Hvorfor dyrkes Maria?

HISTORIKERE vedgår at hverken Maria eller nogen anden skabning blev tilbedt eller æret af de første kristne. Hvordan kan det da være at så mange katolikker er blevet „Madonnadyrkere“, som præsten Franco Molinari har udtrykt det?

Der kan nævnes mange grunde. Nogle af dem udspringer direkte af den katolske kirkes læresætninger. Eftersom den katolske kirke for eksempel lærer at Jesus er ligestillet med Gud, er der ingen selvstændig mellemmand mellem Gud og mennesker. Gud og Kristus er blevet utilnærmelige, indhyllede som de er i treenighedens mysterium. Rollen som „midlerinde“ mellem Gud og mennesker er derfor overdraget til „Madonna“. Visse trossamfund der dyrker Maria bruger mottoer som „Til Jesus gennem Maria“ og „Jomfruen, forbindelsesleddet mellem os og Kristus“. Johannes Paul II sagde i sin tale ved åbningen af Mariaåret at mennesker må „vende tilbage til Gud gennem Maria“.

Op gennem historien er Gud og Kristus ofte blevet fremstillet som nådeløse og ubøjelige dommere. Det er derfor ikke overraskende, som teologen René Laurentin erkender, at nogle katolikker „betragter Kristi hævnende retfærdighed og hans moders barmhjertighed som modsætninger: ’Jesus ønsker at dømme, Maria ønsker at frelse’“. „Om vi så har begået nok så mange synder,“ skriver en biskop, „vil den himmelske Moder kærligt tilgive os; vi frygter måske Guds retfærdighed, men vi vil afgjort ikke frygte Moderens hjerte.“ Det italienske tidsskrift Panorama konkluderer at Gud åbenbart ikke „virker tilstrækkelig beroligende“ på katolikkerne.

I århundredernes løb har mange konciler og paver opfordret til dyrkelse af Maria og billeder af hende, og denne tilskyndelse lyder stadig. Den katolske teologi skelner mellem forskellige grader af tilbedelse ved hjælp af nogle udtryk der stammer fra græsk: latria er tilbedelse af Gud og Jesus, dulia er dyrkelse af helgenerne og hyperdulia er den „særlige ærefrygt“ der er forbeholdt „Madonna“. I overensstemmelse med disse definitioner bekræfter Johannes Paul II i sit seneste hyrdebrev at „billeder af Jomfruen indtager en hædersplads i kirker og hjem“ fordi hun er værdig til „særlig ærefrygt“.

Men er det ikke sandt at denne „særlige ærefrygt“ har fået nogle teologer til at betragte hende som „den fjerde person i Den Hellige Treenighed“, som Panorama har skrevet? Er det ikke sandt at den har fået dem til at mene at „hendes storhed grænser til det uendelige“, som der siges i en mariansk katekismus?

Opfattelsen af Maria som „et fuldkomment mønster på alle dyder“ tjener derfor til at dække det Panorama kalder „behovet for tryghed“ hos katolikkerne, især nu i denne generation, der kæmper med så mange problemer. Bør det da overraske os at nogle katolske præster har fordømt de troende for at gå til yderligheder i deres Mariadyrkelse?

En vejledning til år 2000?

Som tidligere nævnt er det pavens håb at genoplivelsen af Mariadyrkelsen vil være en hjælp i forberedelsen til år 2000. Som en reaktion på den frygt og de bekymringer der forårsages af „sygdomssymptomerne i denne generation“, har paven sat sin lid til at „Madonna“ vil gå i forbøn for os hos Gud og løse problemerne i verden. Men opfordrer Bibelen os til at stole på at Maria vil fjerne disse ’sygdomssymptomer’? Hvem bør vi sætte vor lid til for at få lov til at opleve indfrielsen af „håbet om en ny æra, en ny verden“?

[Illustration på side 8]

Overalt i den katolske verden æres Madonna på forskellig måde