Kommercialismens storhed og fald
1. del: Pengesorger
„Det er vore forældre der skænker os livet, men det er pengene der gør det muligt at opretholde det.“ — The Japanese Family Storehouse eller: The Millionaires’ Gospel af Ihara Saikaku.
HAR du nogen sinde været i alvorlig pengetrang? Har du været ude for at du ikke havde råd til noget du virkelig behøvede? Har din familie nogen sinde sultet eller været klædt i pjalter? Hertil kan millioner svare ja. De véd hvad pengesorger er for noget.
Forestil dig bekymringen hos den arbejdsløse familiefader der skal forsørge sine børn og betale sine regninger. Tænk på den udkørte husmoder der står i kø efter varer som er svære at opdrive, kun for at finde butikshylderne tomme eller priserne ubetalelige. Sæt dig i den forretningsmands sted hvis firma er på fallittens rand, eller lev dig ind i det pres der ligger på regeringen i et land med en milliardgæld til udlandet.
Nu om dage kan bestemte ord i sig selv vække bekymrende associationer. Vor indtægt (penge, varer og tjenesteydelser modtaget til gengæld for ydelser i form af arbejdskraft eller andre ressourcer) kan være så lav at det truer vor levestandard (det økonomiske livsniveau vi er vant til). Det kan skyldes arbejdsløshed, lavkonjunktur (økonomisk afmatning) og depression (kraftig lavkonjunktur), eller inflation (en prisstigning der opstår når efterspørgselen overstiger udbuddet og pengenes købekraft derfor udhules). Når pengene ikke slår til, kan vi ikke holde trit med leveomkostningerne (prisen for de fornødne tjenesteydelser og dagligvarer).
Økonomiens store betydning
Den store depression i 1930’erne var ifølge en autoritet en økonomisk tragedie der „berørte ethvert land og enhver side af tilværelsen, socialt og politisk, nationalt og internationalt“. Depressionen banede vej for Anden Verdenskrig idet den gav yderliggående politiske kræfter i Tyskland og Italien vind i sejlene. Dette siger noget om hvor voldsomme følger økonomisk nedgang kan få. Som John K. Galbraith skriver i bogen Penge — deres fortid og fremtid: „I begyndelsen af 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland. Det skyldtes i ikke ringe grad den meget store ledighed og den pinefulde reduktion i lønninger, priser og værdien af fast ejendom.“ Om datidens inflation i USA tilføjer Galbraith: „Uanset hvilken rolle pengene spillede, kunne ingen betvivle betydningen af den frygt det affødte.“
De politiske omvæltninger der fejede hen over Østeuropa i slutningen af 1980’erne skyldtes hovedsagelig økonomiske faktorer. Sådanne faktorer er også ofte udslagsgivende ved folkeafstemninger i vestlige demokratier. Som det længe har heddet, stemmer folk her efter tegnebogen.
Ofte forsøger man ved økonomisk pres at tvinge stater til at ændre politik. Til tider har vore dages økonomiske sanktioner således modsvaret gamle dages militære belejringer. I 1986 indførte Japan, USA og en del europæiske lande sanktioner mod Sydafrika som protest mod apartheidpolitikken — tilsyneladende med et vist held. I 1990 lagde verdenssamfundet, repræsenteret ved FN, økonomisk pres på Irak, men åbenbart uden de store resultater.
Ikke desto mindre er tendensen tydelig. Franskmanden Jacques Attali, direktør for Europabanken, hævder at ’købmænd er ved at fortrænge soldater som hovedaktører på verdensskuepladsen’. Og et nyhedsblad skriver at i mange lande har „økonomisk styrke erstattet militær styrke som den altafgørende målestok for magt“.
Er grebet ved at løsne sig?
Naturkatastrofer, epidemier og kriminalitet kan få økonomien til at skrante. Det samme kan gæld og budgetunderskud. Ifølge The Collins Atlas of World History „er udlandsgælden [i ulandene] så enorm at verden nu og da har været på randen af en økonomisk katastrofe af monumentale proportioner, og den omsiggribende fattigdom med den fortvivlelse og den eksplosionsrisiko den indebærer, er ret foruroligende.“
Nogle stater hjemsøges af en løbsk inflation, mens andre kæmper bravt for at holde den stangen. Usikkerheden stikker sit hæslige hoved frem på det ustabile børsmarked. En politisk leders pludselige sygdom, ja blot et grundløst rygte, kan tilintetgøre formuer på få timer. Krakket i Wall Street i oktober 1987 var værre end det tilsvarende i 1929, og den uge det skete blev kaldt ’den værste i finanshistorien’. Værdipapirsummer for næsten 385 milliarder dollars (dengang 2,6 billioner kroner) forsvandt ud i den blå luft. Markedet genvandt balancen, men mange eksperter siger at det virkelig store krak truer forude. „Verden må håbe at den aldrig erfarer hvordan den totale økonomiske fallit er,“ har journalisten George J. Church skrevet.
Nej, det økonomiske spøgelse har langtfra løsnet sit greb. Tværtimod har det strammet grebet og skabt større bekymring. Er det da urealistisk at tro at bedre tider er på vej?