Sexskandaler får mange til at lukke for tv-evangelisterne
I DEN senere tid er det blevet afsløret at den ene tv-evangelist efter den anden i De Forenede Stater har plejet umoralske forhold. Det er også blevet afsløret at et barn af den tidligere tv-evangelist Pat Robertson, der har forsøgt sig som præsidentkandidat, er undfanget uden for ægteskabet. Andre evangelister, hvoraf Jim Bakker er den mest fremtrædende, er blevet afsløret som ægteskabsbrydere.
En af de seneste skandaler omfattede Jimmy Swaggart, en tv-evangelist der tidligere havde rettet en voldsom kritik mod to konkurrerende tv-prædikanter, Jim Bakker og Marvin Gorman, for deres seksuelle eskapader. Ifølge rapporter skaffede Marvin Gorman sig til gengæld nogle billeder af Jimmy Swaggart i selskab med en prostitueret. I en artikel om disse smudsige affærer har Carl T. Rowan, en spalteredaktør ved New York Post, skrevet:
„I mine øjne er det værste Swaggart har gjort ikke at han har taget en prostitueret med sig ind på et motel. Nej, det var hans ihærdige og hykleriske forsøg på at knuse pastor Jim Bakker, da det kom frem at overhovedet for PTL-selskabet havde haft en affære med kirkesekretær Jessica Hahn.
Swaggarts hykleriske angreb på Bakker og PTL var udelukkende et forsøg på at få godtroende menneskers dollars til at strømme fra Jim Bakkers imperium over i hans eget.
Det kan bedst sammenlignes med at en narkotikakonge prøver at gøre det af med en anden for at overtage hans forretning.
Det er ingen dårlig sammenligning,“ mener Carl Rowan. „Swaggart, Bakker og Gorman med flere sælger et narkotisk stof der kaldes religion, men ved deres handlemåde bringer de sand religion i vanry.“