’Derfor kunne ulykken ske’

JEG har haft med våben at gøre siden jeg var dreng, men nu vil jeg aldrig eje et igen. Vi har en lille gård, og jeg syntes jeg havde brug for et gevær til at holde bestanden af gnavere nede. En dag da min hustru og jeg arbejdede med at gøre marken klar til såning, var det usædvanlig varmt, og vi lod derfor vore to drenge blive inde i huset, hvor det var køligere. Vi befandt os i nærheden, så vi mente at de sagtens kunne være alene og lege sammen. Jeg kørte med traktoren, da den ældste af drengene kom løbende ud til mig og råbte: „Far, jeg tror den lille er blevet skudt!“ Jeg løb tilbage til huset og fandt min hustru omme ved køkkentrappen i færd med at give ham kunstigt åndedræt og hjertemassage. Mens jeg tilkaldte en ambulance tryglede jeg Jehova om at holde min søn i live, og hvis ikke, så i hvert fald huske ham i opstandelsen. Han døde i armene på min hustru.

Vores søn blev kun to og et halvt år. Han var så lille og uskyldig. Den officielle rapport beskrev det som en vådeskudsulykke. Den ældste af drengene havde hentet geværet i vores soveværelse, ladt det, og leget med det. Tabet af vores søn — og så på denne måde — er et hårdt slag vi først vil komme os over den dag Jehova giver os ham tilbage.

Selvfølgelig var det forkert at lade drengene være alene hjemme, men fejlen var at jeg samtidig havde et gevær liggende i huset. Det var derfor ulykken kunne ske. Et våben er udelukkende et redskab til at slå ihjel med. Jeg vil aldrig nogen sinde kunne retfærdiggøre at jeg havde et. — Et brev modtaget i december fra et Jehovas vidne i Arizona.