddet mig ud af falsk religion og politik og ledet mig ind på vejen der fører til sandhed og liv.

I dag er mit ungdomsønske — at tjene Gud og næsten — gået i opfyldelse! — Fortalt af Virgil Dugué.

[Illustration på side 23]

Virgil og Brenda Dugué