Japan bygger bro over sit indhav

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Japan

FØR krævede det en times færgesejlads at krydse Seto-indhavet. Men den 10. april sidste år blev Seto Ohashi-broen indviet, hvorved to af Japans hovedøer Honshu og Shikoku er blevet forbundet. Samme distance kan nu tilbagelægges på mindre end ti minutter.

Man må imidlertid betale for denne luksus — cirka 300 kroner i bropenge hver vej. Dette er dog kun en bagatel i forhold til brobyggeriets samlede pris: Over 60 milliarder kroner foruden 17 menneskeliv. Desuden har det taget ti år, eller ni millioner mandedage. Der må derfor have været vægtige grunde til at man gik i gang med et så kostbart projekt.

For det første er transporten mellem de to øer nu ikke længere underlagt vejrets uforudsigelige luner. For eksempel sank en færge i 1955, og 168 druknede. For det andet vil broen formentlig medføre et økonomisk opsving for landbrugsøen Shikoku, der nu er blevet landfast med Japans største ø, Honshu. I øvrigt koster det kun cirka 20 kroner at rejse med tog mellem de to øer.

Selv om den 9,4 kilometer lange Seto Ohashi-bro omtales som én bro, består den faktisk af tre hængebroer, to kabelbroer, én gitterbro og flere viadukter, som hviler på fem øer hen over Seto-indhavet. Broen Minami Bisan-Seto Ohashi er verdens længste toetages hængebro som kan overføre både bil- og jernbanetrafik.

Hr. Tetsuo Yamane fra den ansvarlige myndighed i Tokyo har givet nogle interessante detaljer om brobyggeriet. Han har været ansat ved projektet i 13 år og har været ansvarshavende for broernes understøtning.

„Det vanskeligste var at anbringe det undersøiske fundament,“ forklarer hr. Yamane. „Vi sprængte os ned i klippegrunden og udgravede havbunden med en gravemaskine. Ti etager høje sænkekasser, bygget på et skibsværft, blev bugseret ud til byggeområdet og sænket i havet. Vi fyldte dem med sten foruden mørtel fremstillet på en helt ny, flydende cementfabrik ved navn Century.“

Byggearbejderne måtte arbejde under de mest ekstreme forhold. „Fundamenterne skulle lægges hele 50 meter under havoverfladen,“ fortsætter hr. Yamane. „Tilmed var strømmen meget stærk i byggeområdet, nemlig på fem knob. Det svarer til at arbejde i en vindstyrke på 250 kilometer i timen. Udgravningerne og sænkekasserne måtte inspiceres når strømmen var svagest. Men sigtbarheden i vandet var næsten lig nul. Blot 10 til 20 meter nede kunne man praktisk taget intet se. Vi måtte bruge lyskanoner for at belyse de steder der skulle kontrolleres, og tage billeder og videofilm på en afstand af 50 centimeter.“

Eftersom broen ligger i en nationalpark var det vigtigt at den faldt naturligt ind i det omliggende landskab. Ifølge professor Toshiaki Ohta, der har arbejdet med broens formgivning, er tanken at hele området skal fremtræde som „en japansk have med et arrangement af vadesten“.

Også i en anden henseende har man opnået harmoni. Sidste år i marts blev den undersøiske Seikan-tunnel mellem Japans nordligste ø, Hokkaido, og Honshu nemlig åbnet. Så med indvielsen af Seto Ohashi-broen har man smedet det sidste led i en kæde der knytter Japans fire hovedøer, Hokkaido, Honshu, Shikoku og Kyushu, sammen. Dermed er en gammel japansk drøm gået i opfyldelse.